Refleksion

”En mands skrald, er en anden mands guld.” Sådan har vi måske hørt det sagt, når man finder et rigtig godt genbrugskup – måske endda i storskraldsbunken på gaden eller i affaldscontaineren. Dette ordsprog ligger ikke fjernt fra bibelens tanker om værdi, hvor der er mange eksempler på, at Gud ser værdien i det forkastede og udstødte. Paulus skriver endda om sig selv, at han er blevet som affald i verden (1. kor. 4,10-13), fordi han følger Jesus i hvem, han finder sit værd. Kristus var også selv den sten, som blev vraget, og som nu er gjort til hovedhjørnestenen (Mathæus 21,42). Gud selv blev altså menneske, forkastet og foragtet af verden, men blev ophøjet og bringer liv og håb. Dette håb gælder for os alle, og vi kan bære en lille del af det med ud i livet, når vi fx er med til at passe på alt det skabte.

Hvis vi sender vores affald de rigtige steder hen, kan det udnyttes til at skabe nye ting. Vi er som mennesker forvaltere på jorden og deler et ansvar for at passe på alt det skabte. Affald er dermed ikke blot affald, det er også et konkret eksempel på overforbrug og udnyttelse af jordens ressourcer. Så hvis vi kan udvise større ansvarlighed omkring forbrug, affald og genbrug, så er vi med til at give håbet videre og fortælle historien om den værdi, som Gud ser i alt det skabte. Gud er den ultimative skaber af skrald til guld, men lad os være medarbejde på at forvandle vores konkrete affald til noget brugbart.

Bøn med lystænding

A.        Jeg tænder et lys i Guds navn, Gud som er lysets skaber, som tændte verden med stjerner, sol og måne og åndede liv i alle ting.

 B.         Jeg tænder et lys i Guds navn, som åbenbarede lyset, Gud som tændte lys i mørket og strakte sin hånd ud for vores skyld i kærlighed til hele den skabte verden.

 C.        Jeg tænder et lys i Guds navn, som er lysets inspirator, Gud som tænder verden indefra, og som fylder mit liv med undren og søgen efter indsigt og visdom.

 A.                  Vi holder disse lys:

Alle.              For lysets og kærlighedens treenighed
                      Guds nærvær overalt
                     Guds frelse for alle
                      Guds inspiration som er til stede i alt

B.                  Vi holder disse lys

Alle.              For os selv og hinanden
                      For vore familier, venner og fjender
                      For vort arbejde, vore håb og kampe 

C.                  Vi holder disse lys:

Alle.              For dem i nød og dem vi kan tage ved lærer af
                      For folk, regeringer og kirker
                      For en fremtid med fred og retfærdighed i Danmark, Europa og verden

 A.                  Vi holder disse lys:

Alle.              For hele verden
                      For hele skabningen: alt det synlige og usynlige
                      For de enkelte og fællesskaberne i nød

B.                  Vi holder disse lys for at takke:

Alle.              For vand, luft og jord
                      For planter, træer og dyr
                      For mineraler og fossiler

C.                  Vi holder disse lys for at takke:

Alle.              For viden, færdigheder og ideer
                      For opfindelser og opdagelser
                      For videnskab og kunst

 Alle.              Treenige Gud

Led vore fødder, så vore fodaftryk på denne jord bliver skånsomme.
Lad os opdage dit hellige nærvær overalt
Lad os lære at værdsætte dine gaver uden spild og destruktion.
Lad os lære at berige det, som vi gør og bruger, så det blomstrer og bærer frugt.
Amen.

Sang: Her er min sang

”Her er min sang”. Musik: Jean Sibelius. ’Finlandia’. Tekst: v. 1-2 Lloyd Stone; v. 3 Georgia Harkness. (1934/1939). The United Methodist Hymnal nr. 437. Dansk: Mark Lewis & Ole Birch 1998.

1. Her er en sang om fred, min Gud i himlen
   en bøn for alle lande og for mit
   Her er mit hjem, min rod og mine drømme
   her er jeg barn med mine første skridt
   i alle lande er der børn på gaden
   med samme drøm om hav der vugger blidt
   
2. Mit hjemlands himmel er så blå som havet
   med sol der spejler smukke glimt af dig
   Og børn til alle tider, alle steder
   har samme himmel, samme mælkevej
   Her er bøn om fred, min Gud i himlen
   tag hånd om alle dine børn, og mig
   
3. Vi er ét folk på denne grønne klode
   forenet i en drøm om kærlighed
   at vores børn må vokse op i frihed
   at vores kampe blir en sang om fred
   Gid alle os at turde finde sammen
   og være menneske på hver sit sted

Der er fokus på vandet i mange sammenhænge. Vandmiljøplan i Danmark, tørke i den store verden, oversvømmelser, problemer med drikkevand i Afrika, miljøforandringer, afsmeltning ved polerne og så videre.

Den tidligere Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, siger: ”Der er to problemer med vandet: Enten er der for lidt, eller også er der for meget. Alt levende skal have vand, men hvis der kommer for meget, så drukner både mennesker, dyr og afgrøder.

Vi bor i en del af verden, hvor vi har tilpas mængde af vand, endnu i hvert fald.-og her til morgen vil jeg gerne, at vi vender os til Gud og takker for, at vi kan få vores daglige vand. Både det vand vi fysisk har brug for, men også det levende vand som Jesus skænker os. Jesus siger: ”Den der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv”, ( Johannes evangeliet kap. 4, vers 13-14.)

Jeg vil nu skænke hver af jer et lille glas vand, og så sidder vi i stilhed og drikker det, og blive opmærksomme på hvor stor en gave det er.

Bøn

Forstyr os Herre, når vi bliver for tilfredse med os selv.

Forstyr os Herre, når vi – midt i den overflod af ting vi ejer – har mistet tørsten efter levende vand. Fordi vi er blevet forelsket i vore egne liv, er vi holdt op med at længes efter noget større, og mens vi var optaget af at bygge vore egne projekter, er vi holdt op med at drømme om en ny himmel og en ny jord.

Herre udvid vores horisonter, så vi får et dybere håb, et større mod, og en stærkere kærlighed.

Amen

Verdens skaber, du som holder vores skrøbelig jord i dine hænder.

  Alt får liv og ånde fra dig.

Kristus, du som er kilden til glæde og forundring.

  Lad os drikke af det levende vand, som aldrig tørrer ud.

Livets Ånd, du som giver os mod og håb for fremtiden.

  Pust liv i os igen, så vi ikke bliver stive og snæversynede.

Evige Gud, du skabte alt, så det var godt og smuk.

  Giv os åbne øjne, så vi ser storheden i det mindste kryb.

Du arbejder bestandigt for at fuldende dit skaberværk.

  Giv os din uro, så vi ikke bliver ligeglade med jorden og dens liv.

Når du ånder gennem skabningen, så er jorden ikke bare jord,

  men jorden er vores hjem.

Når du ånder gennem skabningen, så er vandet ikke bare vand,

  men vandet er kilde til leg og til liv.

Når du ånder gennem os, er vi ikke bare os selv,

  men vi er dine medarbejdere i verden.

Hele skabningen venter på dig

  med håb og med glæde.

  Amen

Salme 17 vers 9 og 12

Nogen har tænkt, at Gud efter skabelsen af alt liv, der leves på jorden, har trukket sig tilbage til sin himmel for aldrig at komme tilbage igen. Man har tænkt, at Gud har arbejdet som en arkitekt, der designer sit skaberværk og måler det op for derefter at forlade det. Eller at Gud arbejder som en urmager. At Gud konstruerer sin verden, som en urmager konstruerer sit ur, hvorefter Gud sætter verden i gang, smider nøglen væk og går sin vej. Men det er en vildfarelse, at Gud forlader verden. Gud er i verden og Gud glæder sig over det skabte, og Gud bliver ved med at skabe og opretholde verden og livet selv.

Derfor lader du kilder springe frem i dalene, mellem bjergene baner de sig vej, de giver vand til alle de vilde dyr, vildæsler får slukket deres tørst. Ved bredden bygger himlens fugle deres rede, på grenene sidder de og kvidrer. Du, Gud, vander jorden. Du lader græsset gro til kvæget og planter til menneskene, så de kan fremstille brød og vin.

Du, Gud, sørger for fuglene, for storken, stenbukken, grævlingen og løverne. Og mennesket går ud til sin gerning og arbejder, til det bliver aften.

Mennesket skiller sig ud i forhold til alle andre levende væener. Mennesket er jo skabt i Guds billede, og mennesket er velsignet af Gud. Men samtidig er mennesket, eftersom det er et levende væsen, forbundet med alle andre levende væsener. Vi har som mennesker livet tilfælles med alle andre skabninger.

Men vi har isoleret os i forhold til verdens mylder af liv, og det er som om det ikke bliver mindre med årene. Vi bor i huse, kører i biler og ser på skærme, og de fleste kommer kun sjældent ud i naturen. Tænk da om vi begyndte at færdes hjemmevant i naturen. Tænk om vi begyndte at føle os tættere forbundet med naturen. Da tror jeg vi ville blive bedre til at passe på det skabte.

Ord er sprogets grundstoffer, og jeg kendte ikke ordene.

Vi er mange, der har det som Lea Korsgaard. Mange af os må sige, at det er de færreste sommerfuglearter, vi kender. Bierne og insekterne og mange af pattedyrene kender vi nok også for lidt til. Men bare det, at vi lærer ordene for de forskellige arter at kende, gør, at arterne kommer til at betyde mere for os. Jeg husker stadig fryden første gang jeg kunne genkende en aurora-sommerfugl, som jo ellers ikke er en sjælden art, og jeg husker også den dag, da jeg sidste år så en lille ildfugl på marken uden for mit hus. Da det skete, var min dag reddet.

Mon ikke det er sådan, at når vi får et større kendskab til naturen, så bliver vi bedre til at holde af det, vi ser, og så begynder vi at passe bedre på naturen. Jeg tror det!! I salmen fra før går mennesket ud til sin gerning og arbejder. Løverne brøler efter bytte. Stenbukken holder til i bjergene og grævlingen skjuler sig i klipperne. Alle lever side om side. Det er en tankevækkende pointe i teksten, at dyrene ikke er til for menneskets skyld. De er der bare, og de lever deres eget liv.

I dag kan det være svært at vænne sig til den tanke, at det, der lever, ikke bare er til for menneskets skyld. At meningen med, at dyrene er her, ikke er, at de først og fremmest er til rådighed for os.

Vores tilgang til så mange andre sager er, at vi er dem, der hersker. Som Danmark herskede over Guldkysten, som Tyskland herskede over Tanzania, som England herskede over Indien, og som Belgien herskede over Congo, og som Danmark har hersket over Grønland, sådan hersker vi også over naturen.

Lige nu er der særlige udenrigspolitiske forhold, der gør sig gældende, så nu griber Danmark dybt i værktøjskassen for at anlægge en mere dialogbaseret vej i forhold til Grønland, og målet er, at Danmark og Grønland skal være fuldstændig ligeværdige partnere. Det er ikke let, men jeg tror, at man i regeringen er enige om, at det skal ske. Der er ingen vej udenom.

Tænk om vi en dag aflagde magten i forhold til alt det skabte og tilstræbte et mere respektfuldt forhold. Da kunne vi af hjertet sige med på ord og sætninger fra salmen fra før. Jeg tænker på salme 104, hvor der står:

”Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk” (v. 24). ”Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til. Gid mit digt må være ham til behag, jeg har min glæde i Herren” (v. 33 – 34).