“Vi er stolte af, hvor godt og hvor meget vi arbejder med de forskellige punkter. Der er stadig mere at gøre og forbedre. Men vi er blevet mere bevidste om flere forhold, og vil aktivt løbene tage emner og forhold op til drøftelse, beslutning og handling“

Dennis Andersen, Kirkegårdsleder Svenborg Kirkegårde

En død jord

Karise kirkegård ligger i Faxe kommune, hvor jorden er fed, tung og leret (sikkert en JB 8 eller endda 9!). Ofte er netop denne lerholdige jordbundstype forbundet med stor frodighed, da ler er god til både at holde på vand og næringsstoffer. Men efter at have arbejdet på kirkegården i ret kort tid, gik det op for mig at jorden dér på ingen måde var frodig og humusrig, tværtimod. Jorden på kirkegården var mere død end de folk, vi lægger ned i den!

Og hvorfor nu det – der er jo fyldt med organisk materiale på de fleste kirkegårde. Men den gængse praksis i forhold til pleje og renhold på en kirkegård har på en eller anden skør måde udviklet sig til at være fuldstændig kontrær til et økosystem. Al organisk materiale, der er dødt, er nærmest forbudt på den levende kirkegård. Når buketterne visner, græsset bliver for langt og bladene falder af træerne, bliver det hele blæst væk, suget op og hentet af en vognmand. Men i naturen er der ikke nogle lineære processer, der på magisk vis dukker op ud af det blå og sporløst forsvinder igen. Det er ikke sådan et kredsløb fungerer. Her er alle bevægelser cykliske, alt har en plads, en funktion. I naturen er det nemlig meget tydeligt, hvordan livet og døden er forbundet. Alle de døde blade er jo, hvis de får lov at blive liggende, livgivende for næste sæsons løvspring. Så simpelt, så smukt.

Jeg mødte en anden graver, kort tid efter jeg blev ansat, og han korsede sig over alle træerne på hans kirkegård; “de sviner”, sagde han frustreret. Netop i det øjeblik lovede jeg mig selv, at jeg aldrig vil brokke mig over træerne på min kirkegård og deres “problematiske adfærd” hvert efterår. Jeg besluttede mig for at gøre noget ved vores kirkegårdssyn i stedet. Det er vores tids (og de forrige generationers) nedarvede natursyn, hvor det gælder om at betvinge naturen, tæmme den og skabe orden i vildnisset, der er problemet. Det skal se pænt og ordentligt ud – ellers kan vi ikke holde ud at se på det.

Men måske har vi glemt det. At dét, vi med vores natursyn opfatter som affald, noget dødt, værdiløst, i virkeligheden netop er det modsatte; alt det døde organiske materiale, naturen nok så klogt sørger for hvert år lægger sig i et ganske fint topdresset lag ovenpå jorden, bærer kimen til livet. Præstens ord ”af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du genopstå” kan faktisk forstås helt konkret. Grundlaget for livet sker i de øverste 25 centimeter af jorden – det såkaldte førnelag. Det er her, alle de uomdannede, genkendelige døde plantedele befinder sig og agerer vigtigt ressource for det næste lag; humuslaget. De fleste mennesker kender ordet humus og ved, at det er vigtigt og godt, men ikke nødvendigvis hvorfor eller hvordan det opstår. Det famøse humus bliver opbygget af alt det døde materiale fra førnelaget, der nu engang forefindes på den givne plet jord. Alle synlige nedbryder dyr – regnorme, bænkebidere, snegle mv., samt de usynlige mikroorganismer som bakterier og svampe lever alle sammen i disse lag, hvor de udfører deres vigtige arbejde med det materiale, der er tilgængeligt for dem. Resultatet af deres arbejde – humus.

Og humus er ikke kun vigtig i forhold til vores fødegrundlag, men også i klimadebatten. Mange ved at træer har et stort potentiale til at lagre CO2, men de færreste ved, at også humus har samme egenskab. Vidste du eksempelvis, at hvis vi øgede humusindholdet med blot 1% på alle Danmarks landbrugsjorde, ville vi lagre hvad der svarer til landets samlede CO2-udledning i 27 år?!

Efter konstateringen af den døde jord var mit første ”krav” til vores menighedsråd en kompost. En S T O R én. Argumenterne var mange, men dét med størst effekt, var nok de økonomiske besparelser på vognmanden og hans mange ture med hele kirkegårdens livsvigtige førnelags-materiale. Øget arbejdsglæde og ejerskab til arbejdet har i sidste ende også en økonomisk gevinst, da det betyder bedre fastholdelse af medarbejdere. Også omfordelingen af arbejdsressourcer har spillet ind, bl.a. ved at humus kan holde sin egen vægt i vand, og afgive det ved behov. Ved at køre kompost ud sammen med vores forårs- og sommerblomster øger vi således jordens evne til at holde på vandet betydeligt, og vi kan bruge mindre tid på at vande i sæsonen. Vandregningen bliver der selvfølgelig også sparet på.

I løbet af det første år fik vi en fed 3-rums kompost bygget i lækkert lærketræ. Alle vores blade, som ikke bliver liggende på de tomme gravsteder eller bede, kommer heri, samt alle buketter og mindre grenafklip og kviste. I forhold til at lave kompost kan man bruge tommelfingerreglen for et passende C/N-forhold, hvor man blander 2/3 såkaldte brune materialer med 1/3 grønne. Vi har lavet skilte på hele materialepladsen, så alle kirkegårdens brugere også kan benytte komposten. Men det tager åbenbart lidt tilvænning, da jeg ofte må en tur op i stakken efter en weekend og fjerne gran til surbundsbunken eller lægge store grene i vores nye kvashegn. Men al forandring tager tid, og jeg er helt sikker på at vi i løbet af de kommende år bliver super dygtige til at navigere i alt det nye grønne, og dele ud af vores glæde og erfaring.