På præstekonventet for Skanderborg og Odder provstiers præster, arrangerede Lise Palstrøm en sansevandring på skønne Mols. Præsterne skulle gå skabelsens under og Guds fred ind i både krop og sjæl. Ugen før det blev der holdt en stor og vellykket “Skaberværksaften” af KFUM og K i Møllevang Kirke i Århus, hvor bl.a. Alexander Holm, biolog og radiovært, deltog i paneldebatten. Panelet tog udgangspunkt i både videnskab, tro og hverdagsliv og reflekterede over vores forhold til naturen, samt over håb og ansvar i en klimaforandret verden.

“Egentlig skulle jeg slutte Skabelsestiden af med konfirmandpilgrimsvandring i søndags, men den (vandringen) har jeg udskudt pga. storm og regn – det er ikke den bedste indgangsvinkel eller førstegangsoplevelse for teenagere” slutter Lise Palstrøm af.

Skabelsestid i baptistkirken

Der er i det brede kirkelige landskab fokus på skabelse og ansvar, og det giver også mening i den lokale menighed, at tage dette tema med i menighedens bevidsthed, da vi alle er forvaltere af skaberværket.

Per Beck, tidligere formand for Baptistkirken i Danmark

Karmelkirkens Baptistmenighed i Aalborg holdt i søndags Skabelsens Dag gudstjeneste. Inspireret af forslaget til Skabelsesgudstjeneste fra Grøn Kirke i Danske Kirkers Råd var Per Becks tema  for søndagens gudstjeneste Skabelse, med Johannes evangeliets 1. kapitel vers 1-5 og 9-14 som prædiken tekst.

Det er storslået når Johannes slår fast at Ordet altid har været der, altid er der og er kilde til alt det skabte: ”Alt er blevet til ved ham”. Men også at Jesus i sin menneskeliggørelse blev det tydelige tegn på Guds omsorg for sin skabning.

Ansvaret for skaberværket bærer vi som menneske med på. Det er interessant at se på bibeloversættelserne af 1.Mosebogs 1. kapitel sidste del fra 1871 oversættelsen til prøveoversættelsen fra 2025. Kronologisk fra at mennesket hersker over skaberværket og underlægger sig dette til af være i besiddelse og tage ansvar – være forvaltere af det som vi fik betroet af Gud.

En række andre tekster fra GT og NT er med til at understrege Guds almagt og Guds kærlighed til skabningen gennem Jesus Kristus. Guds levende Ord, der altid er Lyset, selv når vi synes mørket er tættest.

Hendes mål er at finde alle de 64 danske sommerfuglearter, der endnu er tilbage – ikke for at indsamle dem eller eje dem, men for at se dem. For at være vidne. For at lade sig fylde af glæde, hver gang hun får øje på én.

Og glæden den er uforholdsmæssig stor.

En lille admiral – og hun jubler.
En perlemorssommerfugl – og hun græder.
Det er glæde, der ikke handler om fornuft, men om betydning.

Og netop sådan en glæde taler Jesus om i dag. 

En mand finder ét får, der var blevet væk og bærer det hjem på skuldrene med glæde.
En kvinde har tabt en mønt og tænder lys, leder, fejer hele hus og finder. Kalder veninder og nabokoner til fest.

Og Jesus siger: Sådan er Gud. Sådan er Gudsriget. Sådan er der jubel i himlen, når en synder omvender sig. Når én forsvundet bliver fundet.

Det, der betyder noget: Et får. En mønt. En sommerfugl. Ikke det mest opsigtsvækkende i verden. Ikke det største eller dyreste. Men alligevel en glæde, der sprænger skalaen.

Hvorfor? Fordi det ikke handler om, hvor meget noget er værd, vejer eller koster.
Det handler om, hvad det betyder for den, der har mistet det.

Det får, som ingen andre savner, det savner hyrden.
Den mønt, som ingen lægger mærke til, den mangler kvinden.
Den sommerfugl, som er lille, brun og undselig og bare én blandt mange, den bliver for Lea Korsgaard til et nærværsøjeblik. 

Begrebet nærværsøjeblikket har Lea fra et møde med nu afdøde teologiprofessor og domprovst Ole Jensen.

Ole Jensen gjorde allerede tilbage i 1970’erne opmærksom på, at vores natursyn var resultat af en enøjet fortolkning af Bibelen. Nemlig den at mennesket stod over det øvrige skaberværk ved at få givet mandat til at ”herske over” havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og så videre. 

Ole Jensen læste skabelsesdigtet anderledes, og mente at teologien og kirken havde overset noget afgørende. Op gennem den kristne historie har vi set bort fra de ord, der igen og igen optræder i den gamle tekst, nemlig de ord, der næsten har funktion af messende omkvæd i beretningen, nemlig ordene: ”Og Gud så, at det var godt.” 

Vi har overset noget meget afgørende, mente Ole Jensen, selve opgaven; at ”inden vi bruger naturen, skal vi beundre dens skønhed.” 

Så i stedet for et herredømmemandat, så giver skabelsesdigtet os et beundrings- og varetagelsesmandat. 

Miraklet for Ole Jensen er, at noget er til. Der er ikke tomhed! Det faktum, at noget fylder, at noget findes, er et mirakel. Skridtet fra tomhed til fylde er alting. Og det kalder på agtelse. Og nærværsøjeblikkene afføder denne agtelse. 

Nærværsøjeblikke er øjeblikke, hvor verden står stille som i et evigt sekund. Hvor alting bare er der, og der mangler ingenting. Og så er det væk. 

Kender I det? Jeg kender det. Jeg husker, at jeg engang sansede det så voldsomt, at jeg måtte stå af cyklen, fordi alting omkring mig – landskabet omkring mig – kom bag på mig. Overvældende. I et øjeblik følte jeg mig forbundet med alting. Lille mig på cykel forbundet med alt i universet – og så var følelsen væk igen – og jeg cyklede hjem.

Lea beskriver nærværsøjeblikke ved synet af en sjælden sommerfugl, hun har ledt efter længe og pludselig opdager flaksende foran sig på stien. Sådan et fund. Sådan et syn og oplevelse giver hende erkendelsen af noget dyrebart. Noget kosteligt. Og hun mindes Ole Jensen, der sagde, at åbner vi først blikket og alle vores sanser for skaberværket, så er naturen ikke først og fremmest en ressource, vi hersker over og kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, men noget der giver os nærværsøjeblikke, der afføder agtelse. 

Da Lea spurgte Ole Jensen, hvad han mente med ordet agtelse, svarede han: ”Omsorg. Tilbagegiven. Påpasselighed. Måske ligefrem ømhed, medfølelse for den lidende klode, dens arter, dens dyr.”

Jeg vil ikke her afsløre, om Lea inden året er omme ser alle danske dagsommerfuglearter, men hendes glæde ved at finde er smittende, øjenåbnende og fylder mig med håb. 

For vi er jo også dem, der nogle gange bliver væk. Farer vild i livet. Mister udsyn og taber modet. Har for travlt og nærværsøjeblikke får ikke en chance for at indfinde sig. 

Men budskabet i dag lyder, at vi ikke er tabt for Gud. Vi kan aldrig komme væk fra ham. Han er os nær. Også når vi er langt borte, som profeten Esajas skriver.

Det stærkeste ved Jesu lignelser om det mistede får og den tabte mønt er ikke kun menneskets glæde ved at søge og finde, men at det er Gud, der leder. Gud, der tænder lys og fejer gulv. Gud, der går ud på engen og bliver ved, til fåret er fundet. Gud, der glæder sig…

Og den glæde Gud føler, den er heller ikke fornuftig.
Den er også uforholdsmæssig.
Overstrømmende. Overvældende, som den fjollede sejrsdans Lea udfører på en markvej, når hun får øje på et flaksende vingeslag i solen.

Som Gud glæder sig, tror jeg, han vil, at vi skal glæde os over hinanden, over skaberværket, over livet, som vi er blevet givet og er en del af. 

For Lea Korsgaard var sommerfuglene med til at åbne hendes blik – både fysisk og åndeligt. For når man har øjnene indstillet på sommerfugle, bliver man opmærksom. Man bevæger sig langsommere. Ser detaljer. Navngiver. Sanser og glædes. 

Og måske er det dér, det sker.
Når vi leder. Når vi ser os omkring.
Når vi sanser.
Så sker det, vi ikke havde regnet med:

Vi finder noget og opdager, at vi selv blev fundet. Er forbundne med alt omkring os. Med Gud.

Der er glæde i himlen, siger Jesus. 

Der er glæde, hver gang noget eller nogen bliver fundet. Og den glæde, den begynder allerede nu inden året og inden sommeren er omme. Den begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

Amen.

Markens liljer og himlens fugle har fanget budskabet

Ven af Grøn Kirke, Martin Keller, havde påtaget sig udfordringen med at holde sin første prædiken over Jesu ord om at se på markens liljer og himlens fugle og lægge sine bekymringer væk. Han forkyndte for børn og voksne om, hvad skaberværket gør ved os og at lykken ikke ligger i rigdommen men i det ”Nu”, vi kan opdage i naturen.

Værterne Helle og Thomas Ladegård er landmænd helt ind i hjertet omend kun med 3 køer i stalden. De insisterer på at tænke integreret og bæredygtigt og har planer om at gå fuld tid med mikrogrønt i den gamle grisestald.

Deltagerne prøvede kræfter med livet på gården

Resten af dagen var gården åben og bød på muligheden for at løse landbrugsquizzen, gå i træværkstedet og prøve kræfter med alverdens værktøj, samt plante sit eget mikrogrønt.

Derudover kunne man lytte til Martins oplæg om biodiversitetskrisen, vores syn på naturen og løsningerne på, hvordan vi kommer et bedre sted hen i forhold til dette.

Der blev selvfølgelig debatteret heftigt; alle holdninger er gerne til stede i sådan et kirkerum, men i Guds hus (også bare for en dag) er der så stor gensidig respekt, at det fungerer helt fantastisk.

Pelle Kviesgaard, Præst i Aalborg Valgmenighed

Vil I også have besøg af Martin Keller og høre hans oplæg om biodiversitet og natursyn, så læs mere og tilmeld jer lige her!

Ja, det er dejligt at gå en tur heromkring, for at få frisk luft i lungerne og komme tættere på naturen end man plejer. Det betyder nok mere, end man lige går og tænker. På en eller anden måde gør det, at man får ladet batterierne op og bliver i godt humør af det. Det er, hvad naturen gør for os.

Så når vi holder gudstjeneste i dag, er det på sin plads at sige TAK til Gud for alt det, Gud har skabt. Gud har jo skabt det alt sammen hen over millioner af år, og Gud skaber stadig.

Hvor er dine værker mange, Herre!

Du har skabt dem alle med visdom

Salme 104, vers 24

Samtidig må man sige, at vi mennesker desværre ofte har været totalt hensynsløse over for naturen.  Vi har forårsaget død og ødelæggelse. Også her ved Odense fjord.

Så når vi holder gudstjeneste her på fjordens dag, skal der siges noget om, at vi presser naturen meget mere end hvad godt er. Samtidig med, at det skal fortælles, hvor skøn naturen kan være. Og med det formål at rokke ved os. Så vi ændrer på gamle indgroede vaner, og så vi hver især begynder at passe bedre på naturen.

”Det dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge” hedder det i en af de skønneste salmer, der findes. Salmen fortæller, hvor skønt skaberværket er. Så tænk, om vi begyndte hver eneste dag med at synge den salme. Mens vi sidder der ved morgenbordet. Så tror jeg, det ville gøre noget ved os. Vi ville blive mere åbne for naturens skønhed, og jeg tror, at vi ville blive bedre til at passe på naturen.

I dag har jeg læst lignelsen om ”Den barmhjertige samaritaner”, og eftersom det er en lignelse, så gælder det, at der ikke findes nogen facitliste til den.

Derfor: i lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner er der en mand, der er på rejse. Han bliver desværre overfaldet og gennembanket af røvere, og så ligger han der – halvdød tilbage i grøften. Så hører vi om, at en præst går forbi, men uden at hjælpe. Derefter går en tempeltjener forbi også uden at hjælpe. Til sidst kommer samaritaneren. Han ser manden i grøften og får ondt af ham, og han hjælper ham. Han redder den stakkes mand fra døden i grøften.

Jeg tror, at denne her lignelse har haft enorm betydning for vores kultur. Sådan at de fleste i dag når frem til, som noget helt naturligt, at hvis vi ser et menneske i nød, så skylder vi det menneske at træde til og hjælpe!

Men i historien om den barmhjertige samaritaner er det også tilladt at putte andre end os selv ind på samaritanerens plads. Man kan fx. sætte Kristus ind i historien i stedet for samaritaneren. Så bliver Kristus den, der hjælper, og det må man sige, at der er god brug for. Måske ikke så meget i dag, hvor vi går omkring og hygger. Men der kan være andre tidspunkter i livet, hvor vi er på spanden, og hvor vi kan bede Gud om at hjælpe os.

I sådan en lignelse som den barmhjertige samaritaner kan man også putte naturen ind i på det sted, hvor den overfaldne er. Så er det naturen selv, der er blevet overfaldet og gennembanket. Så ligger den der og venter på, at nogen kommer og hjælper. Det kan være naturen, som den tager sig ud under overfladen på Odense fjord. Eller som den ser ud i alle mulige andre fjorde. Eller som naturen tager sig ud så mange andre steder, hvor den er trængt.

Så hvis vi siger, at naturen er blevet overbelastet og overfaldet, så bliver det spændende at se, hvad der kommer til at ske. Kommer der mon nogen forbi og standser op og hjælper? Og hvad med os? Er det mon os, der kommer forbi og standser op og hjælper?

Amen

Find mere inspiration til din grønne prædiken her!

Læs mere om skabelsestiden og fejringen af Skabelsens Dag her!

Vi påbegynder et nyt kirkeår første søndag i advent. Og hos os har vi ikke en søndag, som vi kalder Skabelsens dag. Vi fastholder, at det nye kirkeår begynder 1. søndag i advent, men fra i dag indfører vi en ny festdag i vores folkekirkekalender.

Efter mange fælleskirkelige møder med den ortodokse patriark Bartolomæus i spidsen har kirkesamfund verden over besluttet at tilslutte sig den ortodokse kirkes fejring af Skabelsen. Sidste møde holdtes i Assisi i marts måned.

Vi er i den vestlige kirke gode til at fejre Guds indgreb i verden. Vi fejrer jul – Jesu fødsel. Vi fejrer påske med Guds sejr over døden. Vi fejrer pinse – at Gud sendte Helligånden til verden for at gøre Ordet om frelsen levende for os. Jul – påske – Pinse. Det er vores kirkes tre største festdage.

Nu føjer verdens kristne kirker – sammen med den ortodokse – endnu en festdag ind i kirkernes kalendere: Skabelsens dag. Vi fejrer Gud som Skaberen, og vi lovpriser Gud, der ved sit ord er ophav til alt – til os, til den skønne natur, det dybe hav og den smukke himmel.

Der hvor det hele startede

Før altings begyndelse var Gud. – Andet var der ikke. De gamle, som skrev de første sider i vores Bibel på hebraisk, sagde det på denne måde: at alt før begyndelsen var ”TOHUWABOHU” – kaos og tomhed. Man kan ligefrem høre tomheden og kaosset i dét ord Tohuwabohu.

Gud skabte ud af intet. Vi er skabt. Vi skal ikke formaste os til at tro, at vi er ophav til alt. Det er vi ikke! Det er Gud!

”Alting begyndte med, at Gud talte. Hans ord var hos ham, og det var en del af ham. Ordet var hos Gud, før alting blev skabt. Med det skabte han alting, og uden det fandtes der ikke noget. Livet lå i Ordet”

Sådan indleder Johannes sit evangelium (udgave fra Bibelen 2020)

Nu har de største kristne kirkesamfund tilsluttet sig den ortodokse kirkes fejring af Skabelsens Dag. Vi gør det i et jubilæumsår. Det er nemlig 1700 år siden den Nikænske eller som den rettelig hedder, den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse blev til – og som ordet siger, blev trosbekendelsen til i Konstantinopel, som nu hedder Istanbul og i Nikæa, som ligger udenfor byen. Den Nikænske trosbekendels blev formuleret på et af de mest berømte kirkemøder i kirkehistorien, nemlig i år 325.

For 1700 år siden. Netop dén trosbekendelse betyder meget i den ortodokse kirke – også hos os, selvom vi mest bruger den apostolske, som faktisk er blevet til senere.

Lad os da med alle kristne kirker verden over fejre Skabelsen – Guds begyndelse med livet, med verden og med os – og lad os lovprise den Gud, der gav og stadig giver verden liv. Gud er nemlig livets giver og opretholder”.

Vil du være med?

Læs mere og find inspiration til din fejring af Skabelsestiden via linket her;

Find eksempel på tilhørende liturgi ved at klikke her!

I Kirkeskoven holdt Martin Keller et oplæg om natursyn, og fortalte om, hvordan forholdet mellem menneske og natur har ændret sig gennem historien, samt hvordan vi i dag kan arbejde for en bæredygtig balance, som både rummer respekt, ansvar og glæde ved naturen.

De lokale KFUM-spejdere stod for maden, som blev nydt ved bordene omkring bålhytten.

Dagen markerede en taknemmelighed for høsten og fællesskabet samt en påmindelse om vigtigheden i omtanken for naturen og dennes ressourcer.

En smuk dag med fokus på den gudsskabte verdens skønhed

På Nordfyn blev der ligeledes fejret Skabelsens Dag med gudstjeneste på engen ved Østrup Præsteskov. Præst Keld Balmer Hansen beskrev det som “en meget smuk dag, hvor der blev talt og sunget om den gudsskabte verdens skønhed”

Der kom omkring 40 mennesker til gudstjenesten, og efterfølgende blev der lejlighed til at vandre på de mange stier, der inden for de sidste to år er anlagt gennem 11 hektar græsland og nyplantet skov.

Skabelsens dag i frikirkelig konteks

I den lille frikirke Helsingør Vineyard afholdtes der også en særlig gudstjeneste i anledningen af Skabelsens Dag. Her var der pyntet ekstra op med blomster og æbler for at trække naturen ind i fælleshuset, som kirken låner fast til deres gudstjenester.

I børnekirken handlede fortællingen om, hvordan Gud har skabt alting, og hvordan mennesker kan være Guds medskabere i verden. Mens børnene gik i kælderen for at lave krea med blade og blomster, lyttede de voksne til en prædiken med udgangspunkt i Joh. 1,1-18, om at alting er skabt igennem Ordet, Jesus, og at alting frelses igennem ham også – både mennesker, dyr, planter, ja hele skaberværket. Der blev taget udgangspunkt i den liturgi, som Grøn Kirke har udviklet til Skabelsens Dag, men den blev skåret til, så den passede i en frikirkelige kontekst.

Det blev desuden understreget, at Skabelsens Dag er en økumenisk fejring, som vi deler med kirker verden over. Det er en god oplevelse for en lille kirke, når man kan føle sig som en del af et større fællesskab af kirker.

Find inspiration til, hvordan du kan markere skabelsestiden her på vores hjemmeside eller via linket her;

Har du lyst til at booke Martin Keller til et oplæg om natursyn og biodiversitet, så læs mere her;

Nogen har tænkt, at Gud efter skabelsen af alt liv, der leves på jorden, har trukket sig tilbage til sin himmel for aldrig at komme tilbage igen. Man har tænkt, at Gud har arbejdet som en arkitekt, der designer sit skaberværk og måler det op for derefter at forlade det. Eller at Gud arbejder som en urmager. At Gud konstruerer sin verden, som en urmager konstruerer sit ur, hvorefter Gud sætter verden i gang, smider nøglen væk og går sin vej. Men det er en vildfarelse, at Gud forlader verden. Gud er i verden og Gud glæder sig over det skabte, og Gud bliver ved med at skabe og opretholde verden og livet selv.

Derfor lader du kilder springe frem i dalene, mellem bjergene baner de sig vej, de giver vand til alle de vilde dyr, vildæsler får slukket deres tørst. Ved bredden bygger himlens fugle deres rede, på grenene sidder de og kvidrer. Du, Gud, vander jorden. Du lader græsset gro til kvæget og planter til menneskene, så de kan fremstille brød og vin.

Du, Gud, sørger for fuglene, for storken, stenbukken, grævlingen og løverne. Og mennesket går ud til sin gerning og arbejder, til det bliver aften.

Mennesket skiller sig ud i forhold til alle andre levende væener. Mennesket er jo skabt i Guds billede, og mennesket er velsignet af Gud. Men samtidig er mennesket, eftersom det er et levende væsen, forbundet med alle andre levende væsener. Vi har som mennesker livet tilfælles med alle andre skabninger.

Men vi har isoleret os i forhold til verdens mylder af liv, og det er som om det ikke bliver mindre med årene. Vi bor i huse, kører i biler og ser på skærme, og de fleste kommer kun sjældent ud i naturen. Tænk da om vi begyndte at færdes hjemmevant i naturen. Tænk om vi begyndte at føle os tættere forbundet med naturen. Da tror jeg vi ville blive bedre til at passe på det skabte.

Lea Korsgaard, der er chefredaktør på Zetland satte sig sidste år for at se samtlige 64 danske sommerfuglearter i løbet af et år. Allerede da hun befandt sig i årets første måned kom hun til at tænke på, hvor lidt hun i virkeligheden vidste om naturen, ja, om alt det, der lever. Hun skriver, at hun vidste mange trivielle ting. Hun vidste også specialiseret viden inden for visse fag, men de fag drejede sig ikke om naturens verden. Som for eksempel biologien, zoologien og geologien. De fag befandt sig i en helt anden sfære end den, der var min, skriver hun. Jeg havde en følelse af, at jeg kunne lide både sommerfugle, og den natur, de var en del af. Alligevel vidste jeg stort set intet om de arter, der fandtes rundt om os. Jeg beherskede ikke sproget for hverken sommerfuglene eller meget af det andet derude.

Ord er sprogets grundstoffer, og jeg kendte ikke ordene.

Vi er mange, der har det som Lea Korsgaard. Mange af os må sige, at det er de færreste sommerfuglearter, vi kender. Bierne og insekterne og mange af pattedyrene kender vi nok også for lidt til. Men bare det, at vi lærer ordene for de forskellige arter at kende, gør, at arterne kommer til at betyde mere for os. Jeg husker stadig fryden første gang jeg kunne genkende en aurora-sommerfugl, som jo ellers ikke er en sjælden art, og jeg husker også den dag, da jeg sidste år så en lille ildfugl på marken uden for mit hus. Da det skete, var min dag reddet.

Mon ikke det er sådan, at når vi får et større kendskab til naturen, så bliver vi bedre til at holde af det, vi ser, og så begynder vi at passe bedre på naturen. Jeg tror det!! I salmen fra før går mennesket ud til sin gerning og arbejder. Løverne brøler efter bytte. Stenbukken holder til i bjergene og grævlingen skjuler sig i klipperne. Alle lever side om side. Det er en tankevækkende pointe i teksten, at dyrene ikke er til for menneskets skyld. De er der bare, og de lever deres eget liv.

I dag kan det være svært at vænne sig til den tanke, at det, der lever, ikke bare er til for menneskets skyld. At meningen med, at dyrene er her, ikke er, at de først og fremmest er til rådighed for os.

Vores tilgang til så mange andre sager er, at vi er dem, der hersker. Som Danmark herskede over Guldkysten, som Tyskland herskede over Tanzania, som England herskede over Indien, og som Belgien herskede over Congo, og som Danmark har hersket over Grønland, sådan hersker vi også over naturen.

Lige nu er der særlige udenrigspolitiske forhold, der gør sig gældende, så nu griber Danmark dybt i værktøjskassen for at anlægge en mere dialogbaseret vej i forhold til Grønland, og målet er, at Danmark og Grønland skal være fuldstændig ligeværdige partnere. Det er ikke let, men jeg tror, at man i regeringen er enige om, at det skal ske. Der er ingen vej udenom.

Tænk om vi en dag aflagde magten i forhold til alt det skabte og tilstræbte et mere respektfuldt forhold. Da kunne vi af hjertet sige med på ord og sætninger fra salmen fra før. Jeg tænker på salme 104, hvor der står:

Du bliver, hvad du spiser. Dette ordsprog kender de fleste, for det har været til længe. Først fra den franske advokat og politiker, Anthelme Brillat-Savarin, der i 1826 sagde: “Fortæl mig, hvad du spiser, og jeg vil fortælle dig, hvad du er,” og efterfølgende fra filosoffen Ludwig Andreas Feuerbach i 1863 med ordlyden “mennesket er, hvad han spiser.”

Men lang tid inden da sagde Jesus noget endnu mere opsigtsvækkende. Han sagde: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6:56). Jesus havde netop omtalt sig selv som “det levende brød” (Joh 6:51), og for tilhørerne var dette simpelthen så uudholdeligt at høre på, at de valgte ikke længere at være disciple af Jesus. 100 år senere blev kristne stadig kaldt “kannibaler”, for de spiste jo Jesus selv. De første 1500 år af kirkens historie var alle kristne teologer enige om, at brødet og vinen i nadveren/eukaristien var helt og holdent Jesus’ krop og blod.

“Eukaristien forvandler de troende til sig selv.”

Kirkefaderen Maximos

Hvad får vi ud af dette? At den måde, Jesus valgte at give sig selv til os, så vi kunne få del i hans liv, var gennem et måltid. Gennem brød og vin. Og mere end det: ikke blot modtager vi Kristus; vi bliver også forvandlet til at ligne ham mere og mere gennem brødet og vinen. Som kirkefaderen Maximos Bekenderen sagde i 600-tallet: “Eukaristien forvandler de troende til sig selv.”

Grunden til, at jeg begynder denne tekst med eukaristien, er, at det bliver tydeligt, hvor vigtigt maden og måltidet er i lyset af den kristne tro. Det er ikke alene kirkens fejring af nadveren, der er noget særligt, men også det helt almindelige måltid, vi spiser sammen, får en ekstra åndelig dimension i troens lys.

Da de fejrede eukaristien i den tidlige kirke, gjorde de det sådan, at alle medbragte noget mad hjemmefra. Dette tog de med ind i kirken. Til brug i gudstjenesten udvalgte de så lidt brød og vin, som blev båret op på alteret. Alt det mad, der var tilbage, spiste de sammen efterfølgende.

Denne praksis var et kraftfuldt udtryk for, at brødet og vinen i eukaristien kom fra den helt almindelige mad. Og samtidig var det et stærkt symbol, at al den mad, menigheden medbragte, muligvis ville blive udvalgt til at være det brød og den vin, der kom op på alteret. Hvad mon den lille dreng tænkte om det brød, han bar hjemmefra og til kirken? Behandlede han det anderledes end andet brød, fordi netop hans brød måske ville blive udvalgt til at blive Jesus’ krop under eukaristien?


Det tror jeg. Jeg tror, at det gør noget ved os, når vi fornemmer det skabtes potentielle hellighed. Den britisk-græske poet, Philip Sherrard, har sagt det således: “Naturen skal ikke være råstof for vores begær, men i stedet råstof for sakramentet.”
Tænk, at alt omkring os – maden, vi spiser, jorden, vores fod betræder – ikke bare er til for os, men et guddommeligt råstof, der kunne ligge på alteret og blive til Kristus for os.

En af vores vigtigste opgaver som kristne er derfor at se det helt almindelige måltid, vi deler med hinanden, som et slags sakramente, hvor vi rækker hinanden Guds nåde og liv. Og dernæst lade denne tanke gælde for alt skabt, så vi ser hele skaberværket som et sakramente.

Det er ikke uden grund, at Gud har skabt mennesket som et væsen, der har brug for føde. Uden mad overlever vi ikke. Mad og drikke er derfor noget af det mest grundlæggende for os. Allerede på bibelens første sider indser vi, at den mad, mennesket spiser, er givet af Gud: “Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde” (Gen 1:29). 

Men gennem Jesus’ ord indser vi, at maden er mere end blot en gave fra Gud. Maden – og skaberværket i sin helhed – er til for, at vi kan have fællesskab med Gud og med hinanden. Når vi bliver i Jesus, og Jesus bliver i os gennem eukaristiens brød, udtrykkes det dybest mulige fællesskab med ham. Ja, vi bliver til Kristus, når vi tager del af ham. Vi bliver, hvad vi spiser.

Hold gudstjeneste eller andre af kirkens arrangementer udendørs

Når vi mødes og er sammen udendørs skabes en naturlig forbindelse mellem os og naturen som omgiver os. Måske vi hører en fugl synge eller mærker vinden i håret. Lad dette blive en anledning til at nyde den omkringliggende natur, takke for den eller reflektere over, hvad vi kan gøre for at bevare den.

Skabelsestiden er anledning til at holde gudstjeneste med fokus på skabelsen og forbindelsen mellem menneske og natur. Brug gerne Skabelsestidens officielle bønner, som findes her på hjemmesiden eller gå selv på jagt efter inspiration til en prædiken over temaet.
Indlæg tid i gudstjenesten til stilhed og giv mulighed for at lytte til naturens sang.

Tag på pilgrimsvandring

Tag afsted en vandring i refleksion og taknemmelighed over forbindelsen tl naturen og livet på jorden. Indlæg stunder med stilhed og mulighed for at lade sig rive med af naturens kræfter og lyde. Undersøg i fællesskab eller for dig selv, hvordan du fordrer taknemmelighed, omsorg og engagement i forhold til den verden, vi lever i.
Du kan eventuelt inddrage bønner eller tekstlæsninger om emnet.

Du kan også lade dig inspirere af Klimapilgrimsvandring, som du kan læse mere om via linket her:

https://xn--grnkirke-64a.dk/inspiration/groen-gudstjeneste/klimapilgrimsvandring/

Gode samtaler opstår ofte omkring et måltid.
Invitér lokalområdet til langbordsmiddag lavet på sæsonens grøntsager og åben op for samtalen om mad, natur og tro.

Dette kan blive en anledning til at mødes på tværs og dele tanker, bekymringer og håb for den verden vi deler – og måske også til at kirkens døre åbnes for dem, som endnu ikke har været forbi.

Du kan lade dig inspirere til det grønne måltid her: https://xn--grnkirke-64a.dk/aktuelt/kirken-og-den-groenne-mad/