Ud fra en umiddelbar betragtning er det jo ikke helt forkert. Folkekirkens forkyndelse af vores ansvar, for klimakrisen må heller ikke medføre, at det enkelte menneske føler vægten af hele verdens klimasynder på sine små skuldre. Men i mine øjne er det, af flere grunde, alligevel afgørende at kalde til handling.

De fleste af os stemmer jo også til folketingsvalg, selvom en enkelt stemme her også kan virke omsonst i det store billede. Men vi stemmer for at støtte demokratiet og dets idé. For at være aktive deltagere i samfundet, der bekymrer sig om sine medborgeres livsvilkår, og fordi vi tror på, at vores ene stemme alligevel kan gøre en lille, men afgørende forskel.

Som kristen er det også afgørende, at jeg helt grundlæggende udviser taknemmelig respekt for skaberværket og oprigtig interesse for min næste. Det handler om, at jeg som troende skal kunne se mig selv i spejlet, og mine børn og børnebørn i øjnene, når det går op for dem, hvilken tilstand verden er i. Det handler om den rette ydmyghed i erkendelsen af, at jeg ikke er livets skaber, men blot en skabning som har verden til låns, inden de næste generationer skal leve deres liv.

Men det handler også om håb. Om at imødegå apati og opgivenhed. Ligesom det er gift for et demokratisk samfund, hvis den enkelte borger ikke længere tror, han/hun kan gøre en forskel, så er det også undergravende for kristendommen, hvis den enkelte kristne ikke længere ser nogen mening i at forsøge at udleve troen.

At vise en farbar vej at gå i klimakrisen er at vise en vej væk fra apati og opgivenhed. En vej, hvor vi kan bidrage med en lille – og for nogle skabninger – afgørende forskel. En håbets vej i stedet for desillusionens eller fortrængningens vej, hvor vi erkender, at selvom vi ikke kan gøre alt, så kan vi gøre en forskel.

Og dette er netop en håbets og ikke en selvsikkerhedens og selvgodhedens vej. For bidraget til en grønnere verden må aldrig kamme over i selvretfærdighed eller bedrevidenhed, hvor man som klimafrelst tror, man kan udpege de moralsk laverestående klimasyndere. Greta Thunberg er et eksempel på en person, som i begyndelsen var dygtig til at bringe klimakampen på dagsordenen, men som nu er en kontroversiel figur, flere lægger afstand til. Fordi hendes klimakamp er kammet over i en selvretfærdig moralisme med patent på de gode handlinger og rigtige (politiske) holdninger. Den kristne kirkes stemme i klimadebatten er også vigtig som modpol til de selvretfærdige klimafrelste. For kirken er netop fællesskabet af mennesker, der ved, at de hverken selv er Gud eller særligt gode og ’frelste’ individer.

Når man som kristen går aktivt ind i kampen for en grønnere verden bør det aldrig være et forsøg på at gøre sig mere rigtig i Guds øjne og bedre end alle de andre klimasyndere. For ”[d]er er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”, som Paulus skriver.¹ Som kristen skal man dagligt øve sig på ikke kun at se splinten i de andres øjne, men også bjælken i sit eget. Vores grønne bevidsthed og tiltag må aldrig anvendes som en skammel, vi stiller os op på for at se ned på og tale ned til andre. Tværtimod, skal tiltalen og opsangen også altid være rettet mod en selv. Kampen for en grønnere verden skal ikke misbruges til personlig positionering og selviscenesættelse. Den bør derimod handle om at tage imod det, som Gud i sin gavmildhed giver os, og svare derpå.

[1] Romerbrevet 3, 22-24.

Hvis du vil læse første del af føljetonnen om trosartiklerne, kan den findes her!

1. Romerbrevet 3, 22-24. ︎

Vi står midt i en klimakrise, der kan virke helt uoverskuelig og uafvendelig, og mange spørger nok sig selv, om de overhovedet kan gøre en forskel. Her har folkekirken noget vigtigt at sige. Allerede for godt 40 år siden talte K.E. Løgstrup om, at vi må ændre vores forståelse af naturen fra blot at være vores omgivelse til at være vores ophav.¹

At fortælle om naturen som en gave, som et skaberværk, vi alle er indfældet i, er en vigtig opgave i kampen for en grønnere verden. Denne fortælling må også være en fortælling om, at det nytter at handle. Folkekirken bør – som Danmarks tredjestørste jordbesidder – gå forrest som et godt eksempel på, at vi kan gøre en forskel. Selvom vi som folkekirke ikke kan redde hele verden, så kan vi være med til lokalt at øge biodiversiteten og mindske forurening i kraft af grønnere energi og lavere forbrug. Og så har vi som kristne helt grundlæggende en forpligtelse til at handle for at kunne bevare vores troværdighed som kirke og sprede håb midt i klimakrisen.

At værne om klima og natur er næstekærlighed i praksis

Går man ind på Grøn Kirkes hjemmeside, står der: ”I taknemmelighed, respekt og omsorg for Guds skaberværk”. 1. trosartikel om troen på Gud-skaber er den oplagte baggrund for, som kirke, at gå forrest i klimakampen. Men den etiske forpligtelse til at leve grønnere udgår i lige så høj grad fra 2. trosartikel. Jesus Kristus udlevede næstekærligheden i ord og handling. Hvis man siger, at man tror på Jesus Kristus, men ikke føler sig forpligtet af næstekærlighedens bud, bliver troen hul. Jesus kom til en verden, hvor goder og privilegier var meget ulige fordelt. Sådan er det stadigvæk, og klimakrisen er anskuelighedsundervisning i verdens uretfærdige orden. Herhjemme udleder den rigeste tiendedel af befolkningen ca. fire gange så meget CO2 som den fattigste tiendedel. Især på grund af flere flyrejser, restaurant- og hotelbesøg og større forbrug af benzin og diesel. ²

Globalt set udgør klimaftrykket fra den rigeste tiendedel ca. halvdelen af verdens samlede klimaaftryk fra privatpersoner.³ Men selvom det er verdens rigeste, der bærer det største ansvar for klimakrisen, er det verdens fattigste, der betaler den største pris! De områder, som, ifølge Verdensbanken, er hårdest ramt af klimaforandringerne, er Afrika syd for Sahara, det sydlige Asien og Latinamerika.⁴ Her har de fleste lande hverken ressourcer til at forudsige eller gardere sig mod havstigninger, stormfloder, tørke eller orkaner. Og lever man i forvejen på et eksistensminimum, skal der ikke meget til, før det hele vælter. De fattigste i verden, som hverken har råd til at flyve eller tage på restaurant eller hotel, får altså ødelagt deres i forvejen beskedne livsgrundlag af de riges luksusliv. Det er skræmmende læsning, når man ser tallene stillet op over for hinanden. Klimaaftrykket fra en million af verdens fattigste svarer til klimaaftrykket fra den rigeste procent i Danmark.Klimaaftrykket fra 2/3 af verdens befolkning svarer til klimaaftrykket fra den rigeste procent i verden. Ja, de ”ultrariges rejser i private jetfly, udleder på et år lige så meget CO2 som hele befolkningen i Uganda på 46 millioner mennesker.”⁵

Jeg kan ikke lade være med at tænke på lignelsen fra Lukasevangeliet om den rige mand, der hver dag lever i fest og pragt, mens den fattige Lazarus forsøger at overleve lige uden for hans port. I lignelsen ender den rige mand i dødsrigets flammer, hvor han pines, mens den fattige af engle bæres til Abrahams skød. Lignelsen er ét stort STOP-skilt, som på sin egen firkantede måde forsøger at råbe os op i forhold til den værste himmelråbende uretfærdighed i verden. I Lukasevangeliet betragtes samfundet som et nulsumsspil med en afgrænset mængde af værdier. Bliver én rig, sker det på en andens bekostning, da mængden af rigdom i samfundet ikke vokser. Alligevel føler den rige mand ikke noget ansvar for at hjælpe den fattige Lazarus, selvom han går forbi ham hver gang, han går ud og ind af sit luksuriøse hjem.

Selvom vi ikke møder verdens klimaudsatte ansigt til ansigt i hverdagen, så kender vi alle til klimaforandringerne og deres årsager. Vi konfronteres i medierne jævnligt med konsekvenserne af vores forbrug, og har – ligesom den rige mand i lignelsen – muligheder for at ændre på vores vaner og forbrug. Lidt eller meget. Lukasevangeliets logik er, at når man lever i en verden med begrænsede ressourcer, så er det umoralsk og ukristeligt at tage for stort et stykke af kagen. Fordi vi alle skal dele den samme ene kage. For meget rigdom og for stort et forbrug udtrykker et manglende blik for fællesskabet og en ligegyldighed over for andre menneskers livsvilkår.

I modsætning til i Lukasevangeliet lever vi i dag i samfund styret af en kapitalistisk logik, hvor målet er konstant vækst og forøgelse af rigdom og velstand. Men i forhold til klimakrisen kan vi lære noget af Lukasevangeliets nulsumstanke.⁶ For vi har kun én planet med begrænsede ressourcer, og for hver gang vi prioriterer egen velstand og luksus, gør vi livssituationen værre for denne verdens Lazarus’er. Selvom vi, økonomisk set, kan have råd til at spise og købe, hvad vi vil, og at rejse, hvorhen vi vil, så har kloden ikke råd til, at vi lever på den måde. Hvis alle levede ligesom os danskere, skulle vi bruge fire jordkloder til at dække forbruget!⁷ Som kirke skal vi turde formidle denne ubekvemme sandhed. Vi skal turde påtale, at vi bærer et væsentligt ansvar for klimaforandringerne og ikke har nogen undskyldning for ikke at handle. Samt naturligvis gå forrest som et godt eksempel på, at vi kan gøre en forskel.

1. “Alt hvad naturvidenskaberne fortæller os om naturen og universet er vi tilbøjelige til at tage som informationer om, hvad der ikke på anden måde kommer os ved end som vor omverden. På hvilken anden måde skulle det da komme os ved? Som vort ophav! Så meget mere som det ikke kun er i fortiden, i løbet af en lang udviklingsproces, at den menneskelige tilværelse er opstået af naturen og universet, men det gør den til stadighed, for hvert øjeblik og på håndgribeligste måde. Med åndedræt og stofskifte er vi indlagte i naturens kredsløb, med vore sanser er vi indlagte i universet. På een af to måder kan vi altså betragte forholdet mellem universet og den menneskelige tilværelse. Enten ud fra vor tilværelse. I så fald reduceres universet til omgivelse for den. Eller ud fra universet. I så fald er den vort ophav. “
   (Løgstrup, K.E., ”Ophav og omgivelse. Betragtninger over historie og natur”, 2. udg. 1995, s. 11) ︎
2. https://www.ae.dk/analyse/2025-04-den-rigeste-tiendedels-klimaaftryk-er-knap-fire-gange-saa-hoejt-som-den-fattigstes ︎
3. https://videnskab.dk/kultur-samfund/de-rigeste-10-procent-staar-for-halvdelen-af-co2-udledningerne/ ︎
4. https://www.okolariet.dk/viden-om/klima/globale-tipping-points ︎
5. https://sammenomgroenomstilling.dk/2023/11/21/den-rigeste-1-procent-udleder-lige-saa-meget-co2-som-to-tredjedele-af-verdens-befolkning/ ︎
6. Jeg er klar over, at der her ikke er tale om et enten-eller. Det kapitalistiske samfund har på rigtig mange parametre været en kæmpe succes. Utallige er blevet løftet ud af fattigdom, flere og flere sygdomme kan kureres, og vi er i stand til at brødføde en stadig stigende verdensbefolkning på godt 8 milliarder mennesker. Det kapitalistiske samfund kan selvsagt også være en hjælp i den nuværende situation, hvor vi har brug for at udvikle vores samfund i en grøn retning, der gør os mindre afhængige af fossil energi. Hvis de virksomheder, der udvikler den bedste grønne teknologi, bliver morgendagens vindere, kan den kapitalistiske kappestrid blive et kæmpe lokomotiv for den grønne omstilling. Det er der allerede mange eksempler på. Det ændrer dog ikke på, at særligt os i den rige del af verden må erkende vores moralske ansvar for klimakrisen og bestræbe os på at leve mere bæredygtigt. Fortsætter vi danskere f.eks. med en livsstil, der forbruger fire gange så meget, som jorden kan holde til, så klimasynder vi, idet vi sætter egen bekvemmelighed over skaberværket og vores klimaudsatte næste.
   Desværre er den kapitalistiske vækstlogik så indgroet i vores tankegang, at alt andet end vækst i samfundets velfærd udlægges som et nederlag af vores politikere. Selvom det danske samfund siden 1950’erne har gennemgået en enorm vækst, så vi nu lever i et historisk rigt velfærdssamfund, så er det åbenbart ikke en mulighed at bevæge sig lidt i den anden retning for naturens, medmenneskets og fremtidige generationers skyld. Når prognoserne viser, at befolkningstallet herhjemme falder, italesættes det af politikerne som et stort faresignal, der kun kan afhjælpes af indvandring. For velfærden må aldrig falde, men kun stige, hvilket kræver større skatteindtægter fra flere borgere, der så senere bliver en dyr ældrebyrde, som igen kræver en større arbejdsstyrke, der kan give flere skattekroner osv. At den kapitalistiske vækstlogik har klare begrænsninger og ikke kan fortsætte uendeligt, bliver ikke italesat af politikerne. Det er åbenbart for upopulært et budskab at formidle til sine vælgere. ︎
7. https://www.danskindustri.dk/om-di/kontakt-os/presse/arkiv/pressemeddelelser/2023/3/vi-skal-bruge-fire-jordkloder-hvis-alle-skal-leve-som-vi-gor-i-danmark/ ︎

Du kan læse anden del af artiklen lige her!

Du kan læse tredje del af artiklen lige her!

Dette var nogen af de spørgsmål, som blev stillet til Himmelske Dage 2025 i Silkeborg.

Progammet til Himmelske Dage viste med al tydelighed, at klima i den grad er kommet på den kristne og kirkelige dagsorden. Gennem et væld af oplæg, workshops, debatter og vandringer blev kirkens rolle i klimakrisen belyst fra al-kristens vinkler.

Kirken skal våge forandring!

Tager kirken sit ansvar for og i skaberværket seriøst?

Dette blev diskuteret under debatten “Klimahåb og kirkens kald: Ansvar i en krisetid” af biskop og præsident for Det Lutherske Verdensforbun Henrik Stubkjær, tidligere ærekbiskop i Svenska kyrkan Antje Jackelén, stud. theol. og forhenværende FN- ungdomsdelegat for Danmark Marcus Taulborg og stud. theol. og dansk medlem af UNEP Faith for Earth Youth Council Anne Sofie Hedegaard.

I debatten blev blandt andet forholdet mellem kirke og politik diskuteret. Og her havde Antje Jackelén et opråb til kirken:

Når kirken går ind i klimaproblematikker, bliver den ofte kritiseret for, at klima er politik og ikke religion. Men dette passer ikke! At tale om miljø og klima er teologisk, da det handler om kærlighed til skaberværket!

Kirken skal våge forandring!

Antje Jackelén, tidligere Ærkebiskop i Svenska kyrkan

Også Henrik Stubkjær understregede, hvordan vi netop i en krisetid kan finde håb i opstandelsesbudskabet:

Husk nu på, at det er midt i forandringen, at Helligånden har mulighed for at ommøblerer. Gud skabte og skaber forsat sin kærlighed i verden.

Henrik Stubkjær

Gud er ikke ‘færdig’ med Skabelsen – Gud skaber hele tiden, og det er netop i forandringstider, at Gud kan forme og forandre. Det kristne håb beror ikke på statistikker, men på opstandelsesbudskabet, og i krisen og overgangstid er der derfor altid et håb om forandring og løfte om opstandelse.

Rebirth – Hvad kan Keltisk Kristendom lære os om menneskets forhold til skaberværket?

Med sin kristen-keltiske baggrund lagde John Phillip Newell vægt på, hvordan vi i dag trænger til en ‘hellig genfødsel’ hvor vi igen får øjnene op for det hellige og ukrænkelige i alt skabt.

Det vigtige ved historien om Moses og den brændende busk (Exo. 3) er ikke, at busken brænder. Det vigtige er, at Moses lagde mærke til det! Alt brænder med Guds præsens. Hvis vi kigger efter, ser vi det.

John Phillip Newell