Denne artikel er tredje del ud af tre i en føljeton om, hvordan økoteologi knytter sig til alle tre trosartikler.
Artiklen er skrevet af Phd. i teologi og sognepræst Bo Bergholt Grymer.
Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Troen på Jesus Kristus og forsøget på at lade hans ord og eksempel være ledestjerne i vores liv omfatter nødvendigvis også 3. trosartikel. At begynde kampen for en grønnere og mere bæredygtig fremtid fra den lokale kirke kan netop ses som et konkret udtryk for Helligåndens forandrende kraft igennem “de helliges samfund”. Troen på Helligånden er en tro på, at kirken ikke kun kan kendes på Ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning. Kirken kendes også på en menighed, som modtager Guds ord og derigennem forvandles til ”en hellig, almindelige kirke, de helliges samfund”.
Den ortodokse patriark, Ignatius af Latakia (1921-2012) har formuleret det således: ”Uden Helligånden er Gud langt borte, Kristus forbliver i fortiden, evangeliet er døde bogstaver, kirken er bare en organisation, autoriteten er dominans, missionen er propaganda, liturgien er besværgelse, kristen livsførelse er slavemoral.”
Helligåndens altafgørende rolle for en nutidig, levende kristendom understreges også af Anne Marie Aagaard: ”Uden om tro på Gud Helligånd kommer tro på Kristus som nutidig livsmulighed ikke. Uden påske- og pinsetro bliver Kristusfortællingerne til legender. Og denne tro opstår ikke umiddelbart i et eller andet sjæledyb. Den formidles ved den kristne kirke, ved gudstjeneste og oplæring.”1
At tro – i bekendelse og efterfølgelse – er ikke noget, der falder os naturligt. Enhver er sig selv, sin familie, venner og landsmænd nærmest. Det ser vi også i klimakampen, hvor det er mere end svært at overbevise folk om, at de skal gå ned i levestandard af hensyn til nogle mennesker, de ikke kender og nok aldrig møder. Men troen på den treenige kristne Gud kalder på hver enkelt kristen. Påskens og pinsens Gud er netop også skabelsens Gud, og derfor udfolder ”[t]roens bekendelse og efterfølgelse … sig ikke i et tomrum, og ikke blot i gudstjenestens liturgi, men i et hverdagsliv, hvor vi er henvist til at tage vare på vor omverden…”2
Den kristne Gud er midt i denne verden
Den kristne tro giver os ikke adgang til en hemmelig del af virkeligheden, som ikke-troende er afskåret fra. Den giver os derimod et nyt perspektiv på den verden, vi alle lever i, så vi får en dybere forståelse af den. I troens blik på naturen som Guds skaberværk og på den fremmede som min gudskabte næste, ligger der en særlig etisk forpligtelse, som vi ikke kan frasige os uden at gå på kompromis med troen.
Troen på den treenige Gud må netop udfolde sig midt i den skabte verden som en omsorg for skaberværket og medmennesket.
I troen på at mit eget og min lokale menigheds forsøg på at udleve troen ikke er ligegyldigt, selvom vi kun er begrænsede skabninger. Vores begrænsning til ét enkelt sted på jorden i en afgrænset periode af verdenshistorien er jo også vores udgangspunkt for udlevelsen af en lokalt forankret og tidssvarende kristendom. Vores egen (lands)bys kirke, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes, er Helligåndens lokale kraftcenter. Her kan vores åndelige batterier blive opladet, så vi – også i svære tider – bevarer håbet på og får styrken til at bekende og efterleve troen på den treenige Gud midt i den skabte verden.
Midt mellem magt og afmagt
Den anden side af vores begrænsning, der også omfatter syndens selviske magt, er dog lige så vigtig at forkynde. I bestræbelsen på at bidrage til en grønnere fremtid og afværge klimakrisen gælder det nemlig også om at kunne skelne mellem det, vi mennesker kan ændre på, og det der ligger uden for vores magt. For lærer vi ikke at stå ved vores afmagt og være i den, ender vi med at segne under vægten af denne verdens byrder. I kristendommen sættes vores liv ind i en større ramme, hvor vi hjælpes til at se grænsen mellem vores magt og afmagt. Mellem det, vi har ansvar for at ændre på, og det vi må give fra os og lægge i Guds hænder.3 Samtidig kaster Kristustroen sit særlige lys ind over verden og sætter opstandelseshåbet som fortegn for vores liv. Biskop Marianne Christiansen har formuleret det på denne måde: ” Men det råb og rygte om opstandelsen, som strømmer gennem kirken, som strømmen fylder flodlejet, bliver ved med at bryde igennem og gøre sig hørt, også gennem alle menneskelige svigt.
Det bliver ved med at kalde til opstand og til, at vi rejser os på ny, og går en anden vej, end den der fører til misbrug og griskhed… Frygt ikke, siger han. Gå, for I har fået noget, som I skal give videre. Og det kan I, for fremtiden ender ikke i gravens mørke, men hos ham, der møder jer midt i fortvivlelsen og siger. God morgen. En ny dag kommer. Stå op.”4
Vil du læse første del af skrivet? Find det her!
Vil du læse anden del af skrivet? Find det her!
- Aaagaard, Anne Marie, ”Fragmenter af et spejl”, s. 259. ↩︎
- Ibid., s. 261. ↩︎
- Efter i mange år at være gledet helt ud af dagligsproget har ordet ”synd” fået en opblomstring i klimadebatten. Alle ved i dag, hvad det vil sige at ”klimasynde” eller at være en ”klimasynder”. Ligesom med det teologiske ord ”synd”, kan man dog også her stille spørgsmålet, om der kun findes individuel klimasynd, eller om der også findes kollektiv synd og strukturel synd, hvor vi synder i kraft af vores samfundsform, og de strukturer, vi lever under i det moderne vækstsamfund.
Et andet afgørende spørgsmål her er, om vi alle sidder ubehjælpsomt fast i ”klimasynden”, eller om den faktisk kan overvindes. Er der med andre ord snarere tale om ”klimaskyld”, som kan betales af og overvindes igennem nedsat forbrug og teknologiske løsninger? Er dette tilfældet, så er spørgsmålet, om det ville være bedre for klimadebatten, hvis vi holder op med at anvende moralske og religiøse termer og i stedet gør det til en rent politisk og teknologisk problemstilling. Hermed kunne man også undgå en opdeling mellem klimafrelste og klimasyndere, som skaber splittelse og ender med at gøre klimakampen til et projekt for de få ’moralsk rene’. Ordet ”klimasynd” rejser med andre ord mange spørgsmål, der kalder på yderligere afklaring, som dog ligger uden for denne teksts format. ↩︎ - Prædiken ved Klimagudstjeneste i Haderslev Domkirke, 10. november 2024. ↩︎
