Denne artikel er anden del af tre dele i en føljeton om, hvordan økoteologi knytter sig til alle tre trosartikler.
Artiklen er skrevet af Phd. i teologi og sognepræst Bo Bergholt Grymer.
Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
I det store klimabillede kan et enkelt menneskes indsats virke fuldstændig omsonst. Det er nærliggende at tænke, at det jo ’ikke er mit forbrug og mine flyrejser, der gør forskellen’. Det må derimod være verdensledernes beslutninger om energiforsyning, fødevareproduktion, klimakompensation til de hårdest ramte lande mm., som er det, der batter.
Ud fra en umiddelbar betragtning er det jo ikke helt forkert. Folkekirkens forkyndelse af vores ansvar, for klimakrisen må heller ikke medføre, at det enkelte menneske føler vægten af hele verdens klimasynder på sine små skuldre. Men i mine øjne er det, af flere grunde, alligevel afgørende at kalde til handling.
De fleste af os stemmer jo også til folketingsvalg, selvom en enkelt stemme her også kan virke omsonst i det store billede. Men vi stemmer for at støtte demokratiet og dets idé. For at være aktive deltagere i samfundet, der bekymrer sig om sine medborgeres livsvilkår, og fordi vi tror på, at vores ene stemme alligevel kan gøre en lille, men afgørende forskel.
Et fælles håb fremfor selvophøjelse
Som kristen er det også afgørende, at jeg helt grundlæggende udviser taknemmelig respekt for skaberværket og oprigtig interesse for min næste. Det handler om, at jeg som troende skal kunne se mig selv i spejlet, og mine børn og børnebørn i øjnene, når det går op for dem, hvilken tilstand verden er i. Det handler om den rette ydmyghed i erkendelsen af, at jeg ikke er livets skaber, men blot en skabning som har verden til låns, inden de næste generationer skal leve deres liv.
Men det handler også om håb. Om at imødegå apati og opgivenhed. Ligesom det er gift for et demokratisk samfund, hvis den enkelte borger ikke længere tror, han/hun kan gøre en forskel, så er det også undergravende for kristendommen, hvis den enkelte kristne ikke længere ser nogen mening i at forsøge at udleve troen.
At vise en farbar vej at gå i klimakrisen er at vise en vej væk fra apati og opgivenhed. En vej, hvor vi kan bidrage med en lille – og for nogle skabninger – afgørende forskel. En håbets vej i stedet for desillusionens eller fortrængningens vej, hvor vi erkender, at selvom vi ikke kan gøre alt, så kan vi gøre en forskel.
Og dette er netop en håbets og ikke en selvsikkerhedens og selvgodhedens vej. For bidraget til en grønnere verden må aldrig kamme over i selvretfærdighed eller bedrevidenhed, hvor man som klimafrelst tror, man kan udpege de moralsk laverestående klimasyndere. Greta Thunberg er et eksempel på en person, som i begyndelsen var dygtig til at bringe klimakampen på dagsordenen, men som nu er en kontroversiel figur, flere lægger afstand til. Fordi hendes klimakamp er kammet over i en selvretfærdig moralisme med patent på de gode handlinger og rigtige (politiske) holdninger. Den kristne kirkes stemme i klimadebatten er også vigtig som modpol til de selvretfærdige klimafrelste. For kirken er netop fællesskabet af mennesker, der ved, at de hverken selv er Gud eller særligt gode og ’frelste’ individer.
Når man som kristen går aktivt ind i kampen for en grønnere verden bør det aldrig være et forsøg på at gøre sig mere rigtig i Guds øjne og bedre end alle de andre klimasyndere. For ”[d]er er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus”, som Paulus skriver.1 Som kristen skal man dagligt øve sig på ikke kun at se splinten i de andres øjne, men også bjælken i sit eget. Vores grønne bevidsthed og tiltag må aldrig anvendes som en skammel, vi stiller os op på for at se ned på og tale ned til andre. Tværtimod, skal tiltalen og opsangen også altid være rettet mod en selv. Kampen for en grønnere verden skal ikke misbruges til personlig positionering og selviscenesættelse. Den bør derimod handle om at tage imod det, som Gud i sin gavmildhed giver os, og svare derpå.
[1] Romerbrevet 3, 22-24.
Hvis du vil læse første del af føljetonnen om trosartiklerne, kan den findes her!
- Romerbrevet 3, 22-24. ↩︎
