Et af fokusområderne er den sydvendte skrænt ved parkeringspladsen. Skrænten er varm og ligger i læ og rummer en varieret flora, som giver gode leve- og fødemuligheder for insekter. For at bevare denne naturværdi slås skrænten én gang årligt, hvorefter høet fjernes. Den praktiske naturpleje varetages af Tulstrup Naturfokus, som dermed er med til at sikre, at området fortsat kan udvikle sig som et værdifuldt levested.

At indsatsen faktisk gør en forskel opleves helt konkret. I sommeren 2026 er der blandt andet registreret Blåhat, Røllike, Knopurt og Hvid Snerre på skrænten samt flere arter af humlebier, Enggræshoppe, Blåfugl og Køllesværmere. Samtidig har folkene bag projektet kigget interesseret med og opdaget, hvordan de store humlebier især søger de plantede blomster, mens de mindre humlebier i højere grad ses på de hjemmehørende vilde arter på skråningerne.

Samarbejdet omfatter også andre initiativer, blandt andet etablering af mursejlerkasser i kirketårnet, og næste skridt er en BioBlitz omkring kirken, hvor Tulstrup Naturfokus sammen med lokale interesserede vil registrere så mange forskellige planter, insekter og andre arter som muligt. Formålet er både at få større viden om livet omkring kirken og at skabe interesse og engagement omkring den lokale natur.

For os er samarbejdet med Tulstrup Naturfokus noget særligt, fordi det kobler naturpleje, frivillighed, registrering og lokalt engagement. Kirkegårdens grønne områder bliver på den måde ikke kun et spørgsmål om drift og vedligeholdelse, men et fælles lokalt ansvar for at skabe bedre vilkår for biodiversitet og dyreliv.

Annika Rasmussen, Grøn Kirke-kontaktperson i Tulstrup Kirke og på Tulstrup Kirkegård

Vi har et ansvar, som er nemmere, hvis vi løfter i flok!

Ét år fandt konfirmanderne så meget skrald, at kirken måtte betale for at få det hentet og afleveret på genbrugsstationen. Her gik snakken på, hvordan det faktisk handler om helt almindelige handlinger og at vi hver især tager et ansvar, for at vi kan lykkedes med at passer på naturen omkring os.

I Tulstrup Kirke og på kirkegården er det en vigtig del af den kristne tro, at naturen ikke blot er noget man kan forbruge, men at mennesket også har fået et ansvar for at tage vare på den. Dette er også vigtigt at give videre til konfirmanderne og samtidig signalerer, at vi ikke kun lærer om at tage vare på naturen, men også går ud og øver os i at gøre det i praksis.

Arbejdet med Grøn Kirkegård gav kirkegårdens medarbejdere mulighed for at gå endnu mere på opdagelse på deres egen kirkegård. Undervejs blev det klart at kirkegården rummede ukendte historier, blandt andet om en fremtrædende frihedskæmper under Anden Verdenskrig.

Denne og andre opdagelser blev et led i at skabe en kirkegård, som ikke blot er et sted man passerer igennem, men som indbyder til ophold, nysgerrighed, fordybelse og naturoplevelser. Det er blandet andet blevet skabt gennem etableringen af forskellige rum på kirkegården. Nysgerrigheden og lysten til mere af det grønne er stadig intakt og håbet er at det ansvaret og omsorgen for vores fælles natur kan vokse i både kirken, på kirkegården og i lokalsamfundet.

På den måde ønsker vi at gøre kirkegården til et mere levende og åbent sted for både mennesker, planter og dyr.

Annika Rasmussen, Grøn Kirke-kontaktperson i Tulstrup Kirke og på Tulstrup Kirkegård

Læs mere om Tulstrup Kirke, som også er en del af Grøn Kirke

Flere nyheder fra de grønne kirkegårde

Det sprudler og spirer med nye grønne tiltag på ladets kirkegårde! Her kan du finde inspiration til nye tiltag på din egen kirkegård fra andre Grønne Kirkegårde!

Erfaringer fra kirkegården,  Grøn Kirkegård,  Ny Grøn Kirkegård,  Nye Grønne,  Nyheder,  Skovkirkegård

Vojens Kirkegård er ny i det grønne netværk!

8 oktober, 2026

Læs mere

Erfaringer fra kirkegården,  Grøn Kirkegård,  Nyheder,  Nyheder fra Grøn Kirkegård

Eftertragtede kirkegårdskurser understreger kirkegårdenes potentiale som lokale, grønne åndehuller

28 september, 2026

Læs mere

Erfaringer fra kirkegården,  Grøn Kirkegård,  Ny Grøn Kirkegård,  Nye Grønne,  Nyheder

Hunderup Kirkegård er med i det grønne netværk!

28 september, 2026

Læs mere

Erfaringer fra kirkegården,  Grøn Kirkegård,  Ny Grøn Kirkegård,  Nye Grønne,  Nyheder

Maribo Kirkegård er ny grøn kirkegård!

9 september, 2026

Læs mere

Erfaringer fra kirkegården,  Grøn Kirkegård,  Ny Grøn Kirkegård,  Nye Grønne,  Nyheder,  Nyheder fra Grøn Kirkegård

Tulstrup Kirkegård er med på vognen!

1 september, 2026

Læs mere

Erfaringer fra kirkegården,  Grøn Kirkegård,  Ny Grøn Kirkegård,  Nyheder

Endnu 3 kirkegårde er grønne! Velkommen til Vester Skerninge, Ulbølle og Hundstrup Kirkegårde

26 august, 2026

Læs mere

Måske havde jeg i begyndelsen især tænkt på det som noget hyggeligt, noget med duft og hjerter og mine nordiske rødder. At stege vafler er nemlig en gammel tradition i Norge. Og det forbindes med fællesskab og hygge. Det kræver ikke de store ressourcer og man kan endda få vaffeljern til bål.

Jeg mødte modstand, da jeg, idet jeg fik mit første konfirmandhold, insisterede på at de unge mennesker skulle afslutte hver eneste konfirmand-gang med en pause i 20 minutter og med vafler. Argumenterne imod var blandt andet:

Argument et og to bider hinanden i halen; altså man må ikke gøre noget andre præster ikke gør, men at det omvendt er synd for dem, som så ikke har mig som præst. Det tredje argument er til dels validt, og blev imødekommet ved, at jeg laver vaffeldej selv og i øvrigt rydder næsten alt væk efterfølgende. Siden eller samtidigt kom refleksionen over, hvorfor jeg kæmpede så meget for at fastholde de der vafler, på trods af modstanden.

Læren handler om noget ganske praktisk og sanseligt, og det som vi gør i fællesskab.

Det gør mig ikke så meget, at bruge en del forberedelse på det, idet jeg opdagede, at det at lave dejen er en måde, jeg kan gøre noget for de unge, som er lidt “magisk” – man har bagt brød i gamle dage og så på handlingen som hellig i en før-kristen sammenhæng. I den forstand, at jeg med kærlig tanke på de unge rører dejen, ligesom vi ellers måtte bage brød eller kager til vores kære. Det bliver altså en kærlighedshandling – trivsel og vækst til de unge.

Teologi og praksis hænger sammen

Og teologien vokser sammen med handlingen. Eller handlingen spejler den teologi, jeg er optaget af. Jeg trækker på den erkendelsesteori, som gemmer sig i 1 Kor. 13 specifikt jf  ‘Nu erkender vi stykkevis og delt…,’ Altså vi spiser “kun” et vaffelhjerte, men det handler om kærlighed. Fordi selv en stykkevis erkendelse er noget, og set “fragment”- teologisk er man forbundet via delen til det større.

Især er min teologi præget af Paul Tillichs filosofiske teologi herunder Tillich’s åbenbaringsteologi. Værensgrunden bryder gennem i Kairos-øjeblikke, både små og store øjeblikke har et evighedsaspekt i sig. Åbenbaringen hos Tillich kan kort sagt ses som en slags fragmentteologi hvor Åndens nærvær (The Spiritual Presence) altid er der, men erfares fragmentarisk, fordi vi lever i en ny virkelighed (The New Being) efter Kristi død og opstandelse.

 I hans Systematiske teologi vol 3 (p. 140, Tillich, 1963) bruger han billedet af en statue, hvor der er slået en del af. Han hævder, at selv om det kun er en del, et lille stykke, så tilhører den fortsat statuen, fragmentet er en del af en større helhed. Det vil sige, oversat til denne kontekst, at det åndelige nærvær omend fragmentarisk er fuldt til stede i delen.

Fragmenterne er en del af helheden

Dette billede og tanke om Guds nærvær i den mindste del følger mig, hvad enten mine konfirmander deler vaffelhjerter, eller vi går en tur i skoven.

Dybest set er begge dele forbundet til synet på sakramentet som symboler. Ved at forstå sakramentet symbolsk, som Tillich gør, hævder han at det altid (igen fragmentarisk) deltager i det, som det henviser til eller det, som det er symbol på. Symbolet er altså ikke overfladisk, men forbinder sig til det evige.

Det er ingen absolut forbindelse, fordi vi også lever i fremmedgjorthed (estrangement), men den forbindelse som er omend fragmentarisk og i øjeblikke, den har det evige i sig. Og i dette fragment, i et øjeblik, er Gud fuldkomment tilstede. Vi spiser Guds ord, vi spiser Guds tilstedeværelse i nadveren og i dåben åbenbares det for os, at vi er Guds børn

På samme måde bruger jeg vaflerne til at sige, “Se, vi spiser kærlighed, og vi deler kærlighed ved at alle får vaffelhjerter. Vi laver dem også til hinanden. De unge lærer at dele kærlighed, omend det “kun” er symbolsk, så er det i kraft af det symbolske også større end bare mad og hygge. Deri ligger også en læring om næstekærlighed. Om livets sejr over døden. Kærlighedens sejr over mørkets magt.

Det er en uindstiftet “nadver”. I nadveren loves vi Kristi tilstedeværelse. Men samtidigt er Gud til stede i og overalt (panenteisme) så alt vi indtager og spiser, ja også der er Gud. I naturen og i os. Jeg lærer dem at kærlighed kan spises og så kan/skal vi dele den og bære den med os og i os ud i verden.

Sanseligheden og duften omkring vafler er også væsentlig, da de positivt set indoktrineres med denne duft af vafler,  og for altid vil forbinde duften og smagen med deres konfirmationsforberedelse!