Ved hver bøn for hver verdensdel, rejste børnene sig i den del op med et glas vand og kom ind til brønden i midten, hvor vandet blev øst op.

Dernæst blev historien om den samaritanske kvinde og Jesus som livets vand opført som lille teater omkring brønden i midten. Brønden dannede til slut i gudstjenesten rammen om nadver, hvor vandet i skålen ‘blev forvandlet’ til vin og delt ud.

De voksne til gudstjenesten hørte om vandet, der løber som en understrøm igennem bibelens mange fortællinger og minder os om både den fysiske og den eksistentielle tørst, som vi alle kender til.

Imens byggede børnene skibe ud af genbrugstræ og lavede mosaiskvanddråber ud af papir. Som afslutning blev den smukke salme “Må din vej gå dig i møde” sunget:


Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen og må Gud holde,
holde dig i sin hånd.

Det er livsbekræftende og trosstyrkende at fejre skabelsestiden hvert år sammen med tusindvis af mennesker i kirker verden over. Og i Helsingør Vineyard glæder vi os allerede til næste år.

Sofie Larsen Kure, forperson for Vineyard Danmark

Verdenshjørnebønnen:

Nord
Gud, vi vender os mod nord. Der hvor sæler og isbjørne bor.
Lad sneen dale over fjeldene store
og isflagerne samle sig på havet og fjorde.
Vær med når isen smelter for stærkt
Vær nær hos dem, der bor, hvor der er koldt og mørkt.

Syd
Gud, vi vender os mod syd.
lad regnen her over den tørre jord udflyde
Vand den hårde jord
Lad spirer, planter og frugter plukkes til bord.
Lad ørkenen blomstre under din hånd.
Vær nær hos dem, der tørster efter din ånd.

Øst
Gud, vi vender os mod øst
Hvor solen står op ved havets kyst
Fordel regnen, så den ikke skyller bjergsider med sig ned
Beskyt mod solen, der skinner så hed
Vær nær hos dem, hvis huse jordskred og stormfloder tog
lad hver ny morgen dit lys og håb hos dem bo

Vest
Gud, vi vender os mod vest
Her du kender hvert menneske, dyr og plante bedst
Beskyt hver regnskov og flod så fuld af liv
Når solen går ned vær hos dem og bliv
I mørket, i drømme om fremtid så klar
Du vandenes Herre, du er vores far.

Formålet er at rette blikket mod taknemmeligheden over livet, naturen og verden som Guds skaberværk.

Materialet er udarbejdet på samme måde som det, man finder på Grøn Kirkes hjemmeside. Det rummer inspiration og forslag til alt fra bønner og salmevalg til tekststykker og særlige aktiviteter eller lignende, som kan bruges i det omfang det passer i den enkelte menighed og kombineres på mange måder. Derudover findes materiale, som er tilrettelagt til forskellige typer af gudstjenester og med forskellige målgrupper. Her er både noget at komme efter til familiegudstjenesten, ligesom materialet har forslag til den mere alvorlige gudstjeneste, som sætter ord på, at jorden er ved at blive ødelagt og det tab, som finder sted akkurat nu.

Taksigelsen rummer mere end jordens råvarer – vi er selv en del af skabningen!

Thomas Felter peger yderligere på, at det for mange opleves mere naturligt at udvise taknemmelighed for at være skabt end for jordens råvarer. Skabelsestiden rummer altså det, vi normal vis sætter fokus på i høstgudstjenesten, men udvider også rammerne for vores taksigelse. Her fremhæves‚ hvordan mennesket også er skabt af Gud og dette sættes i sammenhæng med resten af skabningen.

Når vi reflekterer over vores plads i skabningen, må vi også forholde os til det ansvar og den opgave vi er blevet givet, sammen med alt det andet gode, vi har fået i gave. Med stor værdi kommer også meget at passe på, og dette rummes også i tanken om Skabelsestiden. Kombinationen af taksigelse og dét, at vi påtager os opgaven med at værne om naturen, er en del af kristendommen, som vi har haft tendens til at glemme. Men når håbet og glæden ved alt det gode og skønne som skaberværket rummer bliver fundamentet, så følger omsorgen og respekten ofte naturligt heraf.

Skabelsestiden

Skabelsestiden er en international, tværkirkelig højtid, hvor man den 1. sep-4. okt. fejrer skabelsen som Guds gave og et grundlæggende mysterium for den kristne tro.

I den ortodokse kirke starter kirkeåret den 1.september med fejringen af, at alt bliver til. I den katolske kirke fejrer man den 4.oktober Frans af Assisis dag – en helgen kendt for sin poetiske glæde for naturen og dyrene.

Kirkernes Verdensråd har etableret tiden mellem disse to datoer som Skabelsestiden (Season of Creation), hvor alle kristne i verden inviteres til en fælles fejring af skaberværket.

Skabelsens Dag fejres af mange kirker den 1. september eller den første søndag i september.

Gå på opdagelse i Grøn Kirkes inspirationsmateriale og liturgier til Skabelsestiden her!

Næstekærlighed i en globaliseret verden

Jesu bud om næstekærlighed – ”Du skal elske din næste som dig selv” – er måske det mest kendte etiske princip i kristendommen. Men i en globaliseret, kriseramt verden må vi stille spørgsmålet: Hvem er min næste? 

Min næste er ikke kun min nabo, men også bonden i Østafrika, der mister sin høst til tørke, familien i Asien, der må flygte fra oversvømmelser og de kommende generationer, som skal leve med konsekvenserne af vores valg. 

Klimaforandringer rammer skævt. De mest sårbare samfund, som har bidraget mindst til problemet, bærer ofte de tungeste byrder. Derfor er klimahandling ikke blot et spørgsmål om miljøpolitik, men om retfærdighed. 

At tage klimakrisen alvorligt er også at tage næstekærligheden alvorligt. Omsorg for mennesker og omsorg for naturen kan ikke skilles ad. Når naturen lider, mærker mennesker konsekvenserne. 

Tro som drivkraft for handling

Inden for kristendommen ser vi en voksende erkendelse af, at klima og natur ikke ligger i periferien, men i hjertet af kirkens opgave. Kirker verden over arbejder med bæredygtighed og økologisk teologi. Det er en intrareligiøs udvikling, hvor troens indhold fortolkes i lyset af nutidens udfordringer. 

Samtidig kalder klimakrisen på fælles handling på tværs af religioner. Ingen står alene med svaret, men verdens religioner rummer fælles værdier: respekt for livet, ansvar for naturen og omsorg for medmennesket. Det åbner for et fælles sprog og en fælles vej frem. 

Når kristne, muslimer, buddhister og andre trosretninger går sammen om klimaretfærdighed, opstår der et rum for håb og samarbejde, som kan række ud over politiske skel. Religion kan bygge bro, hvor andre systemer fejler. 

Set i lyset af det kristne livs- og menneskesyn bliver klimaretfærdighed mere end en politisk mulighed, det bliver et etisk kald. Hvis vi tager skabelsestanken og næstekærlighedsbuddet alvorligt, kan vi ikke nøjes med at mene, vi må også handle. 

Det betyder både politisk handling – ambitiøse klimamål, internationale aftaler og investeringer i bæredygtige løsninger – men også en stille omstilling i vores egne liv: ændrede forbrugsvaner, ansvarlige investeringer og engagement i fællesskabet. 

Kirker og trosbaserede fællesskaber kan spille en særlig rolle. De kan åbne rum for refleksion midt i en travl verden og inspirere til handling. De kan minde os om, at håb ikke er passivt at vente, men en aktiv beslutning om at tage ansvar. 

Derfor opfordrer Danmission sammen med Grøn Kirke til at markere Skabelsestiden fra 1. september til 4. oktober lokalt i kirker i Danmark i fællesskab med kirker verden over. Når vi markerer Skabelsestiden, retter vi både blikket mod det, der er truet, og det, der fortsat spirer.  

Bøn
Gud, du som har skabt jorden og alt, hvad der lever, 
giv os øjne til at se dit skaberværks skønhed 
og mod til at værne om det. 

Giv os vilje til at søge retfærdighed 
for vores næste, for de sårbare og for din jord. 
Og giv os styrke til at handle med visdom, ansvar og medfølelse. 

Så vores liv må afspejle det, vi tror: 
at der er håb, 
der er liv, 
og der er tilgivelse. 
Amen. 

Inspiration til skabelsestiden

Skabelsestiden er en kristen højtid, som fejres verden over i september. Find inspiration her til hvordan din kirke kan tage del fejringen af vores

Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Grøn teologi,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Vandet omkring os – Kom med til skabelsesgudstjeneste i Helsingør Vineyard

7 oktober, 2026

Læs mere

Grøn teologi,  Nyheder,  Nyheder fra det Grønne Netværk,  Skabelsens Dag,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Skabelsestiden er mere end en tak for jordens afgrøder. Den åbner for en ny og aktuel måde at fejre høstgudstjeneste på.

13 august, 2026

Læs mere

Skabelsestid

Klimaretfærdighed, næstekærlighed og skabelsestanke – klumme af Julie Koch, Generalsekretær i Danmission

18 juni, 2026

Læs mere

Nyheder,  Skabelsens Dag,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid,  Uncategorized

Sidste glimt fra skabelsestiden

6 oktober, 2025

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Høstprædiken af Martin Keller

6 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Glæden begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

3 oktober, 2025

Læs mere

På præstekonventet for Skanderborg og Odder provstiers præster, arrangerede Lise Palstrøm en sansevandring på skønne Mols. Præsterne skulle gå skabelsens under og Guds fred ind i både krop og sjæl. Ugen før det blev der holdt en stor og vellykket “Skaberværksaften” af KFUM og K i Møllevang Kirke i Århus, hvor bl.a. Alexander Holm, biolog og radiovært, deltog i paneldebatten. Panelet tog udgangspunkt i både videnskab, tro og hverdagsliv og reflekterede over vores forhold til naturen, samt over håb og ansvar i en klimaforandret verden.

“Egentlig skulle jeg slutte Skabelsestiden af med konfirmandpilgrimsvandring i søndags, men den (vandringen) har jeg udskudt pga. storm og regn – det er ikke den bedste indgangsvinkel eller førstegangsoplevelse for teenagere” slutter Lise Palstrøm af.

Skabelsestid i baptistkirken

Der er i det brede kirkelige landskab fokus på skabelse og ansvar, og det giver også mening i den lokale menighed, at tage dette tema med i menighedens bevidsthed, da vi alle er forvaltere af skaberværket.

Per Beck, tidligere formand for Baptistkirken i Danmark

Karmelkirkens Baptistmenighed i Aalborg holdt i søndags Skabelsens Dag gudstjeneste. Inspireret af forslaget til Skabelsesgudstjeneste fra Grøn Kirke i Danske Kirkers Råd var Per Becks tema  for søndagens gudstjeneste Skabelse, med Johannes evangeliets 1. kapitel vers 1-5 og 9-14 som prædiken tekst.

Det er storslået når Johannes slår fast at Ordet altid har været der, altid er der og er kilde til alt det skabte: ”Alt er blevet til ved ham”. Men også at Jesus i sin menneskeliggørelse blev det tydelige tegn på Guds omsorg for sin skabning.

Ansvaret for skaberværket bærer vi som menneske med på. Det er interessant at se på bibeloversættelserne af 1.Mosebogs 1. kapitel sidste del fra 1871 oversættelsen til prøveoversættelsen fra 2025. Kronologisk fra at mennesket hersker over skaberværket og underlægger sig dette til af være i besiddelse og tage ansvar – være forvaltere af det som vi fik betroet af Gud.

En række andre tekster fra GT og NT er med til at understrege Guds almagt og Guds kærlighed til skabningen gennem Jesus Kristus. Guds levende Ord, der altid er Lyset, selv når vi synes mørket er tættest.

Hendes mål er at finde alle de 64 danske sommerfuglearter, der endnu er tilbage – ikke for at indsamle dem eller eje dem, men for at se dem. For at være vidne. For at lade sig fylde af glæde, hver gang hun får øje på én.

Og glæden den er uforholdsmæssig stor.

En lille admiral – og hun jubler.
En perlemorssommerfugl – og hun græder.
Det er glæde, der ikke handler om fornuft, men om betydning.

Og netop sådan en glæde taler Jesus om i dag. 

En mand finder ét får, der var blevet væk og bærer det hjem på skuldrene med glæde.
En kvinde har tabt en mønt og tænder lys, leder, fejer hele hus og finder. Kalder veninder og nabokoner til fest.

Og Jesus siger: Sådan er Gud. Sådan er Gudsriget. Sådan er der jubel i himlen, når en synder omvender sig. Når én forsvundet bliver fundet.

Det, der betyder noget: Et får. En mønt. En sommerfugl. Ikke det mest opsigtsvækkende i verden. Ikke det største eller dyreste. Men alligevel en glæde, der sprænger skalaen.

Hvorfor? Fordi det ikke handler om, hvor meget noget er værd, vejer eller koster.
Det handler om, hvad det betyder for den, der har mistet det.

Det får, som ingen andre savner, det savner hyrden.
Den mønt, som ingen lægger mærke til, den mangler kvinden.
Den sommerfugl, som er lille, brun og undselig og bare én blandt mange, den bliver for Lea Korsgaard til et nærværsøjeblik. 

Begrebet nærværsøjeblikket har Lea fra et møde med nu afdøde teologiprofessor og domprovst Ole Jensen.

Ole Jensen gjorde allerede tilbage i 1970’erne opmærksom på, at vores natursyn var resultat af en enøjet fortolkning af Bibelen. Nemlig den at mennesket stod over det øvrige skaberværk ved at få givet mandat til at ”herske over” havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og så videre. 

Ole Jensen læste skabelsesdigtet anderledes, og mente at teologien og kirken havde overset noget afgørende. Op gennem den kristne historie har vi set bort fra de ord, der igen og igen optræder i den gamle tekst, nemlig de ord, der næsten har funktion af messende omkvæd i beretningen, nemlig ordene: ”Og Gud så, at det var godt.” 

Vi har overset noget meget afgørende, mente Ole Jensen, selve opgaven; at ”inden vi bruger naturen, skal vi beundre dens skønhed.” 

Så i stedet for et herredømmemandat, så giver skabelsesdigtet os et beundrings- og varetagelsesmandat. 

Miraklet for Ole Jensen er, at noget er til. Der er ikke tomhed! Det faktum, at noget fylder, at noget findes, er et mirakel. Skridtet fra tomhed til fylde er alting. Og det kalder på agtelse. Og nærværsøjeblikkene afføder denne agtelse. 

Nærværsøjeblikke er øjeblikke, hvor verden står stille som i et evigt sekund. Hvor alting bare er der, og der mangler ingenting. Og så er det væk. 

Kender I det? Jeg kender det. Jeg husker, at jeg engang sansede det så voldsomt, at jeg måtte stå af cyklen, fordi alting omkring mig – landskabet omkring mig – kom bag på mig. Overvældende. I et øjeblik følte jeg mig forbundet med alting. Lille mig på cykel forbundet med alt i universet – og så var følelsen væk igen – og jeg cyklede hjem.

Lea beskriver nærværsøjeblikke ved synet af en sjælden sommerfugl, hun har ledt efter længe og pludselig opdager flaksende foran sig på stien. Sådan et fund. Sådan et syn og oplevelse giver hende erkendelsen af noget dyrebart. Noget kosteligt. Og hun mindes Ole Jensen, der sagde, at åbner vi først blikket og alle vores sanser for skaberværket, så er naturen ikke først og fremmest en ressource, vi hersker over og kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, men noget der giver os nærværsøjeblikke, der afføder agtelse. 

Da Lea spurgte Ole Jensen, hvad han mente med ordet agtelse, svarede han: ”Omsorg. Tilbagegiven. Påpasselighed. Måske ligefrem ømhed, medfølelse for den lidende klode, dens arter, dens dyr.”

Jeg vil ikke her afsløre, om Lea inden året er omme ser alle danske dagsommerfuglearter, men hendes glæde ved at finde er smittende, øjenåbnende og fylder mig med håb. 

For vi er jo også dem, der nogle gange bliver væk. Farer vild i livet. Mister udsyn og taber modet. Har for travlt og nærværsøjeblikke får ikke en chance for at indfinde sig. 

Men budskabet i dag lyder, at vi ikke er tabt for Gud. Vi kan aldrig komme væk fra ham. Han er os nær. Også når vi er langt borte, som profeten Esajas skriver.

Det stærkeste ved Jesu lignelser om det mistede får og den tabte mønt er ikke kun menneskets glæde ved at søge og finde, men at det er Gud, der leder. Gud, der tænder lys og fejer gulv. Gud, der går ud på engen og bliver ved, til fåret er fundet. Gud, der glæder sig…

Og den glæde Gud føler, den er heller ikke fornuftig.
Den er også uforholdsmæssig.
Overstrømmende. Overvældende, som den fjollede sejrsdans Lea udfører på en markvej, når hun får øje på et flaksende vingeslag i solen.

Som Gud glæder sig, tror jeg, han vil, at vi skal glæde os over hinanden, over skaberværket, over livet, som vi er blevet givet og er en del af. 

For Lea Korsgaard var sommerfuglene med til at åbne hendes blik – både fysisk og åndeligt. For når man har øjnene indstillet på sommerfugle, bliver man opmærksom. Man bevæger sig langsommere. Ser detaljer. Navngiver. Sanser og glædes. 

Og måske er det dér, det sker.
Når vi leder. Når vi ser os omkring.
Når vi sanser.
Så sker det, vi ikke havde regnet med:

Vi finder noget og opdager, at vi selv blev fundet. Er forbundne med alt omkring os. Med Gud.

Der er glæde i himlen, siger Jesus. 

Der er glæde, hver gang noget eller nogen bliver fundet. Og den glæde, den begynder allerede nu inden året og inden sommeren er omme. Den begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

Amen.

Markens liljer og himlens fugle har fanget budskabet

Ven af Grøn Kirke, Martin Keller, havde påtaget sig udfordringen med at holde sin første prædiken over Jesu ord om at se på markens liljer og himlens fugle og lægge sine bekymringer væk. Han forkyndte for børn og voksne om, hvad skaberværket gør ved os og at lykken ikke ligger i rigdommen men i det ”Nu”, vi kan opdage i naturen.

Værterne Helle og Thomas Ladegård er landmænd helt ind i hjertet omend kun med 3 køer i stalden. De insisterer på at tænke integreret og bæredygtigt og har planer om at gå fuld tid med mikrogrønt i den gamle grisestald.

Deltagerne prøvede kræfter med livet på gården

Resten af dagen var gården åben og bød på muligheden for at løse landbrugsquizzen, gå i træværkstedet og prøve kræfter med alverdens værktøj, samt plante sit eget mikrogrønt.

Derudover kunne man lytte til Martins oplæg om biodiversitetskrisen, vores syn på naturen og løsningerne på, hvordan vi kommer et bedre sted hen i forhold til dette.

Der blev selvfølgelig debatteret heftigt; alle holdninger er gerne til stede i sådan et kirkerum, men i Guds hus (også bare for en dag) er der så stor gensidig respekt, at det fungerer helt fantastisk.

Pelle Kviesgaard, Præst i Aalborg Valgmenighed

Vil I også have besøg af Martin Keller og høre hans oplæg om biodiversitet og natursyn, så læs mere og tilmeld jer lige her!

Ja, det er dejligt at gå en tur heromkring, for at få frisk luft i lungerne og komme tættere på naturen end man plejer. Det betyder nok mere, end man lige går og tænker. På en eller anden måde gør det, at man får ladet batterierne op og bliver i godt humør af det. Det er, hvad naturen gør for os.

Så når vi holder gudstjeneste i dag, er det på sin plads at sige TAK til Gud for alt det, Gud har skabt. Gud har jo skabt det alt sammen hen over millioner af år, og Gud skaber stadig.

Hvor er dine værker mange, Herre!

Du har skabt dem alle med visdom

Salme 104, vers 24

Samtidig må man sige, at vi mennesker desværre ofte har været totalt hensynsløse over for naturen.  Vi har forårsaget død og ødelæggelse. Også her ved Odense fjord.

Så når vi holder gudstjeneste her på fjordens dag, skal der siges noget om, at vi presser naturen meget mere end hvad godt er. Samtidig med, at det skal fortælles, hvor skøn naturen kan være. Og med det formål at rokke ved os. Så vi ændrer på gamle indgroede vaner, og så vi hver især begynder at passe bedre på naturen.

”Det dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge” hedder det i en af de skønneste salmer, der findes. Salmen fortæller, hvor skønt skaberværket er. Så tænk, om vi begyndte hver eneste dag med at synge den salme. Mens vi sidder der ved morgenbordet. Så tror jeg, det ville gøre noget ved os. Vi ville blive mere åbne for naturens skønhed, og jeg tror, at vi ville blive bedre til at passe på naturen.

I dag har jeg læst lignelsen om ”Den barmhjertige samaritaner”, og eftersom det er en lignelse, så gælder det, at der ikke findes nogen facitliste til den.

Derfor: i lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner er der en mand, der er på rejse. Han bliver desværre overfaldet og gennembanket af røvere, og så ligger han der – halvdød tilbage i grøften. Så hører vi om, at en præst går forbi, men uden at hjælpe. Derefter går en tempeltjener forbi også uden at hjælpe. Til sidst kommer samaritaneren. Han ser manden i grøften og får ondt af ham, og han hjælper ham. Han redder den stakkes mand fra døden i grøften.

Jeg tror, at denne her lignelse har haft enorm betydning for vores kultur. Sådan at de fleste i dag når frem til, som noget helt naturligt, at hvis vi ser et menneske i nød, så skylder vi det menneske at træde til og hjælpe!

Men i historien om den barmhjertige samaritaner er det også tilladt at putte andre end os selv ind på samaritanerens plads. Man kan fx. sætte Kristus ind i historien i stedet for samaritaneren. Så bliver Kristus den, der hjælper, og det må man sige, at der er god brug for. Måske ikke så meget i dag, hvor vi går omkring og hygger. Men der kan være andre tidspunkter i livet, hvor vi er på spanden, og hvor vi kan bede Gud om at hjælpe os.

I sådan en lignelse som den barmhjertige samaritaner kan man også putte naturen ind i på det sted, hvor den overfaldne er. Så er det naturen selv, der er blevet overfaldet og gennembanket. Så ligger den der og venter på, at nogen kommer og hjælper. Det kan være naturen, som den tager sig ud under overfladen på Odense fjord. Eller som den ser ud i alle mulige andre fjorde. Eller som naturen tager sig ud så mange andre steder, hvor den er trængt.

Så hvis vi siger, at naturen er blevet overbelastet og overfaldet, så bliver det spændende at se, hvad der kommer til at ske. Kommer der mon nogen forbi og standser op og hjælper? Og hvad med os? Er det mon os, der kommer forbi og standser op og hjælper?

Amen

Find mere inspiration til din grønne prædiken her!

Læs mere om skabelsestiden og fejringen af Skabelsens Dag her!

Vi påbegynder et nyt kirkeår første søndag i advent. Og hos os har vi ikke en søndag, som vi kalder Skabelsens dag. Vi fastholder, at det nye kirkeår begynder 1. søndag i advent, men fra i dag indfører vi en ny festdag i vores folkekirkekalender.

Efter mange fælleskirkelige møder med den ortodokse patriark Bartolomæus i spidsen har kirkesamfund verden over besluttet at tilslutte sig den ortodokse kirkes fejring af Skabelsen. Sidste møde holdtes i Assisi i marts måned.

Vi er i den vestlige kirke gode til at fejre Guds indgreb i verden. Vi fejrer jul – Jesu fødsel. Vi fejrer påske med Guds sejr over døden. Vi fejrer pinse – at Gud sendte Helligånden til verden for at gøre Ordet om frelsen levende for os. Jul – påske – Pinse. Det er vores kirkes tre største festdage.

Nu føjer verdens kristne kirker – sammen med den ortodokse – endnu en festdag ind i kirkernes kalendere: Skabelsens dag. Vi fejrer Gud som Skaberen, og vi lovpriser Gud, der ved sit ord er ophav til alt – til os, til den skønne natur, det dybe hav og den smukke himmel.

Der hvor det hele startede

Før altings begyndelse var Gud. – Andet var der ikke. De gamle, som skrev de første sider i vores Bibel på hebraisk, sagde det på denne måde: at alt før begyndelsen var ”TOHUWABOHU” – kaos og tomhed. Man kan ligefrem høre tomheden og kaosset i dét ord Tohuwabohu.

Gud skabte ud af intet. Vi er skabt. Vi skal ikke formaste os til at tro, at vi er ophav til alt. Det er vi ikke! Det er Gud!

”Alting begyndte med, at Gud talte. Hans ord var hos ham, og det var en del af ham. Ordet var hos Gud, før alting blev skabt. Med det skabte han alting, og uden det fandtes der ikke noget. Livet lå i Ordet”

Sådan indleder Johannes sit evangelium (udgave fra Bibelen 2020)

Nu har de største kristne kirkesamfund tilsluttet sig den ortodokse kirkes fejring af Skabelsens Dag. Vi gør det i et jubilæumsår. Det er nemlig 1700 år siden den Nikænske eller som den rettelig hedder, den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse blev til – og som ordet siger, blev trosbekendelsen til i Konstantinopel, som nu hedder Istanbul og i Nikæa, som ligger udenfor byen. Den Nikænske trosbekendels blev formuleret på et af de mest berømte kirkemøder i kirkehistorien, nemlig i år 325.

For 1700 år siden. Netop dén trosbekendelse betyder meget i den ortodokse kirke – også hos os, selvom vi mest bruger den apostolske, som faktisk er blevet til senere.

Lad os da med alle kristne kirker verden over fejre Skabelsen – Guds begyndelse med livet, med verden og med os – og lad os lovprise den Gud, der gav og stadig giver verden liv. Gud er nemlig livets giver og opretholder”.

Vil du være med?

Læs mere og find inspiration til din fejring af Skabelsestiden via linket her;

Find eksempel på tilhørende liturgi ved at klikke her!

I Kirkeskoven holdt Martin Keller et oplæg om natursyn, og fortalte om, hvordan forholdet mellem menneske og natur har ændret sig gennem historien, samt hvordan vi i dag kan arbejde for en bæredygtig balance, som både rummer respekt, ansvar og glæde ved naturen.

De lokale KFUM-spejdere stod for maden, som blev nydt ved bordene omkring bålhytten.

Dagen markerede en taknemmelighed for høsten og fællesskabet samt en påmindelse om vigtigheden i omtanken for naturen og dennes ressourcer.

En smuk dag med fokus på den gudsskabte verdens skønhed

På Nordfyn blev der ligeledes fejret Skabelsens Dag med gudstjeneste på engen ved Østrup Præsteskov. Præst Keld Balmer Hansen beskrev det som “en meget smuk dag, hvor der blev talt og sunget om den gudsskabte verdens skønhed”

Der kom omkring 40 mennesker til gudstjenesten, og efterfølgende blev der lejlighed til at vandre på de mange stier, der inden for de sidste to år er anlagt gennem 11 hektar græsland og nyplantet skov.

Skabelsens dag i frikirkelig konteks

I den lille frikirke Helsingør Vineyard afholdtes der også en særlig gudstjeneste i anledningen af Skabelsens Dag. Her var der pyntet ekstra op med blomster og æbler for at trække naturen ind i fælleshuset, som kirken låner fast til deres gudstjenester.

I børnekirken handlede fortællingen om, hvordan Gud har skabt alting, og hvordan mennesker kan være Guds medskabere i verden. Mens børnene gik i kælderen for at lave krea med blade og blomster, lyttede de voksne til en prædiken med udgangspunkt i Joh. 1,1-18, om at alting er skabt igennem Ordet, Jesus, og at alting frelses igennem ham også – både mennesker, dyr, planter, ja hele skaberværket. Der blev taget udgangspunkt i den liturgi, som Grøn Kirke har udviklet til Skabelsens Dag, men den blev skåret til, så den passede i en frikirkelige kontekst.

Det blev desuden understreget, at Skabelsens Dag er en økumenisk fejring, som vi deler med kirker verden over. Det er en god oplevelse for en lille kirke, når man kan føle sig som en del af et større fællesskab af kirker.

Find inspiration til, hvordan du kan markere skabelsestiden her på vores hjemmeside eller via linket her;

Har du lyst til at booke Martin Keller til et oplæg om natursyn og biodiversitet, så læs mere her;