Prædiken af Hanne Henriksen, sognepræst ved Horsens Klostersogn
Tekstlæsning: Esajas 57,15-19 og Lukas 15,1-10.
Nældens takvinge, Dagpåfugleøje, Sørgekåbe, Lille ildfugl, Kejserkåbe, Admiral, Brun pletvinge, Blåhale…
På årets første dag sidder Lea Korsgaard og skriver en liste over alle de danske sommerfugle. Hun har sat sig for at se dem alle på et enkelt år. Hun ved ikke noget om sommerfugle – hun er journalist, medstifter og chefredaktør af den digitale avis Zetland. Hun ved heller ikke, hvorfor hun vil se dem. Hun mærker bare et sug. Ligesom hyrden i lignelsen, der går ud for at finde dét, der er blevet væk.
Det bliver til bogen “Inden året er omme”.
Bogen begynder med erkendelsen af afmagt. En afmagt, jeg tror, vi er mange der kender: Tabet af arter. Klodens skrøbelighed. En fornemmelse af, at det er for sent.
Men bogen ender ikke dér.
For i stedet for at give op beslutter hun sig for at lede. Og vi er med hende ude i landskaber, hverken hun eller jeg anede eksisterede.
Hun går på ældgammel havbund og i bakkedrag lavet af algeskeletter, i klitter i Nordjylland og i skove på Bornholm. Hun bliver ledt til hemmelige steder af sommerfugle-entusiaster, der tilbyder deres hjælp.
Hendes mål er at finde alle de 64 danske sommerfuglearter, der endnu er tilbage – ikke for at indsamle dem eller eje dem, men for at se dem. For at være vidne. For at lade sig fylde af glæde, hver gang hun får øje på én.
Og glæden den er uforholdsmæssig stor.
En lille admiral – og hun jubler.
En perlemorssommerfugl – og hun græder.
Det er glæde, der ikke handler om fornuft, men om betydning.
Og netop sådan en glæde taler Jesus om i dag.
En mand finder ét får, der var blevet væk og bærer det hjem på skuldrene med glæde.
En kvinde har tabt en mønt og tænder lys, leder, fejer hele hus og finder. Kalder veninder og nabokoner til fest.
Og Jesus siger: Sådan er Gud. Sådan er Gudsriget. Sådan er der jubel i himlen, når en synder omvender sig. Når én forsvundet bliver fundet.
Det, der betyder noget: Et får. En mønt. En sommerfugl. Ikke det mest opsigtsvækkende i verden. Ikke det største eller dyreste. Men alligevel en glæde, der sprænger skalaen.
Hvorfor? Fordi det ikke handler om, hvor meget noget er værd, vejer eller koster.
Det handler om, hvad det betyder for den, der har mistet det.
Det får, som ingen andre savner, det savner hyrden.
Den mønt, som ingen lægger mærke til, den mangler kvinden.
Den sommerfugl, som er lille, brun og undselig og bare én blandt mange, den bliver for Lea Korsgaard til et nærværsøjeblik.
Begrebet nærværsøjeblikket har Lea fra et møde med nu afdøde teologiprofessor og domprovst Ole Jensen.
Ole Jensen gjorde allerede tilbage i 1970’erne opmærksom på, at vores natursyn var resultat af en enøjet fortolkning af Bibelen. Nemlig den at mennesket stod over det øvrige skaberværk ved at få givet mandat til at ”herske over” havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og så videre.
Ole Jensen læste skabelsesdigtet anderledes, og mente at teologien og kirken havde overset noget afgørende. Op gennem den kristne historie har vi set bort fra de ord, der igen og igen optræder i den gamle tekst, nemlig de ord, der næsten har funktion af messende omkvæd i beretningen, nemlig ordene: ”Og Gud så, at det var godt.”
Vi har overset noget meget afgørende, mente Ole Jensen, selve opgaven; at ”inden vi bruger naturen, skal vi beundre dens skønhed.”
Så i stedet for et herredømmemandat, så giver skabelsesdigtet os et beundrings- og varetagelsesmandat.
Miraklet for Ole Jensen er, at noget er til. Der er ikke tomhed! Det faktum, at noget fylder, at noget findes, er et mirakel. Skridtet fra tomhed til fylde er alting. Og det kalder på agtelse. Og nærværsøjeblikkene afføder denne agtelse.
Nærværsøjeblikke er øjeblikke, hvor verden står stille som i et evigt sekund. Hvor alting bare er der, og der mangler ingenting. Og så er det væk.
Kender I det? Jeg kender det. Jeg husker, at jeg engang sansede det så voldsomt, at jeg måtte stå af cyklen, fordi alting omkring mig – landskabet omkring mig – kom bag på mig. Overvældende. I et øjeblik følte jeg mig forbundet med alting. Lille mig på cykel forbundet med alt i universet – og så var følelsen væk igen – og jeg cyklede hjem.
Lea beskriver nærværsøjeblikke ved synet af en sjælden sommerfugl, hun har ledt efter længe og pludselig opdager flaksende foran sig på stien. Sådan et fund. Sådan et syn og oplevelse giver hende erkendelsen af noget dyrebart. Noget kosteligt. Og hun mindes Ole Jensen, der sagde, at åbner vi først blikket og alle vores sanser for skaberværket, så er naturen ikke først og fremmest en ressource, vi hersker over og kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, men noget der giver os nærværsøjeblikke, der afføder agtelse.
Da Lea spurgte Ole Jensen, hvad han mente med ordet agtelse, svarede han: ”Omsorg. Tilbagegiven. Påpasselighed. Måske ligefrem ømhed, medfølelse for den lidende klode, dens arter, dens dyr.”
Jeg vil ikke her afsløre, om Lea inden året er omme ser alle danske dagsommerfuglearter, men hendes glæde ved at finde er smittende, øjenåbnende og fylder mig med håb.
For vi er jo også dem, der nogle gange bliver væk. Farer vild i livet. Mister udsyn og taber modet. Har for travlt og nærværsøjeblikke får ikke en chance for at indfinde sig.
Men budskabet i dag lyder, at vi ikke er tabt for Gud. Vi kan aldrig komme væk fra ham. Han er os nær. Også når vi er langt borte, som profeten Esajas skriver.
Det stærkeste ved Jesu lignelser om det mistede får og den tabte mønt er ikke kun menneskets glæde ved at søge og finde, men at det er Gud, der leder. Gud, der tænder lys og fejer gulv. Gud, der går ud på engen og bliver ved, til fåret er fundet. Gud, der glæder sig…
Og den glæde Gud føler, den er heller ikke fornuftig.
Den er også uforholdsmæssig.
Overstrømmende. Overvældende, som den fjollede sejrsdans Lea udfører på en markvej, når hun får øje på et flaksende vingeslag i solen.
Som Gud glæder sig, tror jeg, han vil, at vi skal glæde os over hinanden, over skaberværket, over livet, som vi er blevet givet og er en del af.
For Lea Korsgaard var sommerfuglene med til at åbne hendes blik – både fysisk og åndeligt. For når man har øjnene indstillet på sommerfugle, bliver man opmærksom. Man bevæger sig langsommere. Ser detaljer. Navngiver. Sanser og glædes.
Og måske er det dér, det sker.
Når vi leder. Når vi ser os omkring.
Når vi sanser.
Så sker det, vi ikke havde regnet med:
Vi finder noget og opdager, at vi selv blev fundet. Er forbundne med alt omkring os. Med Gud.
Der er glæde i himlen, siger Jesus.
Der er glæde, hver gang noget eller nogen bliver fundet. Og den glæde, den begynder allerede nu inden året og inden sommeren er omme. Den begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget.
Amen.
