På afgrundens kant opmåler en målerlarve verden. Dens grønne krop stråler klorofylfuldt mod dødens mørke, som den kravler der på gravens rand. Skridt for skridt indtager den jorden: Det går langsomt, men med tiden skal alt nok blive målt og talt… hvis ikke i mandtal, da i larvetal. Ser larven selv ned i den afgrund, som den står ved? Ved den, hvad der værker af vokseværk i dens indre væsker?

Larven udvikler vinger i al hemmelighed: Allerede inden puppestadiet gror de under dens plastiske hudlapper. Lange sommerfuglelemmer strækker sig ud under larvens stumpeben. Den bærer allerede materien til metamorfosens mulighed, men først efter at have skuet ned i afgrunden og indspundet sig i dens mørke kan forvandlingen tage fat inden i puppens ensomhed. Hvor fremadskuende er den mon, sådan en lille larvefyr?

Forstår den, at dens tilintetgørelse er nødvendig for, at det nye liv kan få vinger? Eller tror larven, at den skal dø, helt alene der i puppen? For det er noget af en nedsmeltning, den står over for: Dele af dens indre organer må destrueres for at give plads til nye, huden må opsprættes for at kaste det gamle livs ham af sig, og i en periode er larvevæsenet blændet, da dens øjnes faste horisonter nedbrydes for at erstattes af sommerfuglens flyvende blik. Larven er død for verden og vil aldrig vende tilbage som den samme igen.

Men vende tilbage gør den! Blot som en helt anden eksistensform. Endnu skønnere, med skinnende gule vinger, der emmer af Guds livsgnist.

Den lille og den store opstandelse

Citronmålersommerfuglen rejser sig på ny af puppens pseudodødskammer til en tilværelse som et helt nyt væsen på himmelhvælvingen. Det er en lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos.

For i dag er der trøst for alle os larvelignende eksistenser, der har kravlet smudsige rundt i støvet og skuet ned i afgrundens rand. I dag er der nyt liv og håb for alle os, der troede, at vi var døende.

Kristus brød gravens barrikade, og ud strømmede livskilden og fyldte afgrundens mørke kar med levende lys. Vi blev stødt ned og var ved at falde, men Herren kom os til hjælp.

Når tilværelsen tugter os hårdt, overgiver Gud os ikke til døden, selvom det af og til føles, som skulle vi dø. Som måtte vi dø. Som burde vi dø. For larvens sommerfugleudsigter gør ikke forvandlingens nedsmeltning af materien mindre smertefuld, og vores udsigt til evigheden gør ikke tragedien over livets ende mindre traurig. Påskeunderets glæde skinner kun så klart, fordi det gennemlyser dødens fortættede, sorgfulde gravmørke, netop ligesom fyrværkeri ses bedst på en sort himmel. Vores jubel lyder kun så højt, fordi vores stemmer før var så grådkvalte.

Som Paulus siger:

“Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares”. Første Petersbrev 1,6-7

Vi ved ikke, hvor længe vi skal ligge i gravens mørke og mærke mismodets muld tynge sjælen ned. For nogle sommerfuglearter forpupper sig i to uger, mens andre bliver op til ti år i puppen! Ligesom larven ved vi ikke, hvilken sommerfugl vi skal blive til. Men ved opslandelsens løfte kan vi holde håbet højt for, at livet igen vil spire, når Gud gør alting nyt, og blomsterne igen slår rod i det rådne.

Påskemiraklet ryster os som evangeliets kvinder i vores grundvold, og måske mærker vi endda et sus i hjertet, når Gud puster livsånde gennem sjælenes indre afgrund. Når du er forpuppet og alene i mørket, så husk på påskeløftet om, at sommerfugledagene nok også skal folde vingerne ud i dit liv. Det skal nok gå, selvom vi lige nu er i puppens smertelige smeltedigel. Hvis du føler, at dit sjæleliv er døende, og din vinterdepression er frosset fast, så se mod alle naturens opstandelsesglimt i sommerfuglenes flugt og markens spirende grøftekanter. Husk, at du som forårsblomsternes frø ikke er begravet, men plantet, og stol på, at Gud gør alting nyt.

Hver blomst må dø, al græs bliver hø – men ud af døden skaber Gud igen.

Hvert morgengry er en ny fødsel og hver aften en ny død, så grib denne morgens mulighed og lad livets mørke oplyses af Guds opstandelsesglimt.

Amen

Kirkebøn

Kære Gud, velsign og bevar alle blomsterne i dit rige. Vær med både mælkebøtter og bonderoser, så troen på dit ord gøder jorden for begge. Vis os, at der er plads til alle i skaberværkets prydshave, og at ingen fortjener at blive luet væk, blot fordi du har kronet deres blomsterhoveder med andre blade. Husk os på, at det var forbudt at så sennep på bibelsk tid, fordi den blev set som en ukrudtsplante, der ikke respekterede de besidderiske menneskers markskel, men bredte sig ud over både grøftekanter og rosenhaver. Gud, giv os styrke til at virke som sennepsplanterne og blomstre på trods. Så sennepsfrø i pistolløbene og lad kærligheden overmande magten, så vi får modet til at modsætte os verdens uretfærdighed og sprede næstekærlighedens gyldengule blomsterblade over krigstidens sortsvedne muld. 

Kære Gud, vær med de mennesker, der dømmes som ukrudt af samfundets gartnere og fjernes uden rettergang. Vi os, at det ikke er magtens mandat at bestemme, hvorhenne mennesker finder hjem. Vis verdensherrerne, at det ikke er dem, men dig, der ejer jorden – og at den ikke er til salg. 

Kære Gud, vær kærlig mod dine børn, når de råber af dig i afmagt, og tag os i hånden, når vi mangler folk, der kan gribe os midt i faldet. 

Tak Gud for denne verdens vækster og hvert morgengrys mirakel. Vi takker dig for syndernes forladelse, det hellige evangelium, sakramenterne og styrken til at stå imod. Hjælp os med at genkende dit nærvær i verden og udbrede din kærlighed både til andre og os selv. Vi beder for alle dem, der føler sig usynlige og mærker dødens nærhed i livet. Vi beder for, at alle må mærke dit kærlige nærvær - især de folkefærd, der ikke kan høre evangeliet for krigens buldren. Mind os om, at vi trods splid og splittelse alle er forbundne med dig, og at hvert et menneske bærer på et ukrænkeligt værdi. Vi beder for alle, der har mistet eller står til at miste deres nærmeste eller sig selv. Alle dem, der mærker krop og sind kæmpe imod sig. Vi beder for alle, hvis hjem er blevet en slagmark; må deres bånd løsne sig og deres ansigter aldrig glemmes.

Kære Gud, se alle disse mennesker og lad også os se ved troen. Velsign og bevar alle, der har ansvar for andre mennesker i det store som det små. Vær med kongehus, regering og folketing og vejled dem i kærlighed til ret færd. Vær med det kristne fællesskab i din kirke og blænd os aldrig fra troen på dit Ord ved faderen, sønnen og Helligånden.

Amen

Flere grønne prædikener?

Læs med når den grønne teologi tager form i prædikener til højmesser og alverdens andre gudstjenester.

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener

Evangeliet er det gode budskab midt i skam, frygt og afmagt – vi er nemlig ikke de første, som er endt der!

31 marts, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Høstprædiken af Martin Keller

6 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Glæden begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

3 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Prædiken ved Fjordens Dag 2025

19 september, 2025

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Guds begyndelse med livet, med verden og med os – Gud er nemlig livets giver og opretholder

15 september, 2025

Læs mere

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
Månen og stjernerne, som du har sat der,
Hvad ser du så i et menneske, siden du husker på det,
Hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det?
…
Du lader det herske over dine hænders værk.
Alt har du lagt under dets fødder.
(salme 8,4-7)

Den samme forundring fyldte mig, da jeg som barn elskede at sidde med min far og se naturprogrammer, for det kunne vi altid blive enige om at se. Programmer, hvor man fik lov at se dyrelivet helt inde i junglen eller på den dybeste havbund. Naturen i al dens mangfoldighed holder ikke op med at forundre. Selv herinde midt i byen kan jeg blive bjergtaget af skønheden i Guds skaberværk, for eksempel når efteråret maler Frederiksberg Have i guld, eller når jeg en søvnløs nat går ud på min altan for at få frisk luft og pludselig får øje på en helt klar nattehimmel.

I begge disse tekster kommer mennesket ind i billedet som Guds betroede til at forvalte det, der er så meget større end det selv. Efter at have kigget på den storslåede stjernehimmel spørger David, ”Hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det?” Det er nemt at komme til at føle sig ubetydelig, når man står som et lille menneske og ser på naturens storhed. Det er næsten ikke til at begribe, at Gud skulle have blik for os, når der er så meget andet smukt at kigge på. Endnu mere ubegribeligt er det at tænke på den indflydelse mennesket har på resten af skabelsen. ”Du lader det herske over dine hænders værk.”, siger David.

Nogle gange kunne jeg godt ønske mig, at Gud ikke havde betroet os med så meget. For hvem sætter dog et barn til at herske?

Da jeg begyndte at forstå mig selv i relation til den vidunderlige natur, jeg blev præsenteret for i naturprogrammerne, var det med en voksende bedrøvelse og en voksende skam. Hver gang mennesket blev introduceret i denne fortælling, var det nemlig som en destruktiv kraft, der uden hensyn til naturens porøse skønhed mest af alt bragte ødelæggelse med sig. På et tidspunkt var det ikke længere bare hyggeligt at se naturprogrammer med min far. Når han foreslog, om vi skulle se et afsnit, måtte jeg hver gang overveje, om jeg havde det mentale overskud til igen at blive konfronteret med, at også jeg havde en andel af skylden i denne tragedie. I hvert afsnit kunne man nemlig se en art eller et område, hvis eksistens er truet af fældning af skov, stigende temperaturer, plastik i havene eller noget helt fjerde, som mennesker er skyld i.

Hvis jeg vil se et naturprogram, nyhederne eller bare åbne for sociale medier, må jeg overveje, om jeg på den givne dag er robust nok til at forholde mig til den angst, der er forbundet med, at verden forandrer sig med uoverskuelige konsekvenser, og til den skam, der er forbundet med, at mennesker, og derfor til dels også jeg selv bærer skylden for det.

Det her er et tema, der ligger mig meget på sinde, og jeg mener, det er vigtigt, vi kan have en konstruktiv samtale om det, fordi det stadig har en betydning, hvad vi gør. Jeg har hørt nogle give udtryk for, at det er en samtale, der ikke skal tages i kirken, at kirken skal være et frirum fra politiske debatter.

Jeg mener, det er vigtigt, vi har denne samtale netop her i kirken, fordi den måde, vi ser os selv i forhold til Gud, har en indflydelse på, hvordan vi opfatter vores egen plads i skabningen. Vores forhold til verden har en plads i vores gudsforhold.

Når jeg nu sætter klimaet på dagsordenen her i kirken, er det ikke bare fordi, det er noget, jeg føler, vi bør. Det er fordi, jeg faktisk mener at evangeliet er gode nyheder helt ind i klimakrisen. Menneskeskabte klimaforandringer var ikke et begreb, man opererede med, da Jesus gik på jorden, så man skal ikke forvente, at han taler eksplicit ind i det konkrete tema. Til gengæld var de følelser, der i dag kan blive vækket af klimakrisen, så som skam, frygt og afmagt, ikke fremmede for de mennesker, der levede samtidig med Jesus.

Jeg tror fx, Peter, der var en af Jesu tætteste venner, skammede sig enormt, da han tre gange havde benægtet, at han overhovedet kendte Jesus, efter han tidligere samme aften højt og helligt havde svoret Jesus, at om han så skulle blive slået ihjel, ville han aldrig forlade ham. Peter havde haft noget høje tanker om, hvor meget han ville ofre for Jesus, men da det kom til stykket, viste det sig, at han ikke kunne leve op til sine egne idealer. For at møde Peter med lidt forståelse, kunne man pege på, at situationen også var begyndt at se lidt sort ud. Jesus var blevet arresteret af romerne, og ud fra, hvor lidt modstand, han havde gjort, kunne det se ud som om, Jesus faktisk selv havde opgivet sine store visioner. Så hvad ville det egentlig nytte, hvis Peter nu begyndte at gøre sit liv surt for sagen? Det er ikke langt fra den ordlyd, jeg kan bruge, når jeg vil retfærdiggøre de mindre klimavenlige af mine valg: Hvor meget gavner det egentligt klimaet, at lille jeg gør livet surt for mig selv? Samtidig er det skamfuldt for mig at erkende, at min livsstil ikke er bæredygtig ift. hvor mange ressourser, den kræver.

Angsten for en ukendt fremtid, tror jeg også de, der havde fulgt Jesus på kunne relatere til, da han var blevet korsfæstet og de gemte sig bag lukkede døre. Den mand, de havde opgivet hele deres liv for at følge efter, fordi de håbede og forventede, at han ville bane vejen for en bedre fremtid end den, de havde forladt, han var nu død.

Og sikke en afmagt, de må have mærket; hvis ikke engang Jesus, der ellers kunne helbrede syge, få storme til at lægge sig og endda oprejse folk fra de døde, hvis ikke engang han kunne vælte romermagten og befri jøderne fra undertrykkelse, hvem kunne så? Og en lignende følelse af afmagt lammer mange, når det kommer til klimakrisen. For hvem er vi egentlig til at overvinde de kræfter, der kun ønsker sig større rigdom og mere magt? Hvem er vi til at redde klimaet?

Evangeliets gode nyheder er, at uanset hvad grunden er til vores skam, angst eller afmagt, så er vi ikke bare overladt til os selv med de følelser. Jesus lod ikke Peter bære sin skam alene. Inden det gik op for Peter selv, hvor meget han kom til kort ift. sine idealer, forudsagde Jesus, at Peter ville fornægte ham, men ville stadig gerne have ham med til sit sidste måltid. Dermed sagde Jesus; “jeg kender dig og har gennemskuet dig, også det, du ikke selv vil stå ved, og jeg vil dig”. Efter Jesus er opstået fra døden, og han møder Peter og nogle af de andre disciple igen, kan Peter med sin knækkede stolthed ikke svare bekræftende, når Jesus spørger, om han elsker ham. Peter, der før svor at ville gå i døden for Jesus, har erkendt sin utilstrækkelighed og kan nu ikke få sig selv til at sige mere end, ”jeg holder af dig”. Jesus spørger ham tre gange og peger derved tilbage til de tre gange, Peter benægtede at kende ham. Jesus siger ikke, at det ikke gjorde noget, for det gjorde det. Det var ikke lige meget. Men for hver gang Peter benægtede ham, og for hver gang han ikke kunne sige, ”jeg elsker dig”, siger Jesus ”tag dig af mine får”, og lader dermed Peter beholde sin plads i relationen og viser ham tillid ved at betro ham ansvar for noget værdifuldt.

Det kom ikke bag på Jesus, at Peter kom til kort. Det er heller ikke kommet bag på Gud, at vi er det. For det går ikke godt, når børn sættes til at herske. Det var ikke lige meget, at Peter svigtede, og det er heller ikke lige meget, at vi har gjort det, men i begge tilfælde er det ikke det sidste ord. Hvis jeg skal stå til ansvar for den skade, jeg gør på klimaet, vil det være ubærligt. Nåden er, at Jesus stiller sig sammen med mig. Nåden er, at Jesus siger, ”jeg ser alt, hvad du er og gør, og jeg elsker dig. Derfor tager jeg din skyld.” Det er stadig ikke lige meget, at vi har leget herskere frem for forvaltere, og det er stadig et tab, at dyrearter og naturområder går til grunde.

Men på grund af nåden tør jeg bedre se min andel i øjnene. Jeg kan tage min skyld på mig og anerkende, at jeg har gjort noget forkert, i stedet for at lade mig tynge af skam og tro, at jeg er forkert.

Den angst for fremtiden, som disciplene oplevede, tror jeg bestemt blev dulmet, da Jesus gjorde sit comeback, men i første kapitel af Apostlenes Gerninger, synes jeg stadig, angsten er at spore, når de spørger, ”Er det nu, du befrier jøderne og gør os til et kongedømme igen?” Deres ønske om konkrete svar læser jeg som et behov for en følelse af kontrol. Som svar på det giver Jesus dem det modsatte af konkrete svar. I stedet siger han straight up; Det får I ikke at vide, men prøv lige at høre, hvor vildt det bliver, når Helligånden kommer. Allerhelst kunne jeg tænke mig at få at vide, at ”klimakrisen den løser sig, det skal du slet ikke bekymre dig om, alt bliver godt igen”, men det ville ikke helt være Guds stil, tænker jeg.

I stedet, tror jeg, vi er overladt til at stole på, at Helligånden stadig virker i og omkring os, og at Gud ikke har sluppet opsynet med sine betroede forvaltere. Så uanset hvor håbløst det ser ud, og uanset hvor meget lidelse, klimakrisen allerede forvolder, så skaber Gud stadig liv af døde.

Disciplenes konkrete forestilling om, hvordan det skulle se ud, at kongedømmet blev genoprettet og de kunne leve frit, blev ikke realiseret. Livet under den romerske besættelsesmagt blev bare endnu værre i årene efter og realiseringen af Guds rige blev noget helt andet, end de i deres vildeste fantasi kunne have forestille sig. I Johannesåbenbaringen, der er den sidste bog i Bibelen og er et fremtidssyn for verdens ende, er det beskrevet, at der skal komme en ny himmel og en ny jord, og Gud siger i kap. 21 v. 5, ”se jeg gør alting nyt.” Nogle kristne har tolket det til at betyde, at vi så bare kan gøre, som det passer os med denne jord. Det, tror jeg, er en grov misforståelse, og jeg mener, det taler stik imod, den måde Jesus viste omsorg for det jordiske liv, menneskene omkring ham levede. Jeg tror også, det er spild af vores tid og kræfter at prøve at gennemskue, hvordan det helt konkret vil se ud, når Gud skaber en ny himmel og en ny jord. Det kan vi simpelthen ikke, men vi kan have tillid til, at uanset hvordan det konkret vil se ud, så gør Gud alting nyt.

Når Gud møder mig i min skam, min angst og min afmagt, og hjælper mig til at bære det, behøver jeg ikke finde en måde at dulme det, og så er jeg bedre stillet til at kunne møde andre mennesker, der står overfor den samme krise og dealer med de samme følelser. Så kan vi tale sammen og være sammen om forsøget på at forvalte frem for at herske. Den samtale, oplever jeg også, kan være en trøst for sorgen over den tilstand, vi har bragt verden i. Derfor vil jeg afslutningsvist gerne læse udvalgte vers af Hans Anker Jørgensens ’Grøn salme’ op, fordi jeg deri finder genkendelse, trøst og håb for det, vi står midt i, og jeg vil lade den være afslutningsbøn.

3. Vi blev ikke sat i verden,
For at spinde magt og guld.
Vi fik givet denne perle
Med dens luft og vand og muld
Til at mætte sultne maver
Og at folde evner ud.
Alle Jordens gode gaver
Fik vi ansvar for af Gud.

4. Der er tegn i stress og klima
Og i sædens kvalitet
På, at vi har levet dumt på
Den betroede planet.
Skybrud, skilsmisser og brande
Er kun lidt af tidens nød.
Folk på stepper og ved strande
Går mod sult og druknedød.

6. ”Gud har ingen gang på jorden!”
Mumler bankens chefstrateg.
Du, som gik her, og som ånder
Overalt - i mus og eg:
Ånd på markedets eksperter,
Giv dem aktier i dit værk!
Giv os kloge studieværter!
Gør samvittigheden stærk!

7. Du al godheds rod og kilde,
Skænk hver stamme gren og kvist
Saft og ro, så vi kan bære
Blomst og frugt til liv og fest!
Stands den kamp om magt og ære,
Som forpester tid og rum.
Rens foragtens atmosfære
Med dit evangelium!

Inspiration til din grønne prædiken!

Så tag et kig i vores kartotek af spændende prædikener om alt det grønne lige her!

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener

Evangeliet er det gode budskab midt i skam, frygt og afmagt – vi er nemlig ikke de første, som er endt der!

31 marts, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Høstprædiken af Martin Keller

6 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Glæden begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

3 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Prædiken ved Fjordens Dag 2025

19 september, 2025

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Guds begyndelse med livet, med verden og med os – Gud er nemlig livets giver og opretholder

15 september, 2025

Læs mere

Refleksion

”En mands skrald, er en anden mands guld.” Sådan har vi måske hørt det sagt, når man finder et rigtig godt genbrugskup – måske endda i storskraldsbunken på gaden eller i affaldscontaineren. Dette ordsprog ligger ikke fjernt fra bibelens tanker om værdi, hvor der er mange eksempler på, at Gud ser værdien i det forkastede og udstødte. Paulus skriver endda om sig selv, at han er blevet som affald i verden (1. kor. 4,10-13), fordi han følger Jesus i hvem, han finder sit værd. Kristus var også selv den sten, som blev vraget, og som nu er gjort til hovedhjørnestenen (Mathæus 21,42). Gud selv blev altså menneske, forkastet og foragtet af verden, men blev ophøjet og bringer liv og håb. Dette håb gælder for os alle, og vi kan bære en lille del af det med ud i livet, når vi fx er med til at passe på alt det skabte.

Hvis vi sender vores affald de rigtige steder hen, kan det udnyttes til at skabe nye ting. Vi er som mennesker forvaltere på jorden og deler et ansvar for at passe på alt det skabte. Affald er dermed ikke blot affald, det er også et konkret eksempel på overforbrug og udnyttelse af jordens ressourcer. Så hvis vi kan udvise større ansvarlighed omkring forbrug, affald og genbrug, så er vi med til at give håbet videre og fortælle historien om den værdi, som Gud ser i alt det skabte. Gud er den ultimative skaber af skrald til guld, men lad os være medarbejde på at forvandle vores konkrete affald til noget brugbart.

Mulige læsninger

Affald:

Matthæus 21,42 om den vragede sten, der blev hovedhjørnestenen.

Salme 118,22-23; Apg. 4,11; 1 Pet 2,4-8

Og 1. Kor. 4,10-13: Vi er dårer på grund af Kristus; vi er svage; vi er foragtede…. Vi er blevet som affald i verden, et udskud i alles øjne indtil nu

Overforbrug:

Math. 6,19-20: saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler. Men saml jer skatte i himmelen….

Bøn med lystænding

A.        Jeg tænder et lys i Guds navn, Gud som er lysets skaber, som tændte verden med stjerner, sol og måne og åndede liv i alle ting.

 B.         Jeg tænder et lys i Guds navn, som åbenbarede lyset, Gud som tændte lys i mørket og strakte sin hånd ud for vores skyld i kærlighed til hele den skabte verden.

 C.        Jeg tænder et lys i Guds navn, som er lysets inspirator, Gud som tænder verden indefra, og som fylder mit liv med undren og søgen efter indsigt og visdom.

 A.                  Vi holder disse lys:

Alle.              For lysets og kærlighedens treenighed
                      Guds nærvær overalt
                     Guds frelse for alle
                      Guds inspiration som er til stede i alt

B.                  Vi holder disse lys

Alle.              For os selv og hinanden
                      For vore familier, venner og fjender
                      For vort arbejde, vore håb og kampe 

C.                  Vi holder disse lys:

Alle.              For dem i nød og dem vi kan tage ved lærer af
                      For folk, regeringer og kirker
                      For en fremtid med fred og retfærdighed i Danmark, Europa og verden

 A.                  Vi holder disse lys:

Alle.              For hele verden
                      For hele skabningen: alt det synlige og usynlige
                      For de enkelte og fællesskaberne i nød

B.                  Vi holder disse lys for at takke:

Alle.              For vand, luft og jord
                      For planter, træer og dyr
                      For mineraler og fossiler

C.                  Vi holder disse lys for at takke:

Alle.              For viden, færdigheder og ideer
                      For opfindelser og opdagelser
                      For videnskab og kunst

 Alle.              Treenige Gud

Led vore fødder, så vore fodaftryk på denne jord bliver skånsomme.
Lad os opdage dit hellige nærvær overalt
Lad os lære at værdsætte dine gaver uden spild og destruktion.
Lad os lære at berige det, som vi gør og bruger, så det blomstrer og bærer frugt.
Amen.

Sang: Her er min sang

”Her er min sang”. Musik: Jean Sibelius. ’Finlandia’. Tekst: v. 1-2 Lloyd Stone; v. 3 Georgia Harkness. (1934/1939). The United Methodist Hymnal nr. 437. Dansk: Mark Lewis & Ole Birch 1998.

1. Her er en sang om fred, min Gud i himlen
   en bøn for alle lande og for mit
   Her er mit hjem, min rod og mine drømme
   her er jeg barn med mine første skridt
   i alle lande er der børn på gaden
   med samme drøm om hav der vugger blidt
   
2. Mit hjemlands himmel er så blå som havet
   med sol der spejler smukke glimt af dig
   Og børn til alle tider, alle steder
   har samme himmel, samme mælkevej
   Her er bøn om fred, min Gud i himlen
   tag hånd om alle dine børn, og mig
   
3. Vi er ét folk på denne grønne klode
   forenet i en drøm om kærlighed
   at vores børn må vokse op i frihed
   at vores kampe blir en sang om fred
   Gid alle os at turde finde sammen
   og være menneske på hver sit sted

Der er fokus på vandet i mange sammenhænge. Vandmiljøplan i Danmark, tørke i den store verden, oversvømmelser, problemer med drikkevand i Afrika, miljøforandringer, afsmeltning ved polerne og så videre.

Den tidligere Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, siger: ”Der er to problemer med vandet: Enten er der for lidt, eller også er der for meget. Alt levende skal have vand, men hvis der kommer for meget, så drukner både mennesker, dyr og afgrøder.

Vi bor i en del af verden, hvor vi har tilpas mængde af vand, endnu i hvert fald.-og her til morgen vil jeg gerne, at vi vender os til Gud og takker for, at vi kan få vores daglige vand. Både det vand vi fysisk har brug for, men også det levende vand som Jesus skænker os. Jesus siger: ”Den der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv”, ( Johannes evangeliet kap. 4, vers 13-14.)

Jeg vil nu skænke hver af jer et lille glas vand, og så sidder vi i stilhed og drikker det, og blive opmærksomme på hvor stor en gave det er.

Bøn

Forstyr os Herre, når vi bliver for tilfredse med os selv.

Forstyr os Herre, når vi – midt i den overflod af ting vi ejer – har mistet tørsten efter levende vand. Fordi vi er blevet forelsket i vore egne liv, er vi holdt op med at længes efter noget større, og mens vi var optaget af at bygge vore egne projekter, er vi holdt op med at drømme om en ny himmel og en ny jord.

Herre udvid vores horisonter, så vi får et dybere håb, et større mod, og en stærkere kærlighed.

Amen

Verdens skaber, du som holder vores skrøbelig jord i dine hænder.

  Alt får liv og ånde fra dig.

Kristus, du som er kilden til glæde og forundring.

  Lad os drikke af det levende vand, som aldrig tørrer ud.

Livets Ånd, du som giver os mod og håb for fremtiden.

  Pust liv i os igen, så vi ikke bliver stive og snæversynede.

Evige Gud, du skabte alt, så det var godt og smuk.

  Giv os åbne øjne, så vi ser storheden i det mindste kryb.

Du arbejder bestandigt for at fuldende dit skaberværk.

  Giv os din uro, så vi ikke bliver ligeglade med jorden og dens liv.

Når du ånder gennem skabningen, så er jorden ikke bare jord,

  men jorden er vores hjem.

Når du ånder gennem skabningen, så er vandet ikke bare vand,

  men vandet er kilde til leg og til liv.

Når du ånder gennem os, er vi ikke bare os selv,

  men vi er dine medarbejdere i verden.

Hele skabningen venter på dig

  med håb og med glæde.

  Amen

Salme 17 vers 9 og 12

Hendes mål er at finde alle de 64 danske sommerfuglearter, der endnu er tilbage – ikke for at indsamle dem eller eje dem, men for at se dem. For at være vidne. For at lade sig fylde af glæde, hver gang hun får øje på én.

Og glæden den er uforholdsmæssig stor.

En lille admiral – og hun jubler.
En perlemorssommerfugl – og hun græder.
Det er glæde, der ikke handler om fornuft, men om betydning.

Og netop sådan en glæde taler Jesus om i dag. 

En mand finder ét får, der var blevet væk og bærer det hjem på skuldrene med glæde.
En kvinde har tabt en mønt og tænder lys, leder, fejer hele hus og finder. Kalder veninder og nabokoner til fest.

Og Jesus siger: Sådan er Gud. Sådan er Gudsriget. Sådan er der jubel i himlen, når en synder omvender sig. Når én forsvundet bliver fundet.

Det, der betyder noget: Et får. En mønt. En sommerfugl. Ikke det mest opsigtsvækkende i verden. Ikke det største eller dyreste. Men alligevel en glæde, der sprænger skalaen.

Hvorfor? Fordi det ikke handler om, hvor meget noget er værd, vejer eller koster.
Det handler om, hvad det betyder for den, der har mistet det.

Det får, som ingen andre savner, det savner hyrden.
Den mønt, som ingen lægger mærke til, den mangler kvinden.
Den sommerfugl, som er lille, brun og undselig og bare én blandt mange, den bliver for Lea Korsgaard til et nærværsøjeblik. 

Begrebet nærværsøjeblikket har Lea fra et møde med nu afdøde teologiprofessor og domprovst Ole Jensen.

Ole Jensen gjorde allerede tilbage i 1970’erne opmærksom på, at vores natursyn var resultat af en enøjet fortolkning af Bibelen. Nemlig den at mennesket stod over det øvrige skaberværk ved at få givet mandat til at ”herske over” havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og så videre. 

Ole Jensen læste skabelsesdigtet anderledes, og mente at teologien og kirken havde overset noget afgørende. Op gennem den kristne historie har vi set bort fra de ord, der igen og igen optræder i den gamle tekst, nemlig de ord, der næsten har funktion af messende omkvæd i beretningen, nemlig ordene: ”Og Gud så, at det var godt.” 

Vi har overset noget meget afgørende, mente Ole Jensen, selve opgaven; at ”inden vi bruger naturen, skal vi beundre dens skønhed.” 

Så i stedet for et herredømmemandat, så giver skabelsesdigtet os et beundrings- og varetagelsesmandat. 

Miraklet for Ole Jensen er, at noget er til. Der er ikke tomhed! Det faktum, at noget fylder, at noget findes, er et mirakel. Skridtet fra tomhed til fylde er alting. Og det kalder på agtelse. Og nærværsøjeblikkene afføder denne agtelse. 

Nærværsøjeblikke er øjeblikke, hvor verden står stille som i et evigt sekund. Hvor alting bare er der, og der mangler ingenting. Og så er det væk. 

Kender I det? Jeg kender det. Jeg husker, at jeg engang sansede det så voldsomt, at jeg måtte stå af cyklen, fordi alting omkring mig – landskabet omkring mig – kom bag på mig. Overvældende. I et øjeblik følte jeg mig forbundet med alting. Lille mig på cykel forbundet med alt i universet – og så var følelsen væk igen – og jeg cyklede hjem.

Lea beskriver nærværsøjeblikke ved synet af en sjælden sommerfugl, hun har ledt efter længe og pludselig opdager flaksende foran sig på stien. Sådan et fund. Sådan et syn og oplevelse giver hende erkendelsen af noget dyrebart. Noget kosteligt. Og hun mindes Ole Jensen, der sagde, at åbner vi først blikket og alle vores sanser for skaberværket, så er naturen ikke først og fremmest en ressource, vi hersker over og kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, men noget der giver os nærværsøjeblikke, der afføder agtelse. 

Da Lea spurgte Ole Jensen, hvad han mente med ordet agtelse, svarede han: ”Omsorg. Tilbagegiven. Påpasselighed. Måske ligefrem ømhed, medfølelse for den lidende klode, dens arter, dens dyr.”

Jeg vil ikke her afsløre, om Lea inden året er omme ser alle danske dagsommerfuglearter, men hendes glæde ved at finde er smittende, øjenåbnende og fylder mig med håb. 

For vi er jo også dem, der nogle gange bliver væk. Farer vild i livet. Mister udsyn og taber modet. Har for travlt og nærværsøjeblikke får ikke en chance for at indfinde sig. 

Men budskabet i dag lyder, at vi ikke er tabt for Gud. Vi kan aldrig komme væk fra ham. Han er os nær. Også når vi er langt borte, som profeten Esajas skriver.

Det stærkeste ved Jesu lignelser om det mistede får og den tabte mønt er ikke kun menneskets glæde ved at søge og finde, men at det er Gud, der leder. Gud, der tænder lys og fejer gulv. Gud, der går ud på engen og bliver ved, til fåret er fundet. Gud, der glæder sig…

Og den glæde Gud føler, den er heller ikke fornuftig.
Den er også uforholdsmæssig.
Overstrømmende. Overvældende, som den fjollede sejrsdans Lea udfører på en markvej, når hun får øje på et flaksende vingeslag i solen.

Som Gud glæder sig, tror jeg, han vil, at vi skal glæde os over hinanden, over skaberværket, over livet, som vi er blevet givet og er en del af. 

For Lea Korsgaard var sommerfuglene med til at åbne hendes blik – både fysisk og åndeligt. For når man har øjnene indstillet på sommerfugle, bliver man opmærksom. Man bevæger sig langsommere. Ser detaljer. Navngiver. Sanser og glædes. 

Og måske er det dér, det sker.
Når vi leder. Når vi ser os omkring.
Når vi sanser.
Så sker det, vi ikke havde regnet med:

Vi finder noget og opdager, at vi selv blev fundet. Er forbundne med alt omkring os. Med Gud.

Der er glæde i himlen, siger Jesus. 

Der er glæde, hver gang noget eller nogen bliver fundet. Og den glæde, den begynder allerede nu inden året og inden sommeren er omme. Den begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

Amen.

Ja, det er dejligt at gå en tur heromkring, for at få frisk luft i lungerne og komme tættere på naturen end man plejer. Det betyder nok mere, end man lige går og tænker. På en eller anden måde gør det, at man får ladet batterierne op og bliver i godt humør af det. Det er, hvad naturen gør for os.

Så når vi holder gudstjeneste i dag, er det på sin plads at sige TAK til Gud for alt det, Gud har skabt. Gud har jo skabt det alt sammen hen over millioner af år, og Gud skaber stadig.

Hvor er dine værker mange, Herre!

Du har skabt dem alle med visdom

Salme 104, vers 24

Samtidig må man sige, at vi mennesker desværre ofte har været totalt hensynsløse over for naturen.  Vi har forårsaget død og ødelæggelse. Også her ved Odense fjord.

Så når vi holder gudstjeneste her på fjordens dag, skal der siges noget om, at vi presser naturen meget mere end hvad godt er. Samtidig med, at det skal fortælles, hvor skøn naturen kan være. Og med det formål at rokke ved os. Så vi ændrer på gamle indgroede vaner, og så vi hver især begynder at passe bedre på naturen.

”Det dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge” hedder det i en af de skønneste salmer, der findes. Salmen fortæller, hvor skønt skaberværket er. Så tænk, om vi begyndte hver eneste dag med at synge den salme. Mens vi sidder der ved morgenbordet. Så tror jeg, det ville gøre noget ved os. Vi ville blive mere åbne for naturens skønhed, og jeg tror, at vi ville blive bedre til at passe på naturen.

I dag har jeg læst lignelsen om ”Den barmhjertige samaritaner”, og eftersom det er en lignelse, så gælder det, at der ikke findes nogen facitliste til den.

Derfor: i lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner er der en mand, der er på rejse. Han bliver desværre overfaldet og gennembanket af røvere, og så ligger han der – halvdød tilbage i grøften. Så hører vi om, at en præst går forbi, men uden at hjælpe. Derefter går en tempeltjener forbi også uden at hjælpe. Til sidst kommer samaritaneren. Han ser manden i grøften og får ondt af ham, og han hjælper ham. Han redder den stakkes mand fra døden i grøften.

Jeg tror, at denne her lignelse har haft enorm betydning for vores kultur. Sådan at de fleste i dag når frem til, som noget helt naturligt, at hvis vi ser et menneske i nød, så skylder vi det menneske at træde til og hjælpe!

Men i historien om den barmhjertige samaritaner er det også tilladt at putte andre end os selv ind på samaritanerens plads. Man kan fx. sætte Kristus ind i historien i stedet for samaritaneren. Så bliver Kristus den, der hjælper, og det må man sige, at der er god brug for. Måske ikke så meget i dag, hvor vi går omkring og hygger. Men der kan være andre tidspunkter i livet, hvor vi er på spanden, og hvor vi kan bede Gud om at hjælpe os.

I sådan en lignelse som den barmhjertige samaritaner kan man også putte naturen ind i på det sted, hvor den overfaldne er. Så er det naturen selv, der er blevet overfaldet og gennembanket. Så ligger den der og venter på, at nogen kommer og hjælper. Det kan være naturen, som den tager sig ud under overfladen på Odense fjord. Eller som den ser ud i alle mulige andre fjorde. Eller som naturen tager sig ud så mange andre steder, hvor den er trængt.

Så hvis vi siger, at naturen er blevet overbelastet og overfaldet, så bliver det spændende at se, hvad der kommer til at ske. Kommer der mon nogen forbi og standser op og hjælper? Og hvad med os? Er det mon os, der kommer forbi og standser op og hjælper?

Amen

Find mere inspiration til din grønne prædiken her!

Læs mere om skabelsestiden og fejringen af Skabelsens Dag her!