“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

Prædiken af Emilie Bichel-Tuxen, sognepræst i Brøndbyøster Kirke

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det. Matthæusevangeliet 28,1-8

Efter mørke kommer lys

På afgrundens kant opmåler en målerlarve verden. Dens grønne krop stråler klorofylfuldt mod dødens mørke, som den kravler der på gravens rand. Skridt for skridt indtager den jorden: Det går langsomt, men med tiden skal alt nok blive målt og talt… hvis ikke i mandtal, da i larvetal. Ser larven selv ned i den afgrund, som den står ved? Ved den, hvad der værker af vokseværk i dens indre væsker?

Larven udvikler vinger i al hemmelighed: Allerede inden puppestadiet gror de under dens plastiske hudlapper. Lange sommerfuglelemmer strækker sig ud under larvens stumpeben. Den bærer allerede materien til metamorfosens mulighed, men først efter at have skuet ned i afgrunden og indspundet sig i dens mørke kan forvandlingen tage fat inden i puppens ensomhed. Hvor fremadskuende er den mon, sådan en lille larvefyr?

Forstår den, at dens tilintetgørelse er nødvendig for, at det nye liv kan få vinger? Eller tror larven, at den skal dø, helt alene der i puppen? For det er noget af en nedsmeltning, den står over for: Dele af dens indre organer må destrueres for at give plads til nye, huden må opsprættes for at kaste det gamle livs ham af sig, og i en periode er larvevæsenet blændet, da dens øjnes faste horisonter nedbrydes for at erstattes af sommerfuglens flyvende blik. Larven er død for verden og vil aldrig vende tilbage som den samme igen.

Men vende tilbage gør den! Blot som en helt anden eksistensform. Endnu skønnere, med skinnende gule vinger, der emmer af Guds livsgnist.

Den lille og den store opstandelse

Citronmålersommerfuglen rejser sig på ny af puppens pseudodødskammer til en tilværelse som et helt nyt væsen på himmelhvælvingen. Det er en lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos.

For i dag er der trøst for alle os larvelignende eksistenser, der har kravlet smudsige rundt i støvet og skuet ned i afgrundens rand. I dag er der nyt liv og håb for alle os, der troede, at vi var døende.

Kristus brød gravens barrikade, og ud strømmede livskilden og fyldte afgrundens mørke kar med levende lys. Vi blev stødt ned og var ved at falde, men Herren kom os til hjælp.

Når tilværelsen tugter os hårdt, overgiver Gud os ikke til døden, selvom det af og til føles, som skulle vi dø. Som måtte vi dø. Som burde vi dø. For larvens sommerfugleudsigter gør ikke forvandlingens nedsmeltning af materien mindre smertefuld, og vores udsigt til evigheden gør ikke tragedien over livets ende mindre traurig. Påskeunderets glæde skinner kun så klart, fordi det gennemlyser dødens fortættede, sorgfulde gravmørke, netop ligesom fyrværkeri ses bedst på en sort himmel. Vores jubel lyder kun så højt, fordi vores stemmer før var så grådkvalte.

Et løfte om opstandelse og liv

Som Paulus siger:

“Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares”. Første Petersbrev 1,6-7

Vi ved ikke, hvor længe vi skal ligge i gravens mørke og mærke mismodets muld tynge sjælen ned. For nogle sommerfuglearter forpupper sig i to uger, mens andre bliver op til ti år i puppen! Ligesom larven ved vi ikke, hvilken sommerfugl vi skal blive til. Men ved opslandelsens løfte kan vi holde håbet højt for, at livet igen vil spire, når Gud gør alting nyt, og blomsterne igen slår rod i det rådne.

Påskemiraklet ryster os som evangeliets kvinder i vores grundvold, og måske mærker vi endda et sus i hjertet, når Gud puster livsånde gennem sjælenes indre afgrund. Når du er forpuppet og alene i mørket, så husk på påskeløftet om, at sommerfugledagene nok også skal folde vingerne ud i dit liv. Det skal nok gå, selvom vi lige nu er i puppens smertelige smeltedigel. Hvis du føler, at dit sjæleliv er døende, og din vinterdepression er frosset fast, så se mod alle naturens opstandelsesglimt i sommerfuglenes flugt og markens spirende grøftekanter. Husk, at du som forårsblomsternes frø ikke er begravet, men plantet, og stol på, at Gud gør alting nyt.

Hver blomst må dø, al græs bliver hø – men ud af døden skaber Gud igen.

Hvert morgengry er en ny fødsel og hver aften en ny død, så grib denne morgens mulighed og lad livets mørke oplyses af Guds opstandelsesglimt.

Amen

Kirkebøn

Kære Gud,
Velsign og bevar alle blomsterne i dit rige. Vær med både mælkebøtter og bonderoser, så troen på dit ord gøder jorden for begge. Vis os, at der er plads til alle i skaberværkets prydshave, og at ingen fortjener at blive luet væk, blot fordi du har kronet deres blomsterhoveder med andre blade. Husk os på, at det var forbudt at så sennep på bibelsk tid, fordi den blev set som en ukrudtsplante, der ikke respekterede de besidderiske menneskers markskel, men bredte sig ud over både grøftekanter og rosenhaver. Gud, giv os styrke til at virke som sennepsplanterne og blomstre på trods. Så sennepsfrø i pistolløbene og lad kærligheden overmande magten, så vi får modet til at modsætte os verdens uretfærdighed og sprede næstekærlighedens gyldengule blomsterblade over krigstidens sortsvedne muld.

Kære Gud,
vær med de mennesker, der dømmes som ukrudt af samfundets gartnere og fjernes uden rettergang. Vi os, at det ikke er magtens mandat at bestemme, hvorhenne mennesker finder hjem. Vis verdensherrerne, at det ikke er dem, men dig, der ejer jorden – og at den ikke er til salg. Kære Gud, vær kærlig mod dine børn, når de råber af dig i afmagt, og tag os i hånden, når vi mangler folk, der kan gribe os midt i faldet.

Tak Gud for denne verdens vækster og hvert morgengrys mirakel. Vi takker dig for syndernes forladelse, det hellige evangelium, sakramenterne og styrken til at stå imod. Hjælp os med at genkende dit nærvær i verden og udbrede din kærlighed både til andre og os selv. Vi beder for alle dem, der føler sig usynlige og mærker dødens nærhed i livet. Vi beder for, at alle må mærke dit kærlige nærvær - især de folkefærd, der ikke kan høre evangeliet for krigens buldren. Mind os om, at vi trods splid og splittelse alle er forbundne med dig, og at hvert et menneske bærer på et ukrænkeligt værdi. Vi beder for alle, der har mistet eller står til at miste deres nærmeste eller sig selv. Alle dem, der mærker krop og sind kæmpe imod sig. Vi beder for alle, hvis hjem er blevet en slagmark; må deres bånd løsne sig og deres ansigter aldrig glemmes.
Kære Gud, se alle disse mennesker og lad også os se ved troen. Velsign og bevar alle, der har ansvar for andre mennesker i det store som det små. Vær med kongehus, regering og folketing og vejled dem i kærlighed til ret færd. Vær med det kristne fællesskab i din kirke og blænd os aldrig fra troen på dit Ord ved faderen, sønnen og Helligånden.

Amen