Af Keld Balmer Hansen
Den barmhjertige samaritaner (Lukas 10.25 – 37)
Kære alle. Jeg har glædet mig til endnu en gang at stå her i dag ved Fjordens Dag og holde gudstjeneste.
Det er dejligt at komme her til Fjordens Dag, hvor man kan gå omkring og besøge teltene og få sig en pølse, og møde nogen, man kender, og sejle en tur til Vigelsø for at udforske øen, inden man sejler retur til Klintebjerg. Det er også bare dejligt at gå sig en tur langs kysten og nyde udsigten ud over fjorden.
Ja, det er dejligt at gå en tur heromkring, for at få frisk luft i lungerne og komme tættere på naturen end man plejer. Det betyder nok mere, end man lige går og tænker. På en eller anden måde gør det, at man får ladet batterierne op og bliver i godt humør af det. Det er, hvad naturen gør for os.
Så når vi holder gudstjeneste i dag, er det på sin plads at sige TAK til Gud for alt det, Gud har skabt. Gud har jo skabt det alt sammen hen over millioner af år, og Gud skaber stadig.
Hvor er dine værker mange, Herre!
Du har skabt dem alle med visdom
Salme 104, vers 24
Samtidig må man sige, at vi mennesker desværre ofte har været totalt hensynsløse over for naturen. Vi har forårsaget død og ødelæggelse. Også her ved Odense fjord.
Så når vi holder gudstjeneste her på fjordens dag, skal der siges noget om, at vi presser naturen meget mere end hvad godt er. Samtidig med, at det skal fortælles, hvor skøn naturen kan være. Og med det formål at rokke ved os. Så vi ændrer på gamle indgroede vaner, og så vi hver især begynder at passe bedre på naturen.
”Det dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge” hedder det i en af de skønneste salmer, der findes. Salmen fortæller, hvor skønt skaberværket er. Så tænk, om vi begyndte hver eneste dag med at synge den salme. Mens vi sidder der ved morgenbordet. Så tror jeg, det ville gøre noget ved os. Vi ville blive mere åbne for naturens skønhed, og jeg tror, at vi ville blive bedre til at passe på naturen.
I dag har jeg læst lignelsen om ”Den barmhjertige samaritaner”, og eftersom det er en lignelse, så gælder det, at der ikke findes nogen facitliste til den.
Derfor: i lignelsen om Den barmhjertige Samaritaner er der en mand, der er på rejse. Han bliver desværre overfaldet og gennembanket af røvere, og så ligger han der – halvdød tilbage i grøften. Så hører vi om, at en præst går forbi, men uden at hjælpe. Derefter går en tempeltjener forbi også uden at hjælpe. Til sidst kommer samaritaneren. Han ser manden i grøften og får ondt af ham, og han hjælper ham. Han redder den stakkes mand fra døden i grøften.
Jeg tror, at denne her lignelse har haft enorm betydning for vores kultur. Sådan at de fleste i dag når frem til, som noget helt naturligt, at hvis vi ser et menneske i nød, så skylder vi det menneske at træde til og hjælpe!
Men i historien om den barmhjertige samaritaner er det også tilladt at putte andre end os selv ind på samaritanerens plads. Man kan fx. sætte Kristus ind i historien i stedet for samaritaneren. Så bliver Kristus den, der hjælper, og det må man sige, at der er god brug for. Måske ikke så meget i dag, hvor vi går omkring og hygger. Men der kan være andre tidspunkter i livet, hvor vi er på spanden, og hvor vi kan bede Gud om at hjælpe os.
I sådan en lignelse som den barmhjertige samaritaner kan man også putte naturen ind i på det sted, hvor den overfaldne er. Så er det naturen selv, der er blevet overfaldet og gennembanket. Så ligger den der og venter på, at nogen kommer og hjælper. Det kan være naturen, som den tager sig ud under overfladen på Odense fjord. Eller som den ser ud i alle mulige andre fjorde. Eller som naturen tager sig ud så mange andre steder, hvor den er trængt.
Så hvis vi siger, at naturen er blevet overbelastet og overfaldet, så bliver det spændende at se, hvad der kommer til at ske. Kommer der mon nogen forbi og standser op og hjælper? Og hvad med os? Er det mon os, der kommer forbi og standser op og hjælper?
Amen
Find mere inspiration til din grønne prædiken her!
Læs mere om skabelsestiden og fejringen af Skabelsens Dag her!
