Evangeliet er det gode budskab midt i skam, frygt og afmagt – vi er nemlig ikke de første, som er endt der!

Klimaprædiken af Stud. Theol Signe Falch Madsen over tekst fra 1. Mosebog 1,1-31

“Den her ældgamle tekst giver udtryk for den forundring, som jeg tror mennesker til alle tider, har været fyldt af i mødet med Guds vidunderlige natur. Eller som Kong David sagde det i salme 8;

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
Månen og stjernerne, som du har sat der,
Hvad ser du så i et menneske, siden du husker på det,
Hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det?
…
Du lader det herske over dine hænders værk.
Alt har du lagt under dets fødder.
(salme 8,4-7)

Den samme forundring fyldte mig, da jeg som barn elskede at sidde med min far og se naturprogrammer, for det kunne vi altid blive enige om at se. Programmer, hvor man fik lov at se dyrelivet helt inde i junglen eller på den dybeste havbund. Naturen i al dens mangfoldighed holder ikke op med at forundre. Selv herinde midt i byen kan jeg blive bjergtaget af skønheden i Guds skaberværk, for eksempel når efteråret maler Frederiksberg Have i guld, eller når jeg en søvnløs nat går ud på min altan for at få frisk luft og pludselig får øje på en helt klar nattehimmel.

I begge disse tekster kommer mennesket ind i billedet som Guds betroede til at forvalte det, der er så meget større end det selv. Efter at have kigget på den storslåede stjernehimmel spørger David, ”Hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det?” Det er nemt at komme til at føle sig ubetydelig, når man står som et lille menneske og ser på naturens storhed. Det er næsten ikke til at begribe, at Gud skulle have blik for os, når der er så meget andet smukt at kigge på. Endnu mere ubegribeligt er det at tænke på den indflydelse mennesket har på resten af skabelsen. ”Du lader det herske over dine hænders værk.”, siger David.

Nogle gange kunne jeg godt ønske mig, at Gud ikke havde betroet os med så meget. For hvem sætter dog et barn til at herske?

Da jeg begyndte at forstå mig selv i relation til den vidunderlige natur, jeg blev præsenteret for i naturprogrammerne, var det med en voksende bedrøvelse og en voksende skam. Hver gang mennesket blev introduceret i denne fortælling, var det nemlig som en destruktiv kraft, der uden hensyn til naturens porøse skønhed mest af alt bragte ødelæggelse med sig. På et tidspunkt var det ikke længere bare hyggeligt at se naturprogrammer med min far. Når han foreslog, om vi skulle se et afsnit, måtte jeg hver gang overveje, om jeg havde det mentale overskud til igen at blive konfronteret med, at også jeg havde en andel af skylden i denne tragedie. I hvert afsnit kunne man nemlig se en art eller et område, hvis eksistens er truet af fældning af skov, stigende temperaturer, plastik i havene eller noget helt fjerde, som mennesker er skyld i.

Hvis jeg vil se et naturprogram, nyhederne eller bare åbne for sociale medier, må jeg overveje, om jeg på den givne dag er robust nok til at forholde mig til den angst, der er forbundet med, at verden forandrer sig med uoverskuelige konsekvenser, og til den skam, der er forbundet med, at mennesker, og derfor til dels også jeg selv bærer skylden for det.

Kirken har en rolle at spille i samtalen om klimakrisen

Det her er et tema, der ligger mig meget på sinde, og jeg mener, det er vigtigt, vi kan have en konstruktiv samtale om det, fordi det stadig har en betydning, hvad vi gør. Jeg har hørt nogle give udtryk for, at det er en samtale, der ikke skal tages i kirken, at kirken skal være et frirum fra politiske debatter.

Jeg mener, det er vigtigt, vi har denne samtale netop her i kirken, fordi den måde, vi ser os selv i forhold til Gud, har en indflydelse på, hvordan vi opfatter vores egen plads i skabningen. Vores forhold til verden har en plads i vores gudsforhold.

Når jeg nu sætter klimaet på dagsordenen her i kirken, er det ikke bare fordi, det er noget, jeg føler, vi bør. Det er fordi, jeg faktisk mener at evangeliet er gode nyheder helt ind i klimakrisen. Menneskeskabte klimaforandringer var ikke et begreb, man opererede med, da Jesus gik på jorden, så man skal ikke forvente, at han taler eksplicit ind i det konkrete tema. Til gengæld var de følelser, der i dag kan blive vækket af klimakrisen, så som skam, frygt og afmagt, ikke fremmede for de mennesker, der levede samtidig med Jesus.

Vi er ikke de første, som er trængt op i en krog af skam og afmagt

Jeg tror fx, Peter, der var en af Jesu tætteste venner, skammede sig enormt, da han tre gange havde benægtet, at han overhovedet kendte Jesus, efter han tidligere samme aften højt og helligt havde svoret Jesus, at om han så skulle blive slået ihjel, ville han aldrig forlade ham. Peter havde haft noget høje tanker om, hvor meget han ville ofre for Jesus, men da det kom til stykket, viste det sig, at han ikke kunne leve op til sine egne idealer. For at møde Peter med lidt forståelse, kunne man pege på, at situationen også var begyndt at se lidt sort ud. Jesus var blevet arresteret af romerne, og ud fra, hvor lidt modstand, han havde gjort, kunne det se ud som om, Jesus faktisk selv havde opgivet sine store visioner. Så hvad ville det egentlig nytte, hvis Peter nu begyndte at gøre sit liv surt for sagen? Det er ikke langt fra den ordlyd, jeg kan bruge, når jeg vil retfærdiggøre de mindre klimavenlige af mine valg: Hvor meget gavner det egentligt klimaet, at lille jeg gør livet surt for mig selv? Samtidig er det skamfuldt for mig at erkende, at min livsstil ikke er bæredygtig ift. hvor mange ressourser, den kræver.

Angsten for en ukendt fremtid, tror jeg også de, der havde fulgt Jesus på kunne relatere til, da han var blevet korsfæstet og de gemte sig bag lukkede døre. Den mand, de havde opgivet hele deres liv for at følge efter, fordi de håbede og forventede, at han ville bane vejen for en bedre fremtid end den, de havde forladt, han var nu død.

Og sikke en afmagt, de må have mærket; hvis ikke engang Jesus, der ellers kunne helbrede syge, få storme til at lægge sig og endda oprejse folk fra de døde, hvis ikke engang han kunne vælte romermagten og befri jøderne fra undertrykkelse, hvem kunne så? Og en lignende følelse af afmagt lammer mange, når det kommer til klimakrisen. For hvem er vi egentlig til at overvinde de kræfter, der kun ønsker sig større rigdom og mere magt? Hvem er vi til at redde klimaet?

De gode nyheder er, at vi aldrig er efterladt alene med rodet

Evangeliets gode nyheder er, at uanset hvad grunden er til vores skam, angst eller afmagt, så er vi ikke bare overladt til os selv med de følelser. Jesus lod ikke Peter bære sin skam alene. Inden det gik op for Peter selv, hvor meget han kom til kort ift. sine idealer, forudsagde Jesus, at Peter ville fornægte ham, men ville stadig gerne have ham med til sit sidste måltid. Dermed sagde Jesus; “jeg kender dig og har gennemskuet dig, også det, du ikke selv vil stå ved, og jeg vil dig”. Efter Jesus er opstået fra døden, og han møder Peter og nogle af de andre disciple igen, kan Peter med sin knækkede stolthed ikke svare bekræftende, når Jesus spørger, om han elsker ham. Peter, der før svor at ville gå i døden for Jesus, har erkendt sin utilstrækkelighed og kan nu ikke få sig selv til at sige mere end, ”jeg holder af dig”. Jesus spørger ham tre gange og peger derved tilbage til de tre gange, Peter benægtede at kende ham. Jesus siger ikke, at det ikke gjorde noget, for det gjorde det. Det var ikke lige meget. Men for hver gang Peter benægtede ham, og for hver gang han ikke kunne sige, ”jeg elsker dig”, siger Jesus ”tag dig af mine får”, og lader dermed Peter beholde sin plads i relationen og viser ham tillid ved at betro ham ansvar for noget værdifuldt.

Det kom ikke bag på Jesus, at Peter kom til kort. Det er heller ikke kommet bag på Gud, at vi er det. For det går ikke godt, når børn sættes til at herske. Det var ikke lige meget, at Peter svigtede, og det er heller ikke lige meget, at vi har gjort det, men i begge tilfælde er det ikke det sidste ord. Hvis jeg skal stå til ansvar for den skade, jeg gør på klimaet, vil det være ubærligt. Nåden er, at Jesus stiller sig sammen med mig. Nåden er, at Jesus siger, ”jeg ser alt, hvad du er og gør, og jeg elsker dig. Derfor tager jeg din skyld.” Det er stadig ikke lige meget, at vi har leget herskere frem for forvaltere, og det er stadig et tab, at dyrearter og naturområder går til grunde.

Men på grund af nåden tør jeg bedre se min andel i øjnene. Jeg kan tage min skyld på mig og anerkende, at jeg har gjort noget forkert, i stedet for at lade mig tynge af skam og tro, at jeg er forkert.

Gud gør alting nyt – men måske ikke som vi tror?

Den angst for fremtiden, som disciplene oplevede, tror jeg bestemt blev dulmet, da Jesus gjorde sit comeback, men i første kapitel af Apostlenes Gerninger, synes jeg stadig, angsten er at spore, når de spørger, ”Er det nu, du befrier jøderne og gør os til et kongedømme igen?” Deres ønske om konkrete svar læser jeg som et behov for en følelse af kontrol. Som svar på det giver Jesus dem det modsatte af konkrete svar. I stedet siger han straight up; Det får I ikke at vide, men prøv lige at høre, hvor vildt det bliver, når Helligånden kommer. Allerhelst kunne jeg tænke mig at få at vide, at ”klimakrisen den løser sig, det skal du slet ikke bekymre dig om, alt bliver godt igen”, men det ville ikke helt være Guds stil, tænker jeg.

I stedet, tror jeg, vi er overladt til at stole på, at Helligånden stadig virker i og omkring os, og at Gud ikke har sluppet opsynet med sine betroede forvaltere. Så uanset hvor håbløst det ser ud, og uanset hvor meget lidelse, klimakrisen allerede forvolder, så skaber Gud stadig liv af døde.

Disciplenes konkrete forestilling om, hvordan det skulle se ud, at kongedømmet blev genoprettet og de kunne leve frit, blev ikke realiseret. Livet under den romerske besættelsesmagt blev bare endnu værre i årene efter og realiseringen af Guds rige blev noget helt andet, end de i deres vildeste fantasi kunne have forestille sig. I Johannesåbenbaringen, der er den sidste bog i Bibelen og er et fremtidssyn for verdens ende, er det beskrevet, at der skal komme en ny himmel og en ny jord, og Gud siger i kap. 21 v. 5, ”se jeg gør alting nyt.” Nogle kristne har tolket det til at betyde, at vi så bare kan gøre, som det passer os med denne jord. Det, tror jeg, er en grov misforståelse, og jeg mener, det taler stik imod, den måde Jesus viste omsorg for det jordiske liv, menneskene omkring ham levede. Jeg tror også, det er spild af vores tid og kræfter at prøve at gennemskue, hvordan det helt konkret vil se ud, når Gud skaber en ny himmel og en ny jord. Det kan vi simpelthen ikke, men vi kan have tillid til, at uanset hvordan det konkret vil se ud, så gør Gud alting nyt.

Når Gud møder mig i min skam, min angst og min afmagt, og hjælper mig til at bære det, behøver jeg ikke finde en måde at dulme det, og så er jeg bedre stillet til at kunne møde andre mennesker, der står overfor den samme krise og dealer med de samme følelser. Så kan vi tale sammen og være sammen om forsøget på at forvalte frem for at herske. Den samtale, oplever jeg også, kan være en trøst for sorgen over den tilstand, vi har bragt verden i. Derfor vil jeg afslutningsvist gerne læse udvalgte vers af Hans Anker Jørgensens ’Grøn salme’ op, fordi jeg deri finder genkendelse, trøst og håb for det, vi står midt i, og jeg vil lade den være afslutningsbøn.

Grøn Salme af Hans Anker Jørgensen, 2012

3. Vi blev ikke sat i verden,
For at spinde magt og guld.
Vi fik givet denne perle
Med dens luft og vand og muld
Til at mætte sultne maver
Og at folde evner ud.
Alle Jordens gode gaver
Fik vi ansvar for af Gud.

4. Der er tegn i stress og klima
Og i sædens kvalitet
På, at vi har levet dumt på
Den betroede planet.
Skybrud, skilsmisser og brande
Er kun lidt af tidens nød.
Folk på stepper og ved strande
Går mod sult og druknedød.

6. ”Gud har ingen gang på jorden!”
Mumler bankens chefstrateg.
Du, som gik her, og som ånder
Overalt - i mus og eg:
Ånd på markedets eksperter,
Giv dem aktier i dit værk!
Giv os kloge studieværter!
Gør samvittigheden stærk!

7. Du al godheds rod og kilde,
Skænk hver stamme gren og kvist
Saft og ro, så vi kan bære
Blomst og frugt til liv og fest!
Stands den kamp om magt og ære,
Som forpester tid og rum.
Rens foragtens atmosfære
Med dit evangelium!