Ved hver bøn for hver verdensdel, rejste børnene sig i den del op med et glas vand og kom ind til brønden i midten, hvor vandet blev øst op.

Dernæst blev historien om den samaritanske kvinde og Jesus som livets vand opført som lille teater omkring brønden i midten. Brønden dannede til slut i gudstjenesten rammen om nadver, hvor vandet i skålen ‘blev forvandlet’ til vin og delt ud.

De voksne til gudstjenesten hørte om vandet, der løber som en understrøm igennem bibelens mange fortællinger og minder os om både den fysiske og den eksistentielle tørst, som vi alle kender til.

Imens byggede børnene skibe ud af genbrugstræ og lavede mosaiskvanddråber ud af papir. Som afslutning blev den smukke salme “Må din vej gå dig i møde” sunget:


Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen og må Gud holde,
holde dig i sin hånd.

Det er livsbekræftende og trosstyrkende at fejre skabelsestiden hvert år sammen med tusindvis af mennesker i kirker verden over. Og i Helsingør Vineyard glæder vi os allerede til næste år.

Sofie Larsen Kure, forperson for Vineyard Danmark

Verdenshjørnebønnen:

Nord
Gud, vi vender os mod nord. Der hvor sæler og isbjørne bor.
Lad sneen dale over fjeldene store
og isflagerne samle sig på havet og fjorde.
Vær med når isen smelter for stærkt
Vær nær hos dem, der bor, hvor der er koldt og mørkt.

Syd
Gud, vi vender os mod syd.
lad regnen her over den tørre jord udflyde
Vand den hårde jord
Lad spirer, planter og frugter plukkes til bord.
Lad ørkenen blomstre under din hånd.
Vær nær hos dem, der tørster efter din ånd.

Øst
Gud, vi vender os mod øst
Hvor solen står op ved havets kyst
Fordel regnen, så den ikke skyller bjergsider med sig ned
Beskyt mod solen, der skinner så hed
Vær nær hos dem, hvis huse jordskred og stormfloder tog
lad hver ny morgen dit lys og håb hos dem bo

Vest
Gud, vi vender os mod vest
Her du kender hvert menneske, dyr og plante bedst
Beskyt hver regnskov og flod så fuld af liv
Når solen går ned vær hos dem og bliv
I mørket, i drømme om fremtid så klar
Du vandenes Herre, du er vores far.

Formålet er at rette blikket mod taknemmeligheden over livet, naturen og verden som Guds skaberværk.

Materialet er udarbejdet på samme måde som det, man finder på Grøn Kirkes hjemmeside. Det rummer inspiration og forslag til alt fra bønner og salmevalg til tekststykker og særlige aktiviteter eller lignende, som kan bruges i det omfang det passer i den enkelte menighed og kombineres på mange måder. Derudover findes materiale, som er tilrettelagt til forskellige typer af gudstjenester og med forskellige målgrupper. Her er både noget at komme efter til familiegudstjenesten, ligesom materialet har forslag til den mere alvorlige gudstjeneste, som sætter ord på, at jorden er ved at blive ødelagt og det tab, som finder sted akkurat nu.

Taksigelsen rummer mere end jordens råvarer – vi er selv en del af skabningen!

Thomas Felter peger yderligere på, at det for mange opleves mere naturligt at udvise taknemmelighed for at være skabt end for jordens råvarer. Skabelsestiden rummer altså det, vi normal vis sætter fokus på i høstgudstjenesten, men udvider også rammerne for vores taksigelse. Her fremhæves‚ hvordan mennesket også er skabt af Gud og dette sættes i sammenhæng med resten af skabningen.

Når vi reflekterer over vores plads i skabningen, må vi også forholde os til det ansvar og den opgave vi er blevet givet, sammen med alt det andet gode, vi har fået i gave. Med stor værdi kommer også meget at passe på, og dette rummes også i tanken om Skabelsestiden. Kombinationen af taksigelse og dét, at vi påtager os opgaven med at værne om naturen, er en del af kristendommen, som vi har haft tendens til at glemme. Men når håbet og glæden ved alt det gode og skønne som skaberværket rummer bliver fundamentet, så følger omsorgen og respekten ofte naturligt heraf.

Skabelsestiden

Skabelsestiden er en international, tværkirkelig højtid, hvor man den 1. sep-4. okt. fejrer skabelsen som Guds gave og et grundlæggende mysterium for den kristne tro.

I den ortodokse kirke starter kirkeåret den 1.september med fejringen af, at alt bliver til. I den katolske kirke fejrer man den 4.oktober Frans af Assisis dag – en helgen kendt for sin poetiske glæde for naturen og dyrene.

Kirkernes Verdensråd har etableret tiden mellem disse to datoer som Skabelsestiden (Season of Creation), hvor alle kristne i verden inviteres til en fælles fejring af skaberværket.

Skabelsens Dag fejres af mange kirker den 1. september eller den første søndag i september.

Gå på opdagelse i Grøn Kirkes inspirationsmateriale og liturgier til Skabelsestiden her!

Næstekærlighed i en globaliseret verden

Jesu bud om næstekærlighed – ”Du skal elske din næste som dig selv” – er måske det mest kendte etiske princip i kristendommen. Men i en globaliseret, kriseramt verden må vi stille spørgsmålet: Hvem er min næste? 

Min næste er ikke kun min nabo, men også bonden i Østafrika, der mister sin høst til tørke, familien i Asien, der må flygte fra oversvømmelser og de kommende generationer, som skal leve med konsekvenserne af vores valg. 

Klimaforandringer rammer skævt. De mest sårbare samfund, som har bidraget mindst til problemet, bærer ofte de tungeste byrder. Derfor er klimahandling ikke blot et spørgsmål om miljøpolitik, men om retfærdighed. 

At tage klimakrisen alvorligt er også at tage næstekærligheden alvorligt. Omsorg for mennesker og omsorg for naturen kan ikke skilles ad. Når naturen lider, mærker mennesker konsekvenserne. 

Tro som drivkraft for handling

Inden for kristendommen ser vi en voksende erkendelse af, at klima og natur ikke ligger i periferien, men i hjertet af kirkens opgave. Kirker verden over arbejder med bæredygtighed og økologisk teologi. Det er en intrareligiøs udvikling, hvor troens indhold fortolkes i lyset af nutidens udfordringer. 

Samtidig kalder klimakrisen på fælles handling på tværs af religioner. Ingen står alene med svaret, men verdens religioner rummer fælles værdier: respekt for livet, ansvar for naturen og omsorg for medmennesket. Det åbner for et fælles sprog og en fælles vej frem. 

Når kristne, muslimer, buddhister og andre trosretninger går sammen om klimaretfærdighed, opstår der et rum for håb og samarbejde, som kan række ud over politiske skel. Religion kan bygge bro, hvor andre systemer fejler. 

Set i lyset af det kristne livs- og menneskesyn bliver klimaretfærdighed mere end en politisk mulighed, det bliver et etisk kald. Hvis vi tager skabelsestanken og næstekærlighedsbuddet alvorligt, kan vi ikke nøjes med at mene, vi må også handle. 

Det betyder både politisk handling – ambitiøse klimamål, internationale aftaler og investeringer i bæredygtige løsninger – men også en stille omstilling i vores egne liv: ændrede forbrugsvaner, ansvarlige investeringer og engagement i fællesskabet. 

Kirker og trosbaserede fællesskaber kan spille en særlig rolle. De kan åbne rum for refleksion midt i en travl verden og inspirere til handling. De kan minde os om, at håb ikke er passivt at vente, men en aktiv beslutning om at tage ansvar. 

Derfor opfordrer Danmission sammen med Grøn Kirke til at markere Skabelsestiden fra 1. september til 4. oktober lokalt i kirker i Danmark i fællesskab med kirker verden over. Når vi markerer Skabelsestiden, retter vi både blikket mod det, der er truet, og det, der fortsat spirer.  

Bøn
Gud, du som har skabt jorden og alt, hvad der lever, 
giv os øjne til at se dit skaberværks skønhed 
og mod til at værne om det. 

Giv os vilje til at søge retfærdighed 
for vores næste, for de sårbare og for din jord. 
Og giv os styrke til at handle med visdom, ansvar og medfølelse. 

Så vores liv må afspejle det, vi tror: 
at der er håb, 
der er liv, 
og der er tilgivelse. 
Amen. 

Inspiration til skabelsestiden

Skabelsestiden er en kristen højtid, som fejres verden over i september. Find inspiration her til hvordan din kirke kan tage del fejringen af vores

Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Grøn teologi,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Vandet omkring os – Kom med til skabelsesgudstjeneste i Helsingør Vineyard

7 oktober, 2026

Læs mere

Grøn teologi,  Nyheder,  Nyheder fra det Grønne Netværk,  Skabelsens Dag,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Skabelsestiden er mere end en tak for jordens afgrøder. Den åbner for en ny og aktuel måde at fejre høstgudstjeneste på.

13 august, 2026

Læs mere

Skabelsestid

Klimaretfærdighed, næstekærlighed og skabelsestanke – klumme af Julie Koch, Generalsekretær i Danmission

18 juni, 2026

Læs mere

Nyheder,  Skabelsens Dag,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid,  Uncategorized

Sidste glimt fra skabelsestiden

6 oktober, 2025

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Høstprædiken af Martin Keller

6 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Glæden begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

3 oktober, 2025

Læs mere

Markens liljer og himlens fugle har fanget budskabet

Ven af Grøn Kirke, Martin Keller, havde påtaget sig udfordringen med at holde sin første prædiken over Jesu ord om at se på markens liljer og himlens fugle og lægge sine bekymringer væk. Han forkyndte for børn og voksne om, hvad skaberværket gør ved os og at lykken ikke ligger i rigdommen men i det ”Nu”, vi kan opdage i naturen.

Værterne Helle og Thomas Ladegård er landmænd helt ind i hjertet omend kun med 3 køer i stalden. De insisterer på at tænke integreret og bæredygtigt og har planer om at gå fuld tid med mikrogrønt i den gamle grisestald.

Deltagerne prøvede kræfter med livet på gården

Resten af dagen var gården åben og bød på muligheden for at løse landbrugsquizzen, gå i træværkstedet og prøve kræfter med alverdens værktøj, samt plante sit eget mikrogrønt.

Derudover kunne man lytte til Martins oplæg om biodiversitetskrisen, vores syn på naturen og løsningerne på, hvordan vi kommer et bedre sted hen i forhold til dette.

Der blev selvfølgelig debatteret heftigt; alle holdninger er gerne til stede i sådan et kirkerum, men i Guds hus (også bare for en dag) er der så stor gensidig respekt, at det fungerer helt fantastisk.

Pelle Kviesgaard, Præst i Aalborg Valgmenighed

Vil I også have besøg af Martin Keller og høre hans oplæg om biodiversitet og natursyn, så læs mere og tilmeld jer lige her!

Vi påbegynder et nyt kirkeår første søndag i advent. Og hos os har vi ikke en søndag, som vi kalder Skabelsens dag. Vi fastholder, at det nye kirkeår begynder 1. søndag i advent, men fra i dag indfører vi en ny festdag i vores folkekirkekalender.

Efter mange fælleskirkelige møder med den ortodokse patriark Bartolomæus i spidsen har kirkesamfund verden over besluttet at tilslutte sig den ortodokse kirkes fejring af Skabelsen. Sidste møde holdtes i Assisi i marts måned.

Vi er i den vestlige kirke gode til at fejre Guds indgreb i verden. Vi fejrer jul – Jesu fødsel. Vi fejrer påske med Guds sejr over døden. Vi fejrer pinse – at Gud sendte Helligånden til verden for at gøre Ordet om frelsen levende for os. Jul – påske – Pinse. Det er vores kirkes tre største festdage.

Nu føjer verdens kristne kirker – sammen med den ortodokse – endnu en festdag ind i kirkernes kalendere: Skabelsens dag. Vi fejrer Gud som Skaberen, og vi lovpriser Gud, der ved sit ord er ophav til alt – til os, til den skønne natur, det dybe hav og den smukke himmel.

Der hvor det hele startede

Før altings begyndelse var Gud. – Andet var der ikke. De gamle, som skrev de første sider i vores Bibel på hebraisk, sagde det på denne måde: at alt før begyndelsen var ”TOHUWABOHU” – kaos og tomhed. Man kan ligefrem høre tomheden og kaosset i dét ord Tohuwabohu.

Gud skabte ud af intet. Vi er skabt. Vi skal ikke formaste os til at tro, at vi er ophav til alt. Det er vi ikke! Det er Gud!

”Alting begyndte med, at Gud talte. Hans ord var hos ham, og det var en del af ham. Ordet var hos Gud, før alting blev skabt. Med det skabte han alting, og uden det fandtes der ikke noget. Livet lå i Ordet”

Sådan indleder Johannes sit evangelium (udgave fra Bibelen 2020)

Nu har de største kristne kirkesamfund tilsluttet sig den ortodokse kirkes fejring af Skabelsens Dag. Vi gør det i et jubilæumsår. Det er nemlig 1700 år siden den Nikænske eller som den rettelig hedder, den nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse blev til – og som ordet siger, blev trosbekendelsen til i Konstantinopel, som nu hedder Istanbul og i Nikæa, som ligger udenfor byen. Den Nikænske trosbekendels blev formuleret på et af de mest berømte kirkemøder i kirkehistorien, nemlig i år 325.

For 1700 år siden. Netop dén trosbekendelse betyder meget i den ortodokse kirke – også hos os, selvom vi mest bruger den apostolske, som faktisk er blevet til senere.

Lad os da med alle kristne kirker verden over fejre Skabelsen – Guds begyndelse med livet, med verden og med os – og lad os lovprise den Gud, der gav og stadig giver verden liv. Gud er nemlig livets giver og opretholder”.

Vil du være med?

Læs mere og find inspiration til din fejring af Skabelsestiden via linket her;

Find eksempel på tilhørende liturgi ved at klikke her!

I Kirkeskoven holdt Martin Keller et oplæg om natursyn, og fortalte om, hvordan forholdet mellem menneske og natur har ændret sig gennem historien, samt hvordan vi i dag kan arbejde for en bæredygtig balance, som både rummer respekt, ansvar og glæde ved naturen.

De lokale KFUM-spejdere stod for maden, som blev nydt ved bordene omkring bålhytten.

Dagen markerede en taknemmelighed for høsten og fællesskabet samt en påmindelse om vigtigheden i omtanken for naturen og dennes ressourcer.

En smuk dag med fokus på den gudsskabte verdens skønhed

På Nordfyn blev der ligeledes fejret Skabelsens Dag med gudstjeneste på engen ved Østrup Præsteskov. Præst Keld Balmer Hansen beskrev det som “en meget smuk dag, hvor der blev talt og sunget om den gudsskabte verdens skønhed”

Der kom omkring 40 mennesker til gudstjenesten, og efterfølgende blev der lejlighed til at vandre på de mange stier, der inden for de sidste to år er anlagt gennem 11 hektar græsland og nyplantet skov.

Skabelsens dag i frikirkelig konteks

I den lille frikirke Helsingør Vineyard afholdtes der også en særlig gudstjeneste i anledningen af Skabelsens Dag. Her var der pyntet ekstra op med blomster og æbler for at trække naturen ind i fælleshuset, som kirken låner fast til deres gudstjenester.

I børnekirken handlede fortællingen om, hvordan Gud har skabt alting, og hvordan mennesker kan være Guds medskabere i verden. Mens børnene gik i kælderen for at lave krea med blade og blomster, lyttede de voksne til en prædiken med udgangspunkt i Joh. 1,1-18, om at alting er skabt igennem Ordet, Jesus, og at alting frelses igennem ham også – både mennesker, dyr, planter, ja hele skaberværket. Der blev taget udgangspunkt i den liturgi, som Grøn Kirke har udviklet til Skabelsens Dag, men den blev skåret til, så den passede i en frikirkelige kontekst.

Det blev desuden understreget, at Skabelsens Dag er en økumenisk fejring, som vi deler med kirker verden over. Det er en god oplevelse for en lille kirke, når man kan føle sig som en del af et større fællesskab af kirker.

Find inspiration til, hvordan du kan markere skabelsestiden her på vores hjemmeside eller via linket her;

Har du lyst til at booke Martin Keller til et oplæg om natursyn og biodiversitet, så læs mere her;

Nogen har tænkt, at Gud efter skabelsen af alt liv, der leves på jorden, har trukket sig tilbage til sin himmel for aldrig at komme tilbage igen. Man har tænkt, at Gud har arbejdet som en arkitekt, der designer sit skaberværk og måler det op for derefter at forlade det. Eller at Gud arbejder som en urmager. At Gud konstruerer sin verden, som en urmager konstruerer sit ur, hvorefter Gud sætter verden i gang, smider nøglen væk og går sin vej. Men det er en vildfarelse, at Gud forlader verden. Gud er i verden og Gud glæder sig over det skabte, og Gud bliver ved med at skabe og opretholde verden og livet selv.

Derfor lader du kilder springe frem i dalene, mellem bjergene baner de sig vej, de giver vand til alle de vilde dyr, vildæsler får slukket deres tørst. Ved bredden bygger himlens fugle deres rede, på grenene sidder de og kvidrer. Du, Gud, vander jorden. Du lader græsset gro til kvæget og planter til menneskene, så de kan fremstille brød og vin.

Du, Gud, sørger for fuglene, for storken, stenbukken, grævlingen og løverne. Og mennesket går ud til sin gerning og arbejder, til det bliver aften.

Mennesket skiller sig ud i forhold til alle andre levende væener. Mennesket er jo skabt i Guds billede, og mennesket er velsignet af Gud. Men samtidig er mennesket, eftersom det er et levende væsen, forbundet med alle andre levende væsener. Vi har som mennesker livet tilfælles med alle andre skabninger.

Men vi har isoleret os i forhold til verdens mylder af liv, og det er som om det ikke bliver mindre med årene. Vi bor i huse, kører i biler og ser på skærme, og de fleste kommer kun sjældent ud i naturen. Tænk da om vi begyndte at færdes hjemmevant i naturen. Tænk om vi begyndte at føle os tættere forbundet med naturen. Da tror jeg vi ville blive bedre til at passe på det skabte.

Lea Korsgaard, der er chefredaktør på Zetland satte sig sidste år for at se samtlige 64 danske sommerfuglearter i løbet af et år. Allerede da hun befandt sig i årets første måned kom hun til at tænke på, hvor lidt hun i virkeligheden vidste om naturen, ja, om alt det, der lever. Hun skriver, at hun vidste mange trivielle ting. Hun vidste også specialiseret viden inden for visse fag, men de fag drejede sig ikke om naturens verden. Som for eksempel biologien, zoologien og geologien. De fag befandt sig i en helt anden sfære end den, der var min, skriver hun. Jeg havde en følelse af, at jeg kunne lide både sommerfugle, og den natur, de var en del af. Alligevel vidste jeg stort set intet om de arter, der fandtes rundt om os. Jeg beherskede ikke sproget for hverken sommerfuglene eller meget af det andet derude.

Ord er sprogets grundstoffer, og jeg kendte ikke ordene.

Vi er mange, der har det som Lea Korsgaard. Mange af os må sige, at det er de færreste sommerfuglearter, vi kender. Bierne og insekterne og mange af pattedyrene kender vi nok også for lidt til. Men bare det, at vi lærer ordene for de forskellige arter at kende, gør, at arterne kommer til at betyde mere for os. Jeg husker stadig fryden første gang jeg kunne genkende en aurora-sommerfugl, som jo ellers ikke er en sjælden art, og jeg husker også den dag, da jeg sidste år så en lille ildfugl på marken uden for mit hus. Da det skete, var min dag reddet.

Mon ikke det er sådan, at når vi får et større kendskab til naturen, så bliver vi bedre til at holde af det, vi ser, og så begynder vi at passe bedre på naturen. Jeg tror det!! I salmen fra før går mennesket ud til sin gerning og arbejder. Løverne brøler efter bytte. Stenbukken holder til i bjergene og grævlingen skjuler sig i klipperne. Alle lever side om side. Det er en tankevækkende pointe i teksten, at dyrene ikke er til for menneskets skyld. De er der bare, og de lever deres eget liv.

I dag kan det være svært at vænne sig til den tanke, at det, der lever, ikke bare er til for menneskets skyld. At meningen med, at dyrene er her, ikke er, at de først og fremmest er til rådighed for os.

Vores tilgang til så mange andre sager er, at vi er dem, der hersker. Som Danmark herskede over Guldkysten, som Tyskland herskede over Tanzania, som England herskede over Indien, og som Belgien herskede over Congo, og som Danmark har hersket over Grønland, sådan hersker vi også over naturen.

Lige nu er der særlige udenrigspolitiske forhold, der gør sig gældende, så nu griber Danmark dybt i værktøjskassen for at anlægge en mere dialogbaseret vej i forhold til Grønland, og målet er, at Danmark og Grønland skal være fuldstændig ligeværdige partnere. Det er ikke let, men jeg tror, at man i regeringen er enige om, at det skal ske. Der er ingen vej udenom.

Tænk om vi en dag aflagde magten i forhold til alt det skabte og tilstræbte et mere respektfuldt forhold. Da kunne vi af hjertet sige med på ord og sætninger fra salmen fra før. Jeg tænker på salme 104, hvor der står:

Du bliver, hvad du spiser. Dette ordsprog kender de fleste, for det har været til længe. Først fra den franske advokat og politiker, Anthelme Brillat-Savarin, der i 1826 sagde: “Fortæl mig, hvad du spiser, og jeg vil fortælle dig, hvad du er,” og efterfølgende fra filosoffen Ludwig Andreas Feuerbach i 1863 med ordlyden “mennesket er, hvad han spiser.”

Men lang tid inden da sagde Jesus noget endnu mere opsigtsvækkende. Han sagde: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6:56). Jesus havde netop omtalt sig selv som “det levende brød” (Joh 6:51), og for tilhørerne var dette simpelthen så uudholdeligt at høre på, at de valgte ikke længere at være disciple af Jesus. 100 år senere blev kristne stadig kaldt “kannibaler”, for de spiste jo Jesus selv. De første 1500 år af kirkens historie var alle kristne teologer enige om, at brødet og vinen i nadveren/eukaristien var helt og holdent Jesus’ krop og blod.

“Eukaristien forvandler de troende til sig selv.”

Kirkefaderen Maximos

Hvad får vi ud af dette? At den måde, Jesus valgte at give sig selv til os, så vi kunne få del i hans liv, var gennem et måltid. Gennem brød og vin. Og mere end det: ikke blot modtager vi Kristus; vi bliver også forvandlet til at ligne ham mere og mere gennem brødet og vinen. Som kirkefaderen Maximos Bekenderen sagde i 600-tallet: “Eukaristien forvandler de troende til sig selv.”

Grunden til, at jeg begynder denne tekst med eukaristien, er, at det bliver tydeligt, hvor vigtigt maden og måltidet er i lyset af den kristne tro. Det er ikke alene kirkens fejring af nadveren, der er noget særligt, men også det helt almindelige måltid, vi spiser sammen, får en ekstra åndelig dimension i troens lys.

Da de fejrede eukaristien i den tidlige kirke, gjorde de det sådan, at alle medbragte noget mad hjemmefra. Dette tog de med ind i kirken. Til brug i gudstjenesten udvalgte de så lidt brød og vin, som blev båret op på alteret. Alt det mad, der var tilbage, spiste de sammen efterfølgende.

Denne praksis var et kraftfuldt udtryk for, at brødet og vinen i eukaristien kom fra den helt almindelige mad. Og samtidig var det et stærkt symbol, at al den mad, menigheden medbragte, muligvis ville blive udvalgt til at være det brød og den vin, der kom op på alteret. Hvad mon den lille dreng tænkte om det brød, han bar hjemmefra og til kirken? Behandlede han det anderledes end andet brød, fordi netop hans brød måske ville blive udvalgt til at blive Jesus’ krop under eukaristien?


Det tror jeg. Jeg tror, at det gør noget ved os, når vi fornemmer det skabtes potentielle hellighed. Den britisk-græske poet, Philip Sherrard, har sagt det således: “Naturen skal ikke være råstof for vores begær, men i stedet råstof for sakramentet.”
Tænk, at alt omkring os – maden, vi spiser, jorden, vores fod betræder – ikke bare er til for os, men et guddommeligt råstof, der kunne ligge på alteret og blive til Kristus for os.

En af vores vigtigste opgaver som kristne er derfor at se det helt almindelige måltid, vi deler med hinanden, som et slags sakramente, hvor vi rækker hinanden Guds nåde og liv. Og dernæst lade denne tanke gælde for alt skabt, så vi ser hele skaberværket som et sakramente.

Det er ikke uden grund, at Gud har skabt mennesket som et væsen, der har brug for føde. Uden mad overlever vi ikke. Mad og drikke er derfor noget af det mest grundlæggende for os. Allerede på bibelens første sider indser vi, at den mad, mennesket spiser, er givet af Gud: “Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde” (Gen 1:29). 

Men gennem Jesus’ ord indser vi, at maden er mere end blot en gave fra Gud. Maden – og skaberværket i sin helhed – er til for, at vi kan have fællesskab med Gud og med hinanden. Når vi bliver i Jesus, og Jesus bliver i os gennem eukaristiens brød, udtrykkes det dybest mulige fællesskab med ham. Ja, vi bliver til Kristus, når vi tager del af ham. Vi bliver, hvad vi spiser.

Hold gudstjeneste eller andre af kirkens arrangementer udendørs

Når vi mødes og er sammen udendørs skabes en naturlig forbindelse mellem os og naturen som omgiver os. Måske vi hører en fugl synge eller mærker vinden i håret. Lad dette blive en anledning til at nyde den omkringliggende natur, takke for den eller reflektere over, hvad vi kan gøre for at bevare den.

Skabelsestiden er anledning til at holde gudstjeneste med fokus på skabelsen og forbindelsen mellem menneske og natur. Brug gerne Skabelsestidens officielle bønner, som findes her på hjemmesiden eller gå selv på jagt efter inspiration til en prædiken over temaet.
Indlæg tid i gudstjenesten til stilhed og giv mulighed for at lytte til naturens sang.

Tag på pilgrimsvandring

Tag afsted en vandring i refleksion og taknemmelighed over forbindelsen tl naturen og livet på jorden. Indlæg stunder med stilhed og mulighed for at lade sig rive med af naturens kræfter og lyde. Undersøg i fællesskab eller for dig selv, hvordan du fordrer taknemmelighed, omsorg og engagement i forhold til den verden, vi lever i.
Du kan eventuelt inddrage bønner eller tekstlæsninger om emnet.

Du kan også lade dig inspirere af Klimapilgrimsvandring, som du kan læse mere om via linket her:

https://xn--grnkirke-64a.dk/inspiration/groen-gudstjeneste/klimapilgrimsvandring/

Gode samtaler opstår ofte omkring et måltid.
Invitér lokalområdet til langbordsmiddag lavet på sæsonens grøntsager og åben op for samtalen om mad, natur og tro.

Dette kan blive en anledning til at mødes på tværs og dele tanker, bekymringer og håb for den verden vi deler – og måske også til at kirkens døre åbnes for dem, som endnu ikke har været forbi.

Du kan lade dig inspirere til det grønne måltid her: https://xn--grnkirke-64a.dk/aktuelt/kirken-og-den-groenne-mad/