Er kristendommen en del af årsagen til naturkrisen, eller kan den være med til at løse den? Det spørgsmål trængte sig på, da Grøn Kirke samlede deltagere til årskonference i Roskilde. Her blev der talt om alt fra grøn omstilling og forurenet grundvand til flodheste, sorg og kirkens ansvar for en verden i krise
Af Martin Krath-Andersen
Vand er livets forudsætning. Vi drikker det, vasker os i det og døber vores børn med det. Det løber gennem vores landskaber, vores kroppe og vores religiøse fortællinger. Men vandet er også blevet et billede på en verden i ubalance. Havene stiger, grundvandet forurenes, og tørke og oversvømmelser truer både mennesker og natur.
Det var baggrunden, da Grøn Kirke fredag den 30. oktober afholdt sin årskonference under overskriften ”Det Levende Vand” i Sankt Jørgensbjerg Sognegård i Roskilde. Her var spørgsmålet ikke alene, hvordan kirkerne kan bidrage til den grønne omstilling, men også hvad kristendommen egentlig har at sige om menneskets forhold til naturen.
For kan kirken nøjes med at installere solceller, plante træer og servere grønnere mad? Eller kræver naturkrisen, at vi grundlæggende ændrer vores forestilling om menneskets plads i verden?
Det sidste var i hvert fald budskabet fra dagens hovedtaler, teolog og lektor i bioetik ved Københavns Universitet Mickey Gjerris, der ikke lagde fingrene imellem i sin kritik af både samfundets og kirkens forhold til skaberværket.
En flodhest midt i klimakrisen
Hvad har en flodhest egentlig med kristendom og klimakrise at gøre?
En hel del, hvis man spørger Mickey Gjerris, der havde givet sit oplæg titlen ”Har du set en flodhest? – Kristendom og natursyn”.
Ifølge Gjerris er kristendommen alt for ofte blevet fortalt som historien om forholdet mellem Gud og mennesket, mens resten af skaberværket blot har fungeret som kulisse. Naturen er blevet noget, vi kan bruge, udnytte og herske over, snarere end noget, vi selv er en del af.
Men i Jobs Bog møder vi en ganske anden fortælling. Her fremhæver Gud blandt andet flodhesten som et af skaberværkets vidundere. Et dyr, der ikke nødvendigvis har nogen nytteværdi for mennesket, men som alligevel har sin egen plads og betydning i verden.
”Vi har været med til at fortælle den historie, det her samfund nu står på. Og jeg vil påstå, at vi har nogle andre historier at fortælle”
Mickey Gjerris
For Gjerris åbner det for en anden teologisk forståelse. En kristendom, hvor mennesket ikke er skaberværkets ubestridte centrum, men hvor livet i alle dets former har værdi i sig selv. At betragte en flodhest kan således blive en påmindelse om, at verden er større end vores egne behov og interesser.
Det er samtidig et opgør med den forestilling, at mennesket kan fortsætte sin nuværende levevis, så længe teknologien blot bliver tilstrækkeligt grøn.
For ifølge Gjerris er naturkrisen ikke kun et spørgsmål om CO₂-udledning, forurening og manglende teknologiske løsninger. Den handler også om vores økonomiske system, vores forbrug og de værdier, vi har indrettet samfundet efter.
I sit oplæg problematiserede han blandt andet troen på, at økonomien kan fortsætte med at vokse, samtidig med at vi reducerer vores belastning af naturen tilstrækkeligt. Han efterlyste en langt mere grundlæggende forandring af vores forhold til både forbrug, velstand og det levende omkring os.
Kirken må også give plads til vreden
Kritikken var imidlertid ikke kun rettet mod det omgivende samfund. Også kirken fik en del af ansvaret.
For selv om kristendommen rummer fortællinger om menneskets ansvar for skaberværket, har kirken historisk været med til at understøtte et natursyn, hvor mennesket står over resten af naturen. Og dermed har kristendommen ifølge Gjerris også været med til at legitimere den måde, vi behandler vores omgivelser på.
”Der er et ansvar. Både fordi kirken er medskyldig i problemerne, men også fordi kirken har en styrke,” lød hans pointe.
Men ansvaret handler ikke alene om at gøre kirkerne mere bæredygtige. Det handler også om, hvad der bliver sagt fra prædikestolene, og hvilke følelser der får plads i det kirkelige fællesskab.
Gjerris efterlyste blandt andet større opmærksomhed på ”sorg og vrede” i teologien. Følelser, som han mener risikerer at blive trængt i baggrunden, når kirken først og fremmest forsøger at skabe tryghed, glæde og fællesskab.
For hvad stiller vi op med sorgen over de arter, der forsvinder, de ødelagte økosystemer og de landskaber, som aldrig bliver de samme igen? Og hvor skal mennesker gå hen med deres vrede over, at vi tilsyneladende fortsætter med at ødelægge det, vi samtidig kalder Guds skaberværk?
”Der er enormt behov for at ritualisere de her ting,” sagde han med henvisning til blandt andet klimasorggrupper og ritualer, der kan hjælpe mennesker med at sætte ord på deres oplevelser.
Kirken kan med andre ord være et sted, hvor man ikke behøver have løsningen klar, før man får lov til at udtrykke sin fortvivlelse.
Men den skal ifølge Gjerris også turde være mere samfundskritisk. Han stillede spørgsmålet, om kirkens rolle blot er at samle mennesker til festlige gudstjenester, eller om den også skal udfordre de samfundsstrukturer, der bidrager til naturens ødelæggelse.
Fra teologisk opgør til grønne handlinger
At der allerede er sket en betydelig forandring i kirkernes forhold til miljøspørgsmål, blev tydeligt tidligere på dagen.
Grøn Kirkes formand, Keld B. Hansen, fortalte om udviklingen siden initiativets begyndelse i 2008. Dengang var det langt fra nogen selvfølge, at kirken skulle beskæftige sig med klima og miljø.
”Vi blev i starten kritiseret for alt muligt,” fortalte han og pegede blandt andet på beskyldninger om at blande kristendom og politik sammen.
I dag er situationen en anden. Ifølge formanden møder Grøn Kirke langt mindre modstand og langt større forståelse for, at hensynet til skaberværket også er et kirkeligt anliggende.
Det blev understreget af Jesper Rønn Kristiansen fra Folkekirkens Grønne Omstilling, der fortalte om arbejdet med at reducere CO₂-udledninger og skabe mere biodiversitet på kirkens arealer.
”Hvis man skal skære grøn omstilling helt ind til benet, er det reduktion af CO₂ og forøgelse af biodiversiteten,” forklarede han.
Men selv om målene kan formuleres enkelt, er vejen dertil sjældent ligetil. Kirkerne råder over både bygninger, kirkegårde og jordarealer, og omstillingen kræver samarbejde på tværs af økonomiske, juridiske og organisatoriske rammer.
Samtidig behøver grøn omstilling ikke kun at handle om energiforbrug og tekniske løsninger. Jonas Vigkilde fra Hello Kitchen fortalte om madglæde og måltidsfællesskaber, hvor mennesker gennem fælles madlavning kan få erfaringer med mere plantebaserede måltider.
Også Roskilde Baptistkirke bidrog med et konkret eksempel. Her har man investeret i et nyt solcelleanlæg med batterier, der kan dække en betydelig del af kirkens strømforbrug og på sigt frigøre penge til menighedens øvrige aktiviteter. Initiativet blev ved konferencens afslutning kåret som vinder af prisen Årets Grønne Initiativ!
De mange eksempler viste, at grøn omstilling kan begynde med noget så jordnært som en elregning, en gryde mad eller et stykke kirkejord.
Men samtidig rejste de et spørgsmål, som Mickey Gjerris’ oplæg havde gjort vanskeligt at komme uden om: Er de mange lokale initiativer tilstrækkelige, hvis de grundlæggende samfundsstrukturer fortsat trækker i den modsatte retning?
Vandet som fælles ansvar
Eftermiddagens workshops satte fokus på vandets mange betydninger og de udfordringer, der følger med, når naturens balance forrykkes. For vand er ikke blot en ressource, vi skal forvalte. Det er også noget, der forbinder mennesker, landskaber og liv på tværs af grænser.
Kirkegårdsleder Rasmus Christoffersen satte fokus på, hvordan stigende vandmængder både udfordrer kirkegårdene og åbner muligheder for at skabe mere biodiversitet. Geologen Walter Brüsch rettede blikket mod det danske grundvand, hvor pesticider, kemikalier og PFAS truer den adgang til rent drikkevand, som mange tager for givet.
Vandets globale betydning blev belyst af sognepræst Helene Wonsbek Rasmussen, der gennem projektet Tupo Pamoja fortalte om, hvordan kirkefolk i Danmark og Kenya deler erfaringer om vandets betydning for hverdagsliv og tro. Teologen Margrethe Kamille Birkler tog deltagerne med under havoverfladen og satte med blå klimateologi fokus på havets økosystemer og menneskets ansvar for livet i vandet.
Tilsammen viste de fire perspektiver, at vandkrisen ikke alene handler om tekniske løsninger og miljøpolitik, men også om vores forhold til naturen og det ansvar, vi har for hinanden og resten af skaberværket.
En anden fortælling om verden
Midt mellem oplæg og workshops var der også plads til fællessang, da komponist og sangskriver Anne Odgård inviterede deltagerne til at synge om tro, natur og menneskets forbindelse til skaberværket.
Det var en anden tilgang til dagens alvorlige spørgsmål. Hvor Mickey Gjerris udfordrede vores samfund og vores natursyn, gav fællessangen plads til at udtrykke en samhørighed med verden, som ikke nødvendigvis lader sig indfange af klimaregnskaber og politiske målsætninger.
Og netop fortællingerne var et centralt omdrejningspunkt i Gjerris’ oplæg.
”Vi har været med til at fortælle den historie, det her samfund nu står på. Og jeg vil påstå, at vi har nogle andre historier at fortælle,” sagde han.
Her ligger måske en af kristendommens vigtigste muligheder i mødet med naturkrisen. Ikke alene i at bidrage med flere grønne løsninger, men i at fortælle en anden historie om, hvad et godt menneskeliv er, og hvad vi skylder den verden, vi er en del af.
En historie, hvor naturen ikke kun har værdi, når den kan omsættes til økonomisk vækst. Hvor ansvar ikke blot handler om vores medmennesker, men også om det øvrige skaberværk. Og hvor kirken tør insistere på, at livet er større end menneskets egne interesser.
For hvis Mickey Gjerris har ret, er naturkrisen ikke kun et problem, der kan løses med bedre teknologi, flere solceller og mere ansvarligt forbrug. Den kræver også, at vi begynder at forstå vores plads i verden på en anden måde.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvor meget grønnere kirken kan blive. Men om den tør være med til at ændre den fortælling, vi bygger vores samfund på.
Årskonferencen fandt sted i Sankt Jørgensbjerg Sognegård i Roskilde den 30.oktober 2026
