Inspiration til fejring af Skabelsestiden

Skabelsestiden nærmer sig, og hvis du endnu ikke ved, hvordan du skal markere tiden, kan du lade dig inspirere her

Skabelsestiden betegner perioden fra den 1. september til den 4. oktober og giver anledning til at sætte fokus på taknemmelighed, omsorg og engagement for skaberværket.

Hold gudstjeneste eller andre af kirkens arrangementer udendørs

Når vi mødes og er sammen udendørs skabes en naturlig forbindelse mellem os og naturen som omgiver os. Måske vi hører en fugl synge eller mærker vinden i håret. Lad dette blive en anledning til at nyde den omkringliggende natur, takke for den eller reflektere over, hvad vi kan gøre for at bevare den.

Skabelsestiden er anledning til at holde gudstjeneste med fokus på skabelsen og forbindelsen mellem menneske og natur. Brug gerne Skabelsestidens officielle bønner, som findes her på hjemmesiden eller gå selv på jagt efter inspiration til en prædiken over temaet.
Indlæg tid i gudstjenesten til stilhed og giv mulighed for at lytte til naturens sang.

Tag på pilgrimsvandring

Tag afsted en vandring i refleksion og taknemmelighed over forbindelsen tl naturen og livet på jorden. Indlæg stunder med stilhed og mulighed for at lade sig rive med af naturens kræfter og lyde. Undersøg i fællesskab eller for dig selv, hvordan du fordrer taknemmelighed, omsorg og engagement i forhold til den verden, vi lever i.
Du kan eventuelt inddrage bønner eller tekstlæsninger om emnet.

Du kan også lade dig inspirere af Klimapilgrimsvandring, som du kan læse mere om via linket her:

https://xn--grnkirke-64a.dk/inspiration/groen-gudstjeneste/klimapilgrimsvandring/

Invitér til langbordsmiddag og samtale om mad og natur

Gode samtaler opstår ofte omkring et måltid.
Invitér lokalområdet til langbordsmiddag lavet på sæsonens grøntsager og åben op for samtalen om mad, natur og tro.

Dette kan blive en anledning til at mødes på tværs og dele tanker, bekymringer og håb for den verden vi deler – og måske også til at kirkens døre åbnes for dem, som endnu ikke har været forbi.

Du kan lade dig inspirere til det grønne måltid her: https://xn--grnkirke-64a.dk/aktuelt/kirken-og-den-groenne-mad/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top