Ud og se

Vi gik på fugleture i Forstbotanisk Have ved Charlottenlund station, omkring Gentofte sø, i Ermelunden og Utterslev mose. Jeg fandt ud af, at der både var grønirisker og grønsiskener og ret mange forskellige mejser. Og så var der netop den vinter en del Nøddekriger på besøg oppe nordfra. Meget spændende, for det var en af du fugle, der var markeret med en hvid cirkel i fuglebogen som tegn på, at det var ret sjældent set her i landet. Jeg noterede alle de fugle vi så i et lille hefte og krydsede flittigt af i artslisten forrest i Europas Fugle. Jeg blev medlem af Dansk Ornitologisk Forening og tog med på busture til Sverige og så endnu flere forskellige fugle. Det var stort og spændende.

Noget af fugleinteressen var beslægtet med frimærkesamling. Det handlede om at se så mange forskellige fugle som muligt, at få sat krydser på artslisten. Men der var mere på spil end det. Jeg blev opmærksom på fuglene på en helt ny måde. Jeg fandt ud af, hvilke naturtyper de forskellige fugle foretrak, og jeg begyndte også at kende forskel på de forskellige fuglestemmer. Jeg kom til at holde stadig mere af fuglene, og jeg blev engageret i at værne om fuglenes levesteder.

Kendskab og kærlighed

Senere er jeg kommet til at tænke på, at alt det her har nogle ligheder med Biblens fortælling om Adam, der giver dyrene navne. Den fortælling kan læses som et udtryk for en antropocentrisk naturforståelse: at naturen først tilkendes værdi når mennesker forholder sig til den og gør brug af den. Og der er bestemt noget i den bibelske beretning og den kristne tradition, der har været med til at forme og legitimere en antropocentrisk naturforståelse. Men fortællingen om Adam, der giver dyrene navne, er også en historie om hvordan opmærksomheden overfor naturen bliver vakt, hvordan det at sætte ord på dyr og planter åbner en verden, fordi ordene giver mulighed for at skelne og huske og dele sine oplevelser med andre. Sådan udvikles kendskabet til naturen og kærligheden til naturen, og begge dele er der hårdt brug for, hvis vi skal blive bedre til at leve op til vores bibelske ansvar som “forvaltere af Guds verden”.

Eller som Grundtvig udtrykker det:

“Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.”

For påsken fortæller ikke kun om det store mirakel, der sprænger alle rammer. Den fortæller også om det, der ligner opløsning. Om det, der går i stykker. Om det, der bliver lagt i jorden og tilsyneladende er slut. 

Det er ellers rart at springe direkte til opstandelsen påskemorgen; til lyset, glæden og det nye liv. Men komposten i min have har ikke travlt. Den bliver ved med at minde mig om, at forvandling tager tid – og at det ikke altid er særligt kønt eller velduftende undervejs. 

Der er noget trøstende i det. For vi lever i en tid, hvor meget føles som affald. Ikke bare det, vi smider i skraldespanden, men også det, vi har slidt på: naturen, ressourcerne, måske endda håbet.  

Men i Guds skaberværk findes der ikke den slags endegyldigt affald. 

Det, der er dødt, bliver til jord. Og jorden bliver til grobund for nyt liv. 

Det er ikke en undskyldning for at fortsætte som hidtil. Tværtimod. For komposten kræver også noget af mig. At jeg sorterer. At jeg tænker over, hvad jeg smider ud – og hvad jeg kunne have brugt anderledes. At jeg tager ansvar for det, jeg er en del af. 

Men den giver også et håb, som ikke er afhængigt af min egen formåen. At livet kan mere, end jeg kan styre. At det, jeg troede var slutningen, kan blive begyndelsen på noget andet. 

Nu hvor påskeliljerne bryder frem i haven, er det ikke på trods af kompostbunken, men på grund af den. Det visne er blevet til næring. Det, der engang var rester, er nu blevet til mulighed. 

Og jeg tror, at det er sådan påsken skal forstås! Ikke som en flugt fra det ødelagte og grimme – men som Guds måde at blive i det på. Midt i det, der lugter lidt. Midt i det, vi helst ville gemme væk. 

Og så langsomt, næsten helt umærkeligt, lade nyt liv vokse frem.“

Inspiration om den grønne teologi

Det grønne handler både om teologi og praksis! Læs mere om teologien bag omsorgen og respekten for Guds skaberværk

Boganmeldelser,  Grøn teologi,  Nyheder

Lea Korsgaard bevæger sig ned af ukendte stier og opdager en historie og en rigdom som ofte glemmes – og du er inviteret med!

27 juni, 2026

Læs mere

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

Boganmeldelser,  Inspiration,  Nyheder

“Dyrenes Bog. Det begynder med os” af Micky Gjerris, anbefalet af Martin Ishøy

8 april, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Inspiration,  Kompost,  Nyheder,  Påske

“Påsken ifølge kompostbeholderen” – klumme af Lizette Harritsø Lauritzen

26 marts, 2026

Læs mere

Grøn teologi,  Jul,  Nyheder

Adventshåb og vrimlende sneflokke – Grøn klumme om adventstiden

7 december, 2025

Læs mere

Aktuelt,  Grøn teologi,  Inspiration,  Nyheder

Grøn kirke er mere end skabelsesteologi – Påskens og pinsens Gud er også skabelsens Gud – Del 3

21 november, 2025

Læs mere

Det er en velkendt morsomhed, at mens Sten Stensen Blicher digter “Det er hvidt herude”, fordi han som jysk præst, landmand og jæger færdedes ude i naturen uanset årstid, så sidder B. S. Ingemann inde i sin stue i Sorø – måske sammen med sin kone Lucie – og nyder en kop te, mens de kigger ud ad vinduet, og han digter: “I sne står urt og busk i skjul, det er så koldet derude”. 

Begge højskolesange bliver flittigt sunget i de her måneder, og de passer bedre med den danske virkelighed i år, end de har gjort den sidste halve snes år. Vi har virkelig fået vinter her i 2026. 

Og hvordan passer det så med de alarmerende meldinger fra alverdens klimaforskere om fortsat global opvarmning, ja meldinger om, at vi nu allerede er nået over den 1,5 % stigning i jordens temperatur, som man ved Parisaftalen for 10 år siden ellers internationalt havde aftalt at holde sig under? Det spørgsmål stillede den klimabenægtende og olieelskende amerikanske præsident Trump også på sit sociale medie med det absurde navn, Truth Social: hvordan kan den nuværende vinterkulde langs USAs østkyst, der allerede har kostet flere mennesker livet, passe sammen med påstandene om global opvarmning? 

Svaret er, at det desværre passer helt perfekt, for samtidig med at vi har det koldere end vanligt i Danmark og New York, så runder temperaturen i Nuuk 10 plusgrader, samtidig med at varmen får permafrosten i Alaska til at at løsne sit greb, så hele landsbyer forvandles til mudder. Og det er ganske som forudsagt af klimaforskerne: de høje arktiske jetstrømme er blevet påvirket af den globale opvarmning og slår nu nogle gevaldige sving, så kulden låser sig fast i nogle områder heroppe mod nord, mens andre områder påvirkes at nye varme vinde fra syd. 

Mens Trump sidder inde i sit hvide hus og skriver om kulden derude, så går vores grønlandske venner rundt derude på de snefri veje i Nuuk og længes efter vinterkulden. 

Der er allerede gået en del kuk i klimaet. Det er på høje tid, at vi tager det alvorligt. Det kan vi bruge den forestående fasteperiode til at overveje og øve os i: at stå af vækst-besættelsen, at skrue ned for forbruget, at give os tid til sammen at gå ud i vintervejret og opleve, hvad der udfolder sig omkring os: det er hvidt herude…. 

Kære Gud 
Tak for livet. 
Tak for naturen. 
Tak for årstidernes vekslen.
Vi beder for befolkningen i Ukraine, som lige nu lider under kulden.  
Vi beder for folk i Grønland, som frygter Trump og bekymrer sig for indlandsisen. 
Vi beder om, at vi og verdens ledere vågner op til dåd,
så vi sammen kan ændre kurs,
og vise os som bedre forvaltere af dit skaberværk.