Men den, der drikker af det vand, jeg giver ham, vil aldrig mere blive tørstig. Det vand, jeg giver ham, vil nemlig springe som en kilde i ham, så han får evigt liv. Amen! 
Joh. 4,13b-14, Den Nye Aftale 2020

Vand i Bibelen spiller en vigtig rolle. Det giver liv og det er de farefulde vande. Vandet skal være rent ellers gør det os syge. Kan det rene vand ikke løbe ind i vores mund, hjerte og krop bliver vi syge i sjæl, sind og krop.

I kristendommen siger Jesus om sig selv, at han er det levende vand. Vi skal aldrig mere tørste, fordi det vand, han skænker, giver livet, og en ny begyndelse som vandet i dåben. Et nyt menneske skal opstå som et Guds barn efter den farefulde druknedød af det gamle og syndige menneske.

Øen har vand omkring og den er ikke landfast.
Øen har vandet tæt omkring sig og nogle gange for tæt.
Øen er indpakket i vand og vandet er livsvigtigt, men også livsfarligt.
Øen værner om vandet, iagttager og passer på det.
Øen giver mennesker en tryghed.
Øen giver også en begrænsning.
Øen henter føde fra vandet.
Øen indespærrer sin menneskehed og de kan kun komme derfra ved at sejle.
Øen er et sted, hvor mennesker er isolerede fra fastlandet.

Den ærøske forfatter Jesper Wung- Sung genfortæller og skriver i ”Sandøs Rose” fra 2026 om ØEN, men med en anden hovedperson end i Martin A. Hansens i ”Løgneren” fra 1950:

”Øen er et fængsel, her må alle de syge og gale bo, sådan tænker jeg af og til, og når jeg har tænkt tanken, kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om det er mig der er ved at blive gal. Man kunne gå grassat i denne tåge uden at nogen ville opdage det! Jeg tænker altid på Tom. Hans far var anderledes, uagtet han selv har været ved at miste livet, han vil lære ham om havet, jeg forsøger at holde drengen væk; noget af en opgave når man bor på en lille ø. Hvis ikke tågen hang som et beskidt gardin, ville man kunne se vand i en eller anden retning. LIGGER DER OG LOKKER.”

At have havet tæt på i hverdagen og at have udsyn til kimingen sommer og vinter gør noget helt særligt for vores forbindelse mellem jord og himmel.

I over 30 år har jeg boet på Ærø – virket som præst, i sejlklubben o g foreninger på øen. En hel naturlig åre vågnede i mit indre, da jeg blev præst her i 1996. Mit halve danske- og halve færøske jeg takkede vor Herre for det kald. Min færøske mor havde fortalt om havet – vandet og sælkvinden i mange, angstprovokerende og dramatiske variationer fra hendes hjemland, hvor en opvækst på sydligste ø havde givet hende et helt særligt forhold til naturen.

Om vandet – det livgivende og dræbende hav, der betød mad og overlevelse, men også død. Om den far, der aldrig kom hjem, men lå et sted derude i Nordatlanten. Det blev hans grav og bygden forsamledes i kirken uden kiste til mindehøjtidelighed og sang ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære” (Nr. 7 i salmebogen og ”Nærmere, Gud, til dig” (Nr. 26 i salmebogen).

Om livet, der opretholdes ved vandet og om vandet, der kvæler os lige så stille. Pas på – det kan vise tænder – ikke kun smukke hvide rolige tænder og også bidske, hvis du ikke forstår, hvor din menneskelige grænse går. Hav respekt og omsorg for vandet, leg med det, men du må vide, hvordan du behandler og beundrer det. Hvis du tror, at du kan tæmme en stormende kuling på Nordsøen, tror du fejl.

Søg læ, bed dit Fadervor og være ydmyg. Nogle siger, at folk i tæt kontakt med havet er mere religiøse. De oplever, at liv og død ligger dybt begravet og nedarvet gennem generationer – en respekt for havet, som har lejret sig som en tydelighed gennem generationer. Mange har en familiehistorie om menneskeliv, der er gået tabt på havet.

Det ansigt mod verden, der ligger i menneskets guddommelige længsel mod havet, ved trangen til at rejse ud på havet på arbejde, finde føde, møde andre mennesker og kulturer ligger dybt i sjælen på øen.

En forståelse og tro på vandets livgivende og livtagende kræfter ligger i folket. I gammel keltisk kristendom søges og længes menneske efter den guddommelige strøm, der løber dybt i alt, der lever. Den er som en underjordisk flod, der strømmer gennem universets årer. Hvis der på en eller anden måde blev dæmmet op for den eller lukket for den, ville alt holde op med at eksistere.

Den hellige strøm af vand er ikke bare en dimension ved livet. Den er selve kernen i alt, der er til. Den guddommelige strøm dybt i alle ting. (John Scotus Eriugena)

Sankt Patricks brynje, Hjortens kalden:

”Jeg binder mig i dag
til stjernernes energi,
solens stråleskær,
månens hvidhed,
ildens glans,
lynets glimt,
vindens vildskab,
havets dybder,
jorden frugtbarhed,
klippernes grundvold.”

Læs mere og tilmeld dig her!

Flere klummer og teologisk indhold

Inspiration,  Klummer,  Nyheder

Det livgivende og farefulde vand – klumme om Det levende vand

10 september, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn teologi,  Inspiration,  Nyheder

Når resonansen står i flammer

31 august, 2026

Læs mere

Grøn teologi,  Nyheder,  Nyheder fra det Grønne Netværk,  Skabelsens Dag,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Skabelsestiden er mere end en tak for jordens afgrøder. Den åbner for en ny og aktuel måde at fejre høstgudstjeneste på.

13 august, 2026

Læs mere

Boganmeldelser,  Grøn teologi,  Nyheder

Lea Korsgaard bevæger sig ned af ukendte stier og opdager en historie og en rigdom som ofte glemmes – og du er inviteret med!

27 juni, 2026

Læs mere

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

Boganmeldelser,  Inspiration,  Nyheder

“Dyrenes Bog. Det begynder med os” af Micky Gjerris, anbefalet af Martin Ishøy

8 april, 2026

Læs mere

Ud og se

Vi gik på fugleture i Forstbotanisk Have ved Charlottenlund station, omkring Gentofte sø, i Ermelunden og Utterslev mose. Jeg fandt ud af, at der både var grønirisker og grønsiskener og ret mange forskellige mejser. Og så var der netop den vinter en del Nøddekriger på besøg oppe nordfra. Meget spændende, for det var en af du fugle, der var markeret med en hvid cirkel i fuglebogen som tegn på, at det var ret sjældent set her i landet. Jeg noterede alle de fugle vi så i et lille hefte og krydsede flittigt af i artslisten forrest i Europas Fugle. Jeg blev medlem af Dansk Ornitologisk Forening og tog med på busture til Sverige og så endnu flere forskellige fugle. Det var stort og spændende.

Noget af fugleinteressen var beslægtet med frimærkesamling. Det handlede om at se så mange forskellige fugle som muligt, at få sat krydser på artslisten. Men der var mere på spil end det. Jeg blev opmærksom på fuglene på en helt ny måde. Jeg fandt ud af, hvilke naturtyper de forskellige fugle foretrak, og jeg begyndte også at kende forskel på de forskellige fuglestemmer. Jeg kom til at holde stadig mere af fuglene, og jeg blev engageret i at værne om fuglenes levesteder.

Kendskab og kærlighed

Senere er jeg kommet til at tænke på, at alt det her har nogle ligheder med Biblens fortælling om Adam, der giver dyrene navne. Den fortælling kan læses som et udtryk for en antropocentrisk naturforståelse: at naturen først tilkendes værdi når mennesker forholder sig til den og gør brug af den. Og der er bestemt noget i den bibelske beretning og den kristne tradition, der har været med til at forme og legitimere en antropocentrisk naturforståelse. Men fortællingen om Adam, der giver dyrene navne, er også en historie om hvordan opmærksomheden overfor naturen bliver vakt, hvordan det at sætte ord på dyr og planter åbner en verden, fordi ordene giver mulighed for at skelne og huske og dele sine oplevelser med andre. Sådan udvikles kendskabet til naturen og kærligheden til naturen, og begge dele er der hårdt brug for, hvis vi skal blive bedre til at leve op til vores bibelske ansvar som “forvaltere af Guds verden”.

Eller som Grundtvig udtrykker det:

“Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.”

For påsken fortæller ikke kun om det store mirakel, der sprænger alle rammer. Den fortæller også om det, der ligner opløsning. Om det, der går i stykker. Om det, der bliver lagt i jorden og tilsyneladende er slut. 

Det er ellers rart at springe direkte til opstandelsen påskemorgen; til lyset, glæden og det nye liv. Men komposten i min have har ikke travlt. Den bliver ved med at minde mig om, at forvandling tager tid – og at det ikke altid er særligt kønt eller velduftende undervejs. 

Der er noget trøstende i det. For vi lever i en tid, hvor meget føles som affald. Ikke bare det, vi smider i skraldespanden, men også det, vi har slidt på: naturen, ressourcerne, måske endda håbet.  

Men i Guds skaberværk findes der ikke den slags endegyldigt affald. 

Det, der er dødt, bliver til jord. Og jorden bliver til grobund for nyt liv. 

Det er ikke en undskyldning for at fortsætte som hidtil. Tværtimod. For komposten kræver også noget af mig. At jeg sorterer. At jeg tænker over, hvad jeg smider ud – og hvad jeg kunne have brugt anderledes. At jeg tager ansvar for det, jeg er en del af. 

Men den giver også et håb, som ikke er afhængigt af min egen formåen. At livet kan mere, end jeg kan styre. At det, jeg troede var slutningen, kan blive begyndelsen på noget andet. 

Nu hvor påskeliljerne bryder frem i haven, er det ikke på trods af kompostbunken, men på grund af den. Det visne er blevet til næring. Det, der engang var rester, er nu blevet til mulighed. 

Og jeg tror, at det er sådan påsken skal forstås! Ikke som en flugt fra det ødelagte og grimme – men som Guds måde at blive i det på. Midt i det, der lugter lidt. Midt i det, vi helst ville gemme væk. 

Og så langsomt, næsten helt umærkeligt, lade nyt liv vokse frem.“

Inspiration om den grønne teologi

Det grønne handler både om teologi og praksis! Læs mere om teologien bag omsorgen og respekten for Guds skaberværk

Inspiration,  Klummer,  Nyheder

Det livgivende og farefulde vand – klumme om Det levende vand

10 september, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn teologi,  Inspiration,  Nyheder

Når resonansen står i flammer

31 august, 2026

Læs mere

Grøn teologi,  Nyheder,  Nyheder fra det Grønne Netværk,  Skabelsens Dag,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Skabelsestiden er mere end en tak for jordens afgrøder. Den åbner for en ny og aktuel måde at fejre høstgudstjeneste på.

13 august, 2026

Læs mere

Boganmeldelser,  Grøn teologi,  Nyheder

Lea Korsgaard bevæger sig ned af ukendte stier og opdager en historie og en rigdom som ofte glemmes – og du er inviteret med!

27 juni, 2026

Læs mere

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

Boganmeldelser,  Inspiration,  Nyheder

“Dyrenes Bog. Det begynder med os” af Micky Gjerris, anbefalet af Martin Ishøy

8 april, 2026

Læs mere

Det er en velkendt morsomhed, at mens Sten Stensen Blicher digter “Det er hvidt herude”, fordi han som jysk præst, landmand og jæger færdedes ude i naturen uanset årstid, så sidder B. S. Ingemann inde i sin stue i Sorø – måske sammen med sin kone Lucie – og nyder en kop te, mens de kigger ud ad vinduet, og han digter: “I sne står urt og busk i skjul, det er så koldet derude”. 

Begge højskolesange bliver flittigt sunget i de her måneder, og de passer bedre med den danske virkelighed i år, end de har gjort den sidste halve snes år. Vi har virkelig fået vinter her i 2026. 

Og hvordan passer det så med de alarmerende meldinger fra alverdens klimaforskere om fortsat global opvarmning, ja meldinger om, at vi nu allerede er nået over den 1,5 % stigning i jordens temperatur, som man ved Parisaftalen for 10 år siden ellers internationalt havde aftalt at holde sig under? Det spørgsmål stillede den klimabenægtende og olieelskende amerikanske præsident Trump også på sit sociale medie med det absurde navn, Truth Social: hvordan kan den nuværende vinterkulde langs USAs østkyst, der allerede har kostet flere mennesker livet, passe sammen med påstandene om global opvarmning? 

Svaret er, at det desværre passer helt perfekt, for samtidig med at vi har det koldere end vanligt i Danmark og New York, så runder temperaturen i Nuuk 10 plusgrader, samtidig med at varmen får permafrosten i Alaska til at at løsne sit greb, så hele landsbyer forvandles til mudder. Og det er ganske som forudsagt af klimaforskerne: de høje arktiske jetstrømme er blevet påvirket af den globale opvarmning og slår nu nogle gevaldige sving, så kulden låser sig fast i nogle områder heroppe mod nord, mens andre områder påvirkes at nye varme vinde fra syd. 

Mens Trump sidder inde i sit hvide hus og skriver om kulden derude, så går vores grønlandske venner rundt derude på de snefri veje i Nuuk og længes efter vinterkulden. 

Der er allerede gået en del kuk i klimaet. Det er på høje tid, at vi tager det alvorligt. Det kan vi bruge den forestående fasteperiode til at overveje og øve os i: at stå af vækst-besættelsen, at skrue ned for forbruget, at give os tid til sammen at gå ud i vintervejret og opleve, hvad der udfolder sig omkring os: det er hvidt herude…. 

Kære Gud 
Tak for livet. 
Tak for naturen. 
Tak for årstidernes vekslen.
Vi beder for befolkningen i Ukraine, som lige nu lider under kulden.  
Vi beder for folk i Grønland, som frygter Trump og bekymrer sig for indlandsisen. 
Vi beder om, at vi og verdens ledere vågner op til dåd,
så vi sammen kan ændre kurs,
og vise os som bedre forvaltere af dit skaberværk.