Klumme af Peter Fisher-Møller, tidligere biskop over Roskilde Stift
Der skete rigtig meget rundt om i Europa og herhjemme i Danmark i 1968. Jeg var kun 13 år og nykonfirmeret, så ungdomsoprøret gik lidt hen over hovedet på mig. Men også for mig skete der rigtig meget: jeg begyndte i 1. real på Øregaard Gymnasium, og her kom jeg i klasse med en ivrig fuglekigger. Jeg havde tidligere ikke været særlig opmærksom på fuglene. Jovist vidste jeg, at der var forskel på en svale og en svane, og at der kom både musvitter og solsorte på foderbrættet hjemme hos mine forældre om vinteren. Men samtidig med at jeg i julegave fik Europas Fugle og en KOWA 10 X 50 kikkert åbnede der sig virkelig en ny verden for mig.
Ud og se
Vi gik på fugleture i Forstbotanisk Have ved Charlottenlund station, omkring Gentofte sø, i Ermelunden og Utterslev mose. Jeg fandt ud af, at der både var grønirisker og grønsiskener og ret mange forskellige mejser. Og så var der netop den vinter en del Nøddekriger på besøg oppe nordfra. Meget spændende, for det var en af du fugle, der var markeret med en hvid cirkel i fuglebogen som tegn på, at det var ret sjældent set her i landet. Jeg noterede alle de fugle vi så i et lille hefte og krydsede flittigt af i artslisten forrest i Europas Fugle. Jeg blev medlem af Dansk Ornitologisk Forening og tog med på busture til Sverige og så endnu flere forskellige fugle. Det var stort og spændende.
Noget af fugleinteressen var beslægtet med frimærkesamling. Det handlede om at se så mange forskellige fugle som muligt, at få sat krydser på artslisten. Men der var mere på spil end det. Jeg blev opmærksom på fuglene på en helt ny måde. Jeg fandt ud af, hvilke naturtyper de forskellige fugle foretrak, og jeg begyndte også at kende forskel på de forskellige fuglestemmer. Jeg kom til at holde stadig mere af fuglene, og jeg blev engageret i at værne om fuglenes levesteder.
Kendskab og kærlighed
Senere er jeg kommet til at tænke på, at alt det her har nogle ligheder med Biblens fortælling om Adam, der giver dyrene navne. Den fortælling kan læses som et udtryk for en antropocentrisk naturforståelse: at naturen først tilkendes værdi når mennesker forholder sig til den og gør brug af den. Og der er bestemt noget i den bibelske beretning og den kristne tradition, der har været med til at forme og legitimere en antropocentrisk naturforståelse. Men fortællingen om Adam, der giver dyrene navne, er også en historie om hvordan opmærksomheden overfor naturen bliver vakt, hvordan det at sætte ord på dyr og planter åbner en verden, fordi ordene giver mulighed for at skelne og huske og dele sine oplevelser med andre. Sådan udvikles kendskabet til naturen og kærligheden til naturen, og begge dele er der hårdt brug for, hvis vi skal blive bedre til at leve op til vores bibelske ansvar som “forvaltere af Guds verden”.
Eller som Grundtvig udtrykker det:
“Den har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.”
Flere grønne klummer?
Dyk ned i flere refleksioner om det grønne i klummerne her!
