Det er så koldt derude – men måske vi skal gå derud alligevel?

Klumme om fasten af Peter Fischer-Møller, tidligere biskop i Roskilde Stift

Det er en velkendt morsomhed, at mens Sten Stensen Blicher digter “Det er hvidt herude”, fordi han som jysk præst, landmand og jæger færdedes ude i naturen uanset årstid, så sidder B. S. Ingemann inde i sin stue i Sorø – måske sammen med sin kone Lucie – og nyder en kop te, mens de kigger ud ad vinduet, og han digter: “I sne står urt og busk i skjul, det er så koldet derude”. 

Begge højskolesange bliver flittigt sunget i de her måneder, og de passer bedre med den danske virkelighed i år, end de har gjort den sidste halve snes år. Vi har virkelig fået vinter her i 2026. 

Og hvordan passer det så med de alarmerende meldinger fra alverdens klimaforskere om fortsat global opvarmning, ja meldinger om, at vi nu allerede er nået over den 1,5 % stigning i jordens temperatur, som man ved Parisaftalen for 10 år siden ellers internationalt havde aftalt at holde sig under? Det spørgsmål stillede den klimabenægtende og olieelskende amerikanske præsident Trump også på sit sociale medie med det absurde navn, Truth Social: hvordan kan den nuværende vinterkulde langs USAs østkyst, der allerede har kostet flere mennesker livet, passe sammen med påstandene om global opvarmning? 

Svaret er, at det desværre passer helt perfekt, for samtidig med at vi har det koldere end vanligt i Danmark og New York, så runder temperaturen i Nuuk 10 plusgrader, samtidig med at varmen får permafrosten i Alaska til at at løsne sit greb, så hele landsbyer forvandles til mudder. Og det er ganske som forudsagt af klimaforskerne: de høje arktiske jetstrømme er blevet påvirket af den globale opvarmning og slår nu nogle gevaldige sving, så kulden låser sig fast i nogle områder heroppe mod nord, mens andre områder påvirkes at nye varme vinde fra syd. 

Mens Trump sidder inde i sit hvide hus og skriver om kulden derude, så går vores grønlandske venner rundt derude på de snefri veje i Nuuk og længes efter vinterkulden. 

Der er allerede gået en del kuk i klimaet. Det er på høje tid, at vi tager det alvorligt. Det kan vi bruge den forestående fasteperiode til at overveje og øve os i: at stå af vækst-besættelsen, at skrue ned for forbruget, at give os tid til sammen at gå ud i vintervejret og opleve, hvad der udfolder sig omkring os: det er hvidt herude…. 

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top