“Påsken ifølge kompostbeholderen” – klumme af Lizette Harritsø Lauritzen

Påsken er en langsom forvandling, som ikke tager afstand fra det grimme og døde, men netop bruger dette til at skabe nyt liv! Læs med, når sognepræst i Hornbæk Kirke reflekterer over påskens budskab

Lizette Harritsø Lauritzen, foto af Sille Arendt

“Der er ikke meget højtid over min kompostbeholder.

Den er der bare, gemt lidt væk i et hjørne af haven. Nogle gange lidt for våd, andre gange lidt for tør. Fyldt med kaffegrums, kartoffelskræller og visne grene, der for længst har mistet deres sprødhed. Det er ikke ved siden af den, man stiller sig med rank ryg og får store tanker.

Og så alligevel.

For hver gang jeg arbejder med, løfter låget og ser ned i det, der mest af alt ligner slutningen på alting, er det som om, at der alligevel er noget der insisterer på at begynde! Det jeg smed ud for en måneds tid siden er ikke længere til at kende. Det er ved at tage en ny form, det lugter anerledes og det har noget løfterigt og håbefuldt i sig.

Det er en langsom forvandling. Der er ingen fanfarer, ingen trompeter, der spiller påskesolen op. Ingen storhed, og ingen påskesalmer, der insisterer på liv. Ingen fanfarer. Der er bare varme, fugt og tid.

Og måske er det netop derfor, at kompostbeholderen og dens indhold minder mig om påske.

For påsken fortæller ikke kun om det store mirakel, der sprænger alle rammer. Den fortæller også om det, der ligner opløsning. Om det, der går i stykker. Om det, der bliver lagt i jorden og tilsyneladende er slut.

Det er ellers rart at springe direkte til opstandelsen påskemorgen; til lyset, glæden og det nye liv. Men komposten i min have har ikke travlt. Den bliver ved med at minde mig om, at forvandling tager tid – og at det ikke altid er særligt kønt eller velduftende undervejs.

Der er noget trøstende i det. For vi lever i en tid, hvor meget føles som affald. Ikke bare det, vi smider i skraldespanden, men også det, vi har slidt på: naturen, ressourcerne, måske endda håbet.

Men i Guds skaberværk findes der ikke den slags endegyldigt affald.

Det, der er dødt, bliver til jord. Og jorden bliver til grobund for nyt liv.

Det er ikke en undskyldning for at fortsætte som hidtil. Tværtimod. For komposten kræver også noget af mig. At jeg sorterer. At jeg tænker over, hvad jeg smider ud – og hvad jeg kunne have brugt anderledes. At jeg tager ansvar for det, jeg er en del af.

Men den giver også et håb, som ikke er afhængigt af min egen formåen. At livet kan mere, end jeg kan styre. At det, jeg troede var slutningen, kan blive begyndelsen på noget andet.

Nu hvor påskeliljerne bryder frem i haven, er det ikke på trods af kompostbunken, men på grund af den. Det visne er blevet til næring. Det, der engang var rester, er nu blevet til mulighed.

Og jeg tror, at det er sådan påsken skal forstås! Ikke som en flugt fra det ødelagte og grimme – men som Guds måde at blive i det på. Midt i det, der lugter lidt. Midt i det, vi helst ville gemme væk.

Og så langsomt, næsten helt umærkeligt, lade nyt liv vokse frem.“