Når resonansen står i flammer

Klumme af Margrethe Birkler, Ph.d i teologi og projektleder ved videnscenter for diakoni

Naturbrandene i Europa denne sommer har nu slået gennemsnittet for hektar påvirket areal for de sidste tyve år med mere end en fordobling. Det årlige gennemsnit for 2006-2025 ligger på omkring 243.000 hektar, mens mere end 619.000 hektar er påvirket i år indtil videre. Værst går det ud over Spanien og Frankrig, hvor brandene sommeren over har fyldt til stadighed mere i både landskabet og nyhedsbilledet.

Samtidig rammer tørke og rekordhøje temperaturer mange andre lande i Europa. Danmark var her blot ét blandt flere lande, der i år slog den tidligere nationale varmerekord, da vi d. 27. juni kunne måle en temperatur på 37 grader i Ødum og Odense. Kendte vartegn i Europa ser nu svitsede eller udtørrede ud, mens flere vandområder svinder så meget ind, at gamle skeletter – både fra dyr og maskineri – kommer frem. Og det er da heller ikke længe siden, faktisk kun januar i år, at FN begyndte at tale om global vandkonkurs.

Eksistentiel og åndelig resonans

Men vi taler ikke kun om et tab af livsrum, når Europa står i flammer og tørrer ud. Som nogle af bidragene i den nye antologi Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk arbejde har vist, er naturen også fuld af mulige resonansmøder – som nu reduceres til aske og støv. Resonans er naturligvis ikke kun at finde i og med naturen, men den er en af de påmindelser, vi møder, der minder os om en langsommelighed og tålmodighed i et accelerationssamfund, der har det med at være mere fart end substans.

Hvis man løber tilpas hurtigt, er det svært at mærke relationerne – både de menneskelige og de mere-end-menneskelige. I naturens resonans kan vi i stedet mærke en eksistentiel og åndelig ro, vores egne sansninger og en restituerende blot væren til, hvor vi ikke skal være noget bestemt eller et bestemt sted, men blot være. Her mærker vi og mindes om noget så simpelt som det åndedræt, vi deler med resten af naturen, og som vi ikke behøver tage, fordi det gives til os. Resonansen eroderer her accelerationsbehovet og selvtilstrækkeligheden væk for en stund og lader os i stedet mærke en forbundethed med både Skaber og skaberværk.

Når vi mærker resonansen i og med naturen, opstår der, som det beskrives i antologien, en vibrerende tråd mellem os og resten af naturen. Verden opleves imødekommende og svarende. De vibrerende tråde nedbrænder dog i Europas sommernaturbrande og bliver til sod og støv.

Godt nok er vi kommet af støv og skal blive til støv igen, som vi finder i både bibel og begravelsesritual, men det betyder ikke, at vi ikke også mister noget af os selv, når den natur, vi er en relationel del af, brænder op og udtørres som konsekvens af den menneskeskabte klimakrise.

Forkullede vibrationer

Hvad sker der, når Frankrig, Spanien og så mange flere steder brænder i det pyrocæne? Når ikke kun Europas floder, men også mulige resonansmøder, svinder ind? Jeg tror, at vi bliver fattigere. Jeg tænker ikke på den der økonomiske, altid profitoptimerende og kapitaludvindende tilgang, som når vi kan læse i nyhederne om, hvordan salg af parmesanost, vin og olivenolie trues af naturbandene og varmebølgerne. Jeg tænker på et indre tab, hvor vi bliver eksistentielt og åndeligt fattigere. Hvor vi mister en del af os selv, fordi vi mister en del af det skaberværk, vi selv hører med til.

Der sker naturligvis et kvantificerbart og måleligt materielt tab, når Europa gribes af ildens hærgen og rekordtemperaturernes tørke, men tabet kan også mærkes eksistentielt og åndeligt. Det udfordrer med rette meningskonstruktioner, hvor håbets opretholdelse kan synes næsten håbløs. Når ilden og varmen hærger det skaberværk, vi elsker og som ifølge skabelsesberetningen er set som godt, gør det ondt. Det kan være fuldstændig debiliterende i de dybere dimensioner af mennesket end det rent fysiske på overfladen, nemlig når det kommer til tro, håb og meningsdannelse. Vi er trods alt ikke kun støv, men også ånd(edræt).

Derfor tror jeg også, at der er noget at finde i asken. Som det blev tydeligt efter naturbrandene på Maui, særligt i Lāhainā, i 2023, kan håb – nærmest et præsentisk eskatologisk håb – vokse frem i de sodede fællesskaber, som klimakrisen efterlader. Her blev grønne blade på Lāhainās svitsede og næsten helt udtørrede banyantræ et håbsymbol for både naturen og lokalbefolkningen, der led så forfærdelige og fatale tab. Bladene blev beskrevet som et symbol på, hvordan træet såvel som lokalsamfundet stadig stod. I samme uge, som nyhedsmedierne rapporterede om de første nye grønne blade på banyantræet, holdt præsten i Waiola Church, hvis Hale Pule (hawaiiansk for ”hus for bønner”) var helt brændt ned, prædiken over fællesskabet, der vandrer og prøves.

Hverken fællesskabet i den bibelske ørken eller i den hawaiianske nedbrændte kirke var dog alene i alt dette – og det er vi heller ikke i Europas sommernaturbrande. Som præsten understregede, talte og taler Gud; vi skal bare huske at lytte. Her er, som jeg ser det, tale om en kvalitativt mere-end-menneskelig resonans: en guddommelig resonans, der skaber og opretholder vibrerende tråde midt i sodede fællesskaber og forkullet smerte. Men her er også tale om en smerte, der opstår, når den vibrerende resonans med det kvantitativt mere-end-menneskelige skaberværket bryder ud i lys lue. Der skal være plads til begge. Som en kirkegænger på Maui sagde til en BBC News-journalist tilbage i 2023: ”Thank God that he gave us tears”.

Vi er også resonans

Vi skal nok øve os i at mærke resonans – især når det hele står i flammer og det kan være mere attraktivt at lukke smerten ude gennem distancering og apati. Men det er heldigvis også gennem en øvende tilgang, at arbejde med eksistentiel og åndelig omsorg udfolder sig bedst, understreger antologien. Ikke som en måde, hvorpå vi bare står klar med svarene, men som en måde, hvorpå vi er til stede ligeværdigt i mødet. Ikke som eksperter, men med omsorg. Og det er der brug for. Som Greta Thunberg sagde allerede tilbage i 2019 i Davos, er det op til os. Det er op til os og hvem vi er.

Er vi blot støv og aske eller også vibrerende resonante tråde i et fælles og forbundet skaberværk?

Når sidstnævnte er tilfældet, er vi støv og smerte såvel som ånd og håb. Og med selvforståelsen følger handling. Vi er også, hvad vi gør – eller vælger ikke at gøre. Resonans klinger hult og bliver monoton, hvis ingen andre end os selv mærker den. Midt i en verden i brand kan apatisk distancering afstedkomme en erfaring af dissonans hos alle os, der elsker vores fælles hjem. Jeg vil derfor lade Thunbergs ord fra 2019, året hvor mange vågnede op til klimakrisens konsekvenser, blive de sidste ord: ”I want you to act as if the house is on fire. Because it is”.