“Dyrenes Bog. Det begynder med os” af Micky Gjerris, anbefalet af Martin Ishøy

“Læs bogen og tænk indholdet ind i dine egne teologiske, kirkelige og personlige praksisser!” lyder det fra sognepræst og Ph.d. Martin Ishøy

Bogen er udgivet på Politikens Forlag i 2025

Det her er den bog om dyreetik, som vi har manglet. Ordet ”vi” omfatter også Grøn Kirke, både i Danske Kirkers Råds regi og ude i de mange sogne – det omfatter alle os, som mærker, at vi nok har et etisk mellemværende med alle de dyr, der ikke er mennesker, men som ikke kan få styr på, hvori det etiske består.

Det er faktisk mærkeligt, at Grøn Kirke aldrig har taget alvorligt fat i dyreetikken. Så længe Grøn Kirke har eksisteret, har kritikken og afvisningen af ”antropocentrismen”, altså den vrangforestilling at mennesket er altings mål og mening, ellers været tydelig i meget af, hvad Grøn Kirke har lavet. Jævnfør både vores nuværende og det forrige teologiske grundlag samt udgivelsen Every part of creation matters fra 2022 (Globalethics.net CEC Series No. 8). Dyreetikken er et indiskutabelt udtryk for, at mennesker ikke er de eneste skabninger, som påkalder sig etisk omsorg for deres egen skyld.

Mickey Gjerris har i en årrække været lektor på den afkrog af Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, på Københavns Universitet, som i en fjern fortid meget rammende hed Landbohøjskolen, og da han ikke kun ved noget, men også mener noget om det, er han ret kendt fra medierne. Han har gennem årene skrevet og redigeret mange vigtige bøger, bl.a. Upraktisk håndbog i lysegrønt håb (2019) og Naturens sprog (2018 sammen med Cecilie Rubow). Han er også kandidat og Ph.d. fra teologi i København. Det tænker man ikke altid på, da han følger strømmen fra Løgstrup og Ole Jensen, som insisterede på at tale etik på almenmenneskelige præmisser uden reference til særlige kristne symboler.

I bogen her drejer dyreetik sig om, hvordan vi skal forholde os til dyrene. Er de blot ressourcer, eller hvordan bør vi leve med, mod og blandt de andre dyr? Udgangspunktet kan angives med et citat.

Bogen handler ”om døde, nyfødte grise i en skraldespand. Om koen, der kalder på sin kalv, som står i sin lille bås et andet sted og patter på en plastiksut. Om leoparden i en zoologisk have, der vandrer hvileløst i samme cirkel igen og igen og igen. Om kaninen, der sidder ensom i baghaven og venter på de daglige korte besøg, hvor der kastes foder og en gulerod ind til den. Om den genmodificerede mus, der aflives i et laboratorium, fordi der alligevel ikke var brug for den til et forsøg. Og om utallige andre dyr. Er de blot genstande? Skylder vi dem velfærd? Skylder vi dem mere end det?” (s. 10)

Bliver vi nogensiden færdige med vores ansvar for dyrene?

Bogen, som er på 271 sider, består af 7 kapitler plus det løse, og lægger ud med at fokusere på mennesket og vores forhold til dyrene. Det sker både ud fra filosofi og dyreetikkens faktiske udvikling – og ikke mindst med blik for det åbenlyse hykleri, som ofte er på spil. Her mærkes den løgstrupske arv i Gjerris tvivl på, at vi nogensinde bliver færdige med vores ansvar for dyrene (s. 34).

Vi går til makronerne i kapitlet om dyrevelfærdens mange ansigter. I den overståede valgkamp blev vi mindet om uhyrlighederne i de danske svinestalde. Men uhyrlighederne finder sted hele vejen rundt i husdyrholdet. Hønens ”udvikling” både som æglægger og som slagtekylling er ikke for sarte sjæle, og det viser sig at velfærdsbegrebet slet ikke er så enkelt endda. Det handler bl.a. om fra hvilket paradigme man går til problematikken. ”Men man kan ikke afgøre videnskabeligt, hvilket paradigme man skal vælge. Det er et filosofisk spørgsmål” (s. 92)

For en del år siden diskuterede vi, hvem der var et etisk subjekt, dvs. hvem der påkaldte sig etisk hensyn for sin egen skyld. Det var ikke kun mennesker. Ofte blev spørgsmålet, om dyret kunne lide. Det er et meget væsentligt kriterium. Men der har fundet en rivende udvikling sted i forskningen i ikke-menneskelige dyrs bevidsthed. Det gør etikken endnu mere besværlig at gøre sig færdig med. I det i sandhed bevidsthedsudvidende kapitel om ”Bevidsthedens mange ansigter” redegør Gjerris for udviklingen, som må siges at sætte et stort spørgsmålstegn ved glorificeringen af menneskets bevidsthed som enestående og vildt avanceret. Gå til blæksprutten og bliv vis.

Det handler om integritet

Kapitlet ”Det handler om mere end velfærd” går dybere ned og længere ud. For nej, udover velfærd er der eksempelvis også etiske termer som integritet, død og naturlighed. Stikord er biodiversitet, naturbegrebet og rewilding, hvor blandt andre den berømte filosof Martha Nussbaum med sin aristoteliske forestilling om, at alle dyr har visse kapaciteter, hvis mulige opfyldelse trumfer smertefrihed, inddrages. Det handler om integritet. Læs fremstillingen af integritetsproblematikken fra side 167 og frem. Den synes direkte relevant for en kristen tænkning omkring skabthed og dermed for, hvad det egentlig vil sige, at Gud skaber heste og æsler som to forskellige slags dyr.

Gjerris fremhæver en række eksempler på de fleste menneskers kategorisering og gøren forskel på dyr, som sammenfattes i begrebet speciecisme, dvs. arts-chauvinisme. Også dyrets død påkalder sig bevidsthedsudvidende opmærksomhed – ikke mindst ud fra troen på kødets opstandelse. Og så lige til den praktiske side:

”I det lys kan man … undre sig over, at nogle få ulves drab på nogle får … kan vække så stor vrede, når 20.000 rålam, der kværnes gennem mejetærskere ikke påkalder sig den store interesse” (s. 181).

Efter kapitlet ”Verdens sørgeligste udskiftningsbænk” om flere dyr og de etiske udfordringer i deres forbindelser træder Gjerris i sidste kapitel (endnu) mere i karakter og peger i den etiske retning, som han finder bedst. Det er den dydsetiske retning. Det handler om dannelsen af karakteregenskaber, ikke mindst forundring. Kapitlet begynder med spørgsmålet om, hvorvidt The Beatles havde ret i deres påstand, om ”all you need is love”. Svaret er oppe i luften, men for så vidt det er bekræftende, rimer det meget godt både med Bibelen og med traditionel kristen etik.

Læs løs! Som det er fremgået, er det en vigtig og læseværdig bog. Og det er en bog, som giver et meget oplagt svar på spørgsmålet om, hvorfor Grøn kirke nu på andet år har et lykkeligt samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening og Martin Keller.