Drømmen om en grøn oase, hvor folk mødes af natur og Ånd! Arbejdet med det grønne i Sønderbro Kirke er i fuld gang

I et af Horsens’ mest befærdede vejkryds ligger Sønderbro Kirke. En arkitektonisk perle, kaldet Lysets Kirke grundet sin særlige arkitektur og sit smukke lysindfald. Men kirken rummer mere end det stilrene og hvide udtryk – blandt andet ambitionen om at løfte opgaven og ansvaret med at passe på vores klima og natur.
Inspirationen til at arbejde med det grønne kom udefra – fra et projekt med kirkens udearealer, som skulle omdannes til at rumme mere biodiversitet. Derfor blev et Vild-med-vilje-bed anlagt og flere hjemmehørende planter blev plantet i bede omkring kirken.
Herfra tog det fart og idéen til også at føre det grønne ind i kirkerummet og resten af kirkens liv opstod.
Derfor er Sønderbro Kirke nu certificeret grøn og en del af netværket af grønne kirker.
Håbet er at kirken kan blive en grøn oase i lokalområdet og skabe møder mellem mennesker, natur og Ånd.
Vi ønsker, at kirkens område skal fremstå summende, indbydende og fyldt af liv for alle, der kommer til os. Et sted, hvor vi i hverdagen bruger de ressourcer, vi har med omtanke.
Marija Krogh Hjertholm, Sognepræst i Sønderbro Kirke
På tværs af kirkens arbejde og altid i kombination af både teori og praksis
Kirken har fået etableret et grønt udvalg, som arbejder med bæredygtighed i kirken, både når det kommer til teori og praksis.
I kirken afholdes der gudstjenester i skaberværkets tegn og der inviteres til grønne walk-and-talks, ligesom FN-dage for natur og klima også markeres.
Der er blevet sat ind på at købe porcelænsservice frem for den slags, som kun kan bruges en enkelt gang, og kirken arbejder på at indsamle genbrugte Bibeler til konfirmanderne.
Derudover er det også blevet et fokus at købe økologiske- og lokale grøntsager, når der handles ind.
I kirken har man også planer om at erhverve sig en “kirkecykel”, som medarbejderne kan bruge i stedet for bilen, når de skal ind til byen.

Arbejdet med at blive Grøn Kirke har givet anledning til et helt idékatalog med grønne aktiviteter som medarbejdere og frivillige i Sønderbro Kirke drømmer om, og arbejder for at implementere både på kort og på langt sigt.
Med alt dette ønsker vi, i Sønderbro Kirke at sætte fokus på den vidunderlige natur, Gud har skabt os til at tage ansvar for og i handling være med til at beskytte den.
Marija Krogh Hjertholm, Sognepræst i Sønderbro Kirke

Nyheder fra det grønne netværk!
Det sprudler og spirer med nye grønne tiltag i landets kirker og på kirkegårdene! Find mere inspiration til det grønne arbejde lige her



