Ferslev og Vellerup Kirker er blevet Grøn Kirke og Kirkegård!

Fadervor sti, stauder og fuglebade – I Ferslev og Vellerup kirker og kirkegårde er der plads til både gående, kravlende og flyvende væsner

I Ferslev og Vellerup kirker, som begge ligger på Sjælland, er der ikke mangel på nye ideer, når det kommer til grønne tiltag både i og udenfor kirkerne! Efter flere års målrettet arbejde kan begge kirker kalde sig for Grøn Kirke og Kirkegård!

Liv på kirkegården

På Ferslev og Vellerup kirkegårde har graverteamet grebet spaden og trukket arbejdshandskerne på, for at gøre kirkegårdene til et være- og levested for både store og små. Selv Guds mindste skabninger, er der blevet taget hensyn til.

Stort set alle de tomme gravsteder på begge kirkegårde er plantet til med stauder, der er sået græs på flere tomme arealer på kirkegårdene og der bliver i år sået vilde blomster blandinger ud på større arealer i præstehaven. På Ferslev kirkegård er der lavet et stort Lapidarium, hvor vi har plantet over 500 planter/stauder og nogle træer, det blomster på skift fra Maj til frosten kommer. Der er også sat en masse løg som blomster i det tidlige forår.

Carina Jacobsen, Graver v. Ferslev og Vellerup Kirker

Ved at plante stauder på de tomme gravsteder og så vilde græs- og blomsterblandinger, sikre kirkegårdens ansatte flere vigtige levesteder for insekterne. Også til fuglene er der skabt levesteder, ved at sætte fuglehuse og fugleade op rundt på begge kirkegårde.

Hvis du vil have flere ideer til, hvordan du kan skabe mere biodiversitet på kirkegården, så læs vores foreslag til planter på kirkegården her.

Fader Vor Sti på Ferslev Kirkegård

Også til de af os, som ikke kan flyve, er der skabt rum til ro og refleksion på kirkegårdene. På Ferslev kirkegård er der til stor glæde for kirkegårdens besøgende blevet etableret en Fader Vor Sti. Både børn og voksne giver sig tid til at benytte stien, og stien er også med stor succes blevet brugt ved en udendørs gudstjeneste.

På kirkegårdene er der også blev opsat nye bænke, hvor kirkegårdens besøgende kan finde ro til at mindes og nyde det rige plante og insektliv, som er fremblomstret på kirkegården.

Det grønne arbejde stopper ikke ved kirkegårdens hegn

Ferslev og Vellerups grønne tiltag og ambitioner begrænser sig ikke kun til selve kirkegårdsarealet, men rækker videre ud til resten af kirkens jorde.

Ved Vellerup kirke er der et å løb og der bliver nu kun slået kanter en gang årligt. På hele græs arealet ved åen bliver der kun slået stier, resten vokser vildt med div blomster blandinger. Vi arbejder desuden på at lave Skov Rejsning på vores jord, der pt. er forpagtet ud

Carina Jacobsen, Graver v. Ferslev og Vellerup Kirker

Et stigende antal menighedsråd vælger i dag at udtage landbrugsarealer fra drift og i stedet plante skov eller lave andre naturprojekter. Hvis du vil vide mere om danske kirkeskove, så kan du finde Folkekirkens Grønne Omstillings oversigter over danske kirkeskove her.

Fra jord til alterbord

Kirkegårdenes blomster og planter kan ikke kun nydes udenfor – så længe det overhovedet er muligt, plukker kirkernes ansatte alterbuketterne, pynt til arrangementer, pynt til sognegården mv., på kirkegårdene. Men selv når vinteren sætter ind, og der er mangel på farverige blomster i den danske natur, så har kirkernes ansatte en bæredygtig løsning. De laver nemlig buketter af papirsblomster, som kan bruges igen og igen, fremfor at købe buketter udefra som har et stort CO2 aftryk.

Få flere forslag til bæredygtige blomster i kirken her.

Buket af papirblomster i Ferslev og Vellerup Kirker

I kirkerummet er det ikke kun alterbukkets som er bæredygtig. Sparepærer, økologiske og miljøvenlige indkøb, mere bæredygtige varmeløsninger og færre stearinlys er blandt de tiltag, som kirkens team har arbejdet med i kirkerne.

Grøn Kirkefestival

Selvom Ferslev og Vellerup kirke allerede nu har implementeret en grøn overflod af bæredygtige tiltag i deres kirker, så er kirkernes ansatte langtfra færdige med det grønne arbejde. Hvert år går kirkerne sammen med sognet og nabosognets kirker og afholder Grøn Kirkefestival, hvor der blandt andet er koncerter, optræden, friluftsgudstjeneste, halmlegeplads og hoppekirke, boder, kreative værksteder og mulighed for at købe lækker mad fra foodtrucks.
Vil du læse mere om Grøn Kirkefestival? Så se her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top