Grøndalslund Kirke og Kirkegård hyldes med pris for deres arbejde med natur og fællesskab

I Grøndalslund er kirkegården mere end et sted for døde mennesker, og omsorg for klima og natur ses som forbundet med omsorgen for mennesker. Nu hyldes kirken og kirkegården for deres forbilledlige arbejde.

Overrækkelse af Grøn Pris 2026 ved det bøgetræ, som kirken og kirkegården har modtaget i gave.

Rødovre Kommunes Grøn Pris uddeles hvert år til en person eller forening, som har gjort noget særligt for at fremme kendskab til natur og biodiversitet i kommuen. I år er Grøndalslund Kirke og Kirkegård de stolte modtagere af prisen for deres arbejde med at skabe rum for natur, biodiversitet og fællesskab.

”Grøndalslund Kirkegård viser, at en kirkegård kan være meget mere end et sted med gravsteder. Den kan også være et sted for natur og biodiversitet, et sted for læring, for fællesskab, og hvor alle kan opleve, at natur og fællesskab hænger tæt sammen”.

Således lød det, da prisen blev overrakt tidligere på efteråret. Modtagelsen af prisen sker på baggrund af flere års målrettet arbejde for at fremme natur på kirkens arealer og integrere den grønne omstilling i både drift og aktiviteter på kirkegården og i kirken.

Prisen modtages også på baggrund af den forbilledlige rolle Grøndalslund har spillet i den grønne omstilling i deres lokalsamfund. Her har kirken inviteret til æblefestival og klimahandledag, og på mange måder benyttet sig at de fællesskaber, som allerede findes i kirken til at sætte det grønne på dagsordenen – ikke blot for de mennesker, som allerede har deres daglige gang i kirken, men også for de mange borgere som bor og lever omkring kirken og kirkegården.

 Det arbejde, vi udfører med jord, planter og alt det vilde skal naturligvis gå hånd i hånd med vores engagement i at skabe fællesskaber i kirken og fortælle om det grønne omkring Grøndalslund. Omsorg for natur og klima er knyttet sammen med omsorg for mennesker.

I Grøndalslund Kirke tænkes bæredygtighed med ind i alle dele af kirkens liv og arbejde. Det handler både om konfirmationsundervisning og byttebørs med konfirmationstøj, om blomsterne på alterbordet og maden, som serveres til fællesspisning. Og så handler det om forvaltningen af den 4 hektar store kirkegårdspark, som rummer plads til vild natur og leg til glæde for både kirkegængere såvel som hundeluftere og fuglekiggere.

Et skulderklap, et ansvar at bære og en inspiration at være for andre

For medarbejder og frivillige omkring Grøndalslund Kirke og Kirkegård er det en glæde at kunne præsentere Grøndalslund som en levende kirke i lokalsamfundet og prisen ses som et stort skulderklap. Samtidig er kirken og kirkegården klar til at løfte det ansvar, for fortsat at gå foran med hensyn til forbedring af biodiversiteten og en taknemmelig forvaltning af naturen, som følger med prisen.

 Vi håber også, at prisen kan motivere andre kirker og kirkegårde til fortsat at arbejde med biodiversitet og bæredygtighed, fordi alle tiltag – store som små – kan gøre en mærkbar forskel i sognet,
lyder det fra kirken.

Prisen blev overrakt ved et arrangement den 7. oktober 2026 af formand for Klima, Natur og – Miljøudvalget i Rødovre Kommune, Kenneth Rasmussen, med efterfølgende rundvisning på kirkegården ved kirkegårdsleder Charlotte Nordman.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top