Mad handler også om ansvar for vores næste – vi er forbundne gennem det vi spiser

Der blev snittet, snakket og grint under årets første køkkenworkshop i en række af 4 fordelt rundt omkring i Danmark.
Deltagerne var en blandet gruppe, men mange af dem havde tilknytning til Diakoniens Hus i Tingbjerg, som var rammen for dagen. Netop diakoni blev også et tema for refleksionerne omkring madens betydning for os mennesker. Måltidet er helt centralt til at danne relationer, både med hinanden og med Gud.
Et måltid kan være en håndsrækning, en forsoning, en kærlig handling for vores næste, vi kan se har brug for hjælp.
Og her bliver det ikke helt ligegyldigt, hvad det er for en mad, vi deler. Naturen har nemlig også brug for en håndsrækning og et kærligt blik. Alt for længe har vi udpint jorden og dyrket mad på uhensigtsmæssige måder for dyrene og for naturen omkring os.
Det er der heldigvis mange der begynder at få øjnene op for. Men det kræver en ændring i de madvaner, som er meget indgroede i os – især i kirken.
Det var alvorlige fakta der kom på bordet, da Martin Keller fra Dansk Vegetarisk Forening fortalte om natursyn, biodiversitetskrise og det konventionelle landbrugs betydning for naturen i Danmark.
Den konventionelle mark er mere død end en parkeringskælder! Insekterne kan ikke finde nektar, og sprøjtegiftene forvirrer deres system, så de falder ned på bunden af marken og dør.
Jo mere monokultur, jo mere grå og kedelig bliver naturen, og det påvirker både økosystemerne, men også os menneskers velbefindende og mentale trivsel.
Vi skal have farverne tilbage i den danske natur!
Hvis vi får mere vild natur, mere økologisk landbrug og regenerativt jordbrug, så vil naturens mangfoldighed langsomt folde sig ud, og de farverige fugle, insekter og smådyr vil komme tilbage.
Men har det egentlig en effekt at den enkelte vælger økologi fremfor konventionelt producerede fødevarer? Er det ikke blot en dråbe i havet, kunne man spørge. Jo, men havet er lavet af dråber, og vi er alle en del af et stort kosmos, som vi må gøre vores bedte for at tage vare på.
“Det begynder med glæden”. Sådan startede Grøn Kirke frivillige Peter Fischer-Møller sit oplæg om mad og natursyn i kristendommen. For nok har kirken et medansvar for natur- og biodiversitetskriserne, men kristendommen og det åndelige har også et særligt sprog, af lovprisning og glæde over den fantastiske skabte verden vi er en del af.
“Gud så at det var godt”. Det er ikke tilfældigt at Biblen starter med Guds glæde over sin skabning. Ikke bare mennesket, men alt det skabte. Alting eksisterer i sin egen ret, men mennesket har – i kraft af sin evne til at reflektere, fantasere og forestille sig fremtiden – fået et særligt ansvar for at passe på jorden og tage vare på Guds skabning.

I køkkenet blev deltagerne sat i gang med at pille, skrælle, hakke og sortere. Alt imens gik snakken lystigt, om madtraditioner, yndlingsretter og måltidsfællesskaber. “Man får nogle gode snakke, når man sidder der ved hvert sit skærebræt” som én af deltagerne pointerede. Måltidsfællesskaber handler nemlig ikke kun om at spise sammen, men også om at mærke glæden omkring madlavningen, og lære hvordan man kan trylle gode råvarer om til lækre retter.
Det var spændende at få ny inspiration til fællesspisningen, og tage udgangspunkt i forskellige lande man kan lave mad fra. Workshoppen har bekræftet mig i det fine i, at lave mad sammen og spise sammen.
Maria Hellstrøm Pedersen, koordinator i Apostelkirken København
Smag på verden – og opdag madtraditioner hvor kødet ikke er i centrum
Menuen på aftenen stod på mexicansk mad: chili sin carne og tacos. Der var smæk på krydderier, krydderurter og syltet tilbehør. Og det er helt med vilje, at opskrifterne i projektet her har fokus på andre landes madtraditioner. Der er nemlig mange lande, hvor de klassiske retter ikke centrerer sig omkring kødet. Det kan vi lære noget af i Danmark, hvor kødet i mange år har domineret tallerknerne og udkonkurreret produktionen af frugt og grønt i landet.
Mad til Alle
Inden der blev sagt “værs’go” skulle der selvfølgelig synges til bords. I Diakoniens Hus har koordinator Maja Rüegger digtet en særlig sang, som synges inden fællesspisningen “Mad til Alle” hver torsdag. Tredje vers lød således:
“Her er plads til dig min kære
du som sidder ved min side
Alle men’sker må vi lære
rummer lys og kærlighed”.
Tilmeld dig en gratis, grøn køkkenworkshop i Kolding, Aarhus eller Sakskøbing!

