På de tre kirkegårde i Svendborg, Assistens, Fredens og Sct. Jørgens, er de nu stolte af at kunne kalde sig grønne kirkegårde
På Fredens Kirkegård, der er knap 5 ha stor, findes der mange forskellige udtryk. Men fælles for dem alle er, at det hele bliver passet med stor faglig omhu. Også de steder, som måske ser vilde og uplejede ud. Medarbejderne tænker meget over sammenhængen mellem biodiversitet og de planter og andre tiltag, der gøres på kirkegården. Fx ligger der mange steder sten eller gamle stubbe og grene i intentionelle og dekorative bunker på tomme gravsteder. Her skabes der levesteder for mange smådyr, der er velkomne på kirkegården. De har også lavet et samarbejde med den lokale skole og sat elevernes hjemmebyggede mejsekasser op i skovområdet på kirkegården. Mejserne er naturlige skadedyrsbekæmpere og tager fx buksbom spindemider, som ødelægger buksbommene på kirkegården.

“Vi er stolte af, hvor godt og hvor meget vi arbejder med de forskellige punkter. Der er stadig mere at gøre og forbedre. Men vi er blevet mere bevidste om flere forhold, og vil aktivt løbene tage emner og forhold op til drøftelse, beslutning og handling“
Dennis Andersen, Kirkegårdsleder Svenborg Kirkegårde
På Fredens Kirkegård er de helt holdt op med at køre det grønne affald bort. De har rundt på kirkegårde og bag hække i udkanten af kirkegården lavet enorme kvashegn, som alt grenmateriale havner i. Det er også en hjælp for medarbejderne, at de kan bortskaffe det grønne affald stort set på stedet, i stedet for at skulle transportere det rundt. Derudover skaber det masser af levesteder for pindsvin, gærdesmutter og andre dyr, der trives i kvashegn. I materialegården har de store aflukker til komposetering af de nemmere omsatte materialer som afklip og blade. De oplevede endda at få nogle selvsåede pyntegræskarplanter, som stortrivedes i komposten, lod dem være, selvom de lange planter snoede sig ud i gården, og endte med at høste omkring 300 små pyntegræskar, som de brugte til høstgudstjenester og har sat ud til kirkegårdens brugere som gratis pynt til gravstederne.





