Grønne gravere på Sebber Kirkegård

i midten af maj mødtes 75 kirkegårdsfolk til en kursusdag om bæredygtighed og biodiversitet på Sebber Kirkegård, sydvest for Aalborg.

En solskinsdag ved Sebber kloster og kirke mødte glade og forventningsfulde gravere op. De var kørt til fra både nord, syd, øst og vest og kommet for både at lytte og lære, men også at snakke og sparre med hinanden.

Dagen startede ud med rundstykker og kaffe, mens projektleder for Grøn Kirke, Sofie Larsen Kure, fortalte om tjeklisten for Grøn Kirkegård, og hvordan man kommer i gang med arbejdet på sin egen kirkegård. Tjeklisten er udviklet særligt til kirkegårde, så de kan komme rundt i alle hjørnerne af grøn omstilling på kirkegården. Læs mere om tjeklisten her

Det er ofte nemmere end man tror at komme i gang. Vi gør jo mange ting i forvejen, men det handler om at blive bevidste omkring det og skrue op for nogle af tingene. Og så hjælper det at have et menighedsråd i ryggen, som bakker op om alle de skøre og gode ideer, vi får- fortæller Ida Simonsen, gravermedhjælper på Sebber Kirkegård

På kirkegårdene i Stenild, Gryndrup og Rørbæk er de allerede blevet grønne, og graver Margith Koch var forbi for at inspirere deltagerne på kurset med sine spændende tiltag og smittende humør. På Margiths kirkegårde arbejder de bl.a. meget med stauder på tomme gravsteder, som glæder både mennesker og dyr. De plukker af stauderne til oppyntning i kirken, og de køber nu kun blomster udefra i 3 måneder i stedet for 12. Derudover ryger al hækafklip og blade direkte ud i bedene som bundække. Her ligger det og formulder og skaber næring til jorden og hjemsted for mange smådyr.

Rundvisning og nyt natursyn

Selvfølgelig skulle deltagerne vises rundt på den pittoreske og utrolig gennemtænkte og velholdte Sebber kirkgård. Graverne Jens og Ida tog hver deres gruppe med rundt og viste spændende ting frem. Det helt nyanlagte spejlbassin med dertilhørende lille åløb midt på kirkegården stjal al opmærksomheden. Rislende vand, små vandhuller, hjemmehørende planter, dødt ved – alt var kørt i stilling og skabte en mininatur, som både mennesker og dyr var begejstrede for. Et lille firben pilede rundt imens nysgerrige blikke kiggede.

Rundt omkring inde og udenfor kirkegården var der langt græs, som så indbydende ud, idet der intensionelt var klippet kanter og stier, som indbød til at gå på opdagelse og komme væk fra grusstierne.

Fuglene følte sig også hjemme på kirkegården, og graverne har da også fundet uglegylp under en gammel cypres og har flere gange set uglen. Nu drømmer de om at sætte en uglekasse op i kirketårnet, så den kan slå sig ned hos dem.

Dagen fortsatte med oplæg fra Martin Keller, som er biodiversitetsformidler og kendt fra naturprogrammer på TV. Martin fortalte om nogle af konsekvenserne ved, at vi i Danmark har 30 mio. svin, som udleder 40. mio. tons gylle hvert år – blandt andet tab af biodiversitet i landbrugslandskabet og iltsvind i fjordene. Han understregede også vigtigheden af, at vi ændrer vores natursyn, så vi forstår, hvordan naturen i virkeligheden ser ud. En gylden rapsmark mod en blå himmel er smukt og “romantisk, dansk natur”, men det er som en ørken for biodiversiteten.

Landsbykirkegårde er ofte omgivet af marker, og derfor kan de i særdeleshed medvirke til at skabe en oase for insekter og mindre pattedyr. Og ud over at kirkegårdene kan bidrage til at skabe levesteder, så giver arbejdet med øget biodiversitet på kirkegården også glæde til både ansatte og besøgende:

At lave en lille oase reder måske ikke ‘hele naturen’. Men det giver stor værdi. Det giver følelsen af at gøre noget!

Martin Keller

Hvis du vil have flere ideer til, hvordan du kan skabe mere biodiversitet på kirkegården, så læs her om forslag til planter på kirkegården her.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top