COP30 er skudt i gang i Belém i Brasilien og frem til d. 21 nov. Det markerede Folkekirkens Nødhjælp, Det Mellemkirkelige Råd og Grøn Kirke sammen ved en klimagudstjeneste i Helsingør Domkirke
Håb og Handling – lokalt og globalt

Eva Tøjner Götke, Domprovst
Peter Birch, Biskop
Borgerne i Helsingør trodsede novembermørket og kom til klimagudstjeneste i domkirken. Mange lokalpolitikere, herunder både borgmester og viceborgmester, sad da også på kirkebænkene og var med til at tænde lys i mørket. Temaet var håbshandlinger – noget vi konkret kan gøre hver især, når nu de store beslutninger på COP30 virker så langt udenfor vores rækkevidde. Sarah Ziethen, præst i Folkekirkens Nødhjælp, fortalte om klimaforandringernes hærgen i bl.a. Kenya, hvor især tørke er et af de store problemer. Alligevel vælger mennesker konkrete håbshandlinger – nemlig at plante træer. Sofie Larsen Kure, Grøn Kirke, fortalte om lokale håbshandlinger her i Danmark, som fx kan ses på kirkegården, der kan fungere som en lille biodiversitetsplet i lokalområdet.
Biskop Peter Birch prædikede over salme 8: “Når jeg ser din himmel, dine hænders værk” og talte om forundringen over skaberværket og menneskets ansvar for at forvalte. Der er mange ting, som ligger udenfor vores magt, og derfor lægger vi det i Guds hænder, men han understregede dog en af de nyere salmers budskab, som vi sang efter prædikenen – nemlig at vi mennesker har evnen til at sige stop og ændre vaner. Du kan finde hele biskoppens prædiken via Helsingør Stift her
her husker jeg, vi skabtes i din lighed
med skaberevne, dømmekraft og frihed.
I rummet følger alting faste baner
kun vi kan stoppe op
med vilje sige stop
og ændre vaner
(Usynlige, Hans Anker Jørgensen og Katrine Muff Enevoldsen)
Håb for vores fremtid
Som en del af gudstjenesten var der mulighed for at tænde lys og skrive bønner eller håb for fremtiden. Bønnerne blev efterfølgende læst højt. Mange temaer gik igen i bønnerne: at passe på skaberværket, mere plads til naturen, en grønnere fremtid for vores børn og børnebørn og visdom til verdens ledere og beslutningstagere.
Gudstjenesten blev rundet af ved at synge ordene i salmen “Spænd over os dit himmelsejl”:
Vær sol på vores mælkevej,
og varm os i din sfære.
Lad Hellig-ilden brede sig,
så vi får mod at bære
vor klode som en blomstereng,
et liv i broget sammenhæng –
du fællesskabets Herre.




