Maribo Domkirke er en del af det grønne netværk – nye vinde blæser i den gamle og traditionsrige kirke

I den gamle domkirke er der stadig plads til at tænke nyt – og til at tænke grønt. Kom med på besøg i Danmarks anden grønne domkirke!

I Maribo Domkirke blomstrer nye tiltag og en lyst til at tage ansvar for miljøet og del i det grønne arbejde.

Derfor kan Maribo Domkirke nu, efter længere tids arbejde og snakke mellem kirkens medarbejder og menighedsråd, kalde sig Grøn Kirke.

I domkirken er det grønne ikke bare noget som står på et papir. Tværtimod har det allerede fået liv i gudstjenester, koncerter og helt praktisk i alt det, som ligger bag, når man driver en kirke i denne størrelse.

I Domkirken beskrives processen med at blive Grøn Kirke som både sjov og spændende. Her har man kunnet få lov til at arbejde sammen på tværs af mange dele af kirkens liv. Både menighedsrådsmedlemmer, præster og andet personale har sat sig sammen for at tale om kirkens liv og for at tænke stort, når det kommer til fremtiden.

Med den grønne certificering er arbejdet dog ikke slut endnu – kirken er hele tiden på jagt efter gode idéer og måder, hvorpå den grønne dagsorden kan blive en mere integreret del af kirkens liv – og måske endnu en grøn kirkegård også er på vej!

Det grønne i alle afkroge

Kirkens grønne tiltag ses ikke blot i det praktiske, hvor kirken har besluttet sig for at sortere affald, købe miljøcertificerede rengøringsmidler og generelt overveje de indkøb, kirken foretager sig. Også i det kirkelige inddrages det grønne i gudstjenestens prædiken og liturgi, og undervisningen af konfirmander, når det er passende.

Derudover arrangerer kirken sangarrangementer og koncerter med med temaer om naturen. I oktober blev der afholdt en korkoncert med oplæsning af Inger Christensens Sommerfugledalen, som er et poetisk værk, der er “dybt optaget af natursansningen” og “søger at indfange et øjeblik og spejle evigheden i det”.1

I september fejrede kirken høst- og skabelsesgudstjeneste med fokus på skabelse, natur, fred og håb. Kirken var fint pyntet med vilde blomster og bær og september-solen skinnede ind af domkirkens store vinduer. Gudstjenesten var fuld af salmer, som satte ord på taknemmeligheden og omsorgen for skaberværket.

Sultne efter mere

Den store begejstring for det grønne samarbejde mellem kirkens medarbejdere er blevet til glæde for kirkens besøgende og har gjort Maribo Domkirke sultne på mere; “Vi tager fat i kirkegården bagefter!”

  1. Citat fra Litteratursiden. Læs mere her ↩︎

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top