Tro, fællesskab og natur går hånd i hånd i den sjællandske landsbykirke, hvor certificeringen som Grøn Kirke blot er et skridt på vejen i et mangeårigt fokus på skaberværket

På trods af nyheden om at Nr. Jernløse Kirke nu er en del af netværket af grønne kirker, så er tankerne bag ikke nye i den lille kirke på Sjælland. I lang tid har det grønne været for øje i forbindelse med energirenovering og -optimering og i forhold til den jord, som kirken ejer.
Derfor var der også stor opbakning blandt menighedsrådsmedlemmer samt kirkens ansatte og frivillige, da forslaget om at blive certificeret grøn kirke kom på bordet.
Arbejdet med tjeklisten gik hurtigt, og mange krydser kunne allerede sættes. Men nye tanker og idéer blev også født og det, som allerede var praksis blev sat endnu mere i system.
Nu har kirken et lille udvalg, som arbejder med det grønne og Grøn Kirke er et punkt på alle menighedsrådsmøder.
Fra landbrugsjord til kirkeskov
Meget af arbejdet med det grønne fokus har længe ligget i at etablere en kirkeskov på præstegårdsjorden. Allerede for omkring 10 år siden, blev de første tanker tænkt i forhold til, hvordan man kunne udnytte jorden bedre til gavn for menigheden og lokalsamfundet. Da der ellers var lagt op til at kommunen ville bygge på jorden, sendte menighedsrådene i Nr. Jernløse og Kvanløse pastorat en ansøgning afsted, om i stedet at etablere skov med støtte fra Klimaskovfonden.
Processen var lang, og endelig i april 2025 blev de første træer sat og kirkeskoven kunne indvies ved et fint arrangement med besøg fra borgmesteren.
Kirkeskoven består af 4,6 hektar skov med 18.000 blandede løv- og nåletræer og yderligere 3,5 hektar engområde med forskellige græsser og urter, som bier, sommerfugle og andre insekter kan nyde godt af.
Kirkeskoven rummer også et område, hvor det planlægges at etablere skovbegravelsesplads, og så skal den på længere sigt danne ramme om undervisning og kirkelige handlinger som for eksempel familiegudstjenester eller udendørs vielser.
Selvom anlæggelsen af kirkeskoven har betydet et tab af indtjening for kirken, har man vurderet at det er pengene værd, og visionerne, planerne og drømmene er store for, hvad området kan bruges til, både i kirkelige sammenhænge og i forhold til lokalsamfundet generelt.


Fællesskab og netværk
I arbejdet med det grønne har kirkens ansatte og medlemmer af menighedsrådet flere gange været på inspirationstur sammen med andre nærliggende kirker for at erfaringsdele og inspirere hinanden. Det har været en stor glæde at se, hvordan andre gør det og opdage nye perspektiver, man ikke selv havde tænkt på.
Samtidig har møderne skabt netværk og en følelse af samhørighed med de andre kirker i nærheden, som ligeledes arbejder med det grønne.
Egne blomster på alterbordet og flere på vej
I Nr. Jernløse tænkes det grønne hele vejen rundt og foregår i tæt samarbejde mellem frivillige og kirkens ansatte i mange funktioner. Blandt andet er de tomme grave på kirkegården blevet beplantet med stauder, som nu giver blomster, som kan bruges til kirkelige handlinger. Kirken er endnu ikke helt selvforsynende på alterbuketter og blomster til kirkerummet, da det i de kolde måneder kan være svært at dyrke nok blomster og grønt – men langt det meste af året kommer kirkens pynt lige ude fra egen kirkegård.
Desuden sættes fokus på taknemmeligheden og forvalterskabet overfor Guds skaberværk, når kirken hvert år holder høstgudstjeneste på en bondegård eller når kirkens præst inviterer til løvfaldsudflugt. Her handler det om at komme ud og se, mærke og opleve naturen og alt det, som findes derude. Når vi opdager den store værdi naturen har, husker vi forhåbentlig også at passe godt på den.
I undervisningen af konfirmander og mini-konfirmander inddrages omsorgen for naturen også. Blandt andet har kirkens mini-konfirmander sået solsikker, som gror fint udenfor kirken. Håbet er, at give glæden ved at se noget gro videre til børnene.

Vi er ikke færdige endnu
Selvom optagelsen i det grønne netværk er et vigtigt skridt på vejen, så er der langt mere at gøre. Menighedsrådet og kirkens medarbejdere undersøger fortsat, hvordan de kan arbejde videre med nye projekter eller optimere de krydser, som allerede er sat på tjeklisten, endnu mere.
Derudover er meget af potentialet med den nye kirkeskov endnu uudforsket og i Nr. Jernløse glæder de sig til at se og opleve de muligheder kirkeskoven vil skabe, som de endnu ikke har kunnet forestille sig.
Og så er en grøn certificering af den tilhørende kirkegård også på programmet.
Flere nyheder fra det grønne netværk?
Det sprudler og spirer med nye grønne tiltag i kirkerne og på ladets kirkegårde!



