Siden det nye menighedsråd blev nedsat i 2024 har Grøn Kirke været på dagsordenen og det med opbakning fra hele rådet.

Noget af det første kirkens Grøn Kirke-udvalg tog sig til, var at gå på jagt efter falske blomster i høj kvalitet, så det stadig var muligt at have et festligt og pyntet alterbord uden at skulle købe afskårne blomster, som er transporteret langt og dyrket u-bæredygtigt. Derudover er kirken ved at få anlagt et bed med vilde blomster på pladsen foran kirken, som ellers er placeret midt i byen. Med bedet ønsker man at gøre mere plads til insekter og forhåbentligt gro nogle smukke blomster, som med tiden kan erstatte de falske og pynte på alterbordet. Eksempelvis har arbejdet også bestået i at ændre belysningen på kirkens juletræer til LED og bruge genopladelige batterier.

Som et led i at være Grøn Kirke er det også blevet besluttet, at der kun serveres økologisk mad og drikke, når mini-konfirmander eller konfirmander bliver budt på en forfriskning.

Hvad vil det sige at være Grøn Kirke – rent teologisk?

I kirken og i menighedsrådet går arbejdet videre med en nysgerrighed på, hvilke teologiske implikationer det kan have, at være Grøn Kirke. En samtale, som ikke kun forbliver mellem menighedsrådets medlemmer, men som forhåbentlig skal inddrage mere af menigheden gennem inspirerende og oplysende foredrag, som kan være udgangspunkt for snakken om fremtidens grønne kirke. Med optagelsen i det grønne netværk er samtalen altså ikke slut – den er kun lige begyndt!

Nyheder fra de grønne kirker!

Læs med om alle de andre grønne kirker, som på det seneste har valgt at blive en del af det grønne netværk.

Ny Grøn Kirke,  Nye Grønne,  Nyheder,  Nyheder fra det Grønne Netværk

Købnerkirken er ny grøn kirke!

26 oktober, 2026

Læs mere

Ny Grøn Kirke,  Nye Grønne,  Nyheder

Sønderbro Kirke er nu en del af netværket af grønne kirker!

8 september, 2026

Læs mere

Bæredygtige blomster,  Grønne tiltag,  Inspiration,  Kirken og den grønne mad,  Ny Grøn Kirke,  Nye Grønne,  Nyheder

Sønder Nærå Kirke er ny grøn kirke!

28 august, 2026

Læs mere

Bæredygtige blomster,  Kirkens jorde,  Ny Grøn Kirke,  Nyheder

Nr. Jernløse Kirke er ny grøn kirke

3 august, 2026

Læs mere

Fugle,  Ny Grøn Kirke,  Nye Grønne,  Nyheder

Tulstrup Kirke er ny grøn kirke!

18 maj, 2026

Læs mere

Ny Grøn Kirke,  Nye Grønne,  Nyheder

Sct. Nicolai Kirke i Svendborg er ny Grøn Kirke

30 april, 2026

Læs mere

Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
Månen og stjernerne, som du har sat der,
Hvad ser du så i et menneske, siden du husker på det,
Hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det?
…
Du lader det herske over dine hænders værk.
Alt har du lagt under dets fødder.
(salme 8,4-7)

Den samme forundring fyldte mig, da jeg som barn elskede at sidde med min far og se naturprogrammer, for det kunne vi altid blive enige om at se. Programmer, hvor man fik lov at se dyrelivet helt inde i junglen eller på den dybeste havbund. Naturen i al dens mangfoldighed holder ikke op med at forundre. Selv herinde midt i byen kan jeg blive bjergtaget af skønheden i Guds skaberværk, for eksempel når efteråret maler Frederiksberg Have i guld, eller når jeg en søvnløs nat går ud på min altan for at få frisk luft og pludselig får øje på en helt klar nattehimmel.

I begge disse tekster kommer mennesket ind i billedet som Guds betroede til at forvalte det, der er så meget større end det selv. Efter at have kigget på den storslåede stjernehimmel spørger David, ”Hvad er et menneskebarn, siden du tager dig af det?” Det er nemt at komme til at føle sig ubetydelig, når man står som et lille menneske og ser på naturens storhed. Det er næsten ikke til at begribe, at Gud skulle have blik for os, når der er så meget andet smukt at kigge på. Endnu mere ubegribeligt er det at tænke på den indflydelse mennesket har på resten af skabelsen. ”Du lader det herske over dine hænders værk.”, siger David.

Nogle gange kunne jeg godt ønske mig, at Gud ikke havde betroet os med så meget. For hvem sætter dog et barn til at herske?

Da jeg begyndte at forstå mig selv i relation til den vidunderlige natur, jeg blev præsenteret for i naturprogrammerne, var det med en voksende bedrøvelse og en voksende skam. Hver gang mennesket blev introduceret i denne fortælling, var det nemlig som en destruktiv kraft, der uden hensyn til naturens porøse skønhed mest af alt bragte ødelæggelse med sig. På et tidspunkt var det ikke længere bare hyggeligt at se naturprogrammer med min far. Når han foreslog, om vi skulle se et afsnit, måtte jeg hver gang overveje, om jeg havde det mentale overskud til igen at blive konfronteret med, at også jeg havde en andel af skylden i denne tragedie. I hvert afsnit kunne man nemlig se en art eller et område, hvis eksistens er truet af fældning af skov, stigende temperaturer, plastik i havene eller noget helt fjerde, som mennesker er skyld i.

Hvis jeg vil se et naturprogram, nyhederne eller bare åbne for sociale medier, må jeg overveje, om jeg på den givne dag er robust nok til at forholde mig til den angst, der er forbundet med, at verden forandrer sig med uoverskuelige konsekvenser, og til den skam, der er forbundet med, at mennesker, og derfor til dels også jeg selv bærer skylden for det.

Det her er et tema, der ligger mig meget på sinde, og jeg mener, det er vigtigt, vi kan have en konstruktiv samtale om det, fordi det stadig har en betydning, hvad vi gør. Jeg har hørt nogle give udtryk for, at det er en samtale, der ikke skal tages i kirken, at kirken skal være et frirum fra politiske debatter.

Jeg mener, det er vigtigt, vi har denne samtale netop her i kirken, fordi den måde, vi ser os selv i forhold til Gud, har en indflydelse på, hvordan vi opfatter vores egen plads i skabningen. Vores forhold til verden har en plads i vores gudsforhold.

Når jeg nu sætter klimaet på dagsordenen her i kirken, er det ikke bare fordi, det er noget, jeg føler, vi bør. Det er fordi, jeg faktisk mener at evangeliet er gode nyheder helt ind i klimakrisen. Menneskeskabte klimaforandringer var ikke et begreb, man opererede med, da Jesus gik på jorden, så man skal ikke forvente, at han taler eksplicit ind i det konkrete tema. Til gengæld var de følelser, der i dag kan blive vækket af klimakrisen, så som skam, frygt og afmagt, ikke fremmede for de mennesker, der levede samtidig med Jesus.

Jeg tror fx, Peter, der var en af Jesu tætteste venner, skammede sig enormt, da han tre gange havde benægtet, at han overhovedet kendte Jesus, efter han tidligere samme aften højt og helligt havde svoret Jesus, at om han så skulle blive slået ihjel, ville han aldrig forlade ham. Peter havde haft noget høje tanker om, hvor meget han ville ofre for Jesus, men da det kom til stykket, viste det sig, at han ikke kunne leve op til sine egne idealer. For at møde Peter med lidt forståelse, kunne man pege på, at situationen også var begyndt at se lidt sort ud. Jesus var blevet arresteret af romerne, og ud fra, hvor lidt modstand, han havde gjort, kunne det se ud som om, Jesus faktisk selv havde opgivet sine store visioner. Så hvad ville det egentlig nytte, hvis Peter nu begyndte at gøre sit liv surt for sagen? Det er ikke langt fra den ordlyd, jeg kan bruge, når jeg vil retfærdiggøre de mindre klimavenlige af mine valg: Hvor meget gavner det egentligt klimaet, at lille jeg gør livet surt for mig selv? Samtidig er det skamfuldt for mig at erkende, at min livsstil ikke er bæredygtig ift. hvor mange ressourser, den kræver.

Angsten for en ukendt fremtid, tror jeg også de, der havde fulgt Jesus på kunne relatere til, da han var blevet korsfæstet og de gemte sig bag lukkede døre. Den mand, de havde opgivet hele deres liv for at følge efter, fordi de håbede og forventede, at han ville bane vejen for en bedre fremtid end den, de havde forladt, han var nu død.

Og sikke en afmagt, de må have mærket; hvis ikke engang Jesus, der ellers kunne helbrede syge, få storme til at lægge sig og endda oprejse folk fra de døde, hvis ikke engang han kunne vælte romermagten og befri jøderne fra undertrykkelse, hvem kunne så? Og en lignende følelse af afmagt lammer mange, når det kommer til klimakrisen. For hvem er vi egentlig til at overvinde de kræfter, der kun ønsker sig større rigdom og mere magt? Hvem er vi til at redde klimaet?

Evangeliets gode nyheder er, at uanset hvad grunden er til vores skam, angst eller afmagt, så er vi ikke bare overladt til os selv med de følelser. Jesus lod ikke Peter bære sin skam alene. Inden det gik op for Peter selv, hvor meget han kom til kort ift. sine idealer, forudsagde Jesus, at Peter ville fornægte ham, men ville stadig gerne have ham med til sit sidste måltid. Dermed sagde Jesus; “jeg kender dig og har gennemskuet dig, også det, du ikke selv vil stå ved, og jeg vil dig”. Efter Jesus er opstået fra døden, og han møder Peter og nogle af de andre disciple igen, kan Peter med sin knækkede stolthed ikke svare bekræftende, når Jesus spørger, om han elsker ham. Peter, der før svor at ville gå i døden for Jesus, har erkendt sin utilstrækkelighed og kan nu ikke få sig selv til at sige mere end, ”jeg holder af dig”. Jesus spørger ham tre gange og peger derved tilbage til de tre gange, Peter benægtede at kende ham. Jesus siger ikke, at det ikke gjorde noget, for det gjorde det. Det var ikke lige meget. Men for hver gang Peter benægtede ham, og for hver gang han ikke kunne sige, ”jeg elsker dig”, siger Jesus ”tag dig af mine får”, og lader dermed Peter beholde sin plads i relationen og viser ham tillid ved at betro ham ansvar for noget værdifuldt.

Det kom ikke bag på Jesus, at Peter kom til kort. Det er heller ikke kommet bag på Gud, at vi er det. For det går ikke godt, når børn sættes til at herske. Det var ikke lige meget, at Peter svigtede, og det er heller ikke lige meget, at vi har gjort det, men i begge tilfælde er det ikke det sidste ord. Hvis jeg skal stå til ansvar for den skade, jeg gør på klimaet, vil det være ubærligt. Nåden er, at Jesus stiller sig sammen med mig. Nåden er, at Jesus siger, ”jeg ser alt, hvad du er og gør, og jeg elsker dig. Derfor tager jeg din skyld.” Det er stadig ikke lige meget, at vi har leget herskere frem for forvaltere, og det er stadig et tab, at dyrearter og naturområder går til grunde.

Men på grund af nåden tør jeg bedre se min andel i øjnene. Jeg kan tage min skyld på mig og anerkende, at jeg har gjort noget forkert, i stedet for at lade mig tynge af skam og tro, at jeg er forkert.

Den angst for fremtiden, som disciplene oplevede, tror jeg bestemt blev dulmet, da Jesus gjorde sit comeback, men i første kapitel af Apostlenes Gerninger, synes jeg stadig, angsten er at spore, når de spørger, ”Er det nu, du befrier jøderne og gør os til et kongedømme igen?” Deres ønske om konkrete svar læser jeg som et behov for en følelse af kontrol. Som svar på det giver Jesus dem det modsatte af konkrete svar. I stedet siger han straight up; Det får I ikke at vide, men prøv lige at høre, hvor vildt det bliver, når Helligånden kommer. Allerhelst kunne jeg tænke mig at få at vide, at ”klimakrisen den løser sig, det skal du slet ikke bekymre dig om, alt bliver godt igen”, men det ville ikke helt være Guds stil, tænker jeg.

I stedet, tror jeg, vi er overladt til at stole på, at Helligånden stadig virker i og omkring os, og at Gud ikke har sluppet opsynet med sine betroede forvaltere. Så uanset hvor håbløst det ser ud, og uanset hvor meget lidelse, klimakrisen allerede forvolder, så skaber Gud stadig liv af døde.

Disciplenes konkrete forestilling om, hvordan det skulle se ud, at kongedømmet blev genoprettet og de kunne leve frit, blev ikke realiseret. Livet under den romerske besættelsesmagt blev bare endnu værre i årene efter og realiseringen af Guds rige blev noget helt andet, end de i deres vildeste fantasi kunne have forestille sig. I Johannesåbenbaringen, der er den sidste bog i Bibelen og er et fremtidssyn for verdens ende, er det beskrevet, at der skal komme en ny himmel og en ny jord, og Gud siger i kap. 21 v. 5, ”se jeg gør alting nyt.” Nogle kristne har tolket det til at betyde, at vi så bare kan gøre, som det passer os med denne jord. Det, tror jeg, er en grov misforståelse, og jeg mener, det taler stik imod, den måde Jesus viste omsorg for det jordiske liv, menneskene omkring ham levede. Jeg tror også, det er spild af vores tid og kræfter at prøve at gennemskue, hvordan det helt konkret vil se ud, når Gud skaber en ny himmel og en ny jord. Det kan vi simpelthen ikke, men vi kan have tillid til, at uanset hvordan det konkret vil se ud, så gør Gud alting nyt.

Når Gud møder mig i min skam, min angst og min afmagt, og hjælper mig til at bære det, behøver jeg ikke finde en måde at dulme det, og så er jeg bedre stillet til at kunne møde andre mennesker, der står overfor den samme krise og dealer med de samme følelser. Så kan vi tale sammen og være sammen om forsøget på at forvalte frem for at herske. Den samtale, oplever jeg også, kan være en trøst for sorgen over den tilstand, vi har bragt verden i. Derfor vil jeg afslutningsvist gerne læse udvalgte vers af Hans Anker Jørgensens ’Grøn salme’ op, fordi jeg deri finder genkendelse, trøst og håb for det, vi står midt i, og jeg vil lade den være afslutningsbøn.

3. Vi blev ikke sat i verden,
For at spinde magt og guld.
Vi fik givet denne perle
Med dens luft og vand og muld
Til at mætte sultne maver
Og at folde evner ud.
Alle Jordens gode gaver
Fik vi ansvar for af Gud.

4. Der er tegn i stress og klima
Og i sædens kvalitet
På, at vi har levet dumt på
Den betroede planet.
Skybrud, skilsmisser og brande
Er kun lidt af tidens nød.
Folk på stepper og ved strande
Går mod sult og druknedød.

6. ”Gud har ingen gang på jorden!”
Mumler bankens chefstrateg.
Du, som gik her, og som ånder
Overalt - i mus og eg:
Ånd på markedets eksperter,
Giv dem aktier i dit værk!
Giv os kloge studieværter!
Gør samvittigheden stærk!

7. Du al godheds rod og kilde,
Skænk hver stamme gren og kvist
Saft og ro, så vi kan bære
Blomst og frugt til liv og fest!
Stands den kamp om magt og ære,
Som forpester tid og rum.
Rens foragtens atmosfære
Med dit evangelium!

Inspiration til din grønne prædiken!

Så tag et kig i vores kartotek af spændende prædikener om alt det grønne lige her!

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener

Evangeliet er det gode budskab midt i skam, frygt og afmagt – vi er nemlig ikke de første, som er endt der!

31 marts, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Høstprædiken af Martin Keller

6 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Glæden begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

3 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Prædiken ved Fjordens Dag 2025

19 september, 2025

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Guds begyndelse med livet, med verden og med os – Gud er nemlig livets giver og opretholder

15 september, 2025

Læs mere

Vi står midt i en klimakrise, der kan virke helt uoverskuelig og uafvendelig, og mange spørger nok sig selv, om de overhovedet kan gøre en forskel. Her har folkekirken noget vigtigt at sige. Allerede for godt 40 år siden talte K.E. Løgstrup om, at vi må ændre vores forståelse af naturen fra blot at være vores omgivelse til at være vores ophav.¹

At fortælle om naturen som en gave, som et skaberværk, vi alle er indfældet i, er en vigtig opgave i kampen for en grønnere verden. Denne fortælling må også være en fortælling om, at det nytter at handle. Folkekirken bør – som Danmarks tredjestørste jordbesidder – gå forrest som et godt eksempel på, at vi kan gøre en forskel. Selvom vi som folkekirke ikke kan redde hele verden, så kan vi være med til lokalt at øge biodiversiteten og mindske forurening i kraft af grønnere energi og lavere forbrug. Og så har vi som kristne helt grundlæggende en forpligtelse til at handle for at kunne bevare vores troværdighed som kirke og sprede håb midt i klimakrisen.

At værne om klima og natur er næstekærlighed i praksis

Går man ind på Grøn Kirkes hjemmeside, står der: ”I taknemmelighed, respekt og omsorg for Guds skaberværk”. 1. trosartikel om troen på Gud-skaber er den oplagte baggrund for, som kirke, at gå forrest i klimakampen. Men den etiske forpligtelse til at leve grønnere udgår i lige så høj grad fra 2. trosartikel. Jesus Kristus udlevede næstekærligheden i ord og handling. Hvis man siger, at man tror på Jesus Kristus, men ikke føler sig forpligtet af næstekærlighedens bud, bliver troen hul. Jesus kom til en verden, hvor goder og privilegier var meget ulige fordelt. Sådan er det stadigvæk, og klimakrisen er anskuelighedsundervisning i verdens uretfærdige orden. Herhjemme udleder den rigeste tiendedel af befolkningen ca. fire gange så meget CO2 som den fattigste tiendedel. Især på grund af flere flyrejser, restaurant- og hotelbesøg og større forbrug af benzin og diesel. ²

Globalt set udgør klimaftrykket fra den rigeste tiendedel ca. halvdelen af verdens samlede klimaaftryk fra privatpersoner.³ Men selvom det er verdens rigeste, der bærer det største ansvar for klimakrisen, er det verdens fattigste, der betaler den største pris! De områder, som, ifølge Verdensbanken, er hårdest ramt af klimaforandringerne, er Afrika syd for Sahara, det sydlige Asien og Latinamerika.⁴ Her har de fleste lande hverken ressourcer til at forudsige eller gardere sig mod havstigninger, stormfloder, tørke eller orkaner. Og lever man i forvejen på et eksistensminimum, skal der ikke meget til, før det hele vælter. De fattigste i verden, som hverken har råd til at flyve eller tage på restaurant eller hotel, får altså ødelagt deres i forvejen beskedne livsgrundlag af de riges luksusliv. Det er skræmmende læsning, når man ser tallene stillet op over for hinanden. Klimaaftrykket fra en million af verdens fattigste svarer til klimaaftrykket fra den rigeste procent i Danmark.Klimaaftrykket fra 2/3 af verdens befolkning svarer til klimaaftrykket fra den rigeste procent i verden. Ja, de ”ultrariges rejser i private jetfly, udleder på et år lige så meget CO2 som hele befolkningen i Uganda på 46 millioner mennesker.”⁵

Jeg kan ikke lade være med at tænke på lignelsen fra Lukasevangeliet om den rige mand, der hver dag lever i fest og pragt, mens den fattige Lazarus forsøger at overleve lige uden for hans port. I lignelsen ender den rige mand i dødsrigets flammer, hvor han pines, mens den fattige af engle bæres til Abrahams skød. Lignelsen er ét stort STOP-skilt, som på sin egen firkantede måde forsøger at råbe os op i forhold til den værste himmelråbende uretfærdighed i verden. I Lukasevangeliet betragtes samfundet som et nulsumsspil med en afgrænset mængde af værdier. Bliver én rig, sker det på en andens bekostning, da mængden af rigdom i samfundet ikke vokser. Alligevel føler den rige mand ikke noget ansvar for at hjælpe den fattige Lazarus, selvom han går forbi ham hver gang, han går ud og ind af sit luksuriøse hjem.

Selvom vi ikke møder verdens klimaudsatte ansigt til ansigt i hverdagen, så kender vi alle til klimaforandringerne og deres årsager. Vi konfronteres i medierne jævnligt med konsekvenserne af vores forbrug, og har – ligesom den rige mand i lignelsen – muligheder for at ændre på vores vaner og forbrug. Lidt eller meget. Lukasevangeliets logik er, at når man lever i en verden med begrænsede ressourcer, så er det umoralsk og ukristeligt at tage for stort et stykke af kagen. Fordi vi alle skal dele den samme ene kage. For meget rigdom og for stort et forbrug udtrykker et manglende blik for fællesskabet og en ligegyldighed over for andre menneskers livsvilkår.

I modsætning til i Lukasevangeliet lever vi i dag i samfund styret af en kapitalistisk logik, hvor målet er konstant vækst og forøgelse af rigdom og velstand. Men i forhold til klimakrisen kan vi lære noget af Lukasevangeliets nulsumstanke.⁶ For vi har kun én planet med begrænsede ressourcer, og for hver gang vi prioriterer egen velstand og luksus, gør vi livssituationen værre for denne verdens Lazarus’er. Selvom vi, økonomisk set, kan have råd til at spise og købe, hvad vi vil, og at rejse, hvorhen vi vil, så har kloden ikke råd til, at vi lever på den måde. Hvis alle levede ligesom os danskere, skulle vi bruge fire jordkloder til at dække forbruget!⁷ Som kirke skal vi turde formidle denne ubekvemme sandhed. Vi skal turde påtale, at vi bærer et væsentligt ansvar for klimaforandringerne og ikke har nogen undskyldning for ikke at handle. Samt naturligvis gå forrest som et godt eksempel på, at vi kan gøre en forskel.

1. “Alt hvad naturvidenskaberne fortæller os om naturen og universet er vi tilbøjelige til at tage som informationer om, hvad der ikke på anden måde kommer os ved end som vor omverden. På hvilken anden måde skulle det da komme os ved? Som vort ophav! Så meget mere som det ikke kun er i fortiden, i løbet af en lang udviklingsproces, at den menneskelige tilværelse er opstået af naturen og universet, men det gør den til stadighed, for hvert øjeblik og på håndgribeligste måde. Med åndedræt og stofskifte er vi indlagte i naturens kredsløb, med vore sanser er vi indlagte i universet. På een af to måder kan vi altså betragte forholdet mellem universet og den menneskelige tilværelse. Enten ud fra vor tilværelse. I så fald reduceres universet til omgivelse for den. Eller ud fra universet. I så fald er den vort ophav. “
   (Løgstrup, K.E., ”Ophav og omgivelse. Betragtninger over historie og natur”, 2. udg. 1995, s. 11) ︎
2. https://www.ae.dk/analyse/2025-04-den-rigeste-tiendedels-klimaaftryk-er-knap-fire-gange-saa-hoejt-som-den-fattigstes ︎
3. https://videnskab.dk/kultur-samfund/de-rigeste-10-procent-staar-for-halvdelen-af-co2-udledningerne/ ︎
4. https://www.okolariet.dk/viden-om/klima/globale-tipping-points ︎
5. https://sammenomgroenomstilling.dk/2023/11/21/den-rigeste-1-procent-udleder-lige-saa-meget-co2-som-to-tredjedele-af-verdens-befolkning/ ︎
6. Jeg er klar over, at der her ikke er tale om et enten-eller. Det kapitalistiske samfund har på rigtig mange parametre været en kæmpe succes. Utallige er blevet løftet ud af fattigdom, flere og flere sygdomme kan kureres, og vi er i stand til at brødføde en stadig stigende verdensbefolkning på godt 8 milliarder mennesker. Det kapitalistiske samfund kan selvsagt også være en hjælp i den nuværende situation, hvor vi har brug for at udvikle vores samfund i en grøn retning, der gør os mindre afhængige af fossil energi. Hvis de virksomheder, der udvikler den bedste grønne teknologi, bliver morgendagens vindere, kan den kapitalistiske kappestrid blive et kæmpe lokomotiv for den grønne omstilling. Det er der allerede mange eksempler på. Det ændrer dog ikke på, at særligt os i den rige del af verden må erkende vores moralske ansvar for klimakrisen og bestræbe os på at leve mere bæredygtigt. Fortsætter vi danskere f.eks. med en livsstil, der forbruger fire gange så meget, som jorden kan holde til, så klimasynder vi, idet vi sætter egen bekvemmelighed over skaberværket og vores klimaudsatte næste.
   Desværre er den kapitalistiske vækstlogik så indgroet i vores tankegang, at alt andet end vækst i samfundets velfærd udlægges som et nederlag af vores politikere. Selvom det danske samfund siden 1950’erne har gennemgået en enorm vækst, så vi nu lever i et historisk rigt velfærdssamfund, så er det åbenbart ikke en mulighed at bevæge sig lidt i den anden retning for naturens, medmenneskets og fremtidige generationers skyld. Når prognoserne viser, at befolkningstallet herhjemme falder, italesættes det af politikerne som et stort faresignal, der kun kan afhjælpes af indvandring. For velfærden må aldrig falde, men kun stige, hvilket kræver større skatteindtægter fra flere borgere, der så senere bliver en dyr ældrebyrde, som igen kræver en større arbejdsstyrke, der kan give flere skattekroner osv. At den kapitalistiske vækstlogik har klare begrænsninger og ikke kan fortsætte uendeligt, bliver ikke italesat af politikerne. Det er åbenbart for upopulært et budskab at formidle til sine vælgere. ︎
7. https://www.danskindustri.dk/om-di/kontakt-os/presse/arkiv/pressemeddelelser/2023/3/vi-skal-bruge-fire-jordkloder-hvis-alle-skal-leve-som-vi-gor-i-danmark/ ︎

Du kan læse anden del af artiklen lige her!

Du kan læse tredje del af artiklen lige her!

Hendes mål er at finde alle de 64 danske sommerfuglearter, der endnu er tilbage – ikke for at indsamle dem eller eje dem, men for at se dem. For at være vidne. For at lade sig fylde af glæde, hver gang hun får øje på én.

Og glæden den er uforholdsmæssig stor.

En lille admiral – og hun jubler.
En perlemorssommerfugl – og hun græder.
Det er glæde, der ikke handler om fornuft, men om betydning.

Og netop sådan en glæde taler Jesus om i dag. 

En mand finder ét får, der var blevet væk og bærer det hjem på skuldrene med glæde.
En kvinde har tabt en mønt og tænder lys, leder, fejer hele hus og finder. Kalder veninder og nabokoner til fest.

Og Jesus siger: Sådan er Gud. Sådan er Gudsriget. Sådan er der jubel i himlen, når en synder omvender sig. Når én forsvundet bliver fundet.

Det, der betyder noget: Et får. En mønt. En sommerfugl. Ikke det mest opsigtsvækkende i verden. Ikke det største eller dyreste. Men alligevel en glæde, der sprænger skalaen.

Hvorfor? Fordi det ikke handler om, hvor meget noget er værd, vejer eller koster.
Det handler om, hvad det betyder for den, der har mistet det.

Det får, som ingen andre savner, det savner hyrden.
Den mønt, som ingen lægger mærke til, den mangler kvinden.
Den sommerfugl, som er lille, brun og undselig og bare én blandt mange, den bliver for Lea Korsgaard til et nærværsøjeblik. 

Begrebet nærværsøjeblikket har Lea fra et møde med nu afdøde teologiprofessor og domprovst Ole Jensen.

Ole Jensen gjorde allerede tilbage i 1970’erne opmærksom på, at vores natursyn var resultat af en enøjet fortolkning af Bibelen. Nemlig den at mennesket stod over det øvrige skaberværk ved at få givet mandat til at ”herske over” havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og så videre. 

Ole Jensen læste skabelsesdigtet anderledes, og mente at teologien og kirken havde overset noget afgørende. Op gennem den kristne historie har vi set bort fra de ord, der igen og igen optræder i den gamle tekst, nemlig de ord, der næsten har funktion af messende omkvæd i beretningen, nemlig ordene: ”Og Gud så, at det var godt.” 

Vi har overset noget meget afgørende, mente Ole Jensen, selve opgaven; at ”inden vi bruger naturen, skal vi beundre dens skønhed.” 

Så i stedet for et herredømmemandat, så giver skabelsesdigtet os et beundrings- og varetagelsesmandat. 

Miraklet for Ole Jensen er, at noget er til. Der er ikke tomhed! Det faktum, at noget fylder, at noget findes, er et mirakel. Skridtet fra tomhed til fylde er alting. Og det kalder på agtelse. Og nærværsøjeblikkene afføder denne agtelse. 

Nærværsøjeblikke er øjeblikke, hvor verden står stille som i et evigt sekund. Hvor alting bare er der, og der mangler ingenting. Og så er det væk. 

Kender I det? Jeg kender det. Jeg husker, at jeg engang sansede det så voldsomt, at jeg måtte stå af cyklen, fordi alting omkring mig – landskabet omkring mig – kom bag på mig. Overvældende. I et øjeblik følte jeg mig forbundet med alting. Lille mig på cykel forbundet med alt i universet – og så var følelsen væk igen – og jeg cyklede hjem.

Lea beskriver nærværsøjeblikke ved synet af en sjælden sommerfugl, hun har ledt efter længe og pludselig opdager flaksende foran sig på stien. Sådan et fund. Sådan et syn og oplevelse giver hende erkendelsen af noget dyrebart. Noget kosteligt. Og hun mindes Ole Jensen, der sagde, at åbner vi først blikket og alle vores sanser for skaberværket, så er naturen ikke først og fremmest en ressource, vi hersker over og kan skalte og valte med efter forgodtbefindende, men noget der giver os nærværsøjeblikke, der afføder agtelse. 

Da Lea spurgte Ole Jensen, hvad han mente med ordet agtelse, svarede han: ”Omsorg. Tilbagegiven. Påpasselighed. Måske ligefrem ømhed, medfølelse for den lidende klode, dens arter, dens dyr.”

Jeg vil ikke her afsløre, om Lea inden året er omme ser alle danske dagsommerfuglearter, men hendes glæde ved at finde er smittende, øjenåbnende og fylder mig med håb. 

For vi er jo også dem, der nogle gange bliver væk. Farer vild i livet. Mister udsyn og taber modet. Har for travlt og nærværsøjeblikke får ikke en chance for at indfinde sig. 

Men budskabet i dag lyder, at vi ikke er tabt for Gud. Vi kan aldrig komme væk fra ham. Han er os nær. Også når vi er langt borte, som profeten Esajas skriver.

Det stærkeste ved Jesu lignelser om det mistede får og den tabte mønt er ikke kun menneskets glæde ved at søge og finde, men at det er Gud, der leder. Gud, der tænder lys og fejer gulv. Gud, der går ud på engen og bliver ved, til fåret er fundet. Gud, der glæder sig…

Og den glæde Gud føler, den er heller ikke fornuftig.
Den er også uforholdsmæssig.
Overstrømmende. Overvældende, som den fjollede sejrsdans Lea udfører på en markvej, når hun får øje på et flaksende vingeslag i solen.

Som Gud glæder sig, tror jeg, han vil, at vi skal glæde os over hinanden, over skaberværket, over livet, som vi er blevet givet og er en del af. 

For Lea Korsgaard var sommerfuglene med til at åbne hendes blik – både fysisk og åndeligt. For når man har øjnene indstillet på sommerfugle, bliver man opmærksom. Man bevæger sig langsommere. Ser detaljer. Navngiver. Sanser og glædes. 

Og måske er det dér, det sker.
Når vi leder. Når vi ser os omkring.
Når vi sanser.
Så sker det, vi ikke havde regnet med:

Vi finder noget og opdager, at vi selv blev fundet. Er forbundne med alt omkring os. Med Gud.

Der er glæde i himlen, siger Jesus. 

Der er glæde, hver gang noget eller nogen bliver fundet. Og den glæde, den begynder allerede nu inden året og inden sommeren er omme. Den begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

Amen.

Nogen har tænkt, at Gud efter skabelsen af alt liv, der leves på jorden, har trukket sig tilbage til sin himmel for aldrig at komme tilbage igen. Man har tænkt, at Gud har arbejdet som en arkitekt, der designer sit skaberværk og måler det op for derefter at forlade det. Eller at Gud arbejder som en urmager. At Gud konstruerer sin verden, som en urmager konstruerer sit ur, hvorefter Gud sætter verden i gang, smider nøglen væk og går sin vej. Men det er en vildfarelse, at Gud forlader verden. Gud er i verden og Gud glæder sig over det skabte, og Gud bliver ved med at skabe og opretholde verden og livet selv.

Derfor lader du kilder springe frem i dalene, mellem bjergene baner de sig vej, de giver vand til alle de vilde dyr, vildæsler får slukket deres tørst. Ved bredden bygger himlens fugle deres rede, på grenene sidder de og kvidrer. Du, Gud, vander jorden. Du lader græsset gro til kvæget og planter til menneskene, så de kan fremstille brød og vin.

Du, Gud, sørger for fuglene, for storken, stenbukken, grævlingen og løverne. Og mennesket går ud til sin gerning og arbejder, til det bliver aften.

Mennesket skiller sig ud i forhold til alle andre levende væener. Mennesket er jo skabt i Guds billede, og mennesket er velsignet af Gud. Men samtidig er mennesket, eftersom det er et levende væsen, forbundet med alle andre levende væsener. Vi har som mennesker livet tilfælles med alle andre skabninger.

Men vi har isoleret os i forhold til verdens mylder af liv, og det er som om det ikke bliver mindre med årene. Vi bor i huse, kører i biler og ser på skærme, og de fleste kommer kun sjældent ud i naturen. Tænk da om vi begyndte at færdes hjemmevant i naturen. Tænk om vi begyndte at føle os tættere forbundet med naturen. Da tror jeg vi ville blive bedre til at passe på det skabte.

Lea Korsgaard, der er chefredaktør på Zetland satte sig sidste år for at se samtlige 64 danske sommerfuglearter i løbet af et år. Allerede da hun befandt sig i årets første måned kom hun til at tænke på, hvor lidt hun i virkeligheden vidste om naturen, ja, om alt det, der lever. Hun skriver, at hun vidste mange trivielle ting. Hun vidste også specialiseret viden inden for visse fag, men de fag drejede sig ikke om naturens verden. Som for eksempel biologien, zoologien og geologien. De fag befandt sig i en helt anden sfære end den, der var min, skriver hun. Jeg havde en følelse af, at jeg kunne lide både sommerfugle, og den natur, de var en del af. Alligevel vidste jeg stort set intet om de arter, der fandtes rundt om os. Jeg beherskede ikke sproget for hverken sommerfuglene eller meget af det andet derude.

Ord er sprogets grundstoffer, og jeg kendte ikke ordene.

Vi er mange, der har det som Lea Korsgaard. Mange af os må sige, at det er de færreste sommerfuglearter, vi kender. Bierne og insekterne og mange af pattedyrene kender vi nok også for lidt til. Men bare det, at vi lærer ordene for de forskellige arter at kende, gør, at arterne kommer til at betyde mere for os. Jeg husker stadig fryden første gang jeg kunne genkende en aurora-sommerfugl, som jo ellers ikke er en sjælden art, og jeg husker også den dag, da jeg sidste år så en lille ildfugl på marken uden for mit hus. Da det skete, var min dag reddet.

Mon ikke det er sådan, at når vi får et større kendskab til naturen, så bliver vi bedre til at holde af det, vi ser, og så begynder vi at passe bedre på naturen. Jeg tror det!! I salmen fra før går mennesket ud til sin gerning og arbejder. Løverne brøler efter bytte. Stenbukken holder til i bjergene og grævlingen skjuler sig i klipperne. Alle lever side om side. Det er en tankevækkende pointe i teksten, at dyrene ikke er til for menneskets skyld. De er der bare, og de lever deres eget liv.

I dag kan det være svært at vænne sig til den tanke, at det, der lever, ikke bare er til for menneskets skyld. At meningen med, at dyrene er her, ikke er, at de først og fremmest er til rådighed for os.

Vores tilgang til så mange andre sager er, at vi er dem, der hersker. Som Danmark herskede over Guldkysten, som Tyskland herskede over Tanzania, som England herskede over Indien, og som Belgien herskede over Congo, og som Danmark har hersket over Grønland, sådan hersker vi også over naturen.

Lige nu er der særlige udenrigspolitiske forhold, der gør sig gældende, så nu griber Danmark dybt i værktøjskassen for at anlægge en mere dialogbaseret vej i forhold til Grønland, og målet er, at Danmark og Grønland skal være fuldstændig ligeværdige partnere. Det er ikke let, men jeg tror, at man i regeringen er enige om, at det skal ske. Der er ingen vej udenom.

Tænk om vi en dag aflagde magten i forhold til alt det skabte og tilstræbte et mere respektfuldt forhold. Da kunne vi af hjertet sige med på ord og sætninger fra salmen fra før. Jeg tænker på salme 104, hvor der står:

Du bliver, hvad du spiser. Dette ordsprog kender de fleste, for det har været til længe. Først fra den franske advokat og politiker, Anthelme Brillat-Savarin, der i 1826 sagde: “Fortæl mig, hvad du spiser, og jeg vil fortælle dig, hvad du er,” og efterfølgende fra filosoffen Ludwig Andreas Feuerbach i 1863 med ordlyden “mennesket er, hvad han spiser.”

Men lang tid inden da sagde Jesus noget endnu mere opsigtsvækkende. Han sagde: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6:56). Jesus havde netop omtalt sig selv som “det levende brød” (Joh 6:51), og for tilhørerne var dette simpelthen så uudholdeligt at høre på, at de valgte ikke længere at være disciple af Jesus. 100 år senere blev kristne stadig kaldt “kannibaler”, for de spiste jo Jesus selv. De første 1500 år af kirkens historie var alle kristne teologer enige om, at brødet og vinen i nadveren/eukaristien var helt og holdent Jesus’ krop og blod.

“Eukaristien forvandler de troende til sig selv.”

Kirkefaderen Maximos

Hvad får vi ud af dette? At den måde, Jesus valgte at give sig selv til os, så vi kunne få del i hans liv, var gennem et måltid. Gennem brød og vin. Og mere end det: ikke blot modtager vi Kristus; vi bliver også forvandlet til at ligne ham mere og mere gennem brødet og vinen. Som kirkefaderen Maximos Bekenderen sagde i 600-tallet: “Eukaristien forvandler de troende til sig selv.”

Grunden til, at jeg begynder denne tekst med eukaristien, er, at det bliver tydeligt, hvor vigtigt maden og måltidet er i lyset af den kristne tro. Det er ikke alene kirkens fejring af nadveren, der er noget særligt, men også det helt almindelige måltid, vi spiser sammen, får en ekstra åndelig dimension i troens lys.

Da de fejrede eukaristien i den tidlige kirke, gjorde de det sådan, at alle medbragte noget mad hjemmefra. Dette tog de med ind i kirken. Til brug i gudstjenesten udvalgte de så lidt brød og vin, som blev båret op på alteret. Alt det mad, der var tilbage, spiste de sammen efterfølgende.

Denne praksis var et kraftfuldt udtryk for, at brødet og vinen i eukaristien kom fra den helt almindelige mad. Og samtidig var det et stærkt symbol, at al den mad, menigheden medbragte, muligvis ville blive udvalgt til at være det brød og den vin, der kom op på alteret. Hvad mon den lille dreng tænkte om det brød, han bar hjemmefra og til kirken? Behandlede han det anderledes end andet brød, fordi netop hans brød måske ville blive udvalgt til at blive Jesus’ krop under eukaristien?


Det tror jeg. Jeg tror, at det gør noget ved os, når vi fornemmer det skabtes potentielle hellighed. Den britisk-græske poet, Philip Sherrard, har sagt det således: “Naturen skal ikke være råstof for vores begær, men i stedet råstof for sakramentet.”
Tænk, at alt omkring os – maden, vi spiser, jorden, vores fod betræder – ikke bare er til for os, men et guddommeligt råstof, der kunne ligge på alteret og blive til Kristus for os.

En af vores vigtigste opgaver som kristne er derfor at se det helt almindelige måltid, vi deler med hinanden, som et slags sakramente, hvor vi rækker hinanden Guds nåde og liv. Og dernæst lade denne tanke gælde for alt skabt, så vi ser hele skaberværket som et sakramente.

Det er ikke uden grund, at Gud har skabt mennesket som et væsen, der har brug for føde. Uden mad overlever vi ikke. Mad og drikke er derfor noget af det mest grundlæggende for os. Allerede på bibelens første sider indser vi, at den mad, mennesket spiser, er givet af Gud: “Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde” (Gen 1:29). 

Men gennem Jesus’ ord indser vi, at maden er mere end blot en gave fra Gud. Maden – og skaberværket i sin helhed – er til for, at vi kan have fællesskab med Gud og med hinanden. Når vi bliver i Jesus, og Jesus bliver i os gennem eukaristiens brød, udtrykkes det dybest mulige fællesskab med ham. Ja, vi bliver til Kristus, når vi tager del af ham. Vi bliver, hvad vi spiser.

” Her er tale om en udveksling af tanker, erfaringer, ideer og bekymringer mellem to teologer, der formår at give plads til tvivl og usikkerhed, samtidig med, at de får belyst de mange områder hvor teori, tro og religion spiller en rolle for, hvordan vi som menensker lever i skyggen af den virkelighed, som vi selv har med til at skabe”

Mickey Gjerris

Lektor, M.Th., Ph.d., Københavns Universitet

Find bogen her

Bogen koster 100 kr. Med fragt og administration koster den 150 kr. og kan købes igennem Grøn Kirke.

Du kan kontakte os på gronkirke@gronkirke.dk – så vender vi tilbage med informationer omkring betaling og forsendelse.

Book forfatterne til et gratis oplæg om bogen!

Du har mulighed for helt gratis at få én eller to af forfatterne til bogen ud i din kirke, organisation, skole mv.. til et spændende oplæg og samtale om bogen!

Kontakte os på gronkirke@gronkirke.dk og hør mere!