af Maria Pedersen
Salme 17 og Frans af Assisi solsang vers 1 og 6
Remedier: et fad med vand. Evt. dåbsfad. En kande med vand og nogle glas.

I dag skal vi reflektere lidt over VAND, vand, som det der står i fadet her, vand som vi her i vores del af verden, har fri adgang til i rigelige mængder, og måske derfor ikke forstår at værdsætte så meget i det daglige.
Vand, er et simpelt molekyle, bestående af 3 atomer, men det er samtidig forudsætningen for alt liv. Det er guddommeligt – der skulle en Gud til at opfinde det. Vi mennesker består af 70 % vand.
Vi kan tage vandet som en selvfølge eller som en stor gave. Det er i hver celle af vores krop og til stede overalt, synligt eller usynligt. Som Gud.
Der er fokus på vandet i mange sammenhænge. Vandmiljøplan i Danmark, tørke i den store verden, oversvømmelser, problemer med drikkevand i Afrika, miljøforandringer, afsmeltning ved polerne og så videre.
Den tidligere Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, siger: ”Der er to problemer med vandet: Enten er der for lidt, eller også er der for meget. Alt levende skal have vand, men hvis der kommer for meget, så drukner både mennesker, dyr og afgrøder.
Vi bor i en del af verden, hvor vi har tilpas mængde af vand, endnu i hvert fald.-og her til morgen vil jeg gerne, at vi vender os til Gud og takker for, at vi kan få vores daglige vand. Både det vand vi fysisk har brug for, men også det levende vand som Jesus skænker os. Jesus siger: ”Den der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv”, ( Johannes evangeliet kap. 4, vers 13-14.)
Jeg vil nu skænke hver af jer et lille glas vand, og så sidder vi i stilhed og drikker det, og blive opmærksomme på hvor stor en gave det er.
Bøn
Forstyr os Herre, når vi bliver for tilfredse med os selv.
Forstyr os Herre, når vi – midt i den overflod af ting vi ejer – har mistet tørsten efter levende vand. Fordi vi er blevet forelsket i vore egne liv, er vi holdt op med at længes efter noget større, og mens vi var optaget af at bygge vore egne projekter, er vi holdt op med at drømme om en ny himmel og en ny jord.
Herre udvid vores horisonter, så vi får et dybere håb, et større mod, og en stærkere kærlighed.
Amen
Vekselbøn
(Tekst med fed skrift læses af alle)
Verdens skaber, du som holder vores skrøbelig jord i dine hænder.
Alt får liv og ånde fra dig.
Kristus, du som er kilden til glæde og forundring.
Lad os drikke af det levende vand, som aldrig tørrer ud.
Livets Ånd, du som giver os mod og håb for fremtiden.
Pust liv i os igen, så vi ikke bliver stive og snæversynede.
Evige Gud, du skabte alt, så det var godt og smuk.
Giv os åbne øjne, så vi ser storheden i det mindste kryb.
Du arbejder bestandigt for at fuldende dit skaberværk.
Giv os din uro, så vi ikke bliver ligeglade med jorden og dens liv.
Når du ånder gennem skabningen, så er jorden ikke bare jord,
men jorden er vores hjem.
Når du ånder gennem skabningen, så er vandet ikke bare vand,
men vandet er kilde til leg og til liv.
Når du ånder gennem os, er vi ikke bare os selv,
men vi er dine medarbejdere i verden.
Hele skabningen venter på dig
med håb og med glæde.
Amen
Salme 17 vers 9 og 12



