På Bjerringbro Kirkegård tænkes det grønne hele vejen rundt – det skal komme både vores natur og sanser til gavn og så skal det ske i samarbejde med den tilhørende kirke.
Kom med på besøg hos det nyeste skud på stammen af grønne kirkegårde!

I Bjerringbro har de længe set det som vigtigt, at værne om miljøet og passe på vores jord, og i takt med at begravelsesformen har ændret sig og derfor ikke kræver den samme plads på kirkegården har kirkegårdens medarbejdere fået mere plads at boltre sig på og mulighed for at skabe områder af kirkegården med uklippet græs og vilde blomster.
Nu arbejder man efter en helhedsplan, som skal sikre at kirkegården både bliver grøn for øjet og for miljøet.
Det grønne arbejde foregår ikke alene på kirkegården, men finder også sted i samarbejde med den tilhørende kirke ved at tænke det grønne og kirkegårdens rum med ind i kirkens aktiviteter. Blandt andet har de i forbindelse med en ”Børn og Gud”-gudstjeneste haft børn og voksne ude og plante en lavendelflod på kirkegården.
På kirkegården har de også etableret et flot kvashegn, opsat redekasser og plantet stauder til både bunddække og til at plukke og samle til smukke buketter til kirken. Derudover arbejder kirkegården med kompostering til stor gavn for både miljø og økonomi.


Arbejdet er ikke slut endnu
“Grøn Kirkegård” er et fast punkt på dagsordenen til kirkegårdsudvalgsmøder og personalemøder, for at holde fast i den grønne tråd og tænke det grønne med hele vejen rundt i kirkegårdens liv. Arbejdet med at blive Grøn Kirkegård har i Bjerringbro givet anledning til spændende og konstruktive samtaler i personalegruppen om de forskellige emner på Grøn Kirkes tjekliste. Alt sammen noget som er med til at skabe retning og mening i det daglige arbejde på kirkegården.
Kirkegård med indbygget skov og egernliv
På kirkegården fandtes der tidligere et mørkt skovområde, som hovedsageligt bestod af nåletræer. Over de seneste år er der blevet ryddet op i skoven for at gøre den mere lys og åben, og medarbejderne på kirkegården har efterplantet med hjemmehørende løvtræer og -buske. Drømmen er, at stedet i fremtiden også kan bruges som skovbegravelsesplads.
I nærheden af skoven har de desuden et område med forskellige nøddetræer, som især vores egern har stor glæde af.
I forbindelse med kirkens 100-års jubilæum blev der, med hjælp fra byens borgere, plantet en kirsebærlund med borde og bænke. Området benyttes i dag blandt andet af den lokale gå-klub, dagplejemødre samt kirkegårdens besøgende, som bruger stedet til frokost eller en kop kaffe.


Inspiration fra de grønne kirkegårde
Det sprudler og spirer med nye grønne tiltag på ladets kirkegårde! Her kan du finde inspiration til nye tiltag på din egen kirkegård fra andre Grønne Kirkegårde!


