Sightseeing i eget stift

Dagen startede på Sulsted Kirkegård, hvor graver Ole Nielsen viste rundt. Der er mange store planer for Sulsted Kirkegård med skovkirkegård, udendørs gudstjenesteområde, og der skal plantes mange flere hjemmehørende arter og laves vilde områder. Men et område var allerede forvandlet – et område på kirkens nordside, hvor graverne ellers havde svært ved overhoved at sælge gravsteder. Nu går gravstederne som varmt brød, og det er ganske forståeligt. Hele området er forvandlet til et kæmpe staudebed, der blomster året rundt, og hvor sommerfugle og insekter svirrer konstant. Enkelte gravstedsejere har valgt at beholde deres traditionelle udtryk, og de ligger uforstyrret ind i mellem. Men helhedsindtrykket er ikke til at tage fejl af. Et væld af farver, former og liv – alt sammen ved hjælp af masser og masser af stauder.

Turen gik derefter i bus videre for at se Vester Hassing og Øster Hassing Kirkegårde. De har samme kirkegårdsleder, nemlig Leif Christensen, men alligevel ser kirkegårdene helt forskellige ud i deres udtryk. De ansatte får lov at være kreative og bringe det i spil, som de brænder for og er gode til.

Det sværeste ved at lave grøn kirkegård er tiden. I hvert fald når det skal leve op til mine egne standarder. Men når ledelse og menighedsråd bakker op, så er det nemt at komme i gang.

Charlotte, graver på Øster Hassing Kirkegård

På Vester Hassing Kirkegård er det nyeste anlæg et strand/hedeområde, som er plantet til med mange hjemmehørende arter, som findes i naturen omkring kirken. Derudover sniger der sig hele tiden nye grønne tiltag ind som små vandhuller, gamle træstammer som siddepladser og bæredygtige demo-gravsteder, der kan vise brugerne af kirkegården, hvordan man kan træffe andre og mere bæredygtige valg i forbindelse med anlæg af gravsted.

På Øster Hassing Kirkegård er der på forsiden af kirken lige ved indgangen lavet et stort og arkitektonisk staudebed, hvor man kan urnenedsættes. Et populært valg. Og rundt på kirkegården finder man små åndehuller for både dyr og mennesker: siddepladser bygget af genbrugsmaterialer, nedgravede vandhuller, kreativt genbrug af gamle gravsted som fuglebade, skovkirkegårdens skyggefulde ro med grene og blade liggende i bunden. Og ikke mindst den 1400 m2 store æblehave. Der er plantet 19 gamle æblesorter og sået vilde blomsterblandinger imellem. Det skaber en labyrint af skønhed, som selv voksne næsten kan blive væk i. Grundet det tørre vejr, er de vilde urter og blomster noget brune at se på nu, men det har stået utrolig smukt henover sommeren, og skønhedens fornemmes stadig i forfaldet.

Alle deltagere kunne tage hjem fuld af inspiration til at tage fat på egen kirkegård. Turen var arrangeret af Grøn Kirke i samarbejde med Aalborgs grønne stiftsudvalg.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top