Andagt af Keld Balmer Hansen med udgangspunkt i ordene “Der er liv” fra Danmissions missionssyn, der er bygget op om sætningerne ”Der er håb, der er tilgivelse, der er liv”.
Refleksionen gør brug af 1. Mosebog kapitel 1 og Salme 104.
En gang for meget, meget længe siden var der mørke overalt. Som et havdyb, der fylder alting. Så hvis du vil dykke ned til bunden, så er der ingen bund. Og vil du stige op til overfladen, så er der ingen overflade.
Men så pludselig brydes mørket og lyset kommer. Lysets komme har Haydn beskrevet i sit værk, Skabelsen. Først er musikken rolig, men så pludselig kommer vi dertil, hvor lyset skabes, og alting er forandret. Lyset kommer som et chok. Lyset, som gør livet muligt.
Senere – efter et par mellemregninger – skabes selve livet. Gud skaber planterne, og de sætter frø. Så kommer frugttræerne, der bærer frugt med kerne. Gud skaber grønt. Alle slags planter, der sætter frø. Der kommer alle slags træer, der bærer frugt med kerne. I vandet kommer der en vrimmel af levende væsener. Og der kommer fugle. De store havdyr kommer. Og alle slags levende væsener, der lever i vandet, og alle slags vingede fugle. Der kommer også kvæg og krybdyr og alle slags vilde dyr. Og til sidst skaber Gud mennesket!
Og Gud så, at det var godt. Sådan hedder det efter hver eneste skabelsesdag. Gud så, at det han skabte, var godt. Den mindste fugl. Den største fisk. Den højeste giraf. Den mindste mus. Gud glæder sig over alt det, Gud har skabt.
Nogen har tænkt, at Gud efter skabelsen af alt liv, der leves på jorden, har trukket sig tilbage til sin himmel for aldrig at komme tilbage igen. Man har tænkt, at Gud har arbejdet som en arkitekt, der designer sit skaberværk og måler det op for derefter at forlade det. Eller at Gud arbejder som en urmager. At Gud konstruerer sin verden, som en urmager konstruerer sit ur, hvorefter Gud sætter verden i gang, smider nøglen væk og går sin vej. Men det er en vildfarelse, at Gud forlader verden. Gud er i verden og Gud glæder sig over det skabte, og Gud bliver ved med at skabe og opretholde verden og livet selv.
Derfor lader du kilder springe frem i dalene, mellem bjergene baner de sig vej, de giver vand til alle de vilde dyr, vildæsler får slukket deres tørst. Ved bredden bygger himlens fugle deres rede, på grenene sidder de og kvidrer. Du, Gud, vander jorden. Du lader græsset gro til kvæget og planter til menneskene, så de kan fremstille brød og vin.
Du, Gud, sørger for fuglene, for storken, stenbukken, grævlingen og løverne. Og mennesket går ud til sin gerning og arbejder, til det bliver aften.
Mennesket skiller sig ud i forhold til alle andre levende væener. Mennesket er jo skabt i Guds billede, og mennesket er velsignet af Gud. Men samtidig er mennesket, eftersom det er et levende væsen, forbundet med alle andre levende væsener. Vi har som mennesker livet tilfælles med alle andre skabninger.
Men vi har isoleret os i forhold til verdens mylder af liv, og det er som om det ikke bliver mindre med årene. Vi bor i huse, kører i biler og ser på skærme, og de fleste kommer kun sjældent ud i naturen. Tænk da om vi begyndte at færdes hjemmevant i naturen. Tænk om vi begyndte at føle os tættere forbundet med naturen. Da tror jeg vi ville blive bedre til at passe på det skabte.
Lea Korsgaard, der er chefredaktør på Zetland satte sig sidste år for at se samtlige 64 danske sommerfuglearter i løbet af et år. Allerede da hun befandt sig i årets første måned kom hun til at tænke på, hvor lidt hun i virkeligheden vidste om naturen, ja, om alt det, der lever. Hun skriver, at hun vidste mange trivielle ting. Hun vidste også specialiseret viden inden for visse fag, men de fag drejede sig ikke om naturens verden. Som for eksempel biologien, zoologien og geologien. De fag befandt sig i en helt anden sfære end den, der var min, skriver hun. Jeg havde en følelse af, at jeg kunne lide både sommerfugle, og den natur, de var en del af. Alligevel vidste jeg stort set intet om de arter, der fandtes rundt om os. Jeg beherskede ikke sproget for hverken sommerfuglene eller meget af det andet derude.
Ord er sprogets grundstoffer, og jeg kendte ikke ordene.
Vi er mange, der har det som Lea Korsgaard. Mange af os må sige, at det er de færreste sommerfuglearter, vi kender. Bierne og insekterne og mange af pattedyrene kender vi nok også for lidt til. Men bare det, at vi lærer ordene for de forskellige arter at kende, gør, at arterne kommer til at betyde mere for os. Jeg husker stadig fryden første gang jeg kunne genkende en aurora-sommerfugl, som jo ellers ikke er en sjælden art, og jeg husker også den dag, da jeg sidste år så en lille ildfugl på marken uden for mit hus. Da det skete, var min dag reddet.
Mon ikke det er sådan, at når vi får et større kendskab til naturen, så bliver vi bedre til at holde af det, vi ser, og så begynder vi at passe bedre på naturen. Jeg tror det!! I salmen fra før går mennesket ud til sin gerning og arbejder. Løverne brøler efter bytte. Stenbukken holder til i bjergene og grævlingen skjuler sig i klipperne. Alle lever side om side. Det er en tankevækkende pointe i teksten, at dyrene ikke er til for menneskets skyld. De er der bare, og de lever deres eget liv.
I dag kan det være svært at vænne sig til den tanke, at det, der lever, ikke bare er til for menneskets skyld. At meningen med, at dyrene er her, ikke er, at de først og fremmest er til rådighed for os.
Vores tilgang til så mange andre sager er, at vi er dem, der hersker. Som Danmark herskede over Guldkysten, som Tyskland herskede over Tanzania, som England herskede over Indien, og som Belgien herskede over Congo, og som Danmark har hersket over Grønland, sådan hersker vi også over naturen.
Lige nu er der særlige udenrigspolitiske forhold, der gør sig gældende, så nu griber Danmark dybt i værktøjskassen for at anlægge en mere dialogbaseret vej i forhold til Grønland, og målet er, at Danmark og Grønland skal være fuldstændig ligeværdige partnere. Det er ikke let, men jeg tror, at man i regeringen er enige om, at det skal ske. Der er ingen vej udenom.
Tænk om vi en dag aflagde magten i forhold til alt det skabte og tilstræbte et mere respektfuldt forhold. Da kunne vi af hjertet sige med på ord og sætninger fra salmen fra før. Jeg tænker på salme 104, hvor der står:
”Hvor er dine værker mange, Herre! Du har skabt dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk” (v. 24). ”Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til. Gid mit digt må være ham til behag, jeg har min glæde i Herren” (v. 33 – 34).
