Af Sognepræst Kristin Saghaug
Når konfirmanderne bliver sat til at lave vafler til hinanden, er det ikke bare for hyggens skyld – det er en tydeliggørelse af kærligheden mellem os og af det enkelte menneskes plads i den store sammenhæng
“Jeg kan ikke være præst her, hvis I ikke anskaffer fire vaffeljern” Det var en af de første ting, jeg sagde, da jeg blev ansat som præst i en dansk kirke i 2018. Jeg forklarede, at for mig, som har norske rødder, så er kirkeliv og vaffelhjerter helt forbundet.
Mine konfirmander steger selv vafler hver gang, vi har konfirmand, med mindre vi har noget særligt på programmet og er ude af huset; I teater, på kunstmuseum eller i skoven. Der laves også vafler til andre arrangementer i kirken, men her vil jeg fokusere på konfirmanderne.
Forestil dig; Vi står udenfor i atriumgården, hvor der er let overdækket. Der er to borde, hvor der går ledninger hen til fire vaffeljern. Der er en skål med dej, et fad og smør på hvert bord. Der er altid et par hold i gang med at stege, og de skal dele vaffelhjerterne. Det lærer de fra start af. Efter få gange ved de selv, hvordan det hele virker og de bærer borde ud, henter dej, vaffeljern og redskaber og gør det hele klar selv.
Måske havde jeg i begyndelsen især tænkt på det som noget hyggeligt, noget med duft og hjerter og mine nordiske rødder. At stege vafler er nemlig en gammel tradition i Norge. Og det forbindes med fællesskab og hygge. Det kræver ikke de store ressourcer og man kan endda få vaffeljern til bål.
Jeg mødte modstand, da jeg, idet jeg fik mit første konfirmandhold, insisterede på at de unge mennesker skulle afslutte hver eneste konfirmand-gang med en pause i 20 minutter og med vafler. Argumenterne imod var blandt andet:
Argument et og to bider hinanden i halen; altså man må ikke gøre noget andre præster ikke gør, men at det omvendt er synd for dem, som så ikke har mig som præst. Det tredje argument er til dels validt, og blev imødekommet ved, at jeg laver vaffeldej selv og i øvrigt rydder næsten alt væk efterfølgende. Siden eller samtidigt kom refleksionen over, hvorfor jeg kæmpede så meget for at fastholde de der vafler, på trods af modstanden.
Læren handler om noget ganske praktisk og sanseligt, og det som vi gør i fællesskab.
Det gør mig ikke så meget, at bruge en del forberedelse på det, idet jeg opdagede, at det at lave dejen er en måde, jeg kan gøre noget for de unge, som er lidt “magisk” – man har bagt brød i gamle dage og så på handlingen som hellig i en før-kristen sammenhæng. I den forstand, at jeg med kærlig tanke på de unge rører dejen, ligesom vi ellers måtte bage brød eller kager til vores kære. Det bliver altså en kærlighedshandling – trivsel og vækst til de unge.
Teologi og praksis hænger sammen
Og teologien vokser sammen med handlingen. Eller handlingen spejler den teologi, jeg er optaget af. Jeg trækker på den erkendelsesteori, som gemmer sig i 1 Kor. 13 specifikt jf ‘Nu erkender vi stykkevis og delt…,’ Altså vi spiser “kun” et vaffelhjerte, men det handler om kærlighed. Fordi selv en stykkevis erkendelse er noget, og set “fragment”- teologisk er man forbundet via delen til det større.
Især er min teologi præget af Paul Tillichs filosofiske teologi herunder Tillich’s åbenbaringsteologi. Værensgrunden bryder gennem i Kairos-øjeblikke, både små og store øjeblikke har et evighedsaspekt i sig. Åbenbaringen hos Tillich kan kort sagt ses som en slags fragmentteologi hvor Åndens nærvær (The Spiritual Presence) altid er der, men erfares fragmentarisk, fordi vi lever i en ny virkelighed (The New Being) efter Kristi død og opstandelse.
I hans Systematiske teologi vol 3 (p. 140, Tillich, 1963) bruger han billedet af en statue, hvor der er slået en del af. Han hævder, at selv om det kun er en del, et lille stykke, så tilhører den fortsat statuen, fragmentet er en del af en større helhed. Det vil sige, oversat til denne kontekst, at det åndelige nærvær omend fragmentarisk er fuldt til stede i delen.
Fragmenterne er en del af helheden
Dette billede og tanke om Guds nærvær i den mindste del følger mig, hvad enten mine konfirmander deler vaffelhjerter, eller vi går en tur i skoven.
Dybest set er begge dele forbundet til synet på sakramentet som symboler. Ved at forstå sakramentet symbolsk, som Tillich gør, hævder han at det altid (igen fragmentarisk) deltager i det, som det henviser til eller det, som det er symbol på. Symbolet er altså ikke overfladisk, men forbinder sig til det evige.
Det er ingen absolut forbindelse, fordi vi også lever i fremmedgjorthed (estrangement), men den forbindelse som er omend fragmentarisk og i øjeblikke, den har det evige i sig. Og i dette fragment, i et øjeblik, er Gud fuldkomment tilstede. Vi spiser Guds ord, vi spiser Guds tilstedeværelse i nadveren og i dåben åbenbares det for os, at vi er Guds børn
På samme måde bruger jeg vaflerne til at sige, “Se, vi spiser kærlighed, og vi deler kærlighed ved at alle får vaffelhjerter. Vi laver dem også til hinanden. De unge lærer at dele kærlighed, omend det “kun” er symbolsk, så er det i kraft af det symbolske også større end bare mad og hygge. Deri ligger også en læring om næstekærlighed. Om livets sejr over døden. Kærlighedens sejr over mørkets magt.
“Se, vi spiser kærlighed!”
Det er en uindstiftet “nadver”. I nadveren loves vi Kristi tilstedeværelse. Men samtidigt er Gud til stede i og overalt (panenteisme) så alt vi indtager og spiser, ja også der er Gud. I naturen og i os. Jeg lærer dem at kærlighed kan spises og så kan/skal vi dele den og bære den med os og i os ud i verden.
Sanseligheden og duften omkring vafler er også væsentlig, da de positivt set indoktrineres med denne duft af vafler, og for altid vil forbinde duften og smagen med deres konfirmationsforberedelse!
