Kaffen under den grønne lup! – hvilket aftryk ønsker vi at sætte på verden, mens vi nyder vores kirkekaffe?

Skrevet af Keld B. Nielsen

Kaffe er en vigtig del af folkekirkens liv. Kaffe betyder sammenhold og fællesskab, og nogle kalder endda kirkekaffe for folkekirkens tredje sakramente.

Men det er ikke ligegyldigt, hvor kaffen kommer fra og hvordan den bliver dyrket. Til forskel fra mange andre indkøb i folkekirken, så har valget af kaffe en direkte indvirkning på livet i det globale syd.

Bæredygtig kaffe tager hensyn til både sociale forhold og til naturen.

Kaffe kan dyrkes intensivt på store arealer med maskiner og mange kemiske hjælpemidler. Men kaffen kan også dyrkes mindre intensivt og med brug af naturlige metoder som skyggetræer og sammenplantning med andre afgrøder.

De intensive kaffeplantager er med deres monokultur ofte skyld i udpining af jord og er sårbare overfor klimaændringerne, som medfører længere tørkeperioder og voldsomme regnskyl.

De ekstensive kaffeplantager er bedre til at bevare mulddækket og til at skabe et fugtigere mikroklima, selvom tørkeperioderne også her stiller krav til nye sorter og metoder.

De ekstensive kaffeplantager er ofte drevet af producenterne med mindre areal og placeret i mindre fremkommelige egne.

At købe kaffe fra plantager med skyggetræer kan derfor have et dobbelt formål. Det er godt for klimaet og miljøet, og det kan give indtjening til de mindre producenter.

Godt for mennesker og godt for naturen

Et skøn baseret på salget af kaffemærket ”kirkekaffe” og mærkets markedsandel er, at der bliver brugt ca. 60 tons ristede kaffebønner i folkekirken om året. Et kaffetræ producerer i gennemsnit ca. 1,6 kg kaffe. Det vil sige, at hvert sogn i Danmark har gennemsnitligt 20 kaffetræer stående et sted ude i verden. Og hvis kaffen er dyrket under skyggetræer, så giver kaffeforbruget anledning til endnu flere træer.

Økologisk kaffe er dyrket med brug af skyggetræer og teknikker, der er skånsomme for omgivelserne og producenterne. Og kaffe kan købes under mærkningsordninger, der sikrer, at mindre producenter får en større del af værdien (f.eks. Fairtrade-mærket og Rainforrest Alliance).  

café directo

café directo ApS har siden 2007 arbejdet for at sætte bæredygtig kaffe på dagsordenen i folkekirken gennem foredrag og salg af kaffe (mærket ”kirkekaffe”) fra Nicaragua.
café directo er en socialøkonomisk uden lønnede medarbejder. Café Directo er ledet af sognepræst Kjeld B. Nielsen, der tidligere har arbejdet i Nicaragua i den nationale sammenslutning af andelsvirksomheder.
Læs meget mere på www.kirkekaffe.dk.
”kirkekaffe” sælges gennem DSN A/S, www.dsn24.dk

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top