Adventshåb og vrimlende sneflokke – Grøn klumme om adventstiden

Adventsklumme af Margrethe K. Birkler, Ph.D i teologi ved Aarhus Universitet

Dejlig er Jorden såvel som den himmel blå, men den hvide jul, som de fleste af os, der starter julehumøret tidligt, allerede venter på, bliver en større og større sjældenhed i den danske julehygge. Sidste vinters afslutning markerede det fjortende år, hvor vinteren her i landet endte med en gennemsnitstemperatur i plus. Om vi denne vinter fortsætter denne rekordlange periode uden en vinter med negativ gennemsnitstemperatur, må tiden vise.

Heldigvis går vi også ind i adventstiden, hvor er er plads til det nye. Det er relevant at stoppe op og spørge, hvad det egentlig er, vi venter på – hvordan vi ser på det kommende. Mens vi går håbefuldt og venter på, at sneflokkene kommer vrimlende på trods af klimaforanderingernes varmere danske vintervejr, kan vi med rette overveje, om vi har brug for at brede vores klimahåb lidt mere ud. Måske burde vi endda tilføje lidt advent til det.

Jeg tænker her på Jürgen Moltmanns skelnen mellem en futurum- og en adventusholdning til fremtiden. Hvor futurumholdningen peger på det, som vi tror og forudser vil ske, peger adventusholdningen i stedet på det, der kommer.

Futurum omhandler specifikke planer og programmer og har sjældent ret meget med håb at gøre. Adventus, derimod, er det uventede, det måske endnu ikke engang udtænkte. Det er det transcendente nybrud og indbrud i vores virkelighed, som giver både håb og fællesskab.

I klimakrisen er en futurumholdning, som jeg ser det, hockeystave i klimalovgivning eller klimaaftaler om, at vi ikke vil lade den globale gennemsnitstemperatur stige mere end 1,5 grader højere end førindustrielt niveau. Sidste år var den globale gennemsnitstemperatur 1,55 grader højere end førindustrielt niveau. Futurum er ikke nok. Der må også et adventsblik til, hvor vores håb er flydende, dynamisk og levende – hvor vi husker håbet på nybruddet. Frem for udelukkende at lægge os fast på ét program, en proces, som vi tror, at vores planlægning kan styre, kunne vi i stedet åbne for pluralisme og potentialitet. For potentialiter. Med et adventsblik på klimakrisen kan vi ikke lægge ansvaret fra os, fordi vi har en futurum 2030-plan, men i stedet holder vi os åbne for at se hele vores liv i et nyt lys. Advent er hverken noget, vi kan planlægge os ud af, eller noget, vi gør alene. Og måske skal vi også øve os i, at dette adventsblik ikke kun er vendt mod os selv. Det var jo netop ude på marken, derude i naturen, at hyrderne hørte nyt fra Gud, som vi synger i Det Kimer Nu Til Julefest.

Advent er en tid, hvor vi venter sammen, hvor vi inviterer både den fattige spurv og duen med til julegilde, når julen har bragt velsignet bud. Måske bringer de såvel paradis-grønt som en glad og dejlig jul. Jeg venter stadig på den hvide jul, men midt i klimakrise og den klimaskam- og angst, der på mange måder hører kapitalismens højtid til, tillader jeg mig at se på fremtiden med mere end et rigidt og planlagt futurumblik. I stedet glæder jeg mig til at se, hvad denne advent bringer af nybrud og potentialiteter. Måske lidt grøn håbsteologi under juletræet i år ville gøre godt.