“Fasten er tid til at vende sig om” – Læsning af årets fastebudskab fra Pave Leo XIV

Vi skal lytte og dyrke fællesskabet, lyder det fra pave Leo XIV i hans årlige fastebudskab

“Fasten er tid til omvendelse”. Sådan indleder Pave Leo XIV sin meddelelse om fasten 2026. Fasten giver anledning til at vende os fra både støj og egne ambitioner og dagsordener i retningen af Gud for at lytte til Guds ord og høre det kald, som kommer fra ham.

I den katolske kirke er omvendelse netop noget mennesket gennem hele livet må arbejde med og bestræbe sig på. En opmærksomhed på retningen af den enkeltes fokus, tid, engagement og penge, som blot skærpes i tiden under fasten.

Pave Leo XIV fremhæver dét at lytte som udgangspunktet for fasten. Fastens formål er at afskære de distraktioner, som ellers fylder i vores liv og verden for at skabe rum og mulighed for at høre Guds ord. Verden er fuld af stemmer, som råber, men ved at lytte til Guds ord og vende tilbage til Bibelen “vil vi få hjælp til at genkende og respondere på råbet fra de fortvivlede og lidende”1. Dette råb er nemlig en konstant udfordring for både vores liv, samfund, og politiske og økonomiske systemer.

The willingness to listen is the first way we demonstrate our desire to enter into relationship with someone.

Pave Leo XIV

Udgangspunktet for en relation starter med villigheden til at lytte, skriver Pave Leo XIV. Sådan gælder det både med mennesker og natur. Det er først når vi stopper op, tager os tid og fjerner noget af det, som normalt tager vores opmærksomhed, at vi tilkendegiver vores ønske om en relation – og måske også først her, at vi opdager værdien i relationen. Det er først her, vi forstår betydningen af Gud, det andet menneske eller skaberværket i vores liv – og det er også det, som senere må blive drivkraften i at værne om denne relation.

Forvandlingen sker i fællesskabet

Men vi skal ikke blot lytte alene – vi skal gøre det i fællesskabet. Paven fremhæver, hvordan vi er kaldet til at tage del i en rejse med vores familie, menighed eller andet kristent fællesskab gennem fasten, for sammen at lytte til Guds ord, råbet fra sårbare og undertrykte mennesker samt fra hele skaberværket.

“Let us strive to make our communities places where the cry of those who suffer finds welcome, and listening opens paths towards liberation, making us ready and eager to contribute to building a civilization of love.”

Pave Leo XIV

Når vi i fasten skal vende os om, så skal vi altså ifølge Paven gøre det sammen og gøre det ved at lytte. Og det vi vender os mod, er først og fremmest vores relation til Gud. Men rejsen slutter ikke her. Omvendelsen sker nemlig med det resultat, at vi derigennem må blive bevidste om vores forpligtelse til yderligere at vende os mod hinanden og mod skaberværket. Det er den spænding, som fasten rummer. At vi vender os indad for derefter at vende os udaf og bidrage til at bygge “kærlighedens kultur”.

Glædelig faste!

  1. Oversættelser og parafraser som bruges i teksten her er lavet af Carla Gjerlev, studentermedhjælper i Grøn Kirke. Læs Pavens egen tekst via linket ovenfor. ↩︎

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top