Refleksion over nadveren af Simon Fuhrmann
Du bliver, hvad du spiser”
”Smag og se, at Herren er god” (Sl 34:9)
“Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen. Den, der spiser af dette brød, skal leve i evighed. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.” (Joh 6:51)
“Da sagde Herren til Moses: ‘Se, jeg vil lade brød regne ned til jer fra himlen.” (2 Mos 16:4)
“De kom i enighed i templet hver dag; hjemme brød de brødet og spiste sammen.” (ApG 2:46)
“Giv os i dag vort daglige brød.” (Matt 6:11)
Du bliver, hvad du spiser. Dette ordsprog kender de fleste, for det har været til længe. Først fra den franske advokat og politiker, Anthelme Brillat-Savarin, der i 1826 sagde: “Fortæl mig, hvad du spiser, og jeg vil fortælle dig, hvad du er,” og efterfølgende fra filosoffen Ludwig Andreas Feuerbach i 1863 med ordlyden “mennesket er, hvad han spiser.”
Men lang tid inden da sagde Jesus noget endnu mere opsigtsvækkende. Han sagde: “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, bliver i mig, og jeg i ham” (Joh 6:56). Jesus havde netop omtalt sig selv som “det levende brød” (Joh 6:51), og for tilhørerne var dette simpelthen så uudholdeligt at høre på, at de valgte ikke længere at være disciple af Jesus. 100 år senere blev kristne stadig kaldt “kannibaler”, for de spiste jo Jesus selv. De første 1500 år af kirkens historie var alle kristne teologer enige om, at brødet og vinen i nadveren/eukaristien var helt og holdent Jesus’ krop og blod.
“Eukaristien forvandler de troende til sig selv.”
Kirkefaderen Maximos
Hvad får vi ud af dette? At den måde, Jesus valgte at give sig selv til os, så vi kunne få del i hans liv, var gennem et måltid. Gennem brød og vin. Og mere end det: ikke blot modtager vi Kristus; vi bliver også forvandlet til at ligne ham mere og mere gennem brødet og vinen. Som kirkefaderen Maximos Bekenderen sagde i 600-tallet: “Eukaristien forvandler de troende til sig selv.”
Grunden til, at jeg begynder denne tekst med eukaristien, er, at det bliver tydeligt, hvor vigtigt maden og måltidet er i lyset af den kristne tro. Det er ikke alene kirkens fejring af nadveren, der er noget særligt, men også det helt almindelige måltid, vi spiser sammen, får en ekstra åndelig dimension i troens lys.
Da de fejrede eukaristien i den tidlige kirke, gjorde de det sådan, at alle medbragte noget mad hjemmefra. Dette tog de med ind i kirken. Til brug i gudstjenesten udvalgte de så lidt brød og vin, som blev båret op på alteret. Alt det mad, der var tilbage, spiste de sammen efterfølgende.
Denne praksis var et kraftfuldt udtryk for, at brødet og vinen i eukaristien kom fra den helt almindelige mad. Og samtidig var det et stærkt symbol, at al den mad, menigheden medbragte, muligvis ville blive udvalgt til at være det brød og den vin, der kom op på alteret. Hvad mon den lille dreng tænkte om det brød, han bar hjemmefra og til kirken? Behandlede han det anderledes end andet brød, fordi netop hans brød måske ville blive udvalgt til at blive Jesus’ krop under eukaristien?
Det tror jeg. Jeg tror, at det gør noget ved os, når vi fornemmer det skabtes potentielle hellighed. Den britisk-græske poet, Philip Sherrard, har sagt det således: “Naturen skal ikke være råstof for vores begær, men i stedet råstof for sakramentet.”
Tænk, at alt omkring os – maden, vi spiser, jorden, vores fod betræder – ikke bare er til for os, men et guddommeligt råstof, der kunne ligge på alteret og blive til Kristus for os.
Hvis vi lader den erkendelse sive ind i vores inderste dyb, tror jeg, at vi vil se på alt omkring os med nye øjne. Pludselig er maden, naturen omkring os, dyrene og planterne ikke længere bare til for, at vi bliver holdt i live. Det er alt sammen til for, at Gud kan give sig selv til os. Det er alt sammen et potentielt sakramente, et råstof for eukaristien.
En af vores vigtigste opgaver som kristne er derfor at se det helt almindelige måltid, vi deler med hinanden, som et slags sakramente, hvor vi rækker hinanden Guds nåde og liv. Og dernæst lade denne tanke gælde for alt skabt, så vi ser hele skaberværket som et sakramente.
Det er ikke uden grund, at Gud har skabt mennesket som et væsen, der har brug for føde. Uden mad overlever vi ikke. Mad og drikke er derfor noget af det mest grundlæggende for os. Allerede på bibelens første sider indser vi, at den mad, mennesket spiser, er givet af Gud: “Nu giver jeg jer alle planter, der sætter frø, på hele jorden og alle træer, der bærer frugt med kerne. Dem skal I have til føde” (Gen 1:29).
Men gennem Jesus’ ord indser vi, at maden er mere end blot en gave fra Gud. Maden – og skaberværket i sin helhed – er til for, at vi kan have fællesskab med Gud og med hinanden. Når vi bliver i Jesus, og Jesus bliver i os gennem eukaristiens brød, udtrykkes det dybest mulige fællesskab med ham. Ja, vi bliver til Kristus, når vi tager del af ham. Vi bliver, hvad vi spiser.
