Det livgivende og farefulde vand – klumme om Det levende vand

Klumme af Agnes Haugaard, tidligere præst på Ærø og medlem af Grøn Kirke arbejdsgruppen. Med afsæt i Johannesevangeliet kapitel 4, vers 13b-14

Men den, der drikker af det vand, jeg giver ham, vil aldrig mere blive tørstig. Det vand, jeg giver ham, vil nemlig springe som en kilde i ham, så han får evigt liv. Amen! 
Joh. 4,13b-14, Den Nye Aftale 2020

Vand i Bibelen spiller en vigtig rolle. Det giver liv og det er de farefulde vande. Vandet skal være rent ellers gør det os syge. Kan det rene vand ikke løbe ind i vores mund, hjerte og krop bliver vi syge i sjæl, sind og krop.

I kristendommen siger Jesus om sig selv, at han er det levende vand. Vi skal aldrig mere tørste, fordi det vand, han skænker, giver livet, og en ny begyndelse som vandet i dåben. Et nyt menneske skal opstå som et Guds barn efter den farefulde druknedød af det gamle og syndige menneske.

Øen har vand omkring og den er ikke landfast.
Øen har vandet tæt omkring sig og nogle gange for tæt.
Øen er indpakket i vand og vandet er livsvigtigt, men også livsfarligt.
Øen værner om vandet, iagttager og passer på det.
Øen giver mennesker en tryghed.
Øen giver også en begrænsning.
Øen henter føde fra vandet.
Øen indespærrer sin menneskehed og de kan kun komme derfra ved at sejle.
Øen er et sted, hvor mennesker er isolerede fra fastlandet.

Den ærøske forfatter Jesper Wung- Sung genfortæller og skriver i ”Sandøs Rose” fra 2026 om ØEN, men med en anden hovedperson end i Martin A. Hansens i ”Løgneren” fra 1950:

”Øen er et fængsel, her må alle de syge og gale bo, sådan tænker jeg af og til, og når jeg har tænkt tanken, kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om det er mig der er ved at blive gal. Man kunne gå grassat i denne tåge uden at nogen ville opdage det! Jeg tænker altid på Tom. Hans far var anderledes, uagtet han selv har været ved at miste livet, han vil lære ham om havet, jeg forsøger at holde drengen væk; noget af en opgave når man bor på en lille ø. Hvis ikke tågen hang som et beskidt gardin, ville man kunne se vand i en eller anden retning. LIGGER DER OG LOKKER.”

At have havet tæt på i hverdagen og at have udsyn til kimingen sommer og vinter gør noget helt særligt for vores forbindelse mellem jord og himmel.

I over 30 år har jeg boet på Ærø – virket som præst, i sejlklubben o g foreninger på øen. En hel naturlig åre vågnede i mit indre, da jeg blev præst her i 1996. Mit halve danske- og halve færøske jeg takkede vor Herre for det kald. Min færøske mor havde fortalt om havet – vandet og sælkvinden i mange, angstprovokerende og dramatiske variationer fra hendes hjemland, hvor en opvækst på sydligste ø havde givet hende et helt særligt forhold til naturen.

Om vandet – det livgivende og dræbende hav, der betød mad og overlevelse, men også død. Om den far, der aldrig kom hjem, men lå et sted derude i Nordatlanten. Det blev hans grav og bygden forsamledes i kirken uden kiste til mindehøjtidelighed og sang ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære” (Nr. 7 i salmebogen og ”Nærmere, Gud, til dig” (Nr. 26 i salmebogen).

Om livet, der opretholdes ved vandet og om vandet, der kvæler os lige så stille. Pas på – det kan vise tænder – ikke kun smukke hvide rolige tænder og også bidske, hvis du ikke forstår, hvor din menneskelige grænse går. Hav respekt og omsorg for vandet, leg med det, men du må vide, hvordan du behandler og beundrer det. Hvis du tror, at du kan tæmme en stormende kuling på Nordsøen, tror du fejl.

Søg læ, bed dit Fadervor og være ydmyg. Nogle siger, at folk i tæt kontakt med havet er mere religiøse. De oplever, at liv og død ligger dybt begravet og nedarvet gennem generationer – en respekt for havet, som har lejret sig som en tydelighed gennem generationer. Mange har en familiehistorie om menneskeliv, der er gået tabt på havet.

Det ansigt mod verden, der ligger i menneskets guddommelige længsel mod havet, ved trangen til at rejse ud på havet på arbejde, finde føde, møde andre mennesker og kulturer ligger dybt i sjælen på øen.

En forståelse og tro på vandets livgivende og livtagende kræfter ligger i folket. I gammel keltisk kristendom søges og længes menneske efter den guddommelige strøm, der løber dybt i alt, der lever. Den er som en underjordisk flod, der strømmer gennem universets årer. Hvis der på en eller anden måde blev dæmmet op for den eller lukket for den, ville alt holde op med at eksistere.

Den hellige strøm af vand er ikke bare en dimension ved livet. Den er selve kernen i alt, der er til. Den guddommelige strøm dybt i alle ting. (John Scotus Eriugena)

Sankt Patricks brynje, Hjortens kalden:

”Jeg binder mig i dag
til stjernernes energi,
solens stråleskær,
månens hvidhed,
ildens glans,
lynets glimt,
vindens vildskab,
havets dybder,
jorden frugtbarhed,
klippernes grundvold.”