Ved hver bøn for hver verdensdel, rejste børnene sig i den del op med et glas vand og kom ind til brønden i midten, hvor vandet blev øst op.

Dernæst blev historien om den samaritanske kvinde og Jesus som livets vand opført som lille teater omkring brønden i midten. Brønden dannede til slut i gudstjenesten rammen om nadver, hvor vandet i skålen ‘blev forvandlet’ til vin og delt ud.

De voksne til gudstjenesten hørte om vandet, der løber som en understrøm igennem bibelens mange fortællinger og minder os om både den fysiske og den eksistentielle tørst, som vi alle kender til.

Imens byggede børnene skibe ud af genbrugstræ og lavede mosaiskvanddråber ud af papir. Som afslutning blev den smukke salme “Må din vej gå dig i møde” sunget:


Må din vej gå dig i møde,
og må vinden være dig en ven,
og må solen varme blidt din kind,
og må regnen vande mildt din jord,
indtil vi ses igen og må Gud holde,
holde dig i sin hånd.

Det er livsbekræftende og trosstyrkende at fejre skabelsestiden hvert år sammen med tusindvis af mennesker i kirker verden over. Og i Helsingør Vineyard glæder vi os allerede til næste år.

Sofie Larsen Kure, forperson for Vineyard Danmark

Verdenshjørnebønnen:

Nord
Gud, vi vender os mod nord. Der hvor sæler og isbjørne bor.
Lad sneen dale over fjeldene store
og isflagerne samle sig på havet og fjorde.
Vær med når isen smelter for stærkt
Vær nær hos dem, der bor, hvor der er koldt og mørkt.

Syd
Gud, vi vender os mod syd.
lad regnen her over den tørre jord udflyde
Vand den hårde jord
Lad spirer, planter og frugter plukkes til bord.
Lad ørkenen blomstre under din hånd.
Vær nær hos dem, der tørster efter din ånd.

Øst
Gud, vi vender os mod øst
Hvor solen står op ved havets kyst
Fordel regnen, så den ikke skyller bjergsider med sig ned
Beskyt mod solen, der skinner så hed
Vær nær hos dem, hvis huse jordskred og stormfloder tog
lad hver ny morgen dit lys og håb hos dem bo

Vest
Gud, vi vender os mod vest
Her du kender hvert menneske, dyr og plante bedst
Beskyt hver regnskov og flod så fuld af liv
Når solen går ned vær hos dem og bliv
I mørket, i drømme om fremtid så klar
Du vandenes Herre, du er vores far.

Men den, der drikker af det vand, jeg giver ham, vil aldrig mere blive tørstig. Det vand, jeg giver ham, vil nemlig springe som en kilde i ham, så han får evigt liv. Amen! 
Joh. 4,13b-14, Den Nye Aftale 2020

Vand i Bibelen spiller en vigtig rolle. Det giver liv og det er de farefulde vande. Vandet skal være rent ellers gør det os syge. Kan det rene vand ikke løbe ind i vores mund, hjerte og krop bliver vi syge i sjæl, sind og krop.

I kristendommen siger Jesus om sig selv, at han er det levende vand. Vi skal aldrig mere tørste, fordi det vand, han skænker, giver livet, og en ny begyndelse som vandet i dåben. Et nyt menneske skal opstå som et Guds barn efter den farefulde druknedød af det gamle og syndige menneske.

Øen har vand omkring og den er ikke landfast.
Øen har vandet tæt omkring sig og nogle gange for tæt.
Øen er indpakket i vand og vandet er livsvigtigt, men også livsfarligt.
Øen værner om vandet, iagttager og passer på det.
Øen giver mennesker en tryghed.
Øen giver også en begrænsning.
Øen henter føde fra vandet.
Øen indespærrer sin menneskehed og de kan kun komme derfra ved at sejle.
Øen er et sted, hvor mennesker er isolerede fra fastlandet.

Den ærøske forfatter Jesper Wung- Sung genfortæller og skriver i ”Sandøs Rose” fra 2026 om ØEN, men med en anden hovedperson end i Martin A. Hansens i ”Løgneren” fra 1950:

”Øen er et fængsel, her må alle de syge og gale bo, sådan tænker jeg af og til, og når jeg har tænkt tanken, kan jeg ikke lade være med at spekulere over, om det er mig der er ved at blive gal. Man kunne gå grassat i denne tåge uden at nogen ville opdage det! Jeg tænker altid på Tom. Hans far var anderledes, uagtet han selv har været ved at miste livet, han vil lære ham om havet, jeg forsøger at holde drengen væk; noget af en opgave når man bor på en lille ø. Hvis ikke tågen hang som et beskidt gardin, ville man kunne se vand i en eller anden retning. LIGGER DER OG LOKKER.”

At have havet tæt på i hverdagen og at have udsyn til kimingen sommer og vinter gør noget helt særligt for vores forbindelse mellem jord og himmel.

I over 30 år har jeg boet på Ærø – virket som præst, i sejlklubben o g foreninger på øen. En hel naturlig åre vågnede i mit indre, da jeg blev præst her i 1996. Mit halve danske- og halve færøske jeg takkede vor Herre for det kald. Min færøske mor havde fortalt om havet – vandet og sælkvinden i mange, angstprovokerende og dramatiske variationer fra hendes hjemland, hvor en opvækst på sydligste ø havde givet hende et helt særligt forhold til naturen.

Om vandet – det livgivende og dræbende hav, der betød mad og overlevelse, men også død. Om den far, der aldrig kom hjem, men lå et sted derude i Nordatlanten. Det blev hans grav og bygden forsamledes i kirken uden kiste til mindehøjtidelighed og sang ”Herre Gud! Dit dyre navn og ære” (Nr. 7 i salmebogen og ”Nærmere, Gud, til dig” (Nr. 26 i salmebogen).

Om livet, der opretholdes ved vandet og om vandet, der kvæler os lige så stille. Pas på – det kan vise tænder – ikke kun smukke hvide rolige tænder og også bidske, hvis du ikke forstår, hvor din menneskelige grænse går. Hav respekt og omsorg for vandet, leg med det, men du må vide, hvordan du behandler og beundrer det. Hvis du tror, at du kan tæmme en stormende kuling på Nordsøen, tror du fejl.

Søg læ, bed dit Fadervor og være ydmyg. Nogle siger, at folk i tæt kontakt med havet er mere religiøse. De oplever, at liv og død ligger dybt begravet og nedarvet gennem generationer – en respekt for havet, som har lejret sig som en tydelighed gennem generationer. Mange har en familiehistorie om menneskeliv, der er gået tabt på havet.

Det ansigt mod verden, der ligger i menneskets guddommelige længsel mod havet, ved trangen til at rejse ud på havet på arbejde, finde føde, møde andre mennesker og kulturer ligger dybt i sjælen på øen.

En forståelse og tro på vandets livgivende og livtagende kræfter ligger i folket. I gammel keltisk kristendom søges og længes menneske efter den guddommelige strøm, der løber dybt i alt, der lever. Den er som en underjordisk flod, der strømmer gennem universets årer. Hvis der på en eller anden måde blev dæmmet op for den eller lukket for den, ville alt holde op med at eksistere.

Den hellige strøm af vand er ikke bare en dimension ved livet. Den er selve kernen i alt, der er til. Den guddommelige strøm dybt i alle ting. (John Scotus Eriugena)

Sankt Patricks brynje, Hjortens kalden:

”Jeg binder mig i dag
til stjernernes energi,
solens stråleskær,
månens hvidhed,
ildens glans,
lynets glimt,
vindens vildskab,
havets dybder,
jorden frugtbarhed,
klippernes grundvold.”

Læs mere og tilmeld dig her!

Flere klummer og teologisk indhold

Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Grøn teologi,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Vandet omkring os – Kom med til skabelsesgudstjeneste i Helsingør Vineyard

7 oktober, 2026

Læs mere

Inspiration,  Klummer,  Nyheder

Det livgivende og farefulde vand – klumme om Det levende vand

10 september, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn teologi,  Inspiration,  Nyheder

Når resonansen står i flammer

31 august, 2026

Læs mere

Grøn teologi,  Nyheder,  Nyheder fra det Grønne Netværk,  Skabelsens Dag,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Skabelsestiden er mere end en tak for jordens afgrøder. Den åbner for en ny og aktuel måde at fejre høstgudstjeneste på.

13 august, 2026

Læs mere

Boganmeldelser,  Grøn teologi,  Nyheder

Lea Korsgaard bevæger sig ned af ukendte stier og opdager en historie og en rigdom som ofte glemmes – og du er inviteret med!

27 juni, 2026

Læs mere

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

Eksistentiel og åndelig resonans

Men vi taler ikke kun om et tab af livsrum, når Europa står i flammer og tørrer ud. Som nogle af bidragene i den nye antologi Eksistentiel og åndelig omsorg i socialpædagogisk arbejde har vist, er naturen også fuld af mulige resonansmøder – som nu reduceres til aske og støv. Resonans er naturligvis ikke kun at finde i og med naturen, men den er en af de påmindelser, vi møder, der minder os om en langsommelighed og tålmodighed i et accelerationssamfund, der har det med at være mere fart end substans.

Hvis man løber tilpas hurtigt, er det svært at mærke relationerne – både de menneskelige og de mere-end-menneskelige. I naturens resonans kan vi i stedet mærke en eksistentiel og åndelig ro, vores egne sansninger og en restituerende blot væren til, hvor vi ikke skal være noget bestemt eller et bestemt sted, men blot være. Her mærker vi og mindes om noget så simpelt som det åndedræt, vi deler med resten af naturen, og som vi ikke behøver tage, fordi det gives til os. Resonansen eroderer her accelerationsbehovet og selvtilstrækkeligheden væk for en stund og lader os i stedet mærke en forbundethed med både Skaber og skaberværk.

Når vi mærker resonansen i og med naturen, opstår der, som det beskrives i antologien, en vibrerende tråd mellem os og resten af naturen. Verden opleves imødekommende og svarende. De vibrerende tråde nedbrænder dog i Europas sommernaturbrande og bliver til sod og støv.

Godt nok er vi kommet af støv og skal blive til støv igen, som vi finder i både bibel og begravelsesritual, men det betyder ikke, at vi ikke også mister noget af os selv, når den natur, vi er en relationel del af, brænder op og udtørres som konsekvens af den menneskeskabte klimakrise.

Hvad sker der, når Frankrig, Spanien og så mange flere steder brænder i det pyrocæne? Når ikke kun Europas floder, men også mulige resonansmøder, svinder ind? Jeg tror, at vi bliver fattigere. Jeg tænker ikke på den der økonomiske, altid profitoptimerende og kapitaludvindende tilgang, som når vi kan læse i nyhederne om, hvordan salg af parmesanost, vin og olivenolie trues af naturbandene og varmebølgerne. Jeg tænker på et indre tab, hvor vi bliver eksistentielt og åndeligt fattigere. Hvor vi mister en del af os selv, fordi vi mister en del af det skaberværk, vi selv hører med til.

Der sker naturligvis et kvantificerbart og måleligt materielt tab, når Europa gribes af ildens hærgen og rekordtemperaturernes tørke, men tabet kan også mærkes eksistentielt og åndeligt. Det udfordrer med rette meningskonstruktioner, hvor håbets opretholdelse kan synes næsten håbløs. Når ilden og varmen hærger det skaberværk, vi elsker og som ifølge skabelsesberetningen er set som godt, gør det ondt. Det kan være fuldstændig debiliterende i de dybere dimensioner af mennesket end det rent fysiske på overfladen, nemlig når det kommer til tro, håb og meningsdannelse. Vi er trods alt ikke kun støv, men også ånd(edræt).
                     

Derfor tror jeg også, at der er noget at finde i asken. Som det blev tydeligt efter naturbrandene på Maui, særligt i Lāhainā, i 2023, kan håb – nærmest et præsentisk eskatologisk håb – vokse frem i de sodede fællesskaber, som klimakrisen efterlader. Her blev grønne blade på Lāhainās svitsede og næsten helt udtørrede banyantræ et håbsymbol for både naturen og lokalbefolkningen, der led så forfærdelige og fatale tab. Bladene blev beskrevet som et symbol på, hvordan træet såvel som lokalsamfundet stadig stod. I samme uge, som nyhedsmedierne rapporterede om de første nye grønne blade på banyantræet, holdt præsten i Waiola Church, hvis Hale Pule (hawaiiansk for ”hus for bønner”) var helt brændt ned, prædiken over fællesskabet, der vandrer og prøves.

Hverken fællesskabet i den bibelske ørken eller i den hawaiianske nedbrændte kirke var dog alene i alt dette – og det er vi heller ikke i Europas sommernaturbrande. Som præsten understregede, talte og taler Gud; vi skal bare huske at lytte. Her er, som jeg ser det, tale om en kvalitativt mere-end-menneskelig resonans: en guddommelig resonans, der skaber og opretholder vibrerende tråde midt i sodede fællesskaber og forkullet smerte. Men her er også tale om en smerte, der opstår, når den vibrerende resonans med det kvantitativt mere-end-menneskelige skaberværket bryder ud i lys lue. Der skal være plads til begge. Som en kirkegænger på Maui sagde til en BBC News-journalist tilbage i 2023: ”Thank God that he gave us tears”.

Vi skal nok øve os i at mærke resonans – især når det hele står i flammer og det kan være mere attraktivt at lukke smerten ude gennem distancering og apati. Men det er heldigvis også gennem en øvende tilgang, at arbejde med eksistentiel og åndelig omsorg udfolder sig bedst, understreger antologien. Ikke som en måde, hvorpå vi bare står klar med svarene, men som en måde, hvorpå vi er til stede ligeværdigt i mødet. Ikke som eksperter, men med omsorg. Og det er der brug for. Som Greta Thunberg sagde allerede tilbage i 2019 i Davos, er det op til os. Det er op til os og hvem vi er.

Er vi blot støv og aske eller også vibrerende resonante tråde i et fælles og forbundet skaberværk?

Når sidstnævnte er tilfældet, er vi støv og smerte såvel som ånd og håb. Og med selvforståelsen følger handling. Vi er også, hvad vi gør – eller vælger ikke at gøre. Resonans klinger hult og bliver monoton, hvis ingen andre end os selv mærker den. Midt i en verden i brand kan apatisk distancering afstedkomme en erfaring af dissonans hos alle os, der elsker vores fælles hjem. Jeg vil derfor lade Thunbergs ord fra 2019, året hvor mange vågnede op til klimakrisens konsekvenser, blive de sidste ord: ”I want you to act as if the house is on fire. Because it is”.

Grøn, teologisk indspark

Læs med, når forskellige kloge hoveder deler ud af tanker om natur, teologi og skaberværk!

Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Grøn teologi,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Vandet omkring os – Kom med til skabelsesgudstjeneste i Helsingør Vineyard

7 oktober, 2026

Læs mere

Inspiration,  Klummer,  Nyheder

Det livgivende og farefulde vand – klumme om Det levende vand

10 september, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn teologi,  Inspiration,  Nyheder

Når resonansen står i flammer

31 august, 2026

Læs mere

Grøn teologi,  Nyheder,  Nyheder fra det Grønne Netværk,  Skabelsens Dag,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Skabelsestiden er mere end en tak for jordens afgrøder. Den åbner for en ny og aktuel måde at fejre høstgudstjeneste på.

13 august, 2026

Læs mere

Boganmeldelser,  Grøn teologi,  Nyheder

Lea Korsgaard bevæger sig ned af ukendte stier og opdager en historie og en rigdom som ofte glemmes – og du er inviteret med!

27 juni, 2026

Læs mere

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

Formålet er at rette blikket mod taknemmeligheden over livet, naturen og verden som Guds skaberværk.

Materialet er udarbejdet på samme måde som det, man finder på Grøn Kirkes hjemmeside. Det rummer inspiration og forslag til alt fra bønner og salmevalg til tekststykker og særlige aktiviteter eller lignende, som kan bruges i det omfang det passer i den enkelte menighed og kombineres på mange måder. Derudover findes materiale, som er tilrettelagt til forskellige typer af gudstjenester og med forskellige målgrupper. Her er både noget at komme efter til familiegudstjenesten, ligesom materialet har forslag til den mere alvorlige gudstjeneste, som sætter ord på, at jorden er ved at blive ødelagt og det tab, som finder sted akkurat nu.

Taksigelsen rummer mere end jordens råvarer – vi er selv en del af skabningen!

Thomas Felter peger yderligere på, at det for mange opleves mere naturligt at udvise taknemmelighed for at være skabt end for jordens råvarer. Skabelsestiden rummer altså det, vi normal vis sætter fokus på i høstgudstjenesten, men udvider også rammerne for vores taksigelse. Her fremhæves‚ hvordan mennesket også er skabt af Gud og dette sættes i sammenhæng med resten af skabningen.

Når vi reflekterer over vores plads i skabningen, må vi også forholde os til det ansvar og den opgave vi er blevet givet, sammen med alt det andet gode, vi har fået i gave. Med stor værdi kommer også meget at passe på, og dette rummes også i tanken om Skabelsestiden. Kombinationen af taksigelse og dét, at vi påtager os opgaven med at værne om naturen, er en del af kristendommen, som vi har haft tendens til at glemme. Men når håbet og glæden ved alt det gode og skønne som skaberværket rummer bliver fundamentet, så følger omsorgen og respekten ofte naturligt heraf.

Skabelsestiden

Skabelsestiden er en international, tværkirkelig højtid, hvor man den 1. sep-4. okt. fejrer skabelsen som Guds gave og et grundlæggende mysterium for den kristne tro.

I den ortodokse kirke starter kirkeåret den 1.september med fejringen af, at alt bliver til. I den katolske kirke fejrer man den 4.oktober Frans af Assisis dag – en helgen kendt for sin poetiske glæde for naturen og dyrene.

Kirkernes Verdensråd har etableret tiden mellem disse to datoer som Skabelsestiden (Season of Creation), hvor alle kristne i verden inviteres til en fælles fejring af skaberværket.

Skabelsens Dag fejres af mange kirker den 1. september eller den første søndag i september.

Gå på opdagelse i Grøn Kirkes inspirationsmateriale og liturgier til Skabelsestiden her!

Det mest grundlæggende

Med bogen sætter Korsgaard fokus på en del af den grønne omstilling som ellers har været underbelyst; Menneskets forhold til naturen. På trods af en udbredt opbakning til grøn energi, CO2-reducering og affaldssortering, så har samtalten om vores natursyn og relationen mellem menneske og natur endnu ikke haft den plads i snakken om grøn omstilling, som den fortjener.

Undersøgelsen af relationen mellem mennesket og natur leder hende ned af stier i blandt andet teologien, mytologien og filosofien, som både viser eksempler på måder at leve mere i overensstemmelse med naturen på – men som også forklarer, hvorfor vi er endt med det natursyn, som er dominerende i dag. Et natursyn, som i høj grad bygger på en fortælling om, at naturen er en ressource for mennesker og noget, vi kan bruge til vores fordel. En fortælling om at naturen er noget, mennesket er adskilt fra, som det kan gå ud og iagttage og så trække sig tilbage fra igen.

Og selvom Korsgaards bog rummer gruopvækkende tal og fakta, så er den langt fra belæring og skæld ud. I stedet rummer den en mulighed for læseren til at tage med på tur – på sommerfuglejagt i Melby Overdrev eller ned i litteraturen, historien og kristendommen.

Som læser undgåes det dog ikke at turen også kommer forbi ens eget forhold til og syn på naturen – men det oplevede jeg blot som en inspirerende og håbefuld tur med gode nulevende og historiske personers tanker at spejle sine egne i.

Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær.

N.F.S Grundtvig, 1834

Bogen ser jeg, som et tydeligt eksempel på det, Grundtvig allerede skrev om i 1834. Nu hvor jeg har læst Inden året er omme forstår jeg i særlig grad, hvorfor snak om affaldssortering og strømbesparelser aldrig vil bringe os helt i mål, i forsøget på at leve i overensstemmelse med naturen.

Med Korsgaard forstår jeg nu, at en gåtur i skoven uden høretelefoner og en nysgerrighed på, hvilken fugl jeg mon kan høre kvidre også er en klima- og miljøaktivistisk handling. Det er gennem (gen)opdagelsen af naturens skønhed, vildskab og forundrende detaljerigdom at Korsgaard opdager den rigdom, hun før ikke vidste fandtes lige omkring hende. Og jeg tror det er på samme måde, at vi hver især skal samle kræfter til at gøre det arbejde, som natur, klima og miljø kræver af os akkurat nu.

Korsgaard sætter med sin bog spot på, at vi ikke blot står i en klima- og en biodiversitetskrise, men lige så meget i en åndelig krise, hvor vi har mistet forståelsen for og følelsen af samhørighed med andre og større dele af verden end os selv og vores samfund. Og selvom det kan lyde udmattende og håbløst med endnu en krise, så viser bogen, at den åndelige krise er en del af løsningen på de to andre – og at løsningen ikke blot er overladt til politikere og store virksomheder, men at vi alle kan bidrage.

Vi bidrager, når vi kigger op og ud, når vi går tur med hunden eller en ven! – og vi bidrager, når vi går vores egne forestillinger og idéer efter i sømmene med et kritisk, nysgerrigt og kærligt blik.

Jeg vil anbefale bogen til enhver, som længes efter glimt af håb i polykrisernes tid. Til dig, som har mistet det store perspektiv på den omstilling af samfundet og den enkeltes liv, som finder sted netop nu. Til dig, som rammes af afmagt og apati i samtalen om det grønne. Og til dig, som drømmer om en inspirerende, engagerende og tilgængelig indflyvning i alle de tanker og tænkere som gennem tiden har formet den natur og det natursyn, vi lever med i dag.

God læselyst!

Læs Hanne Henriksens prædiken med udgangspunkt i Inden året er omme her!

biodiversitet,  Håbdsteologi,  inden året er omme,  Inspiration,  prædiken

Glæden begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

3 oktober, 2025

Læs mere

På afgrundens kant opmåler en målerlarve verden. Dens grønne krop stråler klorofylfuldt mod dødens mørke, som den kravler der på gravens rand. Skridt for skridt indtager den jorden: Det går langsomt, men med tiden skal alt nok blive målt og talt… hvis ikke i mandtal, da i larvetal. Ser larven selv ned i den afgrund, som den står ved? Ved den, hvad der værker af vokseværk i dens indre væsker?

Larven udvikler vinger i al hemmelighed: Allerede inden puppestadiet gror de under dens plastiske hudlapper. Lange sommerfuglelemmer strækker sig ud under larvens stumpeben. Den bærer allerede materien til metamorfosens mulighed, men først efter at have skuet ned i afgrunden og indspundet sig i dens mørke kan forvandlingen tage fat inden i puppens ensomhed. Hvor fremadskuende er den mon, sådan en lille larvefyr?

Forstår den, at dens tilintetgørelse er nødvendig for, at det nye liv kan få vinger? Eller tror larven, at den skal dø, helt alene der i puppen? For det er noget af en nedsmeltning, den står over for: Dele af dens indre organer må destrueres for at give plads til nye, huden må opsprættes for at kaste det gamle livs ham af sig, og i en periode er larvevæsenet blændet, da dens øjnes faste horisonter nedbrydes for at erstattes af sommerfuglens flyvende blik. Larven er død for verden og vil aldrig vende tilbage som den samme igen.

Men vende tilbage gør den! Blot som en helt anden eksistensform. Endnu skønnere, med skinnende gule vinger, der emmer af Guds livsgnist.

Den lille og den store opstandelse

Citronmålersommerfuglen rejser sig på ny af puppens pseudodødskammer til en tilværelse som et helt nyt væsen på himmelhvælvingen. Det er en lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos.

For i dag er der trøst for alle os larvelignende eksistenser, der har kravlet smudsige rundt i støvet og skuet ned i afgrundens rand. I dag er der nyt liv og håb for alle os, der troede, at vi var døende.

Kristus brød gravens barrikade, og ud strømmede livskilden og fyldte afgrundens mørke kar med levende lys. Vi blev stødt ned og var ved at falde, men Herren kom os til hjælp.

Når tilværelsen tugter os hårdt, overgiver Gud os ikke til døden, selvom det af og til føles, som skulle vi dø. Som måtte vi dø. Som burde vi dø. For larvens sommerfugleudsigter gør ikke forvandlingens nedsmeltning af materien mindre smertefuld, og vores udsigt til evigheden gør ikke tragedien over livets ende mindre traurig. Påskeunderets glæde skinner kun så klart, fordi det gennemlyser dødens fortættede, sorgfulde gravmørke, netop ligesom fyrværkeri ses bedst på en sort himmel. Vores jubel lyder kun så højt, fordi vores stemmer før var så grådkvalte.

Som Paulus siger:

“Da skal I juble, skønt I nu en kort tid, hvis det skal være, må lide under prøvelser af mange slags, for at jeres tro, der er mere værd end det forgængelige guld, kan stå sin prøve og blive til pris og herlighed og ære, når Jesus Kristus åbenbares”. Første Petersbrev 1,6-7

Vi ved ikke, hvor længe vi skal ligge i gravens mørke og mærke mismodets muld tynge sjælen ned. For nogle sommerfuglearter forpupper sig i to uger, mens andre bliver op til ti år i puppen! Ligesom larven ved vi ikke, hvilken sommerfugl vi skal blive til. Men ved opslandelsens løfte kan vi holde håbet højt for, at livet igen vil spire, når Gud gør alting nyt, og blomsterne igen slår rod i det rådne.

Påskemiraklet ryster os som evangeliets kvinder i vores grundvold, og måske mærker vi endda et sus i hjertet, når Gud puster livsånde gennem sjælenes indre afgrund. Når du er forpuppet og alene i mørket, så husk på påskeløftet om, at sommerfugledagene nok også skal folde vingerne ud i dit liv. Det skal nok gå, selvom vi lige nu er i puppens smertelige smeltedigel. Hvis du føler, at dit sjæleliv er døende, og din vinterdepression er frosset fast, så se mod alle naturens opstandelsesglimt i sommerfuglenes flugt og markens spirende grøftekanter. Husk, at du som forårsblomsternes frø ikke er begravet, men plantet, og stol på, at Gud gør alting nyt.

Hver blomst må dø, al græs bliver hø – men ud af døden skaber Gud igen.

Hvert morgengry er en ny fødsel og hver aften en ny død, så grib denne morgens mulighed og lad livets mørke oplyses af Guds opstandelsesglimt.

Amen

Kirkebøn

Kære Gud, velsign og bevar alle blomsterne i dit rige. Vær med både mælkebøtter og bonderoser, så troen på dit ord gøder jorden for begge. Vis os, at der er plads til alle i skaberværkets prydshave, og at ingen fortjener at blive luet væk, blot fordi du har kronet deres blomsterhoveder med andre blade. Husk os på, at det var forbudt at så sennep på bibelsk tid, fordi den blev set som en ukrudtsplante, der ikke respekterede de besidderiske menneskers markskel, men bredte sig ud over både grøftekanter og rosenhaver. Gud, giv os styrke til at virke som sennepsplanterne og blomstre på trods. Så sennepsfrø i pistolløbene og lad kærligheden overmande magten, så vi får modet til at modsætte os verdens uretfærdighed og sprede næstekærlighedens gyldengule blomsterblade over krigstidens sortsvedne muld. 

Kære Gud, vær med de mennesker, der dømmes som ukrudt af samfundets gartnere og fjernes uden rettergang. Vi os, at det ikke er magtens mandat at bestemme, hvorhenne mennesker finder hjem. Vis verdensherrerne, at det ikke er dem, men dig, der ejer jorden – og at den ikke er til salg. 

Kære Gud, vær kærlig mod dine børn, når de råber af dig i afmagt, og tag os i hånden, når vi mangler folk, der kan gribe os midt i faldet. 

Tak Gud for denne verdens vækster og hvert morgengrys mirakel. Vi takker dig for syndernes forladelse, det hellige evangelium, sakramenterne og styrken til at stå imod. Hjælp os med at genkende dit nærvær i verden og udbrede din kærlighed både til andre og os selv. Vi beder for alle dem, der føler sig usynlige og mærker dødens nærhed i livet. Vi beder for, at alle må mærke dit kærlige nærvær - især de folkefærd, der ikke kan høre evangeliet for krigens buldren. Mind os om, at vi trods splid og splittelse alle er forbundne med dig, og at hvert et menneske bærer på et ukrænkeligt værdi. Vi beder for alle, der har mistet eller står til at miste deres nærmeste eller sig selv. Alle dem, der mærker krop og sind kæmpe imod sig. Vi beder for alle, hvis hjem er blevet en slagmark; må deres bånd løsne sig og deres ansigter aldrig glemmes.

Kære Gud, se alle disse mennesker og lad også os se ved troen. Velsign og bevar alle, der har ansvar for andre mennesker i det store som det små. Vær med kongehus, regering og folketing og vejled dem i kærlighed til ret færd. Vær med det kristne fællesskab i din kirke og blænd os aldrig fra troen på dit Ord ved faderen, sønnen og Helligånden.

Amen

Flere grønne prædikener?

Læs med når den grønne teologi tager form i prædikener til højmesser og alverdens andre gudstjenester.

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener

Evangeliet er det gode budskab midt i skam, frygt og afmagt – vi er nemlig ikke de første, som er endt der!

31 marts, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Høstprædiken af Martin Keller

6 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Glæden begynder, når vi tør tro, at vi og verden betyder noget. 

3 oktober, 2025

Læs mere

Grøn Gudstjeneste,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Prædiken ved Fjordens Dag 2025

19 september, 2025

Læs mere

Aktuelt,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Inspiration,  Nyheder,  Prædikener,  Skabelsenstid 2025,  Skabelsestid

Guds begyndelse med livet, med verden og med os – Gud er nemlig livets giver og opretholder

15 september, 2025

Læs mere

Mickey Gjerris har i en årrække været lektor på den afkrog af Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet, på Københavns Universitet, som i en fjern fortid meget rammende hed Landbohøjskolen, og da han ikke kun ved noget, men også mener noget om det, er han ret kendt fra medierne. Han har gennem årene skrevet og redigeret mange vigtige bøger, bl.a. Upraktisk håndbog i lysegrønt håb (2019) og Naturens sprog (2018 sammen med Cecilie Rubow). Han er også kandidat og Ph.d. fra teologi i København. Det tænker man ikke altid på, da han følger strømmen fra Løgstrup og Ole Jensen, som insisterede på at tale etik på almenmenneskelige præmisser uden reference til særlige kristne symboler.

I bogen her drejer dyreetik sig om, hvordan vi skal forholde os til dyrene. Er de blot ressourcer, eller hvordan bør vi leve med, mod og blandt de andre dyr? Udgangspunktet kan angives med et citat.

Bogen handler ”om døde, nyfødte grise i en skraldespand. Om koen, der kalder på sin kalv, som står i sin lille bås et andet sted og patter på en plastiksut. Om leoparden i en zoologisk have, der vandrer hvileløst i samme cirkel igen og igen og igen. Om kaninen, der sidder ensom i baghaven og venter på de daglige korte besøg, hvor der kastes foder og en gulerod ind til den. Om den genmodificerede mus, der aflives i et laboratorium, fordi der alligevel ikke var brug for den til et forsøg. Og om utallige andre dyr. Er de blot genstande? Skylder vi dem velfærd? Skylder vi dem mere end det?” (s. 10)

Bliver vi nogensiden færdige med vores ansvar for dyrene?

Bogen, som er på 271 sider, består af 7 kapitler plus det løse, og lægger ud med at fokusere på mennesket og vores forhold til dyrene. Det sker både ud fra filosofi og dyreetikkens faktiske udvikling – og ikke mindst med blik for det åbenlyse hykleri, som ofte er på spil. Her mærkes den løgstrupske arv i Gjerris tvivl på, at vi nogensinde bliver færdige med vores ansvar for dyrene (s. 34).   

Vi går til makronerne i kapitlet om dyrevelfærdens mange ansigter. I den overståede valgkamp blev vi mindet om uhyrlighederne i de danske svinestalde. Men uhyrlighederne finder sted hele vejen rundt i husdyrholdet. Hønens ”udvikling” både som æglægger og som slagtekylling er ikke for sarte sjæle, og det viser sig at velfærdsbegrebet slet ikke er så enkelt endda. Det handler bl.a. om fra hvilket paradigme man går til problematikken. ”Men man kan ikke afgøre videnskabeligt, hvilket paradigme man skal vælge. Det er et filosofisk spørgsmål” (s. 92)

For en del år siden diskuterede vi, hvem der var et etisk subjekt, dvs. hvem der påkaldte sig etisk hensyn for sin egen skyld. Det var ikke kun mennesker. Ofte blev spørgsmålet, om dyret kunne lide. Det er et meget væsentligt kriterium. Men der har fundet en rivende udvikling sted i forskningen i ikke-menneskelige dyrs bevidsthed. Det gør etikken endnu mere besværlig at gøre sig færdig med. I det i sandhed bevidsthedsudvidende kapitel om ”Bevidsthedens mange ansigter” redegør Gjerris for udviklingen, som må siges at sætte et stort spørgsmålstegn ved glorificeringen af menneskets bevidsthed som enestående og vildt avanceret. Gå til blæksprutten og bliv vis.

Kapitlet ”Det handler om mere end velfærd” går dybere ned og længere ud. For nej, udover velfærd er der eksempelvis også etiske termer som integritet, død og naturlighed. Stikord er biodiversitet, naturbegrebet og rewilding, hvor blandt andre den berømte filosof Martha Nussbaum med sin aristoteliske forestilling om, at alle dyr har visse kapaciteter, hvis mulige opfyldelse trumfer smertefrihed, inddrages. Det handler om integritet. Læs fremstillingen af integritetsproblematikken fra side 167 og frem. Den synes direkte relevant for en kristen tænkning omkring skabthed og dermed for, hvad det egentlig vil sige, at Gud skaber heste og æsler som to forskellige slags dyr.

Gjerris fremhæver en række eksempler på de fleste menneskers kategorisering og gøren forskel på dyr, som sammenfattes i begrebet speciecisme, dvs. arts-chauvinisme. Også dyrets død påkalder sig bevidsthedsudvidende opmærksomhed – ikke mindst ud fra troen på kødets opstandelse. Og så lige til den praktiske side:

”I det lys kan man … undre sig over, at nogle få ulves drab på nogle får … kan vække så stor vrede, når 20.000 rålam, der kværnes gennem mejetærskere ikke påkalder sig den store interesse” (s. 181).

Efter kapitlet ”Verdens sørgeligste udskiftningsbænk” om flere dyr og de etiske udfordringer i deres forbindelser træder Gjerris i sidste kapitel (endnu) mere i karakter og peger i den etiske retning, som han finder bedst. Det er den dydsetiske retning. Det handler om dannelsen af karakteregenskaber, ikke mindst forundring. Kapitlet begynder med spørgsmålet om, hvorvidt The Beatles havde ret i deres påstand, om ”all you need is love”. Svaret er oppe i luften, men for så vidt det er bekræftende, rimer det meget godt både med Bibelen og med traditionel kristen etik.

Læs løs! Som det er fremgået, er det en vigtig og læseværdig bog. Og det er en bog, som giver et meget oplagt svar på spørgsmålet om, hvorfor Grøn kirke nu på andet år har et lykkeligt samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening og Martin Keller.

Øko-teologisk indspark?

Læs med når dygtige teologer og andre kloge hoveder deler ud af teologien, der omhandler alt det skabte!

Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Grøn teologi,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Vandet omkring os – Kom med til skabelsesgudstjeneste i Helsingør Vineyard

7 oktober, 2026

Læs mere

Inspiration,  Klummer,  Nyheder

Det livgivende og farefulde vand – klumme om Det levende vand

10 september, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn teologi,  Inspiration,  Nyheder

Når resonansen står i flammer

31 august, 2026

Læs mere

Grøn teologi,  Nyheder,  Nyheder fra det Grønne Netværk,  Skabelsens Dag,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Skabelsestiden er mere end en tak for jordens afgrøder. Den åbner for en ny og aktuel måde at fejre høstgudstjeneste på.

13 august, 2026

Læs mere

Boganmeldelser,  Grøn teologi,  Nyheder

Lea Korsgaard bevæger sig ned af ukendte stier og opdager en historie og en rigdom som ofte glemmes – og du er inviteret med!

27 juni, 2026

Læs mere

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

For påsken fortæller ikke kun om det store mirakel, der sprænger alle rammer. Den fortæller også om det, der ligner opløsning. Om det, der går i stykker. Om det, der bliver lagt i jorden og tilsyneladende er slut. 

Det er ellers rart at springe direkte til opstandelsen påskemorgen; til lyset, glæden og det nye liv. Men komposten i min have har ikke travlt. Den bliver ved med at minde mig om, at forvandling tager tid – og at det ikke altid er særligt kønt eller velduftende undervejs. 

Der er noget trøstende i det. For vi lever i en tid, hvor meget føles som affald. Ikke bare det, vi smider i skraldespanden, men også det, vi har slidt på: naturen, ressourcerne, måske endda håbet.  

Men i Guds skaberværk findes der ikke den slags endegyldigt affald. 

Det, der er dødt, bliver til jord. Og jorden bliver til grobund for nyt liv. 

Det er ikke en undskyldning for at fortsætte som hidtil. Tværtimod. For komposten kræver også noget af mig. At jeg sorterer. At jeg tænker over, hvad jeg smider ud – og hvad jeg kunne have brugt anderledes. At jeg tager ansvar for det, jeg er en del af. 

Men den giver også et håb, som ikke er afhængigt af min egen formåen. At livet kan mere, end jeg kan styre. At det, jeg troede var slutningen, kan blive begyndelsen på noget andet. 

Nu hvor påskeliljerne bryder frem i haven, er det ikke på trods af kompostbunken, men på grund af den. Det visne er blevet til næring. Det, der engang var rester, er nu blevet til mulighed. 

Og jeg tror, at det er sådan påsken skal forstås! Ikke som en flugt fra det ødelagte og grimme – men som Guds måde at blive i det på. Midt i det, der lugter lidt. Midt i det, vi helst ville gemme væk. 

Og så langsomt, næsten helt umærkeligt, lade nyt liv vokse frem.“

Inspiration om den grønne teologi

Det grønne handler både om teologi og praksis! Læs mere om teologien bag omsorgen og respekten for Guds skaberværk

Grøn Gudstjeneste,  Grøn Liturgi,  Grøn teologi,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Vandet omkring os – Kom med til skabelsesgudstjeneste i Helsingør Vineyard

7 oktober, 2026

Læs mere

Inspiration,  Klummer,  Nyheder

Det livgivende og farefulde vand – klumme om Det levende vand

10 september, 2026

Læs mere

Aktuelt,  Grøn teologi,  Inspiration,  Nyheder

Når resonansen står i flammer

31 august, 2026

Læs mere

Grøn teologi,  Nyheder,  Nyheder fra det Grønne Netværk,  Skabelsens Dag,  Skabelsestid,  Skabelsestid 2026

Skabelsestiden er mere end en tak for jordens afgrøder. Den åbner for en ny og aktuel måde at fejre høstgudstjeneste på.

13 august, 2026

Læs mere

Boganmeldelser,  Grøn teologi,  Nyheder

Lea Korsgaard bevæger sig ned af ukendte stier og opdager en historie og en rigdom som ofte glemmes – og du er inviteret med!

27 juni, 2026

Læs mere

Det Grønne Kirkeår,  Grøn Gudstjeneste,  Grøn teologi,  Nyheder,  Påske,  Prædikener

“En lille opstandelse, et lille mirakel, en lille spejling af påskeevangeliet i den materielle verdens mikrokosmos” – prædiken om opstandelse og sommerfuglelarver

7 maj, 2026

Læs mere

I klimakrisen er en futurumholdning, som jeg ser det, hockeystave i klimalovgivning eller klimaaftaler om, at vi ikke vil lade den globale gennemsnitstemperatur stige mere end 1,5 grader højere end førindustrielt niveau. Sidste år var den globale gennemsnitstemperatur 1,55 grader højere end førindustrielt niveau. Futurum er ikke nok. Der må også et adventsblik til, hvor vores håb er flydende, dynamisk og levende – hvor vi husker håbet på nybruddet. Frem for udelukkende at lægge os fast på ét program, en proces, som vi tror, at vores planlægning kan styre, kunne vi i stedet åbne for pluralisme og potentialitet. For potentialiter. Med et adventsblik på klimakrisen kan vi ikke lægge ansvaret fra os, fordi vi har en futurum 2030-plan, men i stedet holder vi os åbne for at se hele vores liv i et nyt lys. Advent er hverken noget, vi kan planlægge os ud af, eller noget, vi gør alene. Og måske skal vi også øve os i, at dette adventsblik ikke kun er vendt mod os selv. Det var jo netop ude på marken, derude i naturen, at hyrderne hørte nyt fra Gud, som vi synger i Det Kimer Nu Til Julefest.

Advent er en tid, hvor vi venter sammen, hvor vi inviterer både den fattige spurv og duen med til julegilde, når julen har bragt velsignet bud. Måske bringer de såvel paradis-grønt som en glad og dejlig jul. Jeg venter stadig på den hvide jul, men midt i klimakrise og den klimaskam- og angst, der på mange måder hører kapitalismens højtid til, tillader jeg mig at se på fremtiden med mere end et rigidt og planlagt futurumblik. I stedet glæder jeg mig til at se, hvad denne advent bringer af nybrud og potentialiteter. Måske lidt grøn håbsteologi under juletræet i år ville gøre godt.

Jul// Nyheder

Julen er ovre – hvad gør vi med julens pynt og juletræet?

6 januar, 2026

I dag er det helligtrekongersdag og formelt set slutter julen først nu. Helligtrekongertidens farve er,…

Læs mere

Grøn julefrokost// Jul// Nyheder

Julens måltider forbinder os med hinanden og siger noget om det, som er vigtigt for os

21 december, 2025

Maden er en stor del af vores traditionsrige jul og noget, mennesker gennem hele historien…

Læs mere

Inspiration// Jul// Julesalmer// Nyheder

Adventshåbet i musikken – Lyt med, når der sættes ord på længslen efter lys i mørket og efter ham som er på vej!

14 december, 2025

I kriser kan musikken skabe rum for refleksion, perspektiv og fællesskab. My Helmner’s Vintervise, minder…

Læs mere

Grøn teologi// Jul// Nyheder

Adventshåb og vrimlende sneflokke – Grøn klumme om adventstiden

7 december, 2025

Adventsklumme af Margrethe K. Birkler, Ph.D i teologi ved Aarhus Universitet Dejlig er Jorden såvel…

Læs mere

Bæredygtige blomster// Det Grønne Kirkeår// Erfaringer fra kirkegården// Grøn Kirkegård// Grønne tiltag// Inspiration// Jul// Nyheder// Planter til kirkegården

Kirkegården skal både pynte til jul for de efterladte og rumme naturens død – Søren Vester deler ud af tanker om kirkegården i vintertiden

30 november, 2025

I Præstegården hos Søren Vester banker julen også på! – Og sammen med naboerne på…

Læs mere

Grøn julefrokost

En grønnere julefrokost

28 marts, 2025

Kan vi skære ned for vores overforbrug af julemad? Er der noget på menuen, som…

Læs mere

Helligåndens altafgørende rolle for en nutidig, levende kristendom understreges også af Anne Marie Aagaard: ”Uden om tro på Gud Helligånd kommer tro på Kristus som nutidig livsmulighed ikke. Uden påske- og pinsetro bliver Kristusfortællingerne til legender. Og denne tro opstår ikke umiddelbart i et eller andet sjæledyb. Den formidles ved den kristne kirke, ved gudstjeneste og oplæring.”¹

At tro – i bekendelse og efterfølgelse – er ikke noget, der falder os naturligt. Enhver er sig selv, sin familie, venner og landsmænd nærmest. Det ser vi også i klimakampen, hvor det er mere end svært at overbevise folk om, at de skal gå ned i levestandard af hensyn til nogle mennesker, de ikke kender og nok aldrig møder. Men troen på den treenige kristne Gud kalder på hver enkelt kristen. Påskens og pinsens Gud er netop også skabelsens Gud, og derfor udfolder ”[t]roens bekendelse og efterfølgelse … sig ikke i et tomrum, og ikke blot i gudstjenestens liturgi, men i et hverdagsliv, hvor vi er henvist til at tage vare på vor omverden…”²

Den kristne tro giver os ikke adgang til en hemmelig del af virkeligheden, som ikke-troende er afskåret fra. Den giver os derimod et nyt perspektiv på den verden, vi alle lever i, så vi får en dybere forståelse af den. I troens blik på naturen som Guds skaberværk og på den fremmede som min gudskabte næste, ligger der en særlig etisk forpligtelse, som vi ikke kan frasige os uden at gå på kompromis med troen.

Troen på den treenige Gud må netop udfolde sig midt i den skabte verden som en omsorg for skaberværket og medmennesket.

I troen på at mit eget og min lokale menigheds forsøg på at udleve troen ikke er ligegyldigt, selvom vi kun er begrænsede skabninger. Vores begrænsning til ét enkelt sted på jorden i en afgrænset periode af verdenshistorien er jo også vores udgangspunkt for udlevelsen af en lokalt forankret og tidssvarende kristendom. Vores egen (lands)bys kirke, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes, er Helligåndens lokale kraftcenter. Her kan vores åndelige batterier blive opladet, så vi – også i svære tider – bevarer håbet på og får styrken til at bekende og efterleve troen på den treenige Gud midt i den skabte verden.

Den anden side af vores begrænsning, der også omfatter syndens selviske magt, er dog lige så vigtig at forkynde. I bestræbelsen på at bidrage til en grønnere fremtid og afværge klimakrisen gælder det nemlig også om at kunne skelne mellem det, vi mennesker kan ændre på, og det der ligger uden for vores magt. For lærer vi ikke at stå ved vores afmagt og være i den, ender vi med at segne under vægten af denne verdens byrder. I kristendommen sættes vores liv ind i en større ramme, hvor vi hjælpes til at se grænsen mellem vores magt og afmagt. Mellem det, vi har ansvar for at ændre på, og det vi må give fra os og lægge i Guds hænder.³ Samtidig kaster Kristustroen sit særlige lys ind over verden og sætter opstandelseshåbet som fortegn for vores liv. Biskop Marianne Christiansen har formuleret det på denne måde: ” Men det råb og rygte om opstandelsen, som strømmer gennem kirken, som strømmen fylder flodlejet, bliver ved med at bryde igennem og gøre sig hørt, også gennem alle menneskelige svigt.

Det bliver ved med at kalde til opstand og til, at vi rejser os på ny, og går en anden vej, end den der fører til misbrug og griskhed… Frygt ikke, siger han. Gå, for I har fået noget, som I skal give videre. Og det kan I, for fremtiden ender ikke i gravens mørke, men hos ham, der møder jer midt i fortvivlelsen og siger. God morgen. En ny dag kommer. Stå op.”⁴

Vil du læse første del af skrivet? Find det her!

Vil du læse anden del af skrivet? Find det her!

1. Aaagaard, Anne Marie, ”Fragmenter af et spejl”, s. 259. ︎
2. Ibid., s. 261. ︎
3. Efter i mange år at være gledet helt ud af dagligsproget har ordet ”synd” fået en opblomstring i klimadebatten. Alle ved i dag, hvad det vil sige at ”klimasynde” eller at være en ”klimasynder”. Ligesom med det teologiske ord ”synd”, kan man dog også her stille spørgsmålet, om der kun findes individuel klimasynd, eller om der også findes kollektiv synd og strukturel synd, hvor vi synder i kraft af vores samfundsform, og de strukturer, vi lever under i det moderne vækstsamfund.
   Et andet afgørende spørgsmål her er, om vi alle sidder ubehjælpsomt fast i ”klimasynden”, eller om den faktisk kan overvindes. Er der med andre ord snarere tale om ”klimaskyld”, som kan betales af og overvindes igennem nedsat forbrug og teknologiske løsninger? Er dette tilfældet, så er spørgsmålet, om det ville være bedre for klimadebatten, hvis vi holder op med at anvende moralske og religiøse termer og i stedet gør det til en rent politisk og teknologisk problemstilling. Hermed kunne man også undgå en opdeling mellem klimafrelste og klimasyndere, som skaber splittelse og ender med at gøre klimakampen til et projekt for de få ’moralsk rene’. Ordet ”klimasynd” rejser med andre ord mange spørgsmål, der kalder på yderligere afklaring, som dog ligger uden for denne teksts format. ︎
4. Prædiken ved Klimagudstjeneste i Haderslev Domkirke, 10. november 2024. ︎